Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Torsten Brix

Sergio Ramos – matadoren fra Sevilla

Forsvarsspilleren fra Real Madrid er opvokset i Sevilla og har tidligere været betaget af tyrefægtning. Derudover er han en kampafgørende fodboldsspiller, der mange steder er lagt for had – bare ikke på Santiago Bernabéu.
Champions League-finalen 2017/18 blev husket for gigantiske fejl af Liverpool-målmanden Loris Karius, et unikt saksesparksmål af den netop indskiftede Gareth Bale, men også en skade til englændernes talisman – Mohamed Salah. Egypteren blev skadet efter en nærkamp med Sergio Ramos. Den spanske forsvarsspiller blev ved med at holde fast i Liverpool-angriberen, efter han havde mistet balancen – og siden er det blevet diskuteret meget, om det var en bevidst handling af Ramos.

Det kan dog ikke diskuteres, om der har været masser af lignede episoder med Ramos – så ”Why always me”, som den italienske ballademager Mario Balotelli udødeliggjorde, har siden finalen været trukket frem igen. For hvorfor er Ramos ofte indblandet i sådanne episoder?

Omvendt har Ramos tidligere indskrevet sig i historiebøgerne efter sin kamp nr. 500 for Real Madrid sammen med store fodboldnavne som Raúl, Iker Casillas, Fernando Hierro og Roberto Carlos. Til jubilæet var det 11 år og fire måneder siden, at den nu 34-årige Ramos tog Real Madrid-trøjen over hovedet for første gang – så Real Madrid-fansene elsker ham… omvendt virker det til, at han er uvenner med resten af verden. Måske også fordi forsvarsspilleren har en unik evne til at afgøre fodboldkampe – og derved blive upopulær hos modstandernes fans?

Langt inde i overtiden af efteråret 2016's ”El Clasico” så Barcelona ud til at hive en tiltrængt sejr hjem, men så headede Sergio Ramos den vigtige udligning ind – som han har gjort så mange gange før. Inden for en håndfuld minutter afgjorde Sergio Ramos også Champions League semi-finalerne imod Bayern München i 2014, da forsvarsspilleren scorede to gange imod de regerende mestre. Det er dog ikke kun i Real Madrid-trøjen, at han har været kampafgørende.

Da EM-semifinalen i 2012 mellem Spanien og Portugal skulle afgøres på straffespark, vil mange sikkert huske Ramos for hans kølige ”Panenka-straffespark”. Få måneder forinden havde Ramos brændt et straffespark i konkurrencen om at komme i Champions League-finalen, da Bayern München sendte Real Madrid ud, hvilket man slet ikke må glemme, når man tænker tilbage på den vanvittige ”Panenka-scoring” til EM-slutrunden.

Imens fodboldverdenen skreg: ”DET GJORDE HAN IKKE!!!”, viste tv-billederne, at den spanske landstræner Vincente del Bosque tog hele situationen med sindsro, og måske ikke uden grund. For sidenhen kom det frem, at inden kampen havde Ramos sagt til Bosque, at han - hvis han fik chancen - ville tjippe straffesparket. Chancen opstod, og nu hænger afslutningen ved Ramos resten af livet, hvilket det mildest talt også ville havde gjort, hvis han havde misbrugt den store chance.

Derudover blev han også meget kamp-afgørende for Champions League-finalen i 2016, hvor han scorede Real Madrids ene mål i den ordinære spilletid, men også stod for presset i den efterfølgende straffesparkskonkurrence. I løbet af kampen gjorde han sig dog også uheldig bemærket ved blandt andet at være i noget ballade med Atleticos Juanfran.

Denne balancegang mellem sportslige succes og lidt usympatisk adfærd er meget rammende for Ramos, der enten er elsket eller hadet i Spanien, og karrieren har også været med mange op- og nedture.


Dyr og alsidig teenager
Ramos landsholdskarriere startede stort, da han blev den yngste spanske landsholdsspiller i 55 år i marts 2005. Netop året 2005 blev banebrydende for Ramos, da han blev solgt til Real Madrid for 200 millioner kroner, hvilket stadigvæk er ét af de dyreste indkøb af teenager-fodboldspillere. Ramos var 19 år, da han byttede det brandvarme Andalusien ud med den spanske hovedstad.

I Real Madrid skulle Ramos afløse klublegende Fernando Hierro, der netop havde indstillet karrieren, og trods den unge alder blev den unge Ramos smidt direkte for de spanske løver, selvom han forinden kun havde haft en sæson i Sevilla, hvor han havde spillet fast i La Liga.

Allerede i 2007 og 2008 blev Ramos spansk mester, efter han – lidt pudsigt - havde startet 33 kampe og scoret fem mål – i begge sæsoner. Det viste sig hurtigt, at Ramos ikke kun var en mulig afløser for midterforsvarer Hierro, men også højrebacken Michel Salgado. Ramos viste sig nemlig som en alsidig forsvarsspiller, der faktisk var ganske målfarlig – med et specielt sind og opførelse, som i mesterskabssæsonen 2008, hvor Ramos kritiserede holdets taktik, hvilket fik træner Bernd Schuster til at sætte ham af holdet.


Matadoren Ramos
Ramos er født og opvokset i Andalusien og Sevilla, så han er bekendt med tyrefægtning, og den spanske landsholdsspiller ønskede faktisk som knægt at blive matador. Ramos gæstede tit La Maestranza, der er Sevillas - og Spaniens - mest berømte tyrefægterarena.

Arenaen, der er Spaniens ældste, har også tit besøg af Ramos-familien. Tidligere har Ramos udtalt, at han blev mere glad for fodbold - end for tyrefægtning. I stedet for La Maestranza endte Ramos derfor på selveste Santiago Bernabéu, og den 32-åriges personlighed har her noget torero/matador over sig… hvilket hans tidligere holdkammerat Roberto Carlos også har antydet:

- Sergio Ramos er så god, at jeg forventer, at han bliver én af verdens tre bedste fodboldsspillere. Det er i hvert fald ingen tvivl om, at han vil blive en Real Madrid-legende…

Efter tre Champions League-triumfer i træk har denne legende-status udviklet sig – ikke mindst fordi Ramos efter to af finalerne var i overskrifterne. Den ene for noget godt – den anden for noget skidt. Dette sort/hvide passer perfekt til beskrivelsen af Sergio ”Why always me” Ramos… matadoren fra Sevilla

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER