Mesterens mørke side

Af Torsten Brix

2014-06-04
Mesterens mørke side

Indkast.dk bringer her et kapitel fra den aktuelle bog "VM højdepunkter og skandaler". Dette uddrag handler om Zidane og finalen i 2006, som beskrives som "En finale, to fodboldspillere og en tynd linje mellem det gode og det onde".

Samtlige spillere i den italienske VM-trup på det olympiske stadion i Berlin den 9. juli 2006 vidste, at Zinedine Zidane kunne provokeres. Det faktum behøvede man ikke at have dykket ret meget ned i igennem de seneste 10 års fodboldhistorie for at være bekendt med, og ingen vidste det bedre end Marco Materazzi.

Den italienske forsvarsspiller var ikke født i den pæne del af den syditalienske by Lecce, og Materazzis karriere og vejen til den største af alle fodboldkampe – VM-finalen mellem Italien og Frankrig – var gået via en helt anden rute end hans direkte franske modstanders i skikkelse af verdens- og europamesteren Zinedine Zidane.

Som søn af den tidligere Lecce-spiller og -træner Giuseppe Materazzi lå det ellers tidligt i kortene, at unge Marco skulle vælge fodbolden som levevej, men viljen var som oftest større end talentet, og først som 24-årig fik Materazzi junior muligheden for at avancere fra anonymiteten og baggårdskampene i de lavere italienske rækker. Perugia hev ham op i Serie B, hvor den hårdføre og hovedstødsstærke stopper gjorde så meget opmærksom på sig selv, at engelske Everton i 1998 så det som et muligt scoop at introducere den heftigt tatoverede Marco Materazzi til de største engelske fodboldstadioner. Og her fik de så sandelig den italienske power at mærke. Marco Materazzi optrådte 27 gange for Everton i sæsonen 1998-99, han scorede to mål og blev udvist ikke færre end fire gange, hvorefter Liverpool-klubben skibede den uregerlige forsvarer tilbage til Italien og Perugia. Enkelte engelske aviskommentatorer sendte endda Materazzi af sted med beskrivelsen „en simpel voldsmand“.

Italieneren lignede da også ganske rigtigt efterhånden mere en straffefange end en international fodboldstjerne. På det tidspunkt var trenden med tatoveringer endnu ikke specielt udbredt i fodboldkredse, men når Marco Materazzi efter en kamp byttede trøje med modstanderen, kunne man se en overkrop fyldt med blækbilleder af barske vikinger, indianske symboler samt hans eget og hustruen, Daniels, navn og fødselsdato skrevet med romertal.

Derudover var der de voldsomme frispark, som til stadighed skæmmede forsvarerens karriere, men til gengæld voksede de forsvarsmæssige kvaliteter med rutinen, og i 2001 smed storklubben Inter 10 millioner euro på bordet, hvilket endegyldigt gjorde Marco Materazzi til en fodboldspiller i den absolutte elite. Samtidig kom debuten på landsholdet, men her havde den høje stopper det problem, at Italien i forvejen rådede over forsvarsspillere som Alessandro Nesta, Fabio Cannavaro og Paolo Maldini. Alle sammen både dygtigere og mere elegante. Af samme årsag havde Marco Materazzi også indledt VM-slutrunden i Tyskland som en noget overset reservespiller. Når det italienske landshold holdt deres pressemøder i 'Casa Azzurri' på et luksushotel uden for den grå industriby Duisburg i Ruhrdistriktet, var det netop Nesta og anfører Cannavaro, som udtalte sig. Ja, eller romeren Francesco Totti og topscorer Luca Toni. Marco Materazzi havde fået det højeste rygnummer af alle, 23, og da Italien sent om aftenen den 12. juni indledte VM med en sejr på 2-0 over Ghana i Hannover, var det med Materazzi som tilskuer fra bænken i samtlige 90 minutter.

Det samme gjorde sig gældende i den anden puljekamp mod USA, som sluttede 1-1 efter en kamp med tre udvisninger, heraf en til italienernes Daniele De Rossi. Uafgjort mod amerikanerne var selvsagt ikke tilfredsstillende, men alligevel var stemningen i 'Casa Azzurri' god. Træner Marcello Lippi havde bedre styr på både spillere og medier, end man havde set det i mange år, og glemt var efterhånden den skuffende EM-slutrunde i Portugal, hvor Danmark og Sverige svigagtigt havde spillet 2-2 i den sidste puljekamp og dermedsendt sig selv videre på bekostning af italienerne. Faktisk havde den hvidhårede Lippi på forhånd sagt, at han dagen efter VM-finalen ville stå til søs i en privat yacht og ikke kigge sig tilbage – uanset Italiens placering – og netop den indstilling passede godt til truppen, der ellers burde være præget af en kæmpe skandale, som havde rullet hen over italiensk fodbold det forgange år. Bestikkelse af dommere, fiksede resultater i afgørende kampe samt generel korruption havde tilsyneladende været hverdag i Serie A, og selv de største klubber med Juventus i spidsen så ud til VM at være involveret, hvilket naturligvis også ramte nogle af de mest profilerede spillere i VM-truppen.

Men måske var skandalen og de mange negative historier præcis det, som skulle til for at skabe en enhed ud af de enorme egoer i den italienske trup. I hvert fald fremstod 'Gli Azzurri', 'de azurblå', under Marcello Lippis stærke taktiske styring faktisk langt mere harmonisk end længe med anfører Fabio Cannavaro og Alessandro Nesta som det suveræne defensive omdrejningspunkt på banen.
Chokket opstod imidlertid efter 17 minutter af holdets tredje puljekamp mod Tjekkiet i Hamborg. Uafgjort ville være rigeligt til at gå videre – ja, selv et spinkelt nederlag kunne på klassisk italiensk maner sende holdet videre til ottendedelsfinalen, hvor turneringen så for alvor kunne gå i gang. Derfor lignede det også et uheld med katastrofale konsekvenser, da den elegante og altid rolige forsvarsspiller Nesta måtte udgå med en skade så tidligt i kampen. Endnu mere tragisk virkede det, eftersom selv samme Nesta også var blevet skadet i en gruppekamp mod Østrig ved VM i 1998 samt havde misset Italiens sidste kamp ved slutrunden i 2002 med en skadet fod. Det lignede en regulær forbandelse ikke bare over Alessandro Nesta, men over de italienske VM-forhåbninger generelt.

Samtidig blev der bandet ekstra meget på mange barer hjemme i Italien, da kampens colombianske fjerdedommer ved navn Óscar Ruiz holdt lystavlen op med nummeret på Nestas afløser i det centrale forsvar. Marcello Lippi havde nemlig kigget ned ad sin lange VM-bænk og fæstnet øjnene på en spiller, som kunne løse opgaven ved siden af Cannavaro i midterforsvaret, men som også udgjorde en tikkende bombe på banen. Lippi tog chancen. Ud gik nummer 13, Alessandro Nesta. Ind kom nummer 23, Marco Materazzi. På nogenlunde det tidspunkt var der middelsvær panik i det franske VMhovedkvarter i den lille by Hameln ikke langt fra Hannover. Franskmændene var på imponerende vis blevet verdensmestre på hjemmebane i 1998 og havde to år senere sat trumf på ved også at vinde EM-titlen i Holland og Belgien, men både VM i 2002 og EM i 2004 havde budt på store skuffelser. De to første kampe ved slutrunden i Tyskland havde absolut ikke gjort den forhadte træner Raymond Domenech og hans trofaste satsning på de rutinerede spillere mere populær – hverken i den franske befolkning eller blandt de mange kritiske røster i det talrige pressekorps, som fulgte 'Les Bleus' overalt.

Selv den sobre sportsavis L'Équipe havde fundet sarkasmen frem efter franskmændenes første to puljekampe: „Les Dinosaurs“ havde der ydmygende stået på forsiden. Såvel spillet som resultaterne havde da også været noget nær katastrofale. Første kamp mod Schweiz var endt 0-0 efter en kedelig affære, mens det efterfølgende resultat 1-1 mod Sydkorea for alvor havde sat Frankrig i en prekær situation inden sidste spilledag i den gruppe G, som ellers havde set så overkommelig ud på papiret. Ikke alene skulle franskmændene besejre Togo for overhovedet at gå videre, det ville under alle omstændigheder sandsynligvis kun være nok til en andenplads i puljen og dermed udsigt til en ottendedelsfinale mod de sprudlende spaniere fra gruppe H. Og hvis det blev klaret; en kvartfinale mod Brasiliens forsvarende verdensmestre!

Dertil kom, at fransk fodbolds største stjerne foreløbig havde svigtet. Zinedine Zidane havde om nogen været manden bag titlerne i 1998 og 2000, han var sammen med Ronaldo, Figo og Beckham en vaskeægte 'galácticos' i Real Madrids eksklusive klub for spillets absolutte verdensstjerner, og han var selve arketypen på historien om den fattige indvandrerdreng, som via flid og dygtighed når hele vejen til tops. Men midtbanespilleren med det let foroverbøjede løb, de stirrende øjne og den fænomenale teknik var også blevet 34 år gammel, og i de to første kampe havde man set meget lidt til den franske anførers fodboldmæssige kvaliteter.

Til gengæld havde 'Zizou' både mod schweizerne og koreanerne pådraget sig en advarsel, og dermed måtte franskmændene undvære deres spillemæssige omdrejningspunkt i skæbnekampen mod Togo. Endnu en gang var Zinedine Zidane havnet i karantæne, og rundt om i verden var aviserne klar til at skrive den fodboldmæssige nekrolog over en af spillets helt store aktører på godt og ondt. Historien viste nemlig tydeligt, at selvom Zidane uden for banen fremstod både sympatisk, ydmyg – ja, næsten flegmatisk – og som et klassisk forbillede for hele verdens drenge og piger, så rummede franskmanden også en mørk side, der med jævne mellemrum dukkede op til overfladen og viste sit grimme ansigt i voldsomme episoder, som var meget svære at forbinde med en af spillets ypperste udøvere.

Fransk fodbold havde sin 'Zizou', men den havde så sandelig også en 'Mr.Hyde'. Fortællingen om Zinedine Zidane begynder i havnebyen Marseille ved den franske Middelhavskyst. Nærmere bestemt begynder den i forstaden La Castellane, der hovedsageligt udgøres af socialt boligbyggeri og trøstesløse betonblokke og så afgjort er et af de områder, turister bliver advaret mod at begive sig ind i efter mørkets frembrud. Her blev Zinedine Yazid Zidane den 23. juni 1972 født af forældrene Ismail og Malika, som 20 år tidligere var emigreret til Frankrig fra byen Augemone i den nordlige provins Kabylien i Algeriet. Først havde de slået sig ned i Paris, men siden var de flyttet tættere på det nordlige Afrika – både geografisk og menneskeligt – i den muslimsk prægede forstad til Marseille, hvor sønnen Zinedine tidligt skulle lægge grunden til endnu en af de arketypiske fodboldheltehistorier, som VM-historien og denne bog er så fuld af.

Ligesom Maradona og Pelé voksede Zidane nemlig ikke op med velplejede fodboldbaner, flotte omklædningsrum og skinnende støvler i kendte mærker. Franskmanden med de stærke algeriske rødder udviklede sin teknik og den helt særlige førstegangsberøring på asfalten og betonen i La Castellane, og først som teenager iførte han sig for første gang en klubtrøje i den lokale US Saint-Henry. Herefter gik det til gengæld stærkt. Førstedivisionsklubben Cannes spottede talentet i en ungdomsturnering, og som 17-årig fik Zinedine Zidane i 1990 debut i den bedste franske række. To år senere solgte Cannes deres kommende verdensstjerne til storklubben Girondins de Bordeaux for en rekordsum, og her fortsatte midtbanekreatøren med at imponere så meget, at manageren Ray Harford for den daværende engelske topklub Blackburn Rovers satte alt ind på at hente franskmanden til engelsk fodbold som Blackburns svar på Manchester Uniteds Eric Cantona. Efter sigende skal den engelske klubs formand, Jack Walker, have sagt: „Hvorfor i alverden vil du have denne Zidane, når vi har Tim Sherwood?“ Bemærkningen er muligvis lettere anekdotisk, men den fortæller meget godt om den opstigning, som Zidane og fransk fodbold generelt fra det tidspunkt skulle tage, mens det generelt gik ned ad bakke for såvel Blackburn som det engelske landshold og stakkels Tim Sherwood. Han vil i bedste fald blive husket som en habil spiller på De Britiske Øer, mens Zidanes navn skulle blive kendt af hvilket som helst fodboldelskende barn i hele verden.

Franskmanden skiftede året efter i stedet til italienske Juventus, hvor Zidane gennem fem år vandt mesterskaber og tabte to Champions Leaguefinaler,inden han i 2001 skiftede til Real Madrid som et af klubbens indkøb for astronomiske summer. På det tidspunkt havde Zidane allerede gjort sig selv udødelig som kreatøren på landsholdet, der i 1998 endelig havde skaffet det verdensmesterskab til Frankrig, som nationen havde ventet og håbet på, siden franskmanden Jules Rimet mere end et halvt århundrede tidligere stædigt havde holdt fast i tanken om i det hele taget at spille om titlen som verdensmester. To mål med hovedet havde Zidane scoret i finalen mod Brasilien, ligesom han også havde været omdrejningspunktet, da franskmændene to år efter skrev historie og som det første hold nogensinde som verdensmester også vandt det efterfølgende europamesterskab. Og det skete endda med så smukke øjeblikke, hvor den franske superstjerne legede med bolden, at selv tidligere fodboldfornægtere i det parisiske forfattermiljø et øjeblik lagde Le Monde og satte cafékaffen fra sig for at beskæftige sig med 'kunsten i fodbold'.

Derfor var såvel franskmænd som hele verdens fodboldelskere også villige til at se gennem fingre med de mere dystre sider af Zidanes karakter. „The dark side“ kaldes det i Star Wars-filmene, som mytisk beskriver, hvordan alle heltene i skikkelse af jedi-riddere har en brist, som gør, at de ligesom Anakin Skywalker kan risikere at falde for det ondes fristelse og forvandle sig til en Darth Vader. Eller som Tolkiens Ringenes Herre, hvor ringens og det ondes kraft er så stor, at selv helteskikkelser som Frodo, Aragon og Gandalf kan mærke det onde i sig.

I Zinedine Zidanes tilfælde har den mørke side været karakteriseret af et voldsomt temperament, som mange psykologer sikkert kunne føre tilbage til barndommens opvækst i Marseilles fattige indvandrerkvarter, hvor begreber som ære og respekt var blandt dagligdagens vigtigste. Og hvor man kæmpede for dem med alle tænkelige midler. En gennemgang af Zidanes karriere viser, hvordan den kamp pludselig og nærmest ud af det blå kan vise sig på tidspunkter, hvor det virker fuldstændigt vanvittigt.

I alt 14 røde kort tæller karrieren, hvilket ville være mange selv for en hårdhændet forsvarsspiller, og hvis man ser nærmere på Zidanes udvisninger, er kun to af dem uddelt som følge af 'almindelige' forseelser. Helt tilbage i 1993 faldt den første i en fransk ligakamp mellem Bordeaux og Marseille, da den dengang 21-årige Zidane tildelte sin kommende landsholdskammerat Marcel Desailly et knytnæveslag i ansigtet. Samme scenarie med forskellige modstandere og forskellige overgreb har siden udspillet sig stort set hver eneste sæson. I beskrivelsen af Frankrigs VM-triumf på hjemmebane i 1998 glemmer man ofte, at finalehelten Zidane i en indledende puljekamp mod Saudi-Arabien hensynsløst hævnede sig på modstandernes anfører, Fouad Amin, ved at trampe ham på hoften, hvilket kostede endnu en udvisning og to spilledages karantæne. Bedst beskrevet er Zidanes brist i den film, som filmskaberne Douglas Gordon og Philippe Parreno besluttede sig for at lave i 2005.

Zidane – A 21st Century Portrait hedder filmen, der vandt juryens pris ved filmfestivalen i Cannes året efter, og som er optaget med 17 kameraer, der alle følger hver eneste af Zinedine Zidanes bevægelser i en tilfældig ligakamp for Real Madrid mod Villarreal den 23. april 2005. Idéen var at beskrive franskmandens særlige spillerytme og unikke overblik ned i den mindste detalje, men ved et tilfælde ramte filmskaberne lige ned i en af de kampe, hvor franskmanden viste både sin lyse og mørke side.

I filmen ser man nemlig længe nærbillederne af en sand mester på banen. Zidane suger spillet til sig. Han tæmmer bolde i alle højder med yndefuld lethed, og han smiler og ler med holdkammeraterne, da Real Madrid bringer sig foran. Og så pludselig! I et splitsekund ændrer alt sig, da holdkammeraten Raúl kommer i et tilfældigt klammeri med en forsvarsspiller fra Villarreal. Dokumentarfilmens kameraer er stadig fastholdt på Zidane, og man ser, hvordan øjnene bliver smalle og hårde, hvorefter franskmanden løber hen og blander sig med både skub og slag. Episoden er fantastisk beskrevet i filmen, og den kostede Zinedine Zidane karrierens 13. udvisning. Det mest spektakulære røde kort havde verden imidlertid stadigvæk til gode at opleve.

I Italiens sidste puljekamp mod Tjekkiet den 22. juni 2006 i Hamborg havde Marco Materazzi efter udskiftningen af den skadede Alessandro Nesta været på banen i ni minutter, da Italien fik hjørnespark i højre side. Den slags blev altid sparket af Milans lille Andrea Pirlo, og han sendte som aftalt bolden højt ind i midten af feltet omkring straffesparkspletten. Her skulle Nesta normalt befinde sig, men nu var det Marco Materazzis 193 centimeter, der kom flyvende gennem luften, og højt over to forsvarsspillere pandede reserven bolden ned i jorden og ind i nettet til føring på 1-0. Og sig selv fast ind i den italienske startopstilling. Med sejren på 2-0 over Tjekkiet og den deraf følgende førsteplads i gruppe E gav Italien nemlig sig selv den bedst tænkelige vej mod VM-finalen. En ottendedelsfinale mod Australien, kvartfinale mod Ukraine og så de tyske værter i semifinalen. Det kunne dårligt være bedre, og så var det alligevel lige ved at gå galt, for de havde ikke bandet uden grund på barerne rundt om i Rom, Milano og Napoli, da Marco Materazzi i Hamborg kom på banen i stedet for Nesta.

Efter 51 minutter af ottendedelsfinalen på Fritz-Walter-Stadion i Kaiserslautern var det nemlig ikke lykkedes for de italienske favoritter at gennembryde muren af gul- og grønklædte australiere foran den velspillende målmand Mark Schwarzer. Ja, faktisk havde australierne været tæt på selv at komme foran, og så slog det klik for Materazzi. Australiens Marco Bresciano fra den italienske klub Parma tog et godt løb med bolden, men det var midt på banen, og backen Gianluca Zambrotta fulgte godt med og havde tilsyneladende styr på situationen. Alligevel kom Materazzi pludselig flyvende fra midterforsvaret, og med en satset glidende tackling med samlede ben stemplede stopperen såmænd både Bresciano og sin egen medspiller Zambrotta. Kendelsen fra den spanske dommer Luís Cantalejo var klar: direkte rødt kort samt en spilledags karantæne, hvilket gjorde, at Materazzi tidligst kunne være med igen i semifinalen, hvis Italien altså nåede så langt.

Foreløbig kunne den udviste forsvarsspiller nøjes med at ånde lettet op, da Francesco Totti i femte minuts tillægstid sparkede et tvivlsomt dømt straffespark ind bag Mark Schwarzer og dermed sørgede for, at Materazzi ikke blev skurk nummer et i Italien efter en ydmygende exit til australierne. Samtidig lysnede det for franskmændene oppe i Hameln. Scoringer fra Patrick Vieira og Thierry Henry havde sikret den sejr på 2-0 over Togo, som lige akkurat var nok til at gå videre på andenpladsen efter Schweiz i gruppe G. Det betød et møde med Spanien, som efter tre suveræne sejre i puljen samt en målscore på 8-1 efterhånden blev regnet som et af de allerbedste bud på en kommende verdensmester.

Ottendedelsfinalen i Hannover betød imidlertid comeback i turneringen til Zinedine Zidane, og den franske anfører havde tilsyneladende haft godt af karantænen mod Togo. Kampen mellem de to store fodboldnationer og naboer blev en af slutrundens allerbedste med masser af målchancer, og Zidane orkestrerede den overraskende franske sejr på 3-1, som han selv slog fast i tillægstiden ved at afdrible det spanske forsvar og score sit første mål i turneringen. Og dagen efter skrev de franske aviser ikke længere om dinosaurer, men om genfødslen af såvel Zinedine Zidane som fransk landsholdsfodbold generelt. Godt halvanden uge efter var de to deltagende nationer i VM-finalen 2006 på det gamle olympiske stadion i Berlin fundet. Men det ville være synd at sige, at slutkampen udgjorde nogen drømmefinale for ret mange andre end lige italienerne og franskmændene selv. De tyske værter ærgrede sig stadigvæk over semifinalenederlaget efter forlænget spilletid mod Italien, der let havde slået Ukraine i kvartfinalen, mens de fleste neutrale iagttagere allerhelst havde set enten Brasilien, Portugal eller Argentina i finalen.

Stor set alle var nu enige om på forhånd at hylde en mand: Zinedine Zidane. Franskmanden havde lagt op til Thierry Henrys sejrsmål i kvartfinalesejren på 1-0 over Brasilien i Frankfurt, mens Zidane selv afgjorde semifinalen mod Portugal ved at score kampens enlige mål på et straffespark begået mod Thierry Henry. Anføreren gik naturligt forrest og sparkede sikkert bolden i nettet, mens hele hans attitude og sejrsvilje havde båret franskmændene ad den måske sværeste vej til VM-finalen. Forbi Spanien, Brasilien og Portugal. Det er sådanne bedrifter, legender bliver skabt af, og da de akkrediterede journalister umiddelbart inden finalen skulle stemme på den bedste spiller af alle ved VM i Tyskland, var der overvældende enighed om franske Zidane. Han kunne dermed se frem til at slutte sin internationale landsholdskarriere på et absolut højdepunkt uanset udfaldet af turneringens sidste kamp i Berlin om aftenen søndag den 9. juli 2006. Ja, eller næsten uanset udfaldet, skulle det vise sig. Det var en smuk aften på Olympiastadion. Stort set hele slutrunden havde været tilsmilet af fantastisk vejr, og finaledagen var ingen undtagelse. Om eftermiddagen var Jürgen Klinsmann og hans tyske bronzevindere blevet hyldet af op mod en million mennesker inde ved Brandenburger Tor, men nu nærmede klokken sig det magiske tidspunkt 20.00, og 69.000 tilskuere havde fundet deres pladser til det 18. opgør i rækken af slutkampe om verdensmesterskabet i fodbold. Italien mod Frankrig. Det fantastiske forsvar med Fabio Cannavaro og målmand Gianluigi Buffon mod kreativiteten i skikkelse af Zidane flankeret af Thierry Henry og den unge komet Frank Ribéry. Det måtte blive en klassisk duel, og det samme kunne siges om en af de vigtigste kampe i kampen: den tilbagevendte fodboldbølle Marco Materazzi over for fodboldhelten Zinedine Zidane.

Det begyndte bedst for franskmændene. Syv minutter var der spillet, da kantspilleren Florent Malouda brød igennem i venstre side af feltet og klodset blev kantet af Italiens nummer 23. Igen bandede de over Marco Materazzi på barerne i Italien, mens Zidane gjorde sig klar til at eksekvere straffesparket. Et sus gik herefter igennem stadion, da franskmanden sendte bolden op på undersiden af overliggeren og ned omkring stregen nærmest som et tredimensionelt citat fra Geoff Hursts berømte mål i Englands finalesejr over Tyskland præcis 40 år tidligere. Denne gang var der dog ingen tvivl; scoringen blev godkendt øjeblikkeligt, og Frankrig var i spidsen, men kun i 12 minutter. Som i et velskrevet drama var der nemlig udpeget to hovedpersoner på denne finaleaften, men hvem der skulle ende som henholdsvis helt og skurk lå endnu hen i det uvisse. Det gode lå umiddelbart samlet hos Zidane, men efter 19 minutters spil fik Italien hjørnespark i højre side. Den slags, ved vi nu, var på det tidspunkt en sag for Andrea Pirlo, og ligesom mod tjekkerne i gruppespillet sendte han en høj bold mod midten af feltet, hvor Materazzis 193 centimeter steg til vejrs og pandede bolden ned i jorden og forbi Fabien Barthez.

Stillingen 1-1 holdt sig til pausen og også igennem anden halvleg, så mens den berlinske aften langsomt forvandledes til nat, gik de to hold ind i forlænget spilletid og en stadig mere intens atmosfære. Kampen balancerede på den tyndeste røde linje, nærkampene var hårde, og det næste mål ville uden tvivl blive afgørende. 34-årige Zidane spillede tydeligvis med karrierens sidste kræfter, men han piskede sig selv og det franske hold fremad, og 14 minutter inde i forlængelsens første halvleg indledte den franske anfører selv et angreb midt på banen.

Zidane sendte en brugbar aflevering ud i højre side til backen Willy Sagnol, der tøvede præcis så længe, at hans kaptajn kunne nå ind i feltet. Indlægget lå herefter præcist mellem Cannavaro og Materazzi, og hele stadion holdt igen vejret. Havde dramaet nået sit klimaks? Ville Zidane ligesom i 1998 afgøre finalen med sit næsten skaldede hoved? Skulle Frankrigs mest populære mand gøre sig selv endnu mere udødelig? Svaret var nej. VM-slutrundens bedste målmand i skikkelse af Gianluigi Buffon iført en målmandsdragt af guldstof sprang med en fantastisk reaktion op under overliggeren, reddede hovedstødet og ødelagde dermed det ellers så velskrevne manuskript. Herefter forløb intet nemlig bare tilnærmelsesvis, som nogen havde forestillet sig.

Duellen mellem Materazzi og Zidane havde været hård, men ikke hård ud over det sædvanlige, og begivenhederne fem minutter inde i anden halvleg af den forlængede spilletid kom uden forvarsel – og uden at ret mange i første omgang opfattede, hvad der skete. Bolden var netop røget ud af spil til italiensk målspark, og mens tv-billederne verden over viste langsom gengivelse af det foregående angreb, passerede Zidane smilende Marco Materazzi uden for feltet. Franskmanden sagde stadig smilende noget til sin italienske modspiller, der med blikket rettet stift forud svarede. Og herefter skete det så igen. Filmskaberne Gordon og Parreno havde set det samme blik, da de et år tidligere lavede deres portrætfilm om Zidane, og Saudi-Arabiens anfører havde set det, da Zidane otte år tidligere havde trampet på ham ved VM-slutrunden i Frankrig.

Nu vendte Zinedine Zidane sig i karrierens 108. og sidste landskamp om mod Marco Materazzi, og foran 69.000 tilskuere samt over en halv milliard tv-seere kloden rundt stangede han en skalle direkte i brystkassen på den italienske forsvarsspiller. Forvirring bredte sig på stadion i Berlin. Nogle havde set noget, mange havde ikke, og blandt de sidste var kampens argentinske dommer, Horacio Elizondo. Det havde til gengæld kampens fjerdedommer, Luís Cantalejo, og via dommernes interne headset fik selv samme spanier, der havde udvist Materazzi i Italiens ottendedelsfinale mod Australien, fortalt Elizondo om Zidanes udåd.

Den efterfølgende udvisning var ikke til at forstå på stadion i Berlin. De fleste tilskuere havde haft øjnene rettet andre steder hen i gerningsøjeblikket, og først da tv-billederne af skallen til brystkassen begyndte at rulle over storskærmene, gik den gruopvækkende handling op for alle. Den franske mesters storslåede sortie var blevet til en skandale af ufattelige dimensioner. 'The dark side' havde igen stukket sit grimme hoved frem, og denne gang skulle mørkets kræfter tilsyneladende vinde.
I hvert fald udnyttede italienerne sikkert samtlige fem forsøg i den efterfølgende straffesparkskonkurrence, og blandt heltene fra 11-meter-pletten var – naturligvis – Marco Materazzi, som dermed naturligt sluttede fortællingen om to vidt forskellige spilleres vej til VM-finalen på et stadion i Berlin den 9. juli 2006. Skurken endte som verdensmester, og verdensmesteren endte som skurk. De onde lo, og de gode græd. Og så alligevel ikke, for historien om Materazzi og Zidane sluttede selvfølgelig ikke med pokaloverrækkelsen til italienerne på Olympiastadion.

Tværtimod strakte efterspillet sig lige fra den argentinske præsidents embedsbolig i Buenos Aires, hvor han af dommer Horacio Elizondo fik overrakt et af verdenshistoriens mest berømte røde kort, til Zürich, hvor FIFA indkaldte de to kamphaner for endegyldigt at lægge låg på den meget lidt sportslige afslutning på såvel en slutrunde som et forbilledes karriere. På det tidspunkt havde alskens mundaflæsere og psykologer forsøgt at nå frem til, hvad der var blevet sagt mellem Zidane og Materazzi på finaleaftenen i Berlin, og der havde både været talt om racistiske undertoner og beskyldninger om alt fra terrorisme til incest og homoseksualitet. Sandheden er, at Materazzi blot benhårdt spillede på det, han havde vidst fra start: Zidane kunne provokeres, man skulle bare blive ved længe nok, og når man gengiver den faktiske ordveksling, er det endnu en gang svært at forstå den franske verdensstjernes reaktion.

Han havde nemlig hørt langt værre hundrede gange før i karrieren. „Hvis du vil have min trøje, så kan du få den efter kampen,“ havde Zidane sagt med et smil, hvortil Materazzi svarede noget i retning af: „Jeg vil hellere have din søster!“ Så lidt skulle der altså til for at skabe en af VM's største skandaler. Det juridiske efterspil blev i øvrigt, at FIFA idømte Zinedine Zidane en bøde på 35.000 kroner og tre spilledages karantæne, hvilket blev afsonet ved at træne ungdomsspillere, og selvom mange i timerne umiddelbart efter den uværdige exit forudsagde et plettet eftermæle, kårede franskmændene i en meningsmåling allerede året efter Zinedine Zidane som landets i særklasse mest populære person.

Marco Materazzi fik for sit vedkommende to spilledages karantæne for at bringe spillet i miskredit, hvilket vakte en del harme i Italien, hvor man havde svært ved at se, hvordan en spiller kunne blive straffet for noget så naturligt som at bruge mund under en fodboldkamp. Materazzi beklagede samtidig sin opførsel, men ikke VM-titlen, mens Zinedine Zidane gentagne gange har undskyldt over for alle klodens fodboldglade børn, at han som et forbillede forfaldt til simpel vold. Franskmanden har til gengæld så sent som i marts 2010 gentaget, at han hellere vil dø end undskylde personligt over for Marco Materazzi.

Lige præcis den holdning er et simpelt spørgsmål om de æresbegreber, Zidane som barn lærte i Marseille-forstaden La Castellane, og dette facit på VM-finalen i 2006 kan vel – ligesom VM-historien generelt – bedst beskrives som en næsten usynlig linje mellem rollen som skurk og helt. Mellem de gode og de onde.



Optakter
Lørdag d. 18/8, kl. 18:30
Chelsea - Arsenal
Magasin-artikler
Transferkampen: Klopp vs. Mourinho
Jürgen Klopp og Jose Mourinho er rivaler i Premier League såvel som på transfermarkedet. Her ser vi på, hvor meget de to managers har brugt på transfers i tidens løb.
- Andre klubber kan gå ud, bruge mange penge og få spillere i verdensklasse. (…) Jeg vil gøre det anderledes. Jeg ville endda gøre det anderledes, hvis jeg kunne bruge den slags penge.

Sådan sagde Liverpool-manager Jürgen Klopp i sommeren 2016, da Manchester City og Manchester United havde købt henholdsvis John Stones og Paul Pogba. John Stones kostede dengang Manchester City i omegnen af 415 millioner kroner, hvilket gjorde ham til den dyreste forsvarsspiller, der nogensinde var blevet handlet. Der er dog løbet meget vand i åen, siden den tyske manager understregede, at han ikke ville bruge mange penge, selvom han så havde dem.

Et år senere var det således Jürgen Klopp og Liverpool, som overgik Manchester City og blev ejere af den dyreste forsvarsspiller, der til dato er blevet handlet. Virgil van Dijk blev således købt i Southampton for omkring 580 millioner kroner.

Herefter gik der et år, før Jürgen Klopp og Liverpool blev ejere af den dyreste målmand, der nogensinde var blevet handlet. I det netop overståede engelske transfervindue betalte Jürgen Klopp og Liverpool omkring 465 millioner kroner for AS Romas brasilianske landsholdsmålmand, Alisson Becker. Rekorden for at have købt den dyreste målmand nogensinde blev dog overgået i samme transfervindue, da Chelsea købte Kepa Arrizabalaga i Athletic Bilbao for i underkanten af 600 millioner kroner.

Jürgen Klopps fejde med Jose Mourinho

Der er en naturlig rivalisering mellem Jürgen Klopp og Jose Mourinho, fordi de står i spidsen for hver deres topklub i Premier League. Rivaliseringen kommer også til udtryk på transferfronten, hvor de to managers fra tid til anden har langet ud efter hinanden. I forbindelse med det netop overståede var det dog Jürgen Klopp, der måtte stå på mål for det meste.

Jürgen Klopp købte fire spillere i løbet af sommerens transfervindue: Alisson Becker, Naby Keïta, Fabinho og Xherdan Shaqiri. I alt betalte Liverpool 1,35 milliard for de fire sommerforstærkninger, mens Jose Mourinho og Manchester United har brugt en hel del mindre – faktisk under halvt så meget. ”The Red Devils” købte tre spillere i løbet af sommerens transfervindue: Fred, Diogo Dalot og målmanden Lee Grant. De tre sommerforstærkninger har kostet Manchester United i overkanten af 615 millioner kroner.

- Andre klubber, som vi konkurrerer med, er rigtig stærke. Enten har de allerede fantastiske hold og trupper såsom Chelsea, Tottenham, Manchester City. Andre klubber investerer massivt som for eksempel Liverpool, der køber alt og alle.

Sådan sagde Jose Mourinho i 11. time af det engelske transfervindue. Han opfordrede samtidig ledelsen i Manchester United til at forstærke truppen, inden sæsonen blev sparket i gang, ellers ville Manchester-klubben ifølge den portugisiske manager gå en svær sæson i møde. En af disse forstærkninger var ifølge rygterne Atlético Madrids forsvarsgeneral Diego Godin, men denne transfer løb ud i sandet, inden transfervinduet smækkede i. Meget kunne derfor tyde på, at Manchester United har taget hul på en svær sæson.

Forbrug alt i alt

Jürgen Klopp overtog manager-rollen i Liverpool i oktober 2015, mens Jose Mourinho blev præsenteret som ny Manchester United-manager i maj 2016. Hvis man ser på, hvor meget de to klubber har brugt siden maj 2016, så har Liverpool ganske vist brugt mest. I den forbindelse kan man dog have in mente, at Manchester United fik både Alexis Sánchez og Zlatan Ibrahimović kvit og frit.

Liverpool har i alt brugt 3,445 milliarder kroner siden sommeren 2016. Manchester United har derimod brugt 3,285 milliarder kroner siden sommeren 2016. Liverpools forspring på 160 millioner kroner bliver dog udvisket, når man ser på, hvor meget de to klubber har tjent på transfers siden 2016. Liverpool har solgt spillere for 2,425 milliarder kroner siden sommeren 2016, mens Manchester United i samme periode har solgt spillere for knap 715 millioner kroner. Udregningen betyder, at Liverpool har haft et nettoforbrug på 1,020 milliard kroner siden sommeren 2016, mens Manchester Uniteds nettoforbrug i samme periode beløber sig til 2,570 milliard.

Kilder: Sky Sports, Transfermarkt, Mirror, Guardian og Standard.
Læs hele artiklen
What a United STATE-ment?
Træningsturen til USA blev åbningen på en masse ballade med Jose Mourinho, efter den kontroversielle manager stortset var utilfreds med alt i klubben. Utilfredsheden kom frem, efter han netop har underskrevet en kontrakt og startet den tredje sæson, som den hotelboende portugiser ofte har haft så svært ved.
- Som træner handler det om, at jeg koncentrerer mig om de spillere, der er, for det er den gode gruppe af spillere, jeg har nu. Jeg skal have det maksimale ud af de spillere, jeg har nu, og det får jeg ikke, hvis de har en træner, der render og udtaler sig i krogene om, at han kunne tænke sig nogle andre end dem. Så det bliver ikke tilfældet…

Dette var ordene fra AGF-træner David Nielsen til Jyllands-Posten stortset samtidigt med, at Manchester United-manageren Jose Mourinho fyldte de internationale aviser med sin utilfredshed med United-truppen. Umiddelbart har AGF og Manchester United ikke meget med hinanden at gøre, men alligevel er jobbene ens i forhold til den omtalte mandskabsbehandling – og det spin som det virker til, at Mourinho leverer i stor stil.

United-manageren var nemlig meget utilfreds med, at ledelsen i klubben ikke var lykkedes med nogle af de fem spillere, som han tidligere på året har sat på sin ønskeseddel til sommerens transfervindue. Samtidig sendte han fra klubbens træningstur i USA en krystalklar hilsen til arbejdet med at skabe egne talenter.

- På denne træningstur har vi kun få spillere med – og så en masse børn. Så kvaliteten er ikke god, og mange af disse spillere vil ikke være en del af vores trup, når turneringen starter den 9. august. Vores U/23-hold er rykket ned, og det fortæller vel det hele om kvaliteten, sagde spydige Mourinho.

Dermed gik han i den modsatte grøft end tre af hans rivaler, som på det seneste har rost ungdomsarbejdet i deres Premier League-klub:

- Vores akademi kan være meget stolt over vores unge spillere. De opfører sig helt fantastisk og præsterer også derefter. (Tottenhams Mauricio Pochettino)

- Alle vores unge spillere er i god form i denne sommer, hvilket skærper konkurrencen på holdet. (Liverpools Jürgen Kloop)

- Det er en fornøjelse at arbejde med de unge spillere, der har været med omkring førsteholdet i denne sommer. De har så meget fodboldsult, og jeg ønsker at takke dem og hele personalet. (Pep Guardiola)

Nu skal man nok ikke lægge så meget i, at Mourinho opfører sig anderledes end de tre kollegaer – det har han gjort mange gange før i karrieren. Men når han har lavet lignende ballade, har han altid endt med et brud – og måske dette også kan være tilfældet denne gang?



Den mystiske tredje sæson
Siden Mourinho slog igennem på den internationale trænerside, har han døjet meget i tredje sæson, som han netop skal til og i gang med i United. I starten af den tredje sæson i Chelsea i 2007 blev han uvenner med klubejer Roman Abramovich – blandt andet om brugen af Andriy Shevchenko – men han var også i direkte magtkamp med danske Frank Arnesen.

Efter et par sæsoner var den også gal i Real Madrid, hvor Mourinho var blevet uvenner med publikumsynglingen Sergio Ramos og anføreren Iker Casilias. Derudover kritiserede han offentligt talismanen Cristiano Ronaldo og prikkede Barcelona-assistenten Tito Villanova helt upassende i øjet. Dette sammen med en masse utilfredshed med dommere og journalister og deres påståede favorisering af Barcelona fyldte meget i medierne, og det endte med en fyring i 2013. Herefter vendte han tilbage til Chelsea, hvor han blev fyret i den tredje sæson, efter de blot havde hentet 11 point i de første 12 kampe og han havde kaldt holdets profiler – Diego Costa, Eden Hazard og Cesc Fàbregas – for ”Chelsea-rotter”, som han ikke kunne stole på.

Der er altså en klar tendens til, at Mourinho har problemer i den tredje sæson, hvor han ofte ender i ballade med ledelsen i klubben samt med flere af spillerne, og det har også været tilfældet i denne sæson i United. Det skal sættes sammen med, at United fik en skidt afrunding på sidste sæson, hvor de godt nok fik en plads blandt de sidste 16 i Champions League, men det var i en gruppe med Basel, CSKA Moskva, Benfica – så det efterfølgende nederlag til Sevilla kom til at gøre ondt på den kontroversielle manager. Ikke mindst fordi spillestilen slet ikke var værdig til storholdet Manchester United.


Spiller Mourinhos United som United?
Til tider har Manchester-holdet spillet mere defensivt og med langt mindre boldbesiddelse, end United-fansene har ønsket sig. Især var United defensiv imod de andre Top 6-hold i sidste sæson, og det virkede til, at Mourinho slet ikke havde ønsket at angribe modstanderen. Dette gjorde, at sidste sæsons ti topkampe blot gav to sejre.

Meget bedre er det ikke gået i denne pre-season, hvor der især har været to smertefulde nederlag. Det første var til MLS-bundholdet San Jose Earthquarkes samt 1-4-lussingen til rivalerne fra Liverpool. Samlet set over hele sommeren har United ikke præsteret ret meget offensivt – ligesom i kampene imod de andre tophold fra sidste sæson, og det fik Kloop til at sende en klar hilsen. Efter nederlaget til Bayern München skrev Liverpool-manageren på Facebook:

- 90 min, 1 shot, 0 on target

Dette blev efterfulgt af flere grinesmileys fra Kloop, hvis fodboldfilosofi er en helt anden, og netop filosofien kan blive Mourinhos store problem. For det er også en helt anden filosofi, der er i Manchester United – end den Mourinhos tropper viser for tiden. I klubben ønskes Mourinhos spillestil ikke – og slet ikke hvis han ikke vinder noget. Meget bedre bliver situationen jo ikke, når han kritiserer store dele af klubbens DNA – deres talentudvikling.

For United har skabt ”The Busby Babes” og ”The Class of 92”, men det virker ikke til, at Mourinho har samme opfattelse, som klubben har omkring talentudvikling. Han ønsker, at der skal købes langt flere stjerner til Old Trafford. Mourinho er også lykkedes med – mange steder - at overbevise folk om, at der ikke er blevet købt ret meget indtil nu. Det er forkert.

For siden Mourinhos ankomst i 2016 har kun de voldsomt oprustende naboer fra City brugt flere penge – netto - på nye spillere. Problemet er blot, at flere af Mourinhos indkøb har været skuffelser som Henrikh Mkhitaryan og Victor Lindelöf – mens det fortsat er uvist, om Romelu Lukaku og Eric Bailly kan ende på samme hylde. Meget bedre bliver det naturligvis ikke af, at Mourinho i sommer har indkøbt Diogo Dalot, der er skadet og ikke kommer i kamp før til efteråret. United købte spillere i sommerens transfervindue for 600 millioner kroner, men åbenbart ikke nogen fra Mourinhos ønskeseddel. Hvor efterlader dette Mourinho?


Vil Mourinho gerne have en masser ”Sign on fee”
Kigger man yderligere i historiebøgerne, er der en ikke særlig human kendsgerning – for kan alt dette handle om penge fra Mourinhos side? Flere gange i karrieren – både i Chelsea og Real Madrid - havde han, kort tid inden, at han forlod klubben, underskrevet en ny kontrakt, som han fik mange penge for at underskrive, og kort tid efter fyringen fik han mange penge for at underskrive med en ny klub. Denne konspirationsteori får jo ikke mindre næring af, at Mourinho i foråret underskrev en ny kontrakt med Manchester United.

Dertil skal man lægge, at Mourinho i 2016 slog fast, at hans liv var forfærdeligt på et hotelværelse i Manchester. Her et par år senere bor han stadigvæk på Lowry Hotel – hvorfor har han ikke købt et hus at bo i? Er han overhovedet faldet til i Manchester?

I hvert fald mener han, at spillerne omkring Alexis Sánchez ikke var gode nok i USA, at talentarbejdet er dårligt i klubben, at der mangler indkøb af de ønskede spillere, at anføreren Antonio Valencia ikke er i form, at Anthony Martial ønsker at tilbringe for meget tid med sit nyfødte barn og at hans trup var alt for ung imod Liverpool – selvom startopstillingen for United var ældst i den kamp. Nu skal klubformanden Ed Woodward efter samråd med de profitsøgende ejere fra Glazer-familien forsøge at gøre Mourinho glad, hvilket ikke er let for ”What a United STATEment”.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Alisson – Verdens dyreste målmand
Er den brasilianske keeper Liverpools næste ”Flying Pig”?
I forbindelse med ”Merseyside-derby” i 2015 valgte BBC at interviewe tilfældige ældre folk på gaden, og spurgte dem, om de kunne huske den legendariske kamp på Goodison Park i 1967.

- Huske det? Jeg spillede i den kamp, var svaret fra Tommy Lawrence, da han blev spurgt.

”The Flying Pig”, som den legendariske Liverpool-målmand Lawrence blev kaldt, spillede en vigtig rolle på mesterholdet fra 1963/44 og 65/66, men døde desværre for kort tid siden, men gad vide hvad den tidligere målmand ville have sagt til, at Liverpool har købt Alison Ramses Becker i Roma for 600 millioner kroner.

Lawrence spillede i en tid, hvor målmændene ikke var særlig højt værdsat – sådan er det ikke længere. Men dette er også et billede på fodboldens vanvittige udvikling. En anden Liverpool-legende Ray Clemence kostede 160.000 kroner, og for blot 11 år siden slog Sunderland den britiske målmandsrekord ved at købe Craig Gordon af Hearts for 75 millioner kroner.

De 600 millioner kroner er hysterisk mange penge for en målmand, der for tre måneder siden som Roma-spiller lod Liverpool lave syv mål i de to Champions League-semifinaler, men netop denne turnering blev helt afgørende for, at den brasilianske keeper havnede i Nordengland.

For var det ikke for Loris Karius vanvittige drop i finale-nederlaget til Real Madrid, så er det ikke sikkert, at Jürgen Kloop havde ønsket at bruge så mange penge på en ny målmand, efter manageren i samme transfer-vindue havde brugt store summer på Naby Keita, Fabinho og Xherdan Shaqiri.

Ingen af de syv mål, som Liverpool scorede i de føromtalte semifinaler, var drop af Alisson, men omvendt var han heller ikke tæt på at tage nogle af afslutningerne, og han lignede i de kampe ikke verdens dyreste. På trods af det er han førstevalget på det brasilianske landshold foran Manchester Citys højtprofilerede Ederson, som har stået rigtig stærkt i Premier League. Netop Ederson blev i sommeren 2017 verdens dyreste målmand, da han skiftede fra Benfica til City, men kun for halvdelen af Alissons pris.

At verdens to dyreste målmænd skulle komme fra Brasilien, er næsten naturstridigt, da den fodboldglade nation ikke har særlig stolte traditioner på den position af banen. Ikke mange taler om målmændene fra VM-vinderne fra 1970 og 1982 – men de sidste 25 år har der været en opadgående kurve for niveauet. Claudio Taffarel var stærk i 1994, og senere nåede både Nelson Dida og Julio Cesar at vinde Champions League.


Sex-symbolet elsker at spille guitar og drikke the
Alisson er trådt ud af Taffarel, Dida og Cesars skygge. Dette er sket ved, at han de sidste par år har truet Gianluigi Buffon om pladsen som den bedste Serie A-keeper. Alisson kom til Roma i sommeren 2016 for 50 millioner kroner – altså under en tiendedel af hvad Liverpool betalte for ham. Forinden havde han fået debut på det brasilianske landshold samt vundet priser med forskellige brasilianske ungdomslandshold.

I 2017/18 spillede Alisson rigtig godt for Roma, der forinden havde set Francesco Totti og Mohamed Salah stoppe i den italienske hovedstadsklub. Netop sidstnævnte og den gamle holdkammerat Salah skulle have overtalt Alisson til at tage til Liverpool, selvom Roma endte op i den føromtalte Champions League-semifinale for første gang siden 1984. 2017/18 blev gennembrudssæsonen for Alisson, og specielt i kampene imod Atlético Madrid og Napoli viste han høj klasse, men også flere gange stor fysisk styrke – som kan blive altafgørende i Premier League for den 193 cm høje keeper. Derudover har Alisson flere gange vist, at teknikken med de brasilianske fødderne ikke fejler noget.

Privat er Alisson en meget sky person, og han tilbringer det meste af sin fritid med at spille guitar, drikke the og være sammen med sin kone, der er doktor, og deres datter. Til SportsWeek har han tidligere sagt:

- Min kone blev i Brasilien for at gøre sine studier færdige. Og hvis jeg bliver skadet, er det altså bedre at være gift med en doktor end en model.

I Brasilien har Alisson udviklet sig til at være lidt af et sex-symbol, hvilket han også kommenterede på:

- Efter en landskamp tog alle spillerne på en restaurant, hvor der var en masse kvinder, der forsøgte at komme i nærheden af os. Et par stykker af dem jagtede nærmest mig, men det fik min kone blokkeret.

Så umiddelbart skal Anfield ikke starte med at kalde Alisson for ”Flying PIG”…

Læs hele artiklen
Cristiano Ronaldo – Større end Juventus
Knægten fra Funchal er blevet et af verdens mest kendte ansigter, men det har også en pris. Læs mere om Ronaldos vanvittige liv i overhalingsbanen, hvor basale ting ikke er gældende mere – ligesom målet i Torino, hvor den daværende Real Madrid-spiller næsten ophævede tyngdeloven… Nu skal han blive gammel hos ”den gamle dame”.
Selvom mange sikkert vil huske tilbage på dommer Michael Olivers kontroversielle straffesparkskendelse, når de tænker tilbage på de meget underholdende Champions League kvartfinaler imellem Juventus og Real Madrid, så må man altså ikke glemme, at Cristiano Ronaldo i det første opgør scorede et historisk flot mål på saksespark. Udregninger har vist, at superstjernen ramte bolden hele 2,3 meter oppe i luften og hans meget veltrænede krop var 1,4 meter vandret over jorden – da han ramte bolden helt perfekt. Efterfølgende har Jyllands-Postens sportsredaktør kaldt målet for ”Ronaldos adelsmærke i Torino”, da det i fremtiden vil blive vist meget, når den 33-årige Ronaldo skal vurderes, og derfor blev sommerens gigantiske klubskifte fra Real Madrid til netop Juventus endnu større – om muligt.

Flere medier har kaldt klubskiftet for det største i dette årti, men det er ikke Juventus, der er årsagen til dette – det er simpelthen superstjernen Ronaldo. Her følger nogle tal til, hvorfor Ronaldo er så gigantisk en spiller, og hvorfor klubskiftet derfor bliver det:

Followers på Instagram
Cristiano Ronaldo: 135 millioner
Juventus: 11 millioner

Champions League-titler
Cristiano Ronaldo: 5
Juventus: 2

Champions League siden 2007
Cristiano Ronaldo: 119
Juventus: 102

Så man kan sige, at Juventus ikke købte Ronaldo, men at Ronaldo valgte at skifte til Juventus. Det er heller ikke kun i Jyllands-Posten, hvor Ronaldos mål har fået ros. Han fik det faktisk også i kampen, for på Allianz stadium klappede de italienske fans også af udeholdets nr. 7, og Rubén Jiménez skrev i sportsavisen fra Barcelona - Marca:

- Nu kan Cristiano Ronaldo pensionere sig. Ligesom Maradona, Messi og brasilianerne Ronaldo og Ronaldinho oplevede Real Madrids nummer syv, at modstanderholdets tilhængere klappede af ham i en kamp. Den slags huskes, og derfor vil dette mål til eftertiden være et af de mest definerende for Cristiano Ronaldos karriere. På samme måde som ikoniske mål har været det for andre.


33 billeder og tre slurker the
Kort tid inden klubskiftet til Juventus og det unikke mål fik mange mennesker et grotesk indblik i Ronaldos liv. For en fotograf fulgte superstjernen på et - for mange mennesker - ganske almindeligt cafe-besøg... bare ikke for superstjernen Ronaldo.

Selvom Ronaldo gjorde alt for at komme så beskedent og anonymt ind på cafeen som muligt, nåede han blot lige at bestille en kop the, inden billede-helvede brød løs. Indenfor ganske få minutter var Ronaldo blevet fotograferet 33 gange med forskellige cafegæster og -ansatte. Derudover forsøgte alle at få en lille snak med ham – eller rettere – en lille ”bid” af ham. Dette må være grotesk opslidende, men Ronaldo havde tid og overskud til alle, selvom han faktisk ikke nåede at drikke andet end tre slurker af den efterhånden kolde the.

Den video har kørt meget på de sociale medier og kom efter sidste sommers historie fra Ronaldos yacht. De spanske aviser var meget overraskede over, at Lionel Messi og Cristiano Ronaldo holdt sommerferie tæt på hinanden, da de begge havde placeret deres lejede luksusyacht et stykke fra Ibizas pulserende strande. Men end ikke midt ude på middelhavet kunne de to superstjerner få lov at holde lidt ferie, for da historien kom frem begyndte fans at tage svømmeturen på et par kilometer ud til skibene.

Netop de to har igennem de senere år udviklet en rivalisering for at blive verdens bedste fodboldspiller, og i den forbindelse er de også blevet to af verdens mest kendte ansigter, som ikke kan drikke en kop the på en cafe eller være flere kilometer ude på havet – i fred.


Fra Funchal til forfølgelse ved Ibiza
Ronaldos liv startede også på en ø. For han blev født i byen Funchal, som er de portugisiske Madeira-øers største by. Fodbold-stjernes fodboldkarriere startede i amatør-klubben Andorinha, og få år efter rejste Ronaldo videre til CD Nacional, som er et af de største hold på Madeira. Som 16-årig tegnede Sporting Lissabon kontrakt med unge Ronaldo og herfra gik turen videre til Manchester United, hvor han seks år senere brød transferrekorden med sit skifte til Real Madrid.

Cristiano Ronaldo har udviklet sig fra at være et kæmpe talent til en spiller af absolut verdensklasse – for klubhold, men i den grad også for Portugal. Til VM2014 sikrede han nærmest egenhændigt Portugals kvalifikation, da han med et hattrick mod Sverige, skaffede Portugal en plads ved VM på bekostning af vores gulblusede naboer. Kampene mod Sverige illustrerede meget godt, hvorfor Portugal ikke aldrig skal afskrives, til trods for at deres generelle spillermateriale ikke er af samme kvalitet som slutrundens favoritter. I Cristiano Ronaldo har Portugal nemlig et våben, som i den grad er i stand til at afgøre en kamp på egen hånd. Han er på ingen måde typen, der tager kontrol over kampene, men han afgør dem gang på gang.

Ronaldo har længe været en profil på det portugisiske landshold, som han nåede EM-finalen med i 2004. Portugal, der også var værtsnation, tabte dog knebent til Grækenland, og en ung Cristiano Ronaldo blev med tårerne trillende ned af kinderne et symbol på nationens skuffelse.

Skuffelsen var dog glemt til EM2016, hvor Portugal endte som vinder med talismanden - Ronaldo. I kvalifikationen lavede han fem mål og var helt kampafgørende flere gange. Blandt andet i semifinalen mod Wales, hvor han blev den første spiller nogensinde til at komme i den tredje EM-semifinale. Her blev han både målscorer og oplægger, men finalen blev ødelagt efter et sammenstød med Dimitri Payet. Portugal vandt som bekendt EM2016 efter et mål i den forlængede spilletid af Eder, og dermed kunne anfører Ronaldo løfte pokalen. Ronaldo var på Europas top, men det kunne have set helt anderledes ud. Ronaldo har tidligere fortalt denne pudsige historie:

- Jeg vil gerne takke min ven Albert Fantrau for min succes. Vi spillede sammen i en ungdomsklub, og da repræsentanterne fra Sporting Lissabon ankom, sagde de, at den, der scorede flest mål ville få en plads på deres akademi. Vi vandt kampen 3-0. Jeg scorede det første mål og Albert scorede det andet. Det tredje mål efterlod alle måbende. Albert var alene med målmanden, og jeg løb ved siden af ham. Han rundede målmanden og skulle bare sparke bolden ind i det tomme bur. Men han afleverede bolden til mig, og jeg scorede. Jeg kom ind på akademiet, og efter kampen spurgte jeg ham, hvorfor han havde afleveret bolden, hvortil han svarede: Du er bedre end mig…

Albert har senere bekræftet over for journalister, at historien er sand, og fortalte også, at hans fodboldkarriere aldrig var blevet til noget, og at han nu var arbejdsløs. Journalisterne spurgte manden, hvor det store hus og hans flotte bil kom fra, hvortil Albert smilede og svarede:

- Det er fra Cristiano…

Cristiano – ham de klapper af i Torino, og som de også kommer til at klappe af i fremtiden, men den femdobbelte Ballor d'Or-vinder skiftede for omkring 700 millioner kroner, selvom han blevet 33 år. Juventus har dog stolte traditioner med spillere i karrierens efterår.

Så da Ronaldo satte fødderne på den italienske jord i Caselle-lufthavnen – stort set samtidig med at VM-finalen startede - fik det Tuttosport til at kalde det en ”Ekstra Terrestrial”, om den overjordiske person, der havde betrådt italiensk jord – efter han havde vundet Champions League fire gange med Real Madrid – men hvorfor dette klubskifte?

- Jeg ønsker at skabe historie med Juventus. Normalt tager spillere på min alder til Qatar og Kina… med al respekt for det, så minder dette ikke meget om det, så jeg er meget taknemlig over, at Juventus har givet mig denne mulighed.

Men det er ikke hvem som helst, der kommer til Juventus. Hele 450 mål har han scoret siden 2009/10, hvilket blot er fire mindre end alle de nuværende Juventus-angribere tilsammen. Disse angribere kommer i fremtiden til at stå i skyggen af Ronaldo, selvom der er tale om spillere som Gonzalo Higuaín, Mario Mandžukić, Paulo Dybala og Douglas Costa.

Indenfor de første 24 timer efter klubskiftet havde Juventus solgt 520.000 spilletrøjer med Ronaldo – på ryggen! Disse koster ca. 100 Euro pr. styk, så det første døgn blev der solgt Ronaldo-trøjer for over 400.000.000 kroner, og allerede indenfor den første uge havde Juventus omsat på trøjesalg, hvad der svarede til Ronaldos købssum. På samme tid havde ”Den Gamle Dame” fået over en million flere Twitter-followers.

Så Juventus har hentet en af verdens største ”Showman”, men også en af de dyreste. Ugelønnen til Ronaldo lyder på 4.500.000 kroner de næste fire år, men er han det værd taget alderen i betragtning?

I forbindelse med skiftet fik Ronaldo lavet en kropsanalyse, der viste, at han fysisk ikke er 33 år - men 22 år. Desuden satte han til VM2018 rekorden for højste hastighed i sprint. Derudover er han en ualmindelig erfaren spiller, som kommer til Juventus og napper ”7-tallet” fra Juan Cuadrado.

Ronaldo var faktisk tæt på tidligere i karrieren at få en Juventus-trøje over hovedet. I 2002 forsøgte Torino-klubben at lave en byttehandel med Sporting Lissabon. Ronaldo skulle til Juventus, men handlen gik i vasken, da Marcelo Salas ikke ønskede at tage turen til Portugal.

16 år senere kom klubskiftet for den 33-årige Ronaldo, der var formstærk op til skiftet. Fra slutningen af januar og indtil midten af maj lavede han 28 mål – blandt andet mål imod Atlético Madrid og Barcelona i Spanien, men også et hattrick imod Spanien til VM, et imod PSG og et imod netop Juventus. Derudover lavede han et unikt saksesparksmål imod Gianluigi Buffon, hvilket gav stående ovationer i Torino – sikkert ikke de sidste…

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Derfor glæder Indkast sig til ny sæson
Redaktionen har samlet nogle indtryk… og stillet nogle spørgsmål.
- Leverer Niko Kovac i Bayern München?


- Vender Morten "Duncan" Rasmussen tilbage til Superligaen?


- Får vi en afgørende Thomas Delaney at se i Dortmund?


- Hvor længe kan FCK holde på Viktor Fischer?


- Kan Vejle finde sig til rette i Superligaen efter mange års fravær?


- Ny Arsenal-æra… kan Unai Emery efterfølge Arsène Wenger?


- Kan de oprustende Milano-hold true Juventus i Serie A?


- Ryan Sessognon i Premier League – bliver han i Fulham?


- Buffon i Paris. Var det nogle år for sent?


- Får Brøndby deres guld?


- Løfter Gareth Bale sit niveau, når CR7 ikke længere er i Madrid?


- Pierre-Emerick Aubameyang scorede 10 mål i 13 Premier League-kampe i sidste sæson. Kan han gøre noget, der minder om dette?


- Riyad Mahrez i Manchester City… på den offensive midtbane råder Pep Guardiola i forvejen over Bernando Silva, Kevin De Bruyne, David Silva, Leroy Sane og Raheem Sterling. Hvem bliver ”Sorte Per”?


- Everton har hentet den meget spændende Richarlison. Bliver han endnu bedre efter skiftet væk fra Watford?


- Frank Lampard som manager i Derby og Steven Gerrard i Glasgow Rangers. Har de managerpotentiale?


- Real Madrid-fansene har ventet flere år på, at Vinicius Junior kom til Madrid – hvad kan han egentligt?


- Mikkel Qvist og de lange indkast. Får Horsens' meterkaster annulleret et mål, fordi han kaster kuglen direkte i nettet?


- Gamle Ronaldo hos ”Den gamle Dame”. Kun to spillere har scoret over 30 mål i de sidste 59 Serie A-sæsoner. Ronaldo har gjort det seks ud af de otte sæsoner i Real Madrid. Kan han gøre det igen?


- Der kommer et nyt ”White Hart Lane”. Er det derfor, at Tottenham er så stille på transfermarkedet?


- Bliver det sæsonen, hvor PSG slår igennem i Champions League?


- Hvem skal Real Madrid købe som afløser for Ronaldo? Bliver det Hazard, Mbappé eller Neymar? Eller skal den nuværende trup udfylde hullet?


- Philippe Coutinho i Barcelona. Får brasilianeren Barca-fansene til at glemme Iniesta for en stund?


- Hvordan klarer den blot 22-årige Thomas Lemar sig i galehuset Atlético Madrid?


- Naby Keita har fået nr. 8 i Liverpool. Kommer han til at minde om Steven Gerrard?


- Har Alisson virkelig kvaliteterne til at være verdens dyreste målmand. Han kostede Liverpool dobbelt så meget, som Manchester City i sidste sæson betalte for Ederson, som på daværende tidspunkt var verdens dyreste målmand. Er han pengene værd?


- Er der fire mestre blandt disse seks: Bayern München, FCK, PSG, Manchester City, Juventus og Barcelona?
Læs hele lederen
Özil og Erdogan – mere end et billede
Mesut Özil er blevet genstand for hidsig debat efter landsholdsstop og beskyldninger om racisme efter et meget omtalt billede fra et hotel i London.
Kort efter VM i Rusland meddelte Mesut Özil, at han stoppede på det tyske landshold, og samtidigt kom den elegante playmaker med nogle hårde statements:

- Bernd Holzhauer (tysk politiker, red.) kaldte mig en gedeknepper og Werner Steer (teaterchef, red.) bad mig pisse hjem til Anatolien. Jeg vil slet ikke komme ind på de mange hademails, truende telefonopkald og alt det, der er skrevet på de sociale medier. Det er med et tungt hjerte og efter stor overvejelse, at jeg ikke længere vil spille for Tyskland. På grund af de seneste begivenheder har jeg en følelse af at opleve racisme og stor mangel på respekt.

Samtidigt slog Özil fast, at overstående udmeldinger ikke var et hak bedre end den tyske fan, der efter kampen mod Sverige råbte:

”Özil, pis af, din skide tyrkerso!'

Derudover skulle Arsenal-spilleren efter sit tyske exit have oplevet, at der kom flere hårde udtalelser, og det fik Özil til at slå fast:

- Jeg er immigrant, når vi taber, og tysker, når vi vinder.

For at komme dybere ned i balladen omkring Özil er der to meget afgørende elementer. For det første valgte han at mødes med den meget udskældte tyrkiske præsident Erdogan midt i dennes meget kritisable valgkamp. Dette var torskedumt af Özil og blev næsten synonymet med den historisk ringe VM-slutrunde af de regerende verdensmestre, der sluttede sidst i deres gruppe efter Sydkorea, Sverige og Mexico. Netop billedet med Erdogan rammer ned i det andet vigtige for at forstå situationen.

Fornyelig udsendte Özil sin selvbiografi, som pudsigt nok hedder ”I Skudlinjen”, og i denne beretter han åbenhjertigt om, hvordan det er at opvokse i et tyrkisk hjem i Tyskland, om hvordan han stort set kun talte tysk i de få timer, hvor det var på skemaet i skolen, og hvordan han har to hjerter: et tysk og et tyrkisk. Samlet set giver bogen og beretningen et klart billede af mislykket integration i Tyskland. Efter billedet med Erdogan har det i Tyskland fået Özil til at blive et offer for mange racistiske – og helt latterlige - kommentarer, som den Bayern München-præsident Uli Hoeness kom med:

– Mesut Özil spiller som lort. Han vandt sidst en nærkamp før VM i 2014, og han har kun strålet mod San Marino – godt han stopper på landsholdet. Der er endnu ingen, der har fået den idé at spørge til det sportslige, og nu kan han gemme sig bekvemt bag den Erdogan-historie. Det er noget svineri. Han har jo spillet elendigt i flere år.


Bedre med Michael end Mesut
Udmeldingen fra Uli Hoeness kom kort tid efter, at han har afsonet 21 måneder af en dom for skattesvindel, og efter Özil havde spillet 92 landskampe for Tyskland siden debuten i 2010. Men angriberen med de tyrkiske rødder har også mødt opbakning i forhold til sit stop på landsholdet og beskyldningerne om racisme. I den føromtalte selvbiografi fortæller Özil blandt andet om, hvordan det ville have været lettere at være fodboldspiller i Tyskland, hvis han i stedet for Mesut havde heddet Michael. Om dette har Tysklands socialdemokratiske justitsminister, Katarina Barley, skrevet på Twitter:

- Det er alarmerende, når en stor tysk fodboldspiller som Mesut Özil ikke længere føler sig ønsket i sit land og ikke føler sig respekteret af det tyske fodboldforbund på grund af racisme.

Özil var meget i tvivl om, hvorvidt han skulle vælge at spille på det tyrkiske eller det tyske landshold, men kort tid efter han havde scoret et ret afgørende mål for Tyskland imod netop Tyrkiet, kom forbundskansler Angela Merkel i omklædningsrummet og lykkeønskede en halvnøgen Özil. Efter landsholdsexiten takkede Merkel for indsatsen på landsholdet og gav opbakning til Özil - ligesom der ikke så overraskende var fra Erdogan:

- En sådan racistisk behandling af en ung mand, som har givet alt til det tyske landshold, på grund af hans religiøse overbevisning er uacceptabel ... hans erklæring er fuldstændig patriotisk, jeg kysser hans øjne.


"Imam Beckenbauer”
Nu er Erdogan jo også en stor del af denne historie, eftersom han inviterede Özil til at besøge ham på et hotelværelse i London, hvor det berømte billede blev taget, men historien har i den grad også historisk karakter.

Igennem mange år har der været et betændt forhold imellem Tyrkiet/Tyskland, og Özil er blevet brugt som en brik i dette fjendskab. I 2010 sagde Merkel, at Özil var et eksempel på, at ”Islam hører til Tyskland", og seks år senere – og langt værre – valgte det tyske parlament, Forbundsdagen, at vedtage en erklæring om at kalde fordrivelsen af armeniere, der i 1915 kostede over 1 million mennesker livet, et folkemord.

Erdogan er internationalt blevet kritiseret for sit afslappede forhold til menneskerettigheder, demokrati, ytringsfrihed samt voldsomme fængsling af enkelte erhverv i Tyrkiet. Den tyske kritik af Erdogans fremgangsmåde fik ham til at hævde:

- Forholdene i Tyrkiet er ikke anderledes, end nazisternes var.

Pudsigt nok var Erdogan i begyndelsen af 1970'erne selv en solid Istanbul-angriber med kælenavnet ”Imam Beckenbauer” efter den legendariske tysker - Franz Beckenbauer. Udover dette sammenfald står UEFA overfor at skulle afgøre, hvor EM-slutrunden 2024 skal afvikles, og igen lidt pudsigt er de to kandidater - Tyskland og Tyrkiet, hvilket falder samtidigt med, at det europæiske fodboldforbund igennem noget tid har arbejdet lidt med sloganet ”No to Racism”. Så denne sag har rigtig mange vinkler.

Men har Özil været udsat for racisme – og i givet fald – hvor meget? Viceformand i det tyske parlament for partiet ”De Grønne” Claudia Roth sagde på radiostationen Deutschlandsfunk:

- Vi oplever en hård tid i vores land med racisme, antisemitisme og sexisme i samfundet. Det største sportsforbund i verden må vise ansigt og reagere på stemningen i landet ved at tage ansvar.

Det kommer UEFA eller FIFA næppe til, hvilket skyldes, at Ergogans vanvittige reaktion efter det mislykkede kupforsøg imod præsidenten for et par år siden samt at Özil var meget hidsig i retorikken, da han kritiserede den tyske forbundspræsident – Reinhard Grindel. Men Özil har startet en europæisk debat, der blandt andet fik Romelu Lukaku til tasterne.

- Når tingene går godt på det belgiske landshold, bliver jeg beskrevet i medierne som belgiske Romelu Lukaku. Når tingene ikke går så godt, bliver jeg beskrevet som Romelu Lukaku – angriberen med rødder i Congo, skrev Lukaku på Twitter, hvor holdkammeraten Hector Bellerin også kom med en bredside:

- Det er helt urealistisk, hvor meget han har gjort for sit land, og så bliver han behandlet med så lidt respekt. Godt at du står op imod denne behandling.

Siden ankomsten til Premier League i 2013 har ingen spillere lavet flere assists eller skabt flere chancer end Özil, og trods dette har han ikke virket til at være særlig glad for England og London.

Således benytter han enhver lejlighed til at komme til Istanbul, hvor kæresten – Amine Guise – bor. Så der er tale om en tysker, der levet luksuslivet i London og som ikke vil spille på landsholdet mere efter en historisk ringe VM-slutrunde. Tredjