Efter storkamp: Det klapper FCM-talent helt i om
Valdemar Byskov var søndag aften valgt i startopstillingen for FC Midtjylland foran portugisiske Dani Silva. Det var et valg, som den 20-årige midtbanespiller kvitterede for med både et mål og en assist i midtjydernes 5-0-sejr over FC Nordsjælland.
Men når det kommer til spørgsmålet om, det skal være hans plads fremover på holdet, så skyder han det hurtigt til hjørne.
- Det kan jeg desværre ikke selv stå for, siger han og fortsætter:
- Selvfølgelig vil jeg gerne selv spille. Det er klart. Men vi har også en god trup, og jeg tænker, at det er Thomasbergs opgave ligesom at sætte det, lyder det fra Byskov.
Det var desuden mindre end en uge siden, at FCM tabte med 2-3 i Farum til selvsamme hold.
Hvad lærte I af kampen derovre i tirsdags?
- Det tror jeg er et trænerspørgsmål, umiddelbart. Jeg fokuserer selv på kampen her nu, og så ikke så meget på sidste kamp. Jeg har bare prøvet på at cleare hovedet og se fremad, forklarer Byskov.
Søndag lavede han målet til 4-0, som reelt set lukkede kampen lige inden pausen. Derudover stod han bag oplægget til 2-0, som Franculino satte ind. Han lavede i øvrigt tre mål i opgøret.
I kampen tirsdag diskede Byskov endvidere selv op med et frisparksmål i slutningen af kampen.
Næste opgave for FC Midtjylland er på søndag, hvor de møder AGF på hjemmebane.
Til søndagens kamp var der desuden godt med scouts fra spændende klubber rundt om i Europa. Læs mere om det her.