Serge Aurier – talent og ballade
Af Torsten Brix

Ritzau-Scanpix |
Kontroverserne udenfor natklubben i Paris gjorde nemlig, at Aurier ikke kom med til den efterfølgende Champions League-kamp imod Arsenal, da han blev benægtet indrejse til England, og dermed var det ikke specielt let at få den arbejdstilladelse, som klubskiftet til Tottenham krævede. Men det lykkedes – som tidligere nævnt – i transfervinduets sidste minutter.
Slagsmålet med betjenten kom i en periode, hvor afrikaneren blev sat i forbindelse med klubskifte til store klubber som Manchester United og Chelsea, men de trak sig efterfølgende, og det banede vejen for ”Spurs”, som har givet ham en femårig kontrakt. Hos Tottenham skal han afløse Kyle Walker, der som bekendt er solgt dyrt til Manchester City. I PSG glæder de sig sikkert over at få 200 millioner kroner for en spiller, som de har haft så meget ballade med og gerne vil af med.
Slagsmålet med betjenten er langt fra den eneste uheldige episode, som Aurier har været en del af. UEFA har tidligere givet ham tre karantænedage for at kalde dommer Bjørn Kuipers for en ”dirty son of a bitch” efter det røde kort, som Zlatan Ibrahimović fik i Champions League-kampe imod Chelsea i 2015. Efterfølgende fik Aurier en lang karantæne dom af PSG, efter han havde kaldt træner Laurent Blanc og målmand Salvatore Sirigu for ”bøsser”, og derudover fik Zlatan også en hilsen med på vejen – ligesom Angel Di Maria, som, afrikaneren mente, var en ”klovn”. Derudover har der også været masser af ballade, når Serge Aurier har spillet for Elfenbenskysten, og specielt en hændelse i forbindelse med en landskamp imod Bali skabte ballade.
Sportslig fremgang
På den sportslige side udviklede Serge Aurier sig til en af de farligste backs i den franske Ligue1 kort tid inden VM-slutrunden i Brasilien. Aurier spillede en stærk sæson for Toulouse, og ifølge statistik-hjemmesiden whoscored.com havde Aurier den fjerdebedste gennemsnitsvurdering af alle spillere i Ligue1 i sæsonen 2013/14. Dette skyldes blandt andet, at Aurier fik scoret hele seks mål fra sin position som højre-back, ligesom han også leverede seks oplæg. Læg dertil, at han hele seks gange i sæsonen var blevet kåret som kampens spiller.
Præstationerne skaffede Aurier en plads om bord på Elfenbenskystens fly til Brasilien, selvom han på daværende tidspunkt end ikke havde rundet ti optrædener for landsholdet, og slutrunden banede vejen for et skifte til PSG. Her har han faktisk været ganske solid, men balladen har været det overskyggende. Aurier nåede 57 kampe for de franske sølvvindere, men de disciplinære problemer og ikke mindst et køb af Dani Alves har skubbet ham ud af klubben - og derfor endte han i transfervinduets sidste minutter med at skifte til Tottenham.
På landsholdet har Aurier siden VM-deltagelsen haft en fast plads på den fodboldglade nations højreback, og det har faktisk kastet en del hæder af sig, som da han blev udtaget til det bedste afrikanske hold sammen med spillere som Eric Bailly, Sadio Mané, Pierre-Emerick Aubameyang og Riyad Mahrez – så Aurier er et talent… et talent, som laver ballade.