Youngster – Florian Thauvin
Af Kasper Duelund Jensen

Ritzau-Scanpix |
- Teknisk er han i en klasse for sig selv. Han har en fremragende venstrefod, et godt overblik, hurtig acceleration, intelligens, og så er han farlig, når han skærer ind i banen.
Bernard Bosquier er ikke i tvivl. Florian Thauvin er et af Frankrigs i øjeblikket største talenter, og selvom der givetvis er noget alvorligt om snakken, så er det uden for banen en helt anden historie, der udfolder sig for den vævre kantspiller. Trods sin unge alder og få år som seniorspiller, så har den blot 21-årige franskmand ikke været bange for at skabe røre i fodboldens til tider skrøbelige andedam.
Ord som grådig og illoyal går igen, når snakken falder på Thauvin. Det uheldige ry skabte han under sidste sommers transfervindue, da han noget overraskende skiftede til Olympique Marseille. Sagen fik særlig stor overvågenhed i Frankrig, fordi Thuavin blot seks måneder tidligere havde skrevet under på en 4½-årig kontrakt med Losc Lille. Der var dog bare et enkelt problem med skiftet – nemlig at Thauvin inderst inde ikke ønskede at trække Lille-trøjen over hovedet.
Som resultat blev Thauvin lejet tilbage til hans gamle klub Bastia for den resterende del af 2012/2013-sæsonen. Lille håbede i mellemtiden inderligt på, at det unge talent ville blive klogere, men til klubbens store forundren, havde Thauvin stadig ikke vænnet sig til tanken om at repræsentere Lille, da lejeopholdet i Bastia løb ud. Som resultat af den specielle situation valgte Marseille at slå til. Storklubben fra Sydfrankrig var ikke sen til at tilbyde et særdeles lukrativt kontrakttilbud til Thauvin, der med flere længder overgik Lilles egen økonomiske formåen.
Marseilles tilbud blev imødeset med positiv respons fra Thuavin selv, hvilket umiddelbart efter fik formanden for de franske spilleres union Phillipe Piat til offentligt at kritisere den unge franskmand.
- Thauvins attitude i forsøget på at forlade Lille kan kun fordømmes. Kontrakter burde blive respekteret.
I dag er der gået lidt over et år siden den turbulente transfersaga, og selvom Thauvins navn og ry stadig forbindes med denne, så er dette en skam, da det i den grad har tendens til at overskygge et af Europas ellers mest uomtvistelige fodboldtalenter. Marseille-profilen vandt i 2013 fortjent prisen som årets unge spiller i Ligue 1, og hvis han fortsætter samme niveau i den resterende del af 2014, så har han alle muligheder for at løbe med prisen for andet år i træk. Der er ingen tvivl om, at Thauvin bliver en af mange unge profiler, som vil være værd at holde et vågent øje med i denne sæson.