Newcastle fortsætter de positive takter, og sendte i aftenens Carling Cup-opgør selveste Chelsea ud af turneringen på Stamford Bridge.
Begge hold stillede reservespækket op til opgøret. For eksempel valgte Chelsea at spare stjerner som Didier Drogba, Frank Lampard og Ashley Cole, mens John Terry til gengæld var tilbage for London-klubben.
Hos Newcastle havde manager Chris Hughton valgt at ændre 10 spillere i forhold til startopstillingen mod Everton i weekenden. Der var blevet plads til Sol Campbell, der fik sin debut for “The Magpies”, mens også danske Peter Løvenkrands var med i angrebet.
Det var Chelsea, der kom bedst fra start, da Patrick van Aanholt allerede efter seks minutter bragte mestrene foran. Efter manglende kommunikation mellem Newcastle-keeper Tim Krul og Sol Campbell landede bolden hos Nile Ranger, der mistede bolden til van Aanholt. Hollænderen, der i sidste sæson var udlejet til netop Newcastle, spillede bolden videre og modtog den igen, hvorefter han køligt sparkede bolden ind til 1-0.
Den føring holdt til det 27. minut, hvor den kun 19-årige angriber, Nile Ranger, bragte balance i regnskabet. Efter et indlæg fra unge Shane Ferguson fik Peter Løvenkrands snittet den videre til Ranger, der kunne sparke bolden ind ved bagerste stolpe. Kort efter fik det unge talent endnu en chance efter fremragende forarbejde fra Gutierrez, men den 19-årige angriber sparkede forbi bolden med tæt afstand til mål.
Der gik dog kun seks minutter inden Newcastle var på tavlen igen. Jeffrey Bruma, der havde det svært, begik et frispark på Shola Ameobi på kanten af feltet. En gave, man ikke skal give en frisparksspecialist som Ryan Taylor, som hamrede bolden ind bag en sagesløs Ross Turnbull i Chelsea-målet.
Den føring holdt til pausefløjtet og Newcastle kunne fortjent gå til pause med oprejst pande og en føring på 2-1.
Kort inde i anden halvleg udbyggede Ameobi føringen, da han udnyttede en pasningsfejl fra Daniel Sturridge. Efterfølgende burde Peter Løvenkrands havde lukket og slukket, da han var alene med Ross Turnbull, men den danske angribers skud gik lige forbi mål.
I stedet fik Chelsea bragt balance i regnskabet ved Nicolas Anelka, der først satte bolden køligt i nettet bag Tim Krul, og dernæst udnyttede et straffespark begået mod brasilianske Alex. Lidt af en præstation af Chelsea, der på daværende tidspunkt spillede med ti mand, da Benayoun måtte udgå på et tidspunkt, hvor “The Blues” ikke havde flere udskiftninger tilbage. Også Salomon Kalou blev udskiftet med en skade i aftenens kamp.
Efter Anelkas udlignende mål i det 86. minut lignede det en forlængelse, men i overtiden steg Shola Ameobi til vejrs efter et hjørnespark, og slukkede Chelseas håb med sin anden scoring i kampen til slutresultatet 4-3.
Ikke engang de seks minutters ekstratid der fulgte efter, kunne bruges for Chelsea, der slukørede måtte se sig slået med 4-3 i en fremragende og dramatisk fodboldkamp.
Chelsea – Newcastle: 3-4 (1-2)
1-0: Patrick van Aanholt (6)
1-1: Nile Ranger (27)
1-2: Ryan Taylor (32)
1-3: Shola Ameobi (49)
2-3: Nicolas Anelka (70)
3-3: Nicolas Anelka (86., str.)
3-4: Shola Ameobi (90)
Tilskuere: 41.511
Dommer: Phil Dowd






























