Live – Mest populære fodboldnyheder

Lasse Friis

Højbjerg kræver exit – Marseille spiller hårdt spil

Pierre-Emile Højbjerg ønsker ifølge RMC Sport at forlade Marseille, men den franske klub vil ikke lade sig presse, selv om økonomien kræver store salg.

Pierre-Emile Højbjerg vil væk fra Marseille, men et skifte er langt fra på plads.

Det skriver RMC Sport, der samtidig beretter om en klub under økonomisk pres.

Ifølge mediet har Marseille aftalt med den franske økonomikontrol, DNCG, at klubben skal sælge spillere for omkring 80 millioner euro frem mod juni 2027.

Det svarer til cirka 600 millioner kroner.

Det betyder, at stort set hele truppen kan komme i spil på transfermarkedet, men Marseille har ikke tænkt sig at sælge sine profiler for enhver pris.

Klubben ønsker ifølge RMC Sport at bevare kontrollen over sine handler og fordele salgene over de kommende tre transfervinduer. På den måde skal den nye cheftræner Bruno Genesio fortsat have en konkurrencedygtig trup, der kan kæmpe om at vende tilbage til Champions League.

En af de spillere, der kan ende med at forlade klubben, er Pierre-Emile Højbjerg.

Den danske midtbanespiller ønsker ifølge RMC Sport et skifte og har blikket rettet mod en stor italiensk klub. Atalanta har indtil videre afgivet et bud, men situationen er endnu ikke tæt på en afklaring.

Højbjerg har samtidig afvist interesse fra Golfen, og derfor er der fortsat usikkerhed om, hvor han ender.

Marseille vil dog ikke lade spillerne diktere processen.

Ifølge RMC Sport ønsker klubben at sende et signal om, at ikke alle kan forlade klubben, selv om der skal sælges. Det skal lægge pres på spillere, der venter på bedre muligheder, og forhindre at Marseille bliver tvunget ud i dårlige handler.

Den tilgang gælder også i sagen om Mason Greenwood.

Englænderen er tæt på Fenerbahce, men Marseille håber fortsat på, at klubber som Juventus eller Atletico Madrid kan komme med et større bud. Den franske klub ønsker angiveligt mere end 50 millioner euro for offensivspilleren.

Dermed står Marseille i en vanskelig balance.

Klubben skal skaffe store transferindtægter, men vil samtidig undgå at blive presset til billige salg.

For Højbjerg betyder det, at et ønske om et skifte ikke nødvendigvis er nok.

Hvis danskeren skal videre denne sommer, kræver det et bud, der tilfredsstiller Marseille.

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder