Live – Mest populære fodboldnyheder

Redaktionen

FOR HER REGÈR FCK!

Græsk VM-målmand hjalp FCK, men de danske mestre spillede næsten ”den perfekte kamp” i Champions League.

Op til FC Københavns Champions League-kamp mod Panathinaikos sagde FCK’s forsvarsspiller Mikael Antonsson, der har en fortid på det græske storhold, til Ekstra Bladet:

– Jeg tænker ikke i revanche-baner, selv om jeg ikke fik en ærlig chance for at vise, hvad jeg kunne. Men jeg kan da ikke udelukke, at mit smil på læberne vil være ekstra stort, hvis vi skulle lykkes med at hente de tre point.

Svenskeren kan godt finde det helt store smil frem. For det lykkedes FCK at hente tre point … og det endda i stor stil. Antonsson var ikke den eneste FCK-spiller, der fik revanche og en lille hævn i kampen mod Panathinaikos.

N’Doye Dame var ikke tilfreds med sin behandling hos ”De grønne” og havde et ekstra bredt smil, da angriberen udnyttede, at den græske VM-målmand Alexandros Tzorvas var kommet noget på mellemhånd udenfor feltet. Meget rutineret sendte N’Doye bolden i luften, så Tzorvas ikke kunne bruge hænderne, og derfor endte bolden i det tomme mål til en overraskende FCK-føring.

Stor fejl af Tzorvas, men keeperen var ikke færdig med at skuffe. Efter 38 minutters spil scorede FCK til 2-0 på et frisparksmål af Martin Vingaard. Frisparket var langt ude fra, men det overraskede totalt Tzorvas, og derfor kunne FCK gå til pausen med vanvittige flotte 0-2 på udebane i Champions League. Klasse!

Havde man bange anelser inden de sidste 45 minutter, forsvandt nogle af disse, da Gilberto Silva korrekt fik sit andet gule kort få minutter inde i anden halvleg og som de sidste 45 minutter skred frem, må hele Fodbolddanmark tage hatten af for FCK’s præstation.

Højt niveau mod et rigtigt godt hold, der f.eks. sendte to græske VM-deltagere på banen fra udskiftningsbænken, men fornemmelsen, som man har efter kampen, er, at FCK er mere end bundsolide i øjeblikket. Det er med ro, at man så mod slutningen af kampen – meget imponerende præstation i verdens største klubturnering. Nuvel fik undertals Panathinaikos et par chancer, men det endte med en sikker 2-0 sejr til de danske mestre.

Kort tid efter FCK havde bragt sig foran med 2-0, skrev klubbens mangeårige venstreback Niclas Jensen på sin Face-book profil:

– Jeg har gåsehud og hjertebanken. Er så overdrevet stolt…

Det kan hele FCK og Danmark være! – det var flot af de danske mestre. Efter to kampe fører FCK Champions Leagues gruppe D med seks point bl.a. foran Barcelona, der venter i de næste to runder.

FOR HER REGÈR FCK! Synger Antonsson sikkert i aften – med et stort smil på læben.

Panathinaikos – FCK: 0-2 (0-2)
0-1: N’Doye Dame (28)
0-2: Martin Vingaard (37)
Udvisning: Gilberto Silva – Panathinaikos (49)
Dommer: William Collum

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder