Torsten Brix

Viktor Fischer – er VM-klar

Den formstærke knægt fra Lyseng er vendt hjem til Danmark efter dårlige perioder hos Middlesbrough og Mainz…
Først lagde han op til et mål, så scorede han selv det andet og han var med i FCK-opspillet til københavnernes tredje og fjerde mål…

Dette kunne godt være beskrivelsen af Viktor Fischers kamp imod Horsens, og den har blandt andet været med til, at den 23-årige blonde dansker har fået en drømmestart i sin nye klub. Seks mål og syv assists har FCK's nye nummer 7 været med i. Altså 13 mål i de 12 kampe han har spillet for FCK, så en helt unik tilbagevendelse til Danmark for den unge jyde.

Og glem nu ikke at Fischer blot er 23 år… trods dette lyder hans karriereforløb således: AGF, FCM, Ajax, Middlesbrough og Mainz inden FCK. Ingen tvivl om at Fischer gerne vil glemme perioderne i Tyskland og England, for der var der langt mellem snapsene for knægten fra Lyseng. Perioden i udlandet startede i Ajax, og der startede det faktisk godt for den selvtillidsfulde Fischer.

Opskriften på Fischers succes er en god blanding af selvtillid, talent – måske arvet af farfar, der var den første til at spille 50 landskampe for Danmark – og så stenhårdt arbejde og efterfølgende refleksion og evaluering af egen indsats. Specielt evaluering af egen indsats og evnen til at give sig selv kritik og presse sig selv til at yde sit bedste er noget Fischer bruger for at blive bedre.

- Jeg mener ikke, at der er noget galt i at lægge pres på sig selv. Hvis man kan leve op til høje forventninger, er man utrolig dygtig, og så er man blandt de bedste. Kan man ikke leve op til forventningerne… jah… så er det jo bare sådan, det er. Jeg synes, at man skal stille sig selv nogle mål, og de må gerne være høje, hvis man tror på sig selv, som jeg gør. Indfrier man disse høje mål, så oplever man en fantastisk følelse. Indtil videre har jeg ikke opstillet nogle mål, som jeg ikke har nået, har Fischer tidligere sagt i et interview med Indkast.dk.


Debatskabende
Gennem stort set hele karrieren har Viktor Fischer været mindst ét skridt foran sine holdkammerater og modstandere. Det betød blandt andet, at Fischer flere gange gennem ungdomsårene blev rykket op for at spille med ældre spillere for at få udfordring. Som 13-årig fik Fischer kampe på AGF's U16-hold og som 14-årig spillede han på klubbens U17-hold.

Fischers imponerende talent gik da heller ikke ubemærket hen. Da Fischer i 2009 blev 15 år og måtte skrive under på sin første kontrakt stod FC Midtjylland klar. Skiftet fra AGF til FC Midtjylland satte gang i en heftig debat om midtjydernes støvsugning af talenter fra hele Danmark, noget de andre klubber ikke var specielt glade for. Daværende chef for FC Midtjyllands akademi, Claus Steinlein, så bare noget magisk ved Fischer, der gjorde, at han var nødt til at hente ham.

- I Danmark kan der gå år imellem spillere af den kaliber. Det er ikke hvert år, vi får spillere som Christian Eriksen og Viktor. Som ungdomsspiller gjorde han (Viktor Fischer, red.) en kæmpe forskel. Han gjorde sine medspillere bedre, han lavede afgørende mål, han bandt to spillere hele tiden. Det var som at have en Messi i juniorfodbold, har Steinlein sagt til Tipsbladet.


Tvivl om arbejdsindsats
Den eneste betænkning Steinlein havde angående Fischer var den unge spillers arbejdsmoral. Fischer var overlegen på banen, så han behøvede ikke altid at arbejde hårdt i kampene. Alligevel fik Fischer chancen i Midtjylland – og greb den. I første sæson hos ”Ulvene” blev det til 25 mål i 24 kampe for U17-ligaholdet, som også vandt ligaen.

De mange mål vakte interessen hos topklubber rundt i Europa. Det blev blandt andet til en prøvetræning hos Manchester City i 2010. Det endte dog med at blive Ajax, der løb med kæmpetalentet, da de smed omkring 12 millioner kroner på bordet i sommeren 2011. Året efter – i sommeren 2012 – fik Fischer så lov til at vise sit værd på Ajax' førstehold, da de mødte PSV Eindhoven i den hollandske Super Cup, og det var et gigantisk niveau-spring for den unge dansker.

- Det er en helt anden måde, jeg er blevet testet på. I ungdomsfodbold handler det hele om at komme op på dette niveau. Nu gælder det for mig om at blive på dette niveau, og det er altså hårdt mentalt, når det går nedad i en modgangsperiode. Det er også hårdt, når der er 50.000 fans på Amsterdam Arena, der har høje forventninger til en, for de kan altså blive noget utålmodige, fortalte Fischer til Indkast.dk.


Fremtidens mand
Efter fire år i Ajax stoppede Fischer i den hollandske hovedstadsklub. Det var blevet til 79 kampe og 24 mål, men han havde også spillet for en klub, der har voldsomt stort talent for at udvikle unge spillere og give dem en solid fodboldopdragelse.

Dette er alment kendt, og derfor holder medier også kraftigt høje med de unge spillere i Ajax. Det skete også for Fischer. Blandt andet havde det amerikanske sports-site bleacherreport.com placeret Fischer som nummer fire på en liste over de 20 største talenter i verden. Det lignede han ikke i Middlesbrough og Mainz – men nu skal karrieren genrejses i FCK, og det er den i den grad blevet på rekordtid.

Derfor tøvede Superliga-eksperten Stig Tøfting heller ikke med at slå fast, at Fischer skulle være en del af den danske VM-trup… kigger man på hans præstationer, kan man blot konstatere, at hvis Åge Hareide ikke har plads til Fischer i 23-mandstruppen, så har Danmark altså et godt hold…

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER