Mark Schwarzer var et varmt navn i Arsenal denne sommer, men Fulham ville ikke slippe deres stabile australske målmand.
I en skriftlig besked bad Schwarzer om lov til at flytte hjemmebanen nogle få kilometer mod nordøst. Hvis muligheden byder sig til januar, vil han igen lægge pres på Fulham-manager Mark Hughes.
– Hvis der opstår en chance i januar, vil vi se på det. Det er den eneste gang, jeg har prøvet at presse noget igennem. Jeg har ikke tiden på min side og vil gerne opfylde en drøm, siger Mark Schwarzer ifølge The Sun.
Mark Schwarzer, der i morgen fylder 38 år, spillede, inden han kom til Fulham i 2008, 11 sæsoner i Middlesbrough.






























