Sensationsholdet fra Mainz holder fast i en fornem førsteplads, mens Stuttgart fortsat er bundprop i Bundesligaen. Læs om lørdagens opgør i Tysklands bedste række her.
Bayern München – Mainz: 1-2
0-1 Allagui 15
1-1 Svensson 45
1-2 Szalai 77
Igen i år havde eksperterne kåret de mangedobbelte tyske mestre, Bayern München, som storfavoritter til at generobre titlen, men i 2010/2011-sæsonen er tingene ikke helt gået som forventet for sydtyskerne. I seks kampe er det således kun blevet til otte point og en lidet flatterende ottendeplads. Dagens modstander fra Mainz skulle derfor nedlægges hjemme på Allianz Arena i München.
Mainz, med danske Bo Svensson på banen, scorede dog alle tre mål. Første mand på tavlen var Sami Allagui, inden Svensson lavede en ”Anders Nøhr” og headede forbi sin egen keeper. Adam Szalai sørgede dog for, at Mainz overraskende indtager førstepladsen – ti point foran Bayern.
St. Pauli – Borussia Dortmund: 1-3
0-1 Grosskreutz 17
1-1 R. Hennings 26
1-2 Kagawa 50
1-3 Grosskreutz 61
Traditionsklubben Dortmund skulle i dag forsøge at bevare kontakten til Mainz i toppen af rækken. Det krævede en sejr over kult-klubben fra Hamborg, St. Pauli. Kevin Grosskreutz sørgede for Dortmund-føring tidligt i kampen på oplæg af Shanji Kagawa. ”Piraterne” fra St. Pauli udlignede 25 minutter inde i kampen, da Rouwen Hennings trak ind i feltet og afsluttede sikkert.
Dortmund var dog alligevel bedre end oprykkerne kampen i gennem, og derfor var det helt fortjent, da Kagawa sørgede for endnu en føring til gæsterne, inden Grosskreutz lukkede og slukkede med målet til 3-1 efter godt en times spil.
Det kunne endda være blevet til en 4-1 sejr, men stortalentet Nuri Sahin med de tyrkiske rødder måtte se træværket snuppe hans brag af et skud. Med sejren holder Dortmund fast i andenpladsen – seks point efter Mainz.
Stuttgart – Bayer Leverkusen: 1-4
0-1 Hyypä 19
0-2 Vidal 21
1-2 Kuzmanovic 53
1-3 Balitsch 69
1-4 Sam 88
Stuttgart har haft en skuffende sæsonstart og ligger i øjeblikket sidst i Bundesligaen med blot tre point for seks kampe. Dagens opgør mod Leverkusen var et meget godt billede af, hvor galt det egentligt står til. Hjemme på Mercedes-Benz Arena fik Stuttgart således en mindre fodboldlektion, da gæsterne vandt med overbevisende 4-1.
Finske Sami Hyypia, der i Tyskland har fået sin anden ungdom, scorede åbningsmålet, inden Arturo Vidal sørgede for en fordobling af gæsternes føring efter 21 minutter.
Forsøget på at få point ud af opgøret blev ikke lettere, da den tidligere Juventus-spiller, Mauro Camoranesi, blev smidt tidligt i bad og så var værterne kun ti mand. Zdravko Kuzmanovic fik alligevel reduceret på et frispark kort inde i anden halvleg, men Leverkusens Hanno Balitsch og Sidney Sam sørgede med et mål hver for, at Leverkusen kunne holde sig til i toppen, mens Stuttgart er i krise.
Schalke 04 – Borussia Mönchengladbach: 2-2
0-1 Daems 15
0-2 Bradley 43
1-2 Huntelaar 52
2-2 Raul 87
En anden af storklubberne i tysk fodbold, Schalke 04, har trods massive indkøb heller ikke levet op til forventningerne hidtil i denne sæson. I dag var Gladbach så på besøg og selvom værterne sad på det meste af spillet, havde de problemer med at nedbryde et kompakt Gladbach-forsvar. Stik mod spil og chancer var det gæsternes Filip Daems, der kunne score på et straffespark begået mod Raul Bobadilla. Den føring udbyggede Michael Bradley inden pausefløjt.
I anden halvleg lykkedes det endelig Schalke at få scoret ved Klaas-Jan Huntelaar, og da Gladbach samtidig måtte se Roel Brouwers forlade banen for en slem tackling, se det pludselig bedre ud for hjemmeholdet. Desværre for ”De Kongeblå” blev det ikke til mere end Rauls udligning tre minutter før tid.
Eintracht Frankfurt – Nürnberg: 2-0
1-0 Gekas 17
2-0 Chris 88
Frankfurt fik deres tredje sejr i træk, da de hjemme slog Nürnberg i en tæt kamp. Theofanis Gekas scorede et tidligt føringsmål, men Nürnberg slog godt igen med to skud på træværket i anden halvleg. I stedet for en udligning, scorede Chris til 2-0 sent i kampen.
Werder Bremen – Hamborg SV: Spilles nu
1-0 Demel 25
2-0 Almeida 28
2-1 Nistelrooy 59
2-2 Pitroipa 63
3-2 Almeida 85
De nordtyske storklubber Werder Bremen og Hamborg SV tørnede sammen i dagens sene Bundesligakamp.
I en lige og intens kamp var det gæsterne der kom først på måltavlen. Uheldigt for dem, scorede Demel i eget net og derfor kunne værterne fra Werder juble over en 1-0 føring 25 minutter inde i kampen.
Bare tre minutter senere røg hænderne endnu engang i vejret på Weser Stadion, da portugisiske Hugo Almeida gjorde til 2-0, hvilket holdt halvlegen ud.
I Hamborg har man dog den rutinerede hollænder Ruud van Nistelrooy til disposition, og den aldrende målræv sørgede for spænding i opgøret med sin reducering et kvarter inde i anden halvleg på et klassisk forward mål.
Godt inspireret af værternes første halvleg, scorede Pitroipa blot fire minutter efter til 2-2. Det lignede længe et kryds i kampen, men kort før tid dukkede Almeida op for hjemmeholdet og sikrede Werder tre point med målet til 3-2.





























