OB’erne så ikke veludhvilede ud efter to ugers landskampspause, hvilket fik Roy Carroll til at forsøge at råbe sine holdkammerater til live i stedet, men det hjalp ikke ret meget. 17 minutter skulle der spilles, før Johan Absalonsen havde det første fynske forsøg på mål.
Fynboerne overlod overraskende meget af initiativet til Wieghorsts tropper i første halvleg, og det passede nordsjællænderne godt, som med deres sikre og tålmodige pasningsspil, til tider kørte bolden rundt på OB’ernes banehalvdel.
Carroll måtte ud i fuld længde for at afværge et godt forsøg fra Christian Gytkjær efter 20 minutters spil, og OB-målmanden var da også helt klart sit holds bedste spiller i dagens kamp. Fynboerne afviklede deres få angreb via Absalonsen på kanten, men et forsøg på at filme sig til et straffespark var alt, hvad der kom ud af det.
Efter 33 minutter fik fynboerne så deres første hjørnespark. Hans Henrik Andreasen fik snittet bolden videre, men den afgørende fod foran målet manglede. Minuttet efter var det så nordsjællændernes tur til at være farlige på et hjørnespark, men Carroll fik lidt tilfældigt stoppet bolden på stregen med den ene fod.
Med to minutter igen fik nordsjællænderne imidlertid bragt sig foran – fuldt fortjent. Bolden blev spillet på tværs i feltet, og inde på midten dukkede Christian Gytkjær op og sparkede bolden i mål via Djemba-Djembas fod.
Fynboerne måtte derfor lægge øre til en højlydt pibekoncert, da dommer Thomas Vejlgaard efterfølgende valgte at afslutte 45 minutters elendig OB-fodbold ved at fløjte til pause.
De stribede kom ud med en mere offensiv tilgang efter pausen, hvor både Absalonsen og Djemba-Djemba dog var blevet skiftet ud med mulige skader. Utaka havde således første forsøg på mål efter et par minutter, men Jesper Hansen fik afværget. De offensive takter gik dog hurtigt i sig selv igen, og spillet udviklede sig til en rodet affære for begge hold.
Gytkjær fik en stor chance for at bringe sit hold yderligere foran efter 60 minutter, men angriberen sparkede lige på Carroll. Kalilou Traoré forsøgte sig herefter med piruetter i den anden ende, dog uden at det blev farligt.
OB var i det hele taget rystende dårlige i det opbyggende spil, hvor det meste var baseret på tilfældigheder. Ingen bevægelse og rytme, samt dårlige afleveringer prægede hjemmeholdet, og Roy Carroll var nærmest ene mand om at holde nordsjællænderne fra fadet i den anden ende.
Den dårlige fynske indsats kulminerede, da Traoré fik marchordre med ti minutter igen efter sit andet gule kort. Hændelsen symboliserede på fin vis OB’ernes indsats i dagens kamp, da de konstant var et skridt efter FC Nordsjælland. Som følge deraf fik Wieghorsts tropper tre fortjente point.
OB – FCN: 0-1 (0-1)
0-1 Christian Gytkjær (42)
Udv.: Kalilou Traoré (80)
Dommer: Thomas Vejlgaard
Tilskuere: 6325






























