Live – Mest populære fodboldnyheder

Oliver Otte Okstrøm

Bodø/Glimt slår igen på Tullberg-kritik: I bedste fald fejlciteret

Bodø/Glimt svarer igen på kritikken fra FC Midtjylland efter Ola Brynhildsens skadesplagede lejeophold. Klubben afviser, at nordmandens skadeforløb er blevet håndteret forkert.

Den norske offensivspiller Ola Brynhildsen vender i det nye år tilbage til FC Midtjylland efter et lejeophold i Bodø/Glimt. Det er dog ikke gået som håbet, da en skade kom i vejen.

I den forbindelse har FCM-cheftræner Mike Tullberg udtalt sig til Bold.dk, hvor han var ude at kritisere det forløb, som Brynhildsen har været igennem med sin skade.

– Som det står nu, ved vi ikke, hvornår han er i stand til at spille fodbold igen. Det har været et rigtigt skidt forløb deroppe, hvor tingene ikke er blevet gjort, som de skulle gøres, lød det fra Tullberg til mediet.

Nu har Bodø/Glimts læge, Morten Sørgård, svaret igen i et interview med norske Nettavisen, hvor han forklarer det forløb, som har været mellem dem og FCM.

– FC Midtjylland har løbende været orienteret om vores oplæg og spillerens status helt fra skadestidspunktet. Dialogen mellem de medicinske støtteapparater har været tæt og god, siger Bodø-lægen.

Endvidere peger han på, at FCM ikke har bedt den norske klub om at foretage ændringer i den behandling, som Brynhildsen har fået.

– FC Midtjylland er i øvrigt ikke kommet med ændringsforslag eller input til rehabiliteringen undervejs, men har haft en hånd på rattet hele vejen, siger han og fortsætter:

– Udtalelserne falder derfor på deres egen urimelighed. I bedste fald er træneren fejlciteret, i værste fald dårligt informeret, lyder det fra Sørgård.

Ola Brynhildsen nåede at spille én kamp for Bodø/Glimt i sit lejeophold, hvor det dog blev til to assister i opgøret mod Kristiansund.

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder