England: FA Cup
FT
1 - 0
(1 - 0)
Manchester U
Watford
S. McTominay (5)
StillingReferat
Magnus Kisbye

Dansk debutant kunne ikke stoppe Manchester United

Reservespækkede Manchester United spillede sig videre i FA Cuppen med en sejr over Watford, der gav Philip Zinckernagel debut.
Manchester United tog i aftes hul på deres færd i denne sæsons FA Cup, da de i 3. runde – 1/32-delsfinalen - tog imod Watford, der til daglig tørner ud i den næstbedste engelske række. Watford ligger på 6.-pladsen i Championship, mens hjemmeholdet ligger på 2.-pladsen i Premier League. Dermed gik Manchester United på banen på Old Trafford som klare favoritter.

Watford, der havde nyindkøbte danske Philip Zinckernagel i startopstillingen, kom tidligt ned i kulkælderen, da Scott McTominay allerede i det 5. minut bragte Manchester United foran. Han kom først på et hjørnespark fra Alex Telles og headede flot bolden i højre side af målet uden chance for Watford-målmanden Daniel Backmann.

Efter den tidlige dukkert fik gæsterne rejst sig og formåede i en længere periode midt i første halvleg at sætte sig på kampen. De store chancer udeblev dog. Udover fem kvalificerede hjørnespark samt et præcist indlæg var debutanten Zinckernagel forholdsvis anonym i de første 45 minutter.

Nogle minutter inden pausen havde Juan Mata en stor mulighed for at bringe ’The Red Devils’ på 2-0 efter et fremragende opspil af hjemmeholdet, men skarpheden svigtede for spanieren. Der blev ikke scoret yderligere inden pausen, og de to hold kunne dermed gå i omklædningsrummene ved stillingen 1-0.

Efter pausen lod chancerne vente længe på sig. Det store pres fra værterne tvang Watford til at falde tilbage i banen og forsvare sit mål, hvilket umiddelbart ikke passede Zinckernagel synderligt godt. Sidste sæsons bedste spiller i Norge formåede ikke at sætte sig yderligere i spil og blev hevet ud efter 76 minutter.

Få minutter senere fik indskiftede Marcus Rashford muligheden for at lukke kampen, da han kom på skudhold i venstre side af feltet. Stjernespilleren måtte dog se sit forsøg blive reddet af Daniel Backmann. Der blev ikke scoret yderligere i kampen, og med 1-0-sejren levede Manchester United dermed op til favoritværdighed og er videre til 4. runde i FA Cuppen.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER