Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Torsten Brix

Andrea Pirlo – arrivederci Regista

Søndag stoppede karrieren for en stor spiller, der havde følgende tanker inden VM-finalen: - Jeg føler ikke pres. Jeg giver ikke en skid for det. Jeg brugte hele eftermiddagen den 9. juli 2006 på at spille Playstation og at sove. Om aftenen vandt jeg så VM.
- Jeg behøvede en ny udfordring, og jeg er i stigende grad overbevist om, at jeg traf det rigtige valg ved at skifte til Juventus. Jeg havde et ønske om at begynde et nyt eventyr, men jeg var også nysgerrig.

Sådan sagde Andrea Pirlo til Tuttosport mod slutningen af 2011, efter midtbanespilleren pludselig var kommet i voldsom Serie A-fokus. Årsagen til dette skyldes, at Pirlo havde bragt Juventus til toppen af Serie A, efter de to forgangne sæsoner havde givet to syvende-pladser. At Pirlo kom i fokus, skyldtes naturligvis også, at den italienske landsholdsspiller kom til Juventus fra de daværende mesterskabsrivaler fra AC Milan. Her havde Pirlo spillet i ti sæsoner med stor succes, hvor hans samarbejde med den iltre Gattuso blev omdøbt til ”Metronome” – altså Milano-holdets taktstok.

Mens Gattuso lavede det fysiske arbejde, kunne Pirlo indtage rollen som "regista", hvilket betyder en dybtliggende spilfordeler, hvilket også blev hans rolle i Juventus. Claudio Marchisio og Arturo Vidal stod for løbearbejdet og lignende, mens Pirlo fordelte spillet. En unik sparketeknik gjorde ham til en af verdens bedste i det lange pasningsspil, og derudover var Pirlo en sand frisparksspecialist. Det var disse evner og Juventus-midtbanen, der har været stærkt medvirkende til, at Juventus endte i Champions League-finalen 2015/16 med en 36-årig Pirlo.

Men hvordan er karrieren ellers forløbet? En karriere, som sluttede søndag i New York.

Brescia, Inter, Milan og Juventus
Inden de ti år hos AC Milan var Pirlo faktisk tre år hos rivalerne fra Inter, og dermed er han blot én af fire italienske spillere, der har spillet for Inter, Milan og Juventus. Tiden i Inter var dog en stor skuffelse, og det blev kun til 22 kampe, eftersom han blev tvunget til et par mindre attraktive lejeophold, hvilket sikkert var meget frustrerende for Pirlo, der på sit drengeværelse havde idolplakater af tidligere Inter-spillere som Lothar Matthäus og Jürgen Klinsmann.

Før Inter var Pirlo i Brescia, hvilket gjorde sammenligningen med Roberto Baggio endnu mere oplagt i den tidlige del af karrieren. For Pirlo startede – ligesom Baggio - som offensiv midtbanespiller, men fik i Milan og senere Juventus en mere tilbagetrukken rolle. Det var herfra, at Pirlo høstede stor hæder.

Pirlos præstation i 2011 gjorde, at FourFourTwo kårede ham til den 60. bedste fodboldspiller, hvilket er noget af en præstation taget hans tilbagetrukne position på banen i betragtning. Samme medie kårede ham til den femte bedste midtbanespiller, hvilket også er en stor ros taget blandt andet de daværende rivaler fra Barcelona i betragtning. Derudover satte Goal ham på efterårets europæiske hold. Alt dette skete, efter Pirlo var skiftet til Juventus, der spillede de første 16 ligakampe uden nederlag – og den imponerede præstation havde Pirlo mange aktier i.


Det fyldte pokalskab til ”kært barn har mange navne”
Pirlo har vundet næsten alt, der er værd at vinde som fodboldspiller. Det er blandt andet blevet til Champions League-titler og en VM-guldmedalje med Italien. I 2006-triumfen blev Pirlo i øvrigt kåret til turneringens bedste spiller - en meget elegant spiller.

I Juventus blev Pirlo kaldt for “Arkitekten”, og han har haft enorm succes, hvilket har afstedkommet meget hæder, og så kom han endda helt “gratis” til Torino-klubben. Derudover har der ikke været meget ballade med den meget stille familiefar, der ligesom i resten af karrieren kun har været i overskrifterne for de sportslige grunde, og set over hele hans aktive karriere virker det til, at Pirlo har en unik intelligens – både på og udenfor banen… jah... faktisk en stille ”Regista”. Selv siger Pirlo om sit forhold til medier og offentlighed:

- Jeg begrænser mig selv til omklædningsrummet og banen. Der går min grænse. Jeg er ikke interesseret i andet. Jeg kan ikke lide at lave interviews, jeg kan ikke lide at være med i tv-programmer.

En helt anderledes indstilling end mange af de andre helt store europæiske stjerner, men måske alligevel den triste årsag til, at Pirlos helt store gennembrud kom meget sent, selvom han startede tidligt. Kun to dage efter sin 16-års-fødselsdag debuterede han for Brescia i Serie A i 0-2-nederlaget til sin senere arbejdsgiver Reggina, men store roser har der været mange af.

- En spiller af hans niveau og evner er noget helt unikt…. han er århundredets signing. Efter at have set ham spille i dag tænkte jeg 'Gud findes', for det er simpelthen pinligt, hvor god Pirlo er, sagde den nye klubkammerat Giorgio Chiellini efter ankomsten til Juventus, mens Marcello Lippi udtalte:

- Pirlo er en stille leder… for han taler med fødderne.

Pirlo var dybdeliggende playmaker, måske den første - og utvivlsomt en af de bedste på positionen gennem tiderne. Liggende lige foran forsvaret var han en defensiv Zico. Herfra dikterede han spillet og styrede tempoet, både når hans hold var med og uden bold. På trods af, at han er forholdsvist spinkel og til tider kan mangle lidt hurtighed, besidder Andrea Pirlo nemlig en fodboldhjerne som kun ganske få. Evnen til at læse spillet, positionere sig rigtigt på banen og bryde modstandernes opspil gør ham således til en drøm for ethvert forsvar at have liggende foran sig.

- Hemmeligheden for en spiller på en position som min er at holde det simpelt. Bevar besindelsen og hold bolden i hurtig bevægelse, så du binder dine modstandere, dét er min metode…


Panenka-straffesparket
Efter EM i 2012 er ovennævnte citat næsten oplagt at sammenligne med kvartfinalens straffesparkskonkurrence og Pirlos kendte Panenka-spark imod England. Italien var på det tidspunkt bagud efter Riccardo Montolivos kiks, og en afbrænder fra Pirlo kunne være blevet katastrofal, men på trods af dette bevarede Pirlo “besindelsen og det simple”, da han tjippede bolden over den stakkels Joe Hart.

Engelske medier har siden fremsat den teori, at Andrea Pirlos superkølige nummer fra pletten sendte fordelen over på italiensk side. Det skabte ro hos de italienske skytter og tog selvtilliden fra Joe Hart.

- Det var noget, der kom til mig i det øjeblik, jeg gik til bolden. Det skete bare… lød det fra den næsten selvudslettende Pirlo, efter han havde skrevet sig i EM-historiebøgerne.

At gøre det simple har altid være Pirlos tankegang, og titlen på hans biografi siger alt: ”I Think Therefore I Play”. Heri beskriver den stille ”Regista” blandt andet, hvordan han oplevede at være den første straffesparksskytte mod Frankrig i VM-finalen i 2006.

- Jeg føler ikke pres. Jeg giver ikke en skid for det. Jeg brugte hele eftermiddagen den 9. juli 2006 (VM-finalen mod Frankrig, red.) på at spille Playstation og at sove. Om aftenen vandt jeg så VM.

Om straffesparket mod Frankrig selvsamme dag:

- Det var vanvittigt at skulle være den første straffesparksskytte. Man skal sparke alt det tortur ud af sig, man har følt i den mest utrolige kamp, som en spiller kan deltage i og forestille sig. Det er ikke ligefrem gode nyheder. Det betyder, dine medspillere mener, du er den bedste, men det betyder også, at hvis du misser, er du den første på listen over idioter. At kærtegne bolden var noget, jeg var nødt til at gøre. Jeg løftede mine øjne mod himlen og bad om hjælp, fordi hvis Gud virkelig findes, kan han umuligt være franskmand. Jeg tog en lang, intens indånding. Den indånding var min egen, men det kunne lige så godt have været håndværkerens, som knokler for at kunne tjene nok penge for resten af måneden, den rige businessmand, som er lidt af en idiot, læreren, den studerende, de italienere, der bor i udlandet, men som aldrig vendte ryggen til os under turneringen, den smukke milanesiske kvinde, den prostituerede på gadehjørnet. I lige præcis dét moment var jeg dem alle sammen. Du vil ikke tro mig, men lige præcis i det smukke moment forstod jeg, hvilken fantastisk ting det er at være italiener. Det er et helt fantastisk privilegie.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER