Uffe Bechs dage i Hannover 96 ser ud til at være talte. Danskeren er ikke med på holdets træningslejr i Østrig, og skal i stedet træne med U23-mandskabet. Også angriberen, Babacar Gueye, er udeladt.
Klubbens manager, Horst Heldt, fortæller til BILD:
– Begge spillere er informeret om, at de ikke skal med på træningslejr. De skal i stedet træne med 2. holdet.
Bech fik ellers nogle minutter i Hannovers 3-1-sejr over PEC Zwolle for et par dage siden, men træner Andre Breitenreiter har gjort det klart, at ingen af de to spillere indgår i fremtidsplanerne, og derfor har Horst Heldt fortalt spillerne, at de er velkomne til at finde en ny klub:
– Vi har fortalt dem, at det giver mening, hvis de begynder at lede efter andre løsninger, forklarer Heldt til BILD.
Bech var i foråret udlejet til Greuther Fürth, hvor det blot blev til to kampe.




























