LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Rasmus Arvad Christensen

Manchester United-fansene er rasende: Vil holde protest inden Arsenal-kamp!

Den engelske storklub Manchester United har sat priserne op på deres billetter, og det er United-tilhængerne langt fra tilfredse med.

Det kører ikke rigtigt for Manchester United inde på fodboldbanen i øjeblikket. 

Det engelske mandskab har skuffet stort indtil videre i denne Premier League-sæson, og ligger placeret på en 13.-plads i tabellen.

Nu ser det dog ud til at Manchester United også har problemer uden for fodboldbanen.

Den engelske storklub meddelte i december måned, at billetpriserne til en Premier League-kamp på Old Trafford ville stige til omkring 590 kroner pr. kamp, og at der ingen rabat ville være for hverken børn eller pensionister.

Det er en beslutning, der har skabt stor utilfredshed blandt United-fansene, og særligt fangrupperingen The 1958 har ført an i kritikken af beslutningen.

The 1958 er nu gået et skridt længere i deres demonstration mod ændringerne, og har annonceret, at fansene vil foretage en protest i forbindelse med Manchester Uniteds hjemmekamp mod Arsenal den 9. marts.

I forbindelse med denne annoncering har en talsmand for The 1958 været ude og forklare deres store utilfredshed med klubben:

- Vi er vrede, Manchester United-fansene er vrede, og det har bygget sig op i et stykke tid. Vi har alle været mere end tålmodige.

- Det er de fans, der har mindst råd til det, og som har den mest følelsesmæssige forbindelse til vores klub, der bliver bedt om at betale prisen på mere end én måde. De nuværende ejere tramper på støtte gennem generationer og venner og familiers minder.

- Nok er nok. Vi har brug for handlinger, ikke ord, og det er ikke godt nok. Klubben prædiker fanengagement, men virkeligheden er, at de ikke praktiserer det, lyder det fra The 1958.

Manchester United-ejer Sir Jim Ratcliffe har tidligere været ude og sige, at billetprisstigningen kommer på baggrund af, at United-billetter ikke burde koste mindre end billetterne hos London-klubberne, som for eksempel Fulham. 

Der er dog ingen tvivl om, at ændringen langt fra er faldet i god jord hos Manchester United-fansene.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder