Mulig landsholds-debutant ignorerede Hjulmand
En pudsig episode udspillede sig i forbindelse med landsholdsudtagelsen, Jonas Wind der er ny i truppen, ignorerede nemlig landstræneren i første omgang.
Kasper Hjulmand udtog i går den landsholdstrup der skal møde Island og England. Den nyligt udtaget trup byder selvfølgelig på de sædvanlige stamspillere som Schmeichel og anføre Kjær, men der er også et par overraskelser på Hjulmands notesblok.
Mens Pione Sisto får sit landsholds-comeback, er FCK’s Jonas Wind udtaget for første gang. Det ville Hjulmand underette den unge angriber om, men Jonas Wind udtaler selv, at han lod telefonen ringe da han ikke havde landsholdstrænerens nummer skrevet ind i telefonbogen.
- FCK TV overraskede mig, og det var første gang, at jeg fik det at vide. Jeg snakkede så med Kasper Hjulmand om eftermiddagen, og han havde prøvet at få fat i mig om morgenen, men jeg havde sgu ikke hans nummer, og det, synes jeg, er fair nok, udtaler Jonas Wind til bold.dk.
Da den unge FCK-angriber blev spurgt ind til om han ignorerede landstræneren trækker Københavneren på smilebåndet og svarer, at han til gengæld fik fat i Hjulmand senere på dagen. Jonas Wind er derudover pavestolt over at kunne repræsentere de danske farver, men er samtidig fuldt fokuseret på FCK’s EL-opgør torsdag aften.