Jesper Rehmeier

Legendariske citater

Det er ikke kun Zlatan, der kan give gåsehud med sine udtalelser. Her er et udsnit af storslåede kommentarer fra store personligheder.
Bill Shankley om vigtigheden af fodbold:
- Nogle siger, at fodbold er et spørgsmål om liv eller død. Det er noget pjat at sige. Det er langt vigtigere end det.


Bill Shankley om sit forhold til ærkerivalerne fra Everton:
- Hvis Everton spillede i min have, så ville jeg bare trække gardinerne for.


Gary Lineker om de forbistrede tyskere:
- Fodbold er et spil på to gange 45 minutter, og så vinder Tyskland til sidst.


George Best om sin tid som ædru:
- I 1969 holdt jeg op med at drikke og jage damer. Det var de værste 20 minutter i mit liv.


Igen George Best, denne gang filosoferende over sin økonomiske situation:
- Jeg brugte de fleste af mine penge på damer, sprut og hurtige biler. Resten ødslede jeg bare væk.


David Beckham om den (næsten) evige støtte fra sine forældre:
- Mine forældre har altid været der for mig. Hele livet. Lige siden jeg var syv år gammel.


Legendariske Brian Clough om David Beckhams omgangskreds:
- Hans kone kan ikke synge, og hans frisør kan ikke klippe hår.


Brian Clough om Sven-Göran Eriksson, da denne blev engelsk landstræner:
- Vi har i det mindste ansat en mand, der taler bedre engelsk end spillerne.


Sir Alex Ferguson om evnen til at vurdere en spiller:
- Nogle gange er du ikke sikker på, hvad en spiller kan. Du kan være i tvivl. Du kan være nødt til at gætte. Andre gange - der ved du det bare.


Sir Alex Ferguson om evnen til at kæmpe til det sidste:
- Så længe der stadig er kampe, så er det ikke slut.


Arsene Wenger om sin fodboldfilosofi:
- Når man er ung, så er det vigtigste ikke at vinde. Det vigtigste er at udvikle spillere med kreativitet og selvtillid.


Arsene Wenger om englændernes spisevaner:
- Jeg mener, at man spiser for meget kød og sukker og for få grøntsager i England.


Maradona om den tunge arv efter - Maradona:
- Messi er Maradonas arvtager.


Maradona om moderens vigtige rolle:
- Min mor mener, jeg er den bedste. Og jeg er opdraget til at vide, at min mor altid har ret.


Pelé om sit vinderinstinkt:
- Hvis du er nummer et, så er du nummer et. Hvis du er nummer to, så er du ingenting.


Pelé om straffespark:
- Straffesparket er kujonens måde at score på.


Jose Mourinho om sig selv, da han kom til England første gang:
- I må ikke kalde mig arrogant, men jeg er europæisk mester, og jeg mener, at jeg er ”the special one”.


Brasilianske Ronaldo om nederlaget til Frankrig i VM-finalen 1998.
- Vi tabte, fordi vi ikke vandt.


Og selvfølgelig kommer Zlatan også lige med til sidst:
- Journalist: Tror du, det er muligt for Ajax at tabe ni point på ni kampe?
Zlatan: Ifølge mine beregninger er det muligt for Ajax at tabe ni point på tre kampe.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER