Brady & Sullivan OUT
West Ham laver ikke nok mål og lukker for mange ind. Hvordan skal det ikke ende for London-klubben, der talte om europæisk fodbold, men nu er placeret under nedrykningsstregen?
Den chilenske manager Manuel Pellegrini brugte i sommer næsten en milliard kroner på nye West Ham-spillere, men det har man ikke kunne se på banen. De første 13 kampe gav 13 point og en placering, som nr. 16 i Premier League – samt en fyrring til den ellers så sympatiske 66-årige manager.
Siden er spillet blevet lidt bedre, men kigger man nærmere på årsagen, har pilen tidligere peget imod defensiven og især målmanden Roberto. I Østlondon forstod fansene ikke meget af den store tiltro, som Pellegrini havde til målmanden, der i sidste sæson blev hentet ind som reserve for Lukasz Fabianski, selvom klubben på det tidspunkt også rådede over den dygtige og tidligere spanske landsholdsmålmand Adrian. Roberto kom på en fri-transfer fra Espanyol, og siden har han i den grad lignet en målmand på 33 år, som kom gratis til klubben.
Oxford - fra den tredjebedste række - lavede fire mål imod West Ham. Herefter lukkede Roberto 20 mål ind i de efterfølgende otte kampe, imens West Ham kravlede længere og længere ned i tabellen, men hvordan slutter det?
Det minder om Woodward
London-holdets fans har den seneste tid været rasende på ledelsen i klubben, og især den aldrende boss David Gold oplevede dette på egen krop, da hans barnebarn på 10 år oplevede, hvordan en gruppe utilfredse fans forsøgte at komme ind i Golds VIP-område efter en hjemmekamp imod Burnley. Gold er meget upopulær i klubben, og det blev ikke bedre, efter han offentligt tog afstand fra de Manchester United-fans, der havde generet Ed Woodward i privaten på allergroveste vis.
West Ham-fansene vil have, at den 83-årige Gold skal forlade sin bestyrelsespost og sælge sine ejerandelle. Han er blevet et synonym for fansene på klubbens nedtur sammen med David Sullivan og Karren Brady.
Denne trio var i 2016 med til at love, at når West Ham flyttede fra Upton Park til London Stadium, skulle klubben til at spille europæisk fodbold – det er ikke sket. Selvom Gold har fastslået, at han som klubejer ikke har fået en eneste ”penny” i løn de sidste ti år, og han hævder, at flere andre klubejer har trukket store summer ud af deres klubber, er han voldsomt upopulær.
Hvem skal lave målene?
For tiden er West Ham placeret under nedrykningsstregen, efter de første 25 Premier League-kampe blot har givet seks sejre. I disse kampe har de kun lavet 30 mål og Sebastian Haller er topscorer med kun seks mål.
West Ham har haft 263 afslutninger i denne sæson, men kun de 111 har været indenfor målrammen, så holdet mangler i den grad nogle mål, og fansene bekymringer er måske ikke så underlige.
Kigger man nærmere på stillingen i bunden af Premier League fra sidste år efter 25 kampe, så rykkede de tre nederste hold – Cardiff, Fulham og Huddersfield – ud. Kigger man på de sidste tre sæsoner, så kan man finde de tre nedrykkere blandt de nederste fem hold efter 25 kampe.
Så alarmklokkerne ringer hos West Ham, og budskaberne fra fansene skal man ikke fejltolke på. Forleden havde West Ham-fans lavet et banner, hvor der stod:
Lies, Lies, Lies
You promised us false dreams
Brady & Sullivan OUT
You have killed us…