Torsten Brix

Sergio Busquets - La Sagrada Familia

Barcelonas spanske fyrtårn – eller “La Sagrada Familia” – udviser ro blandt de mindre midtbane-spillere i Barcelona.
Inden sommerens skuffende VM-slutrunde havde det spanske landshold oplevet en sand pokaltriumf, hvor den ene succes afløste den anden. Triumferne kom ikke mindst i hus, efter holdet havde mange verdensklasse-spillere på midtbanen som Xavi, Andrés Iniesta, David Villa, David Silva, Juan Mata og Íker Muniaín.

Alle disse spillere har tilfælles, at de måler omkring de 170 cm og nogle endda under, men midt blandt disse små spillere har der været et spansk fyrtårn – nemlig den 190 cm høje Sergio Busquets Burgos, men hvem er den Busquets?


Englens spil i mesterens skygge
Sergio Busquets blev født d.16. juli. 1988 i Barcelona-forstaden Sabadell. Som søn af den sprælske Carles Busquets, der havde været reservemålmand på Johan Cruyffs “El Dream Team”, var det naturligt, at Busquets Junior i 2005 som 17-årig blev en del af FC Barcelonas verdensberømte talentakademi, La Masia. Efter at have været på randen af nervøst sammenbrud trak FC Barcelona i 2007 den tidligere anfører, Josep Guardiola, op af hatten som ny træner for B-holdet, og det blev skelsættende for Busquets karriere.

Busquets blev fast mand på et meget talentfuldt hold, der endte med at rykke op i landets tredjebedste række, Segunda B. Josep Guardiola tog tre skridt frem og blev ny træner for klubbens førstehold – hans opfindelse Sergio Busquets fulgte med. Der var noget historisk ved Sergio Busquets Primera División-debut for FC Barcelonas førstehold.

Det var anden runde i sæsonen 2008/2009, og FC Barcelona spillede 1-1 med Racing Santander. En kamp hurtigt glemt af mange, men ikke i Catalonien, hvor den seneste catalonier, der var blevet overladt ”el centrecampista defensiu”, 5'er rollen for FC Barcelona, sad på bænken – nemlig Josep “Pep” Guardiola.

Guardiolas rolle på Johan Cruyffs “El Dream Team” var næsten identisk med den, som unge Busquets skulle komme til at varetage for det nye “Dream Team”. I Guardiola havde Busquets den bedste mentor, han kunne få. Cirklen var sluttet.

Fra det pinlige remis med Racing begyndte tingene at gå stærkt for FC Barcelona - også for 20-årige Busquets. En kombination af ydmyghed og modent spil gjorde, at Sergio Busquets til slut var førstevalg foran den ellers fremragende Yaya Touré til pladsen på den defensive midtbane. I den sæson blev Busquets blev ikke blot synonym med Josep Guardiolas fremragende start som førsteholdstræner.

Busquets viste sig også at være på det rigtige sted – den rigtige position - på det rigtige tidspunkt, da Vicente del Bosque blev ny spansk landstræner. Konservative del Bosque gik - og går - modsat europamesteren Luís Aragones ind for en stram, kald det en kontrolleret, midtbane. Til det skulle der bruges to til at arbejde defensivt. Det gav plads til Busquets, der fik sin debut for La Roja d. 1. april. 2009 i Istanbul imod Tyrkiet i en kval-kamp til verdensmesterskaberne i Sydafrika.



Trænernes matador
Siden debuten i Istanbul har Vicente del Bosque haft en tro væbner i Busquets. Vicente del Bosque har ligefrem sagt, at Busquets var den aktuelle spiller, at han “helst ville ligne”. Catalanerens rolle og værdi for del Bosques hold vurderes grundlæggende som værende vigtigere end den mere rutinerede Xabi Alonsos.

Ved VM-triumfen i 2010 var duoen Busquets og Alonso en tro kopi af de finurlige B-films slagsbrødre Terrence Hill og Bud Spencer - hvis man da lige skiftede italienske kødboller ud med en let omgang tapas. Modstanderholdenes midtbaner blev først udraderet, for så at overlade det kreative til de små medspillere. Det var ekstremt effektivt, selvom nogle kritikere mente, de tog farten ud af spillet. Danmarks landstræner, Morten Olsen, var meget begejstret for Busquets simple spil.

- En spiller som Sergio Busquets er jo undervurderet. Han spiller måske nok simpel fodbold og vælger altid at aflevere til nærmeste mand, men simpel fodbold er noget af det sværeste, udtalte Morten Olsen til Tipsbladet før VM-finalen, som Busquets og Spanien jo endte med at vinde over Holland.

En af Busquets mange store forcer er, at han kan agere midterforsvarer. Det har Pep Guardiola draget stor nytte af. Men faktisk skulle der en Champions League-finale til, før Guardiola fik ideerne, og Busquets blev stemplet som allround-spiller. Barça skulle møde Manchester United og måtte undvære de to sædvanlige backer - Dani Alves og Eric Abidal.

