Lukkede 3 mål ind i første ligakamp: AaB forstærker defensiven nu
AaB er tilbage i det fine selskab i Superligaen efter en sæson i 1. division, men de fik en skidt start på den nye sæson i den bedste række, da de tabte med 3-0 til FC Nordsjælland i Farum fredag aften.
Efter at have lukket tre mål ind i den første kamp kunne det godt se ud til, at forsvaret kunne trænge til forstærkning, og de havde allerede sikret sig Marc Nielsen fra Hvidovre, der skulle komme til klubben på en fri transfer ved årsskiftet.
Her til morgen melder AaB dog ud, at venstre backen kommer til klubben allerede nu, da de er nået til enighed med Hvidovre om en aftale, der gør, at skiftet går igennem før tid.
Marc Nielsen har skrevet under på en aftale med AaB, der gælder frem til sommeren 2028, og allerede i dag træner han med sine nye holdkammerater for første gang.