Stjernebesat, offensivt, svagt defensivt og uorganiseret. Sådan kunne nogle af tillægsordene lyde, når man tager Real Madrid holdet fra de sidste år i betragtning. Indkøb for astronomiske beløb har ikke kunnet sløre det faktum, at der har manglet en eller anden form for nøgleingrediens i klubben.
Denne sæson er selveste José Mourinho ankommet til klubben, hvilket øjeblikkeligt har bebudet nye tider. Alt fra taktikken på transfermarkedet til selve spillet på banen ser ud til at have fået en ansigtsløftning, og Iker Casillas, der efterhånden snart har vogtet Real-målet i mere end 11 år, er klar over, at Mourinho er af en speciel støbning:
– Alle, der ikke kender ham vil have en forkert opfattelse af ham, men han er en hengiven person, der er fuldstændig dedikeret til Real Madrid, og alle de unge mennesker her elsker at arbejde sammen med ham, siger Casillas til AS og fortsætter:
– Han er meget følelsesmæssigt involveret mht. spillerne og prøver at tage sig af alle sammen – ingen kan klage over ham. Nu forstår jeg meget bedre, hvorfor folk forsvarer ham uanset, hvor han er træner.
Mourinhos tropper skal i aften forsøge at fortsætte deres fornemme indledning på sæsonen, hvor det endnu ikke er blevet til et nederlag, når Santander gæster Bernabéu. En kamp der spilles kl.20.00 og vises på kanal seks.





























