Mandagens engelske rygter
Georginio Wijnaldum og Eric Garcia står øverst på FC Barcelonas ønskeliste, mens Liverpool – ifølge Jürgen Klopp – ikke må gå glip af David Alaba.
Arsenal er nået til enighed med Real Madrid om at leje den norske, offensive midtbanespiller Martin Ødegaard. (Mail)
”The Gunners” har indvilliget i at betale 15 millioner kroner for Martin Ødegaards lejekontrakt, som strækker sig indtil sæsonen er slut. Nordmandens lejekontrakt kommer dog ikke til at indbefatte en frikøbsklausul. (Times)
Selvom Martin Ødegaard er lige på trapperne, er Arsenal fortsat interesseret i Norwichs argentinske midtbanespiller Emiliano Buendia. (Football.London)
Manchester United-manageren Ole Gunnar Solskjær vil ikke lade Jesse Lingard forlade klubben på en lejeaftale i januar-transferminduet. Den endegyldige beslutning ligger dog hos ledelsen i Manchester United. (ESPN)
Manchester City-forsvareren Eric Garcia og Liverpool-midtbanespilleren Georginio Wijnaldum, som begge har kontraktudløb til sommer, står fortsat øverst på FC Barcelonas ønskeliste, efter klubbens træner Ronald Koeman har understreget, at Barca ikke kommer til at hente spillere til Camp Nou i denne måned. (Mirror)
Burnley er interesserede i Nottingham Forest-anføreren Joe Worrall, men Burnley bliver måske nødt til at vente til sommer med at byde på den tidligere engelske U21-landsholdsspiller. (Mirror)
West Bromwich Albion forhandler i øjeblikket med Crystal Palace om at hente den belgiske angriber Christian Benteke, som har kontraktudløb til sommer, til klubben. (Sky Sports)
Den tidligere Leicester City-angriber Ahmed Musa træner i West Bromwich Albion i denne uge, hvor han håber på at kunne gøre sig fortjent til en kontrakt. Den 28-årige nigerianer har været klubløs, siden han forlod Al Nassr i oktober måned. (Express and Star)
Crystal Palace er interesserede i Leicester City-kantspilleren Demarai Gray. Den tidligere engelske U21-landsholdsspiller har kontraktudløb til sommer, men ”The Foxes” er villige til at sælge ham for 13,5 millioner kroner i denne måned. (Mail)
Newcastle United er parate til at ansætte Graeme Jones som træner. Meningen er, at Jones skal hjælpe manageren Steve Bruce, som støtter ansættelsen. (Telegraph)
Cenk Tosus fremtid i Everton er usikker, efter den tyrkiske angriber blev udeladt fra den trup, som tog kampen op med Sheffield Wednesday søndag aften. (Liverpool Echo)
Det skotske midtbanetalent Billy Gilmour, som søndag var med til at besejre Luton Town i FA Cuppen, kan stadigvæk nå at forlade Chelsea på en lejeaftale i denne måned, hvis man skal tro hans manager Frank Lampard. (Mail)
Liverpool-manageren Jürgen Klopp har bedt klubbens ledelse om ikke at gå glip af at hente Bayern München-forsvareren David Alaba, hvis han kan hentes på en fri transfer til sommer, når hans kontrakt med den sydtyske storklub løber ud til sommer. (Don Balon)
Liverpool er tilsyneladende favoritter til at købe Derby Countys 16-årige angriber Kaide Gordon for mere end 8,5 millioner kroner, selvom Manchester United og Tottenham også er interesserede i angrebstalentet. (Telegraph)
Manchester Uniteds hollandske midtbanespiller Donny van de Beek er villig til at bevare tålmodigheden hos ”The Red Devils”, selvom hans muligheder for at bevise sit værd i Manchester United-trøjen hidtil har været meget begrænsede. (Times)