De åbenlyse erstatninger manglede, da det var, at Guardiola tænkte på sin tid som spiller og rykkede den defensive midtbanemotor Yaya Touré ned i midterforsvaret. Det gav plads til Busquets på midtbanen og sejren med et urokkeligt forsvar åbnede nye døre for den uerfarne træner. Da konkurrenten Touré året efter skiftede til Manchester City, var det pludselig Busquets, der stod tilbage som spilleren, Guardiola fremover skulle regne med i alt slags vejr. Hans redningsmand, hans protege og selveste reinkarnationen af Guardiola selv - eller næsten da.

- Hvis jeg kunne reinkarneres som en spiller, ville det være Busquets, udtalte Josep Guardiola på et pressemøde i starten af 2012 med klare paralleller til Vicente del Bosques bemærkning under VM i Sydafrika.


At hade Busquets
Det er ikke alle, der deler samme begejstring for Sergio Busquets, som de mange fodboldtrænere. Blandt mange fodboldseere står navnet “Busquets” for noget af det værste ved moderne fodbold. “Skuespiller”, “diver”, “snyder” og ligefrem “racist” er nogle af oftest brugte substantiver om FC Barcelona-spilleren på internettet.

Hvis ret skal være ret, så har Busquets for mange gange overdrevet med fagterne, som var han en menneskestatue på Barcelonas Rambla, hvis talent var at falde for penge. Bagefter sine beskidte stunts har han fremstået som legemliggørelsen af uskyld. Som en falden engel. Der er en bred enighed blandt fodboldeliten om, at sådan skuespil ikke hører sporten til.

Af Busquets kendte “dives” er de mest kendte det, der fik vist Inters Thiago Motta ud i den anden Champions League-semifinale i 2010 og de utallige gange et galt Real Madrid-hold har prikket til den fintfølende Barca-spiller. Det virker dog efterhånden til, Busquets har været på youtube og har hørt på anklagerne fra de frustrerede kolleager i andre klubber. Tendensen til at overspille forsvinder nok aldrig helt. Det skal også siges, at Busquets ikke er sluppet ustraffet for sine lette fald. Et er, at Busquets var tæt på at gå glip af Champions League-finalen 2011 på grund af semi-finalemodstanderen, Real Madrids, anklage vedrørende racisme og usportslig opførsel. Nej, det er noget helt andet, når ulven endelig kommer og folks tiltro til offeret er forsvundet.

Denne udstødelse forårsaget af mistro oplevede Busquets på egen krop i februar i år imod Real Sociedad. Busquets blev skiftet ind hen imod slutningen af kampen og var kun på banen i fem minutter, før baskeren Carlos Martinez kom for sent ind i en tackling og trådte direkte ned på Busquets knæ. Tv-billederne viste, hvordan Martinez støvle havde slået hul på Busquets knæ, så der var udsigt til de inderste knogler. Camp Nou var i chok.

Samtidig sad der rundt om i alverdens stuer en masse med passion for at hade alt for perfekte FC Barcelona og især “Hollywood-stjernen” Busquets. Sarkastiske kommentarer fik rig plads på diverse forummer på nettet. Der blev ganske enkelt trådt på en mand, der i forvejen lå ned. Dog ikke mere end Busquets både fysisk og mentalt var klar igen efter to uger. For en sandhed om Busquets er, at han ALDRIG er skadet.


Den store angriber – der endte i defensiven
Busquets ville oprindeligt have været angriber, men lærte senere nødvendigheden i, at “udfylde en plads for holdet”, som han engang har fortalt i et sjældent interview til den catalanske avis El País. Ingen midtbanemotor – ingen sammenhængskraft på holdet. Busquets er bindeledet og balancespilleren, som primært arbejder i området ved midtercirklen og af den grund kan virke sløv. Det er helt forkert, da han faktisk er enormt hurtig på fødderne og med bolden. Han er ingen fysisk kraftkarl, men opvejer det med sin forudseenhed og timing.

Det kan være svært at danne et klart billede af Sergio Busquets. For at forklare Busquets betydning for sine hold er det måske bedst, hvis man ser på Barcelona som by. Spillere som de føromtalte Messi, Xavi og Iniesta svarer til arkitekten Antoni Gaudis mange bølgende, nærmest levende og alligevel surrealistiske bygninger, som tæller fantasistedet Parc Güell. Her findes der farverige vægge med skabninger, som betager, behager og styrker troen på det magiske.

Disse farvestrålende fabeldyr står i kontrast til ét andet af Gaudis kendte værker - det monumentale La Sagrada de Familia – den ufuldendte kirke. Efter mere end 100 år er kirken endnu ikke færdigbygget… Denne kirke er Barcelonas varemærke – sammen med fodboldholdet, og ligesom et fodboldhold bliver det vel aldrig helt perfekt eller færdigbygget. Med sin størrelse og placering udgør det rolige “La Sagrada Familia” et samlingspunkt i Barcelona. Sammenligningerne er åbenlyse med fodboldklubben, men også med den tårnhøje Busquets…

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER