Henry stikker til Arteta: Vi skulle have beholdt Villa-manager
Aston Villa-manager Unai Emery viste sig ikke at blive en gevinst for Arsenal, selvom spanieren førte dem til EL-finalen i 2019.
Arsenal-koryfæet Thierry Henry er overbevist om, at hvis man havde givet Emery længere snor, havde han fået succes i London-klubben.
Det siger han ifølge CBS Sports Golazo.
- Han er et taktisk geni. Han sørger altid for, at hans hold har en taktisk fordel. Vi ved alle, hvad han gjorde i Spanien. Ikke for at være respektløs over for Mikel Arteta, som gør et godt stykke arbejde i Arsenal, men jeg siger bare, at hvis vi havde beholdt ham lidt længere, ville han have fået succes i Arsenal. Og det viste han, kort efter han rejste. Jeg har enorm respekt for ham.
Emerys Aston Villa vandt onsdag aften 1-0 over Bayern München i CL.