FC Barcelona går ind i den nye sæson med et rekordstort budget, men samtidig vokser klubbens gæld markant. De nye økonomiske tal tegner et billede af en klub, hvor indtægterne stiger, men hvor både lønsummen og gældsforpligtelserne også vokser.
Ifølge Cadena SER har Barcelona offentliggjort de økonomiske nøgletal, som medlemmerne skal tage stilling til på generalforsamlingen den 19. september.
Sæsonen 2025/26 blev afsluttet med et ordinært overskud på blot 200.000 euro, mens klubben samlet havde et underskud på 18 millioner euro. Det skyldes blandt andet en nedskrivning af selskabet Barça Produccions.
Stadionindtægterne steg til gengæld med omkring 50 millioner euro.
Budget på næsten 1,2 milliarder euro
Barcelona forventer endnu større indtægter i den kommende sæson. Budgettet er sat til hele 1,195 milliarder euro, hvilket er 135 millioner euro mere end de 1,06 milliarder euro, klubben indtjente i den netop afsluttede sæson.
En stor del af fremgangen skal komme fra Spotify Camp Nou, hvor klubben forventer omkring 60 millioner euro ekstra fra stadionindtægter og dermed samlede stadionindtægter på cirka 285 millioner euro.
Barcelona forventer desuden 74 millioner euro fra spillersalg og transfers, hvor størstedelen allerede er gennemført denne sommer.
På trods af de massive indtægter forventer klubben dog kun et overskud på omkring én million euro ved udgangen af juni 2027. Det skyldes blandt andet, at lønsummen ventes at stige til hele 636 millioner euro.
Det mest opsigtsvækkende punkt er dog klubbens gæld.
Barcelonas nettogæld er steget med 138 millioner euro til i alt 607 millioner euro efter La Ligas beregningsmetode. Stigningen skyldes især effekten på klubbens likviditet fra renterne på Espai Barça, som klubben begyndte at betale sidste sæson.
Bruttogælden er samtidig steget til 910 millioner euro, hvilket er en stigning på 43 millioner euro.
Klubbens egenkapital er fortsat negativ og er nu på minus 168 millioner euro.
Barcelona fremhæver dog, at klubbens egne akademispillere ikke indgår som sportslige aktiver i regnskabet. Hvis spillerne fra La Masia blev medregnet, ville det ifølge klubben tilføre omkring 1,1 milliarder euro og dermed gøre egenkapitalen positiv.
Samtidig har Barcelona solgt de omdiskuterede Can Rigalt-grunde efter mere end 20 års juridisk strid. Klubben understreger dog, at man ikke ønsker at føre en politik baseret på salg af klubbens ejendomme. Planen er derfor at købe andre arealer – sandsynligvis i Viladecans – fordi Ciutat Esportiva er blevet for lille.
Derudover har Barcelona fået Newcastle til at udskyde den første betaling på 22 millioner euro for Anthony Gordon med et år. Ifølge klubben er der tale om en almindelig økonomisk disposition, som betyder, at betalingen endnu ikke er foretaget.
Barcelonas økonomi står dermed med en klar modsætning: Klubbens indtægter vokser kraftigt, men det samme gør lønsummen og gælden.
FC Barcelonas gæld vokser igen
Allerede før de endelige regnskabstal kom frem, havde Barcelona igen skruet op for lånefinansieringen. Klubben har bundet endnu en del af sine fremtidige indtægter til nye obligationer.
Camp Nou-regningen vokser igen – Barça kan låne yderligere 500 millioner euro
En stor del af presset ligger fortsat omkring Espai Barça. Medlemmerne skal tage stilling til endnu mere finansiering, før stadionprojektet kan færdiggøres.
Barcelona har gennemført historisk dyr sommer – men én forskel skiller sig ud
De røde tal kommer efter en af de dyreste transfervintre i klubbens historie. Alligevel er der én væsentlig økonomisk forskel fra Laportas tidligere gigantiske oprustning.





























