Live – Mest populære fodboldnyheder

Mehmet Piro Yildirim

For få uger siden hyldede agenten FCK – nu er alt eksploderet

For blot få uger siden kaldte Hasan Cetinkaya FC København for “den bedste klub i Skandinavien”. Nu er hans klient Jordan Larsson ifølge Bold havnet i en opsigtsvækkende konflikt med de danske mestre.

Jordan Larsson-sagen har taget en dramatisk drejning.

Ifølge Bold nægtede den svenske offensivspiller tirsdag at rejse med FC København til Ungarn, hvor løverne onsdag møder Debrecen i Champions League-kvalifikationen. Mediet skriver, at Larsson egentlig var udset en plads i startopstillingen, men blev hjemme, efter Al-Ettifaq meldte sig klar til at gennemføre en transfer, mens FCK ønskede at vente til efter kampen.

Historien bliver dog ekstra opsigtsvækkende, når man ser på, hvad Larssons agent, Hasan Cetinkaya, sagde for blot få uger siden.

I forbindelse med Felix Beijmos skifte fra AGF til FC København i sommer gav HCM Sports Management-stifteren et sjældent interview til Tipsbladet.

Her lagde han ikke skjul på sit syn på de 16 gange danske mestre.

“Vi bringer ham til FCK, fordi det er en stor klub. Den bedste klub i Skandinavien.”

Samtidig fremhævede Cetinkaya det mangeårige samarbejde mellem agentbureauet og FC København.

“Jeg har et storslået forhold til FC København. Vi har i de seneste 10-15 år haft en god tid med mange gode spillere. Vi har haft Daniel Amartey, Robin Olsen og Mohamed Daramy. Og nu er der i Jordan Larsson endnu en stjerne på holdet,” sagde han til Tipsbladet i slutningen af Maj måned.

Allerede dengang blev Cetinkaya spurgt ind til Larssons fremtid.

Her lød svaret:
“Med Jordan Larsson må vi se. Vi skal også have drøftelser om hans situation. Vi må se, hvor det ender.”

De ord fremstår i dag næsten profetiske.

Ifølge Bold er situationen nu eskaleret så meget, at Larsson har nægtet at rejse med holdet til den vigtige europæiske udekamp, efter at Al-Ettifaq igen meldte sig på banen.

FC København har over for Bold ikke ønsket at kommentere historien.

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder