Torsten Brix

Zlatan Ibrahimović – 40 år

Hvornår skal karrieren slutte for angriberen med de flotte mål og unikke citater?
Den 3. oktober 1981 blev Zlatan Ibrahimovic født af en kroatiske mor og han voksede op i Malmø-bydel Rosengård med en bosnisk far. Nu er fodboldfænomenet blevet 40 år, men han er langt fra 40, fed eller færdig. I starten af året lød det fra Milan-træner Stefano Piolo efter den svenske superstjerne havde scoret igen for Milano-klubben:

- Ibra er en mester, så ord er altså overflødige, og han giver en masse til AC Milan…

På det tidspunkt topperede AC Milan den italienske Serie A for første gang i otte år, og selvom den pludselige forandring ikke kun skulle tilskrives Zlatan, så havde han altså lavet mål i otte kampe i træk, som han havde spillet. Angriberen spiller på et hold med stor offensiv styrke, og de på det tidspunkt havde de i alle sæsonens Serie A-kampe mindst lavet to mål. Omvendt har Zlatan ikke spillet mange af disse kampe, da han har været skadet, men også været ramt af corona, hvilket Zlatan havde følgende kommentar til på Twitter:

- Covid-19 har haft modet til at udfordre mig. Dårlig idé…

Dette er blot et af mange legendariske og selvsikre citater fra den nu 40-årige atlet. Flere følger senere, men der har også været unikke mål.


Magiske mål
Zlatan er kendt for at gøre det uventede, som da han for eksempel scorede et genialt mål med hælen mod Italien ved EM-slutrunden i 2004. Scoringer med hælen er lidt af et varemærke for Zlatan. En anden yndling er saksesparket, som da han i en venskabskamp mod England så, at Joe Hart umuligt kunne nå tilbage til målet fra sin skovtur og valgte at lave et saksespark fra 25 meter, som flot og elegant svævede ind i kassen. Det var i øvrigt Zlatans fjerde mål i kampen, der endte 4-2 til Sverige.

Det fantastiske ved supersvenskeren er, at han efterhånden har lavet så mange vanvittige mål, at det er svært at blive ved med at kalde det for held, når han får hele fodboldverdenen til at måbe med sine sublime scoringer, men derudover kan han også levere nogle verbale guldkorn.


Arrogante citater
Det er ikke kun på banen, Zlatan er god til at stjæle opmærksomheden. Uden for banen er den karismatiske svensker ofte kommet i centrum på grund af sine arrogante eller vidunderlige citater, alt efter hvem man spørger. Her følger nogle af de spydige citater:

En reporter starter ud med at spørge Zlatan, om hvorfor han har sår og ar i ansigtet.
- Tja, jeg ved det ikke helt, det er måske bedst hvis du spørger min kone.

På daværende tidspunkt førte Ajax ligaen med hele ni point. En journalist spørger Zlatan om det er muligt at tabe ni point i løbet af de sidste ni runder.
- Ifølge mine beregninger kan man allerede tabe dem i løbet af tre kampe.

Zlatan bliver spurgt om, hvem der egentlig er den smukkeste i verden.
- Jeg er ikke rendt ind i hende endnu, men ligeså snart jeg gør, så skal jeg på en date med hende.

Zlatan forklarer, hvorfor han sammenligner sig selv med Muhammad Ali.
- Når han sagde, at han vil KO sin modstander i fjerde runde, så gør han det.

Ajax har vurderet Zlatan til at koste 300. mio kroner.
- Nå, hvorfor ikke 300 mio. euro?

Zlatan blev spurgt om, hvad han egentlig gav sin kæreste i gave.
- Hun fik da Zlatan.

Efter at have fået et par sønner var hans kommentar til medierne:
- Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville få drenge. Mænd får mænd.

Om kritik fra den norske spiller John Carew:
- Det, som Carew kan med en fodbold, kan jeg gøre med en appelsin.

Zlatans analyse af en dribling overfor Liverpools Stephane Henchoz.
- Først gik jeg til venstre, det gjorde han også. Så gik jeg til højre, det gjorde han også. Så gik jeg til venstre igen, og han gik ud for at købe en hotdog.

På spørgsmålet om, hvorvidt hans spillestil er svensk eller jugoslavisk:
- Det er Zlatan-stil!


Overvurderet eller undervurderet?
Som sagt deler Zlatan vandene med sin væremåde. Zlatan er en fodboldspiller man har svært ved ikke at have en mening om. Han er en man enten elsker eller elsker at hade. Derfor er der også delte meninger om hans præstationer. Zlatan-fans vil naturligvis påstå, at Zlatan, som han selv siger det, ”ikke får respekt, men tager det selv”.

Svenskeren er eksempelvis aldrig blevet kåret til Verdens Bedste Fodboldspiller – er ikke engang kommet i top tre – selvom der ikke er meget plads i hans pokalskab. Hvad Zlatan har opnået på klubplan er trods alt imponerende, men på landsholdet er det ikke blevet til samme succes. En stor del af forklaringen er, at Sveriges landshold ikke har kvalitet nok til at være med, hvor det er rigtig sjovt. Men Zlatans attitude og opførsel har heller ikke altid været lige god. Efter at have boykottet landsholdet tilbage i 2007, for at være blevet smidt af efter en bytur, blev Zlatan senere anfører for svenskerne. Han er uden tvivl Sveriges største fodboldstjerne, og bliver forgudet for sine præstationer – blandt andet blev han kåret til den bedste svenske fodboldspiller 12 år i træk. Ingen er tidligere blevet kåret mere end to år i træk.


Til Manchester – som Indkast tidligere havde skrevet om
I 2010 havde Indkast.dk kendskab til billeder af Zlatan med sin agent på vej til Manchester med flyveren, men da vi berettede om historien – og det ikke blev til noget – fik vi flere kritiske mails, selvom vi kun fortalte i historien, at superstjernen var med sin agent på vej til Manchester. Dengang endte han på en lejekontrakt i Milan, og historien giver et billede af, hvordan Zlatan kan ”dele vandene”.

Zlatan endte dog i Manchester United, hvor han fik en flot start, men han blev mod slutningen af opholdet for meget skadet. Han formåede dog at blive den ældste spiller – på 35 år og 125 dage – til at lave 15 Premier League-mål i en sæson. Efter United var han hos LA Galaxy, og det var forventet, at han med den belastende dåbsattest skulle slutte karrieren i MLS. I 58 kampe lavede han dog 53 mål og det åbnede op for et skifte som 38-årig til AC Milan, hvor han tidligere havde været. Karriereforløbet for Zlatan ser nemlig således ud:

Malmö – Ajax – Juventus – Inter – Barcelona – Milan – PSG - Manchester United - LA Galaxy - Milan.

I alt er det blevet til 11 mesterskaber indtil nu, og hvem siger, at det slutter her? Kærligheden til spillet er fortsat stor, som Zlatan viste i 2020 med et billede på Twitter, hvor der lå 10-15 fodbolde omkring ham, mens han slog fast:

- Mig og mine bedste venner…

Dette kunne minde lidt om hans kommentar, da han som helt ung Ajax-spiller sagde:

- Min far er muslim og fra Bosnien. Min mor er katolik og fra Kroatien. Jeg er fra Sverige, og min religion er fodbold…

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER