Torsten Brix

Raúl – kostede et buskort

Atlético Madrid ville ikke betale for buskortet til angriberen, der endte med at lave 429 mål.
29. oktober 1994 løb en for omverdenen ukendt 17-årig knægt pludselig ind på Zaragozas hjemmebane La Romareda iført Real Madrid-trøje. Han startede sæsonen 94-95 på klubbens 'C-hold', hvor han scorede 13 mål i syv kampe. Det fik daværende træner Jorge Valdano til at hente det unge talent op i førsteholdstruppen, og her blev det så til debuten som før nævnt.

Navnet på spilleren var Raúl González Blanco, og her mere end tyve år senere er han en legende i Real Madrid. I Spanien – især blandt madridistas – er han kendt som 'Kongesønnen'. Men at Raúl havnede i netop Real Madrid var egentlig noget af en overraskelse. Det skyldtes ingen ringere end den tidligere Atlético Madrid-præsident Jesús Gil y Gil.

Det var nemlig Atlético Madrid, som fik Raúl ind i klubben som 13-årig. Den purunge Raúl var en lysende stjerne i klubbens ungdomsafdeling, men i 1992 lukkede præsidenten nærmest for pengekassen til ungdommen for at spare penge. Det opfangede Real Madrid lynhurtigt, og de sikrede sig Raúl. En ikke bekræftet historie går på, at Raúl blot ville have sit buskort betalt af Atlético Madrid, så han ikke havde udgifter ved at spille fodbold, men det ville klubben ikke give. Derfor rykkede han til 'Storebror', som var mere end villige til at give ham et buskort.

Efter to år på forskellige ungdomshold i Real Madrid fik han altså sin debut i 1994 og blev ved den yngste spiller nogensinde til at debutere for Real Madrid. Sidenhen så han sig ikke tilbage. Han nåede ni mål i sin første sæson – det ene scoret mod Atlético Madrid, og Real Madrid vandt mesterskabet i den sæson.


Ikke meget plads i pokalskabet
Mesterskabet i 1994 blev blot en af mange pokaler, som angriberen har vundet. I alt blev det til seks spanske mesterskaber, fire spanske Super Cups, tre Champions League-titler, en europæisk Super Cup og to intercontinental cup. Han var blandt målscorerne i CL-triumferne i både 2000 og 2002. Desuden er Raúl kendt som en fantastisk sportsmand og rollemodel. Det kan man blandt andet se på, at han aldrig i sin karriere har fået et rødt kort.

På landsholdsplan nåede den nu 40-årige også flere rekorder, men det er aldrig blevet til en stor titel. Holdet har fejlet gang på gang, når der blev spillet om VM og EM. Han nåede at deltage ved EM i 1996, 2000 og 2004 samt VM 1998, 2002 og 2006. Faktisk er Raúl én af blot 18 spillere, som har scoret ved tre VM-slutrunder.

I sæsonerne 2004/05, 2005/06 og 2006/07 nåede den populære angriber blot at lave 32 mål for Real Madrid og dermed kysse sin vielsesring – som han gør efter hver scoring. Så selvom at der kom flere mål i de to år der fulgte endte Raúl med at tage til Schalke04 i sommeren 2010. Her opnåede han stor succes og blev en meget anerkendt spiller i arbejderklubben, men hans eftermæle hos klubberne Al-Sadd og Cosmos gjorde at legendens karriere gled lidt for ubemærket ud. Efter over tusind kampe og 427 mål fortjente den sympatiske angriber ikke dette.

Selvom støvlerne er lagt på hylden, har han gjort sit til at give sine talent videre. Sammen med konen Mamen Sanz har han nemlig ikke færre end fire sønner, og de to første har fået navne af specielle årsager. Den ældste søn fik navnet Jorge efter manden, som lod Raúl debutere for Real Madrid, mens den andenfødte fik navnet Hugo efter Raúls barndomsidol Hugo Sanchez, som tidligere bankede mål ind for ”Kongeklubben”. De to yngste er et tvillingepar med navnene Héctor og Mateo – mon ikke der kunne blive en enkelt fodboldspiller ud af det kuld. Et kuld som tilhører Raúl, der nu er blevet 40 år.

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER