Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Torsten Brix

Sami Khedira – skole uden Rastafari

Real Madrid og Tysklands ”6'er” imponerer igen under en VM-slutrunde, men sådan så det ikke ud i den forgangne sæson.
Allerede inden, der var spillet en halv time på Estadio Mineirao Belo Horizonte, førte Tyskland med 5-0 i VM-semifinalen imod værterne fra Brasilien. Det femte mål blev scoret af Sami Khedira – mens tårerne trillede ned af kinderne på den fodboldglade nation på hele 200 millioner indbyggere.

Samtidig med, at de mange brasilianere – og sikkert også store dele af hele kloden - var utrøstelige og gennemlevede en gigantisk samt historisk nedtur, kunne tyskerne opleve en ligeså stor tysk optur – især Sami Khedira. For allerede inden der var spillet en halv time af VM-semifinalen, havde Khedira scoret og lavet en assists – præcis det samme som hele sidste sæson for Real Madrid…

Årsagen til, at Khedira ikke var med i flere Real Madrid-mål i denne sæson, skyldes, at han kun har startet 12 La Liga-kampe, efter han har været meget skadet – blandt andet blev midtbanespilleren knæopereret i marts … og fire måneder senere startede Khedira altså en VM-semifinale. Men det er ikke første gang, at Khedira imponerer ved en VM-slutrunde, selvom han kun er 27 år.


Større end Lampard og Gerrard
I sidste VM-slutrunde sendte Tyskland et helt modløst engelsk landshold ud af VM-slutrunden i Sydafrika med en 4-1 snitter, og det gjorde ondt på de fodboldtossede englændere. Et lidt overraskende resultat af et historisk ungt tysk landshold mod de store engelske stjerner. I kampen om midtbanen blev engelske spillere som Frank Lampard og Steven Gerrard totalt overskygget af en tysk midtbane med 21-årige Mesut Özil, den dobbelte målscorer Thomas Müller på bare 20 år og Sami Khedira, der var kampens helt store positive overraskelse - samt Bastian Schweinsteiger.

Der var ellers ikke store forventninger til Khedira inden VM-slutrunden i 2010, men så blev den tyske superstjerne og anfører Michael Ballack skadet, og det udnyttede Khedira på flotte vis. Pudsigt at de fire midtbane-spillerne fra nedslagtningen af Englands stærke midtbane også startede, da de stakkels brasilianske spillere – blev kørt midt over… fire år senere.


Armin Vehs opfindelse
Den ene af kvarten er Khedira, der er født den 4. april 1987 i Stuttgart af sin tyske mor, mens hans far er fra Tunesien. Han startede hos VfB Stuttgart, og han blev tysk mester med fødebyen i 2007. Derudover var han anfører på det tyske U-21 landshold, der vandt EM2009 i Sverige.

Midtbanespilleren er træner Armin Vehs opfindelse, da det var ham, der gav Khedira Bundesliga-debut for Stuttgart i starten af oktober 2006. I samme måned blev han dobbelt målscorer mod Schalke04, og først herefter fik han sin første kontrakt med barndomsklubben.

Små 100 Stuttgart-kampe blev det til inden Real Madrid købte den 189 cm høje Khedira. Efter blot en enkelt sæson for “Konge-klubben” fik Khedira smidt den legendariske 6-tal på ryggen af den hvide trøje.


Hård disciplin i Stuttgart
Kort inden skiftet til Real Madrid fik han debut på det A-landsholdet, men i starten var han meget i skyggen af superstjernerne Ballack og Schweinsteiger. De to defensive midtbanespillere i Joachim Löws 4-2-3-1 opstilling var selvskrevet, men senere fik Khedira også en uventet konkurrent, da Phillip Lahm blev rykket frem på den defensive midtbane – og det kostede lidt spilletid til Khedira, men under VM-slutrunden blev Lahm sendt tilbage i fireback-kæden, og så var der igen plads til Real Madrid-slideren, men Khedira har været vant til den hårde stil fra tysk fodbold.

Khedira er opdraget på Stuttgarts fodboldskole, der har stor succes med at køre en meget hård linje. Efter Khedira - tilbage i 2007 - havde headet det vigtige 2-1 mål ind mod Energie Cottbus, der sikrede mesterskabet, sagde den unge midtbanespiller om forholdene i Stuttgart:

- Vi måtte ikke have tatoveringer, øreringe, eller Rastafari-frisurer. Langt hår var også forbudt. Forbrød man sig mod disse regler, måtte man tage øreringen ud eller få tatoveringen fjernet - eller i ekstreme tilfælde risikere ikke at rykke op på det næste ungdomshold. Stuttgart ville på den måde opnå, at man bevarede begge ben på jorden, og ikke følte sig som nogen stjerne i de unge år. Sådan er vi alle opdraget, sagde Khedira.

Nu er opdragelsen af Khedira slut, for han er trådt ind på verdens største fodboldscene, og flere store europæiske klubber jagter den unge tysker – som til tider har haft det svært i Madrid, men det var glemt til VM-slutrunden i Brasilien – og især på Belo Horizonte.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER