Brøndby IF har givet klubbens fans en særlig gave.
Klubben oplyser torsdag, at det originale B.I.F.-logo nu bliver det officielle klublogo. Dermed erstattes versionen med “1964” nederst i kransen af det klassiske logo med bogstaverne B.I.F.
Det historiske logo gjorde comeback på spillertrøjerne i sidste sæson i forbindelse med klubbens 60-års jubilæum, og den positive modtagelse har nu fået Brøndby til at gøre ændringen permanent.
“Fodbolden udvikler sig konstant, og det skal vi som klub også gøre. Men vi tror på, at den stærkeste udvikling sker med afsæt i det, man kommer fra. Det originale logo repræsenterer vores historie, vores identitet og den særlige forbindelse mellem klubben og de mennesker, som har Brøndby IF som en vigtig del af deres liv,” siger marketingdirektør Thomas Skov til klubbens hjemmeside.
Det originale B.I.F.-logo blev første gang taget i brug ved klubbens stiftelse i 1964 og var Brøndbys officielle logo frem til 2004. I forbindelse med klubbens 40-års jubilæum blev årstallet “1964” tilføjet nederst i kransen, men nu vender klubben altså tilbage til det oprindelige design.
Ifølge Thomas Skov handler beslutningen om at bygge fremtidens Brøndby IF på klubbens historie og identitet. Udrulningen af det gamle logo vil ske gradvist, og derfor vil fans i en periode fortsat kunne opleve begge logoer på Brøndby Stadion, indtil skiltning, flag og øvrige visuelle elementer er blevet udskiftet.






























