Brøndby kan benytte sig af gammelt trick mod FC København
Jacob Rasmussen og Frederik Alves var begge ukampdygtige, da Brøndby i mandags slog AGF med 2-1.
Der er stadig begrundet tvivl om, hvorvidt det tidligere foretrukne midterforsvar hos Brøndby bliver derby-klar.
Mod AGF var det Jordi Vanlerberghe og Rasmus Lauritsen, som sørgede for at lukke af bagude. Måske får de genvalg søndag kl. 14, hvor der fløjtes op til topkamp mellem nummer 1 og 4 i Superligaen.
Det er et gammelt trick at udtage spillere, som man i virkeligheden godt ved, ikke bliver klar til kamp. På den måde kan man forvirre modstanderen, som ikke kan vide, hvad der er op og ned.
Omvendt havde FC København engang Jesper Grønkjær helt ude af truppen frem mod en afgørende kamp mod netop Brøndby. Men vupti - kort før kampstart blev han klar og leverede derefter en brandkamp.
Frederik Birk udtager nok en stor bruttotrup til kampen mod FC København, der først bliver skåret ned kort før kickoff.
FCK-træner Jacob Neestrup kan af den grund ikke vide, hvilket forsvar, han skal sætte sine spillere op til at møde.
Vi får se, om Jacob Rasmussen og/eller Frederik Alves bliver en del af Brøndbys startopstilling. Det kan meget vel tænkes, at ikke engang Frederik Birk ved det endnu.