Manchester United – et Frankenstein-monster
Forfærdelige resultater og to point over nedrykningsstregen = ingen United-panik, men Ole Gunnar Solskjær skal altså fyres – nu!
40 kampe som manager for Manchester United har kun givet 19 sejre til Ole Gunnar Solskjær… det er overskriften for tiden for den meget pressede nordmand. Kigger man længere ned i statikkerne, dukker der masser af andre belastende tal op om, hvilken elendig form Manchester United befinder sig i. Hvis de f.eks. taber med to mål til formstærke Liverpool i næste runde og hvis fire andre resultater:
• Hvis Everton slår West Ham
• Hvis Aston Villa og Brighton spiller uafgjort
• Hvis Southampton slår Wolverhampton
• Hvis Newcastle slår Chelsea
udfalder forkert, så vil Manchester United efter Liverpool-kampen være under nedrykningsstregen…
Derudover vil Solskjærs nuværende sejrsprocent på 47,5 værre lidt dårligere. Dertil må man ikke glemme, at de voldsomt udskældte Louis van Gaal og David Moyes havde en sejrsprocent på over 50 % og Jose Mourinho endte på 58,3% i United. Så klublegenden Solskjær har altså gjort det dårligere end den udskældte trio.
United har hentet 17 point i de sidste 17 Premier League-kampe, mens deres rivaler fra Liverpool har vundet deres 17 kampe. Glem nu ikke, at Mourinho hentede 26 point i sine sidste 17 kampe, inden han blev fyret i sidste sæson.
Uniteds ni point efter sæsonens første otte kampe er deres værste sæsonstart i 30 år. Sidste gang de startede dårligere var i 1989/90, hvor de endte med at slutte som nr. 13. Triste tal selvom United i sæsonstarten tæskede Chelsea med 4-0, men siden har de ikke formået at lave mere end to mål i en Premier League-kamp. Kritikken har været hårdtslående og til tider hånlig, som da de sociale medier viste statistikker, der dokumenterede, at ”Lord Bendtner” havde brugt færre ”kampe pr. mål”, end United-talismanen og den kontraktunderskrivende Marcus Rashford har gjort.
Dette er blot nogle af mange statistikker, som er gravet frem den sidste tid, og mange af disse ”tal” starter efter den magiske aften i Paris, hvor United vandt over selveste PSG i Champions League. Men siden er der sket meget… United har blandt andet spillet 11 udekampe – siden 6. marts – og ikke vundet. Kritikken et steget konstant og kommet fra mange sider – blandt andet fra tidligere United-spillere. Her kommer et lille uddrag:
- Owen Hargreaves mener, at spillerne ikke spiller på deres bedste positioner.
- Paul Ince mener, at holdet mangler lederskab og kvalitet.
- Robin van Persie mener, at Solskjær ikke ved, hvilke ”knapper” han skal trykke på.
Så statistikkerne og kritikken er nådesløs, men er sidstnævnte rimelig? Indkast.dk har kigget Solskjær efter i sømmene og kommer med vores samlede bud på det helt store spørgsmål for tiden: Skal Solskjær fyres? Vi graver lidt dybere…
Skyldes United-skaderne en urutineret manager?
I sommerpausen berettede United-spillerne om, at de aldrig havde løbet så meget, haft så meget fysisk træning og antallet af træningspas var også blevet sat op. Hvis dette har en sammenhæng til Uniteds nuværende skadesliste med Paul Pogba, Phil Jones, Aaron Wan-Bissaka, Luke Shaw, Anthony Martial, Jesse Lingard, Victor Lindelöf, Eric Bailly og Mason Greenwood, så har Solskjær dumpet stort i sin træningsdosering. Dette har været diskuteret meget på de sociale medier, hvor man blandt andet kunne læse en fan skrive: ”Ole has blood on his hands”.
Truppen er til langt mere
Trods de føromtalte skader, som Solskjær kan stilles lidt til regnskab for, så er United-truppen jo til langt bedre resultater end dem, som nordmanden har præsteret. Alene det faktum – altså at han ikke får det optimale ud af truppen – er fyringsgrund. Husk nu på, at Solskjær i sommer brugte 1.100 millioner kroner på at købe Harry Maguire og Aaron Wan-Bissaka, der begge kom med Premier League-erfaring og ikke skulle tilvende sig til den hårde liga. Dette hænger altså ikke sammen med 5 sejre i de sidste 22 kampe.
Forbedrer han spillernes præstation?
Ovenstående peger jo i retning af, at spillerne ikke præsterer i nærheden af deres optimale under Solskkjær. Spillere som Nemanja Matic, Juan Mata og Ashley Young betragtes ikke som værende gode nok til Manchester United længere, og det er godt nok gået stærkt med at blive dårlige for denne trio, mens en anden trio – med Marcos Rojo, Phil Jones og Fred – minder om dem. Derudover virker Marcus Rashford og Jesse Lingard til direkte at være ude af form, og midt i dette står det helt store spørgsmålstegn – Paul Pogba. Skulle Solskjær ikke have krævet et salg af en spiller, der åbenlyst ikke ønsker at være i klubben mere. Dette har Sir Alex Ferguson tidligere gjort. Altså smidt spillere på porten, selvom de var store profiler på holdet. Uniteds resultater står langt fra spillernes niveau, så her dumper Solskjær stort.
