Mikkel Duelund til Malmø? Agenten giver svar
Det har været en skadesplaget tid i Ukraine for ung midtjyde.
For to år siden skiftede Mikkel Duelund FC Midtjylland ud med Dynamo Kiev, og det har været en periode med op- og nedture for den 23-årige dansker. Flere skader har drillet Duelund og i efteråret har midtbanespilleren også været ramt af corona, som har holdt ham væk fra banen.
I den seneste periode har der været rygter, som har sendt Mikkel Duelund tilbage til Skandinavien. Nærmere bestemt er det Malmø FF, som har været sat i forbindelse med den tidligere FC Midtjylland-spiller, og nu har Duelunds agent været ude at udtale sig om rygtet.
- Jeg ved ikke, hvordan sådan en historie starter – om det er fordi, Jon Dahl er træner derovre, og så tænker man, at så kunne det være, at han kunne finde på at hente sådan en som Mikkel. Men jeg har ikke selv snakket med Jon eller nogen andre fra Malmö, så for mig virker det urealistisk lige nu og bare som et rygte, ikke mere, siger Mikkel Beck ifølge Tipsbladet.
Ifølge Mikkel Beck skal unge Duelund have mere spilletid i løbet af foråret, end han har fået hidtil, hvis han skal blive i den ukrainske storklub.
- Hvis han skal blive frem til sommer, skal han selvfølgelig spille meget mere end det, han har gjort, og hvis han ikke kan det, så må vi jo se på, hvad der så kan findes af løsninger udenfor, siger agenten.