Gummiben? Brentford snubler igen og misser direkte oprykning
Danskerklubben gik fra banen med nul point for anden kamp i streg.
Inden aftenens Championship-kampe blev fløjtet i gang 20.30 var missionen klar for Brentford. De skulle have flere point end West Bromwich for at tage den automatiske oprykning sammen med Leeds. Kampen var muligvis den sidste kamp nogensinde på Brentfords hjemmebane Griffin Park, som har været klubbens hjemmebane i 116 år. Til næste sæson er der blevet bygget et nyt stadion, som klubben skal benytte.
I første halvleg havde danskerklubben, med Christian Nørgaard, Henrik Dalsgaard og Emiliano Marcondes fra start, svært ved at skabe de fornødne chancer og få minutter før pausen gik det så galt. Udeholdets Callum Styles hamrede flot bolden i mål, og derfor gik nedrykningstruede Barnsley til pause med en føring på 1-0.
Andetsteds i kampen mellem West Bromwich og QPR var stillingen 1-1, så hvis Brentford fik de tre point ville de være i Premier League. Efter pausen udlignede Joshua Da Silva efter 73 minutters spil, men med det uafgjorte resultat hos West Bromwich, krævede det altså alle tre point for at stjæle oprykningspladsen.
Det lykkedes aldrig at få scoret for Brentford, men det gjorde det for Barnsley. I overtiden scorede de til 2-1, og dermed blev drømmen om direkte oprykning for Brentford slukket.
Kampen endte med et nederlag til Brentford på 1-2, og derfor skal danskerklubben nu ud at spille play off-kampe om oprykning. West Bromwich spillede 2-2, så mon ikke Thomas Frank og Brentford ærgrer sig gevaldigt, da en sejr ville have sendt dem direkte i Premier League. I stedet tager Birmingham-klubben West Bromwich altså den direkte oprykningsplads sammen med Leeds.
Med sejren overlever Barnsley i Championship med et point ned til nedrykningsstregen. Derfor kan Mads Juel Andersen også kalde sig Championship-spiller i næste sæson.