Den evige skygge fra Sir Alex
Efter sejren over PSG i Paris blev der taget et billede af Sir Alex Ferguson og Eric Cantona, der i forbindelse med billedet skulle have sagt: ”Vi er Manchester United og dette er hvad vi er bedst til”. Siden billedet blev taget er det gået ned af bakke for United, og selvom Ferguson er Premier Leagues største manager igennem tiden, så gavner han ikke United for tiden. For siden han stoppede i United, har resultaterne – samlet set – været forfærdelige, og alene af den grund ville det være godt for United, hvis Sir Alex trådte væk fra klubben. Skotten skulle simpelthen blive væk fra deres kampe, for når United har dårlige resultater, viser tv-billederne hver gang Sir Alex, og minderne bliver vagt i live. Til sammenligning fortalte Arsene Wenger forleden, at han – efter næsten en ligeså lang og gloværdig Premier League-karriere - indtil nu ikke havde været til en eneste kamp på Emirates. Dette har givet den nye Arsenal-manager Unai Emery lidt mere arbejdsro, hvilket en hvilken som helst United-manager godt kunne tænke sig.
United – et Frankenstein-monster
Et argument der taler for, at Solskjær ikke skulle fyres kunne være, at klubben i den grad har brug for noget kontinuitet, efter de, siden Sir Alex stoppede, har haft for mange managere med forskellige filosofier, spillestil og indkøb. Så truppen er for tiden et kludetæppe af typer, der ikke passer sammen – jah… man kan vel næsten kalde United for et Frankenstein-monster. MEN… trods det faktum, at truppen er usammenhængende, så må der gøres noget på manager-posten. Dem, der mener andet, kan jo passende svare på, hvornår skal man så gøre noget? Er det, når United er kommet under nedrykningsstregen? - altså United med De Gea, Maguire og Pogba i truppen.
Ed Woodward – og de usynlige klubejere
Afgørelsen om, hvorvidt Solskjær skal fyres, er placeret hos Ed Woodward – og de usynlige klubejere fra familien Glazer, og måske er de mere skyldige i Uniteds historisk dårlige resultater, end Solskjær er. Hvorfor United endnu ikke har ansat en sportschef, er fortsat et gigantisk mysterium på størrelse med ”The magic bullet”, der dræbte John F. Kennedy. United havde i 2018/19-sæsonen cirka 1,57 milliarder kroner i overskud, men trods dette virker det ikke til, at klubben vil investere størstedelen af disse penge i truppen i de kommende transfervinduer. Woodward slog fast ved regnskabspræsentationen, at de ikke vil være fristet af indkøb, men i stedet vil satse på unge spillere, og altså ikke bruge noget af overskuddet på… 1.570.000.000 kroner. I øvrigt kan man stille store spørgsmålstegn ved Woodward, der ikke havde nogen erfaring fra fodboldens verden, inden han fik jobbet, og som gentagende gange har vist uduelighed. Som da hans familie i en elevator fortalte åbenlyst om den kommende fyring af Louis van Gaal efter FA Cup-triumfen. United-legenden Gary Neville har tidligere sagt, at klubbens problemer ikke var hos managerne, men i bestyrelseslokalet. Her har Woodward slået fast, at der ingen panik er, selvom klubben gennemlever deres værste periode i mands minde.
Samlet vurdering: Solskjær skal fyres
Da Manchester United valgte at give Ole Gunnar Solskjær en permanent aftale, kunne de næsten ikke gøre andet efter de mange gode resultater og en sejrsprocent på 82,3, men sidenhen er den blevet 21,7%. Måske blev United-ledelsen påvirket af stemningen samt forgabt i ”Eventyret om Solskjær”, men dette har udviklet sig til et mareridt, som skal stoppes hurtigst muligt.
Solskjær er simpelthen ikke dygtig nok til jobbet, og de burde bruge landskampspausen til at udskifte ham. Mange siger, at man skal have en afløser klar, hvis man fyrer en træner, men glem nu ikke, at det er en af verdens største fodboldklubber, som vi taler om… mon ikke der kan findes en anden til jobbet, der kan gøre det bedre end Solskær?
Det kunne jo f.eks. være Mauricio Pochettino, der sikkert gerne vil væk fra Tottenham, og mon ikke også, at London-klubben gerne vil af med deres manager, der har vundet 7 af deres sidste 25 kampe.
Solskjær har vundet fem af sine sidste 23 kampe, og de har kun lavet syv mål i de sidste ti kampe. De er blot to point fra nedrykningsstregen…. Alene disse statistikker er nok til at slå fast: Solskjær has to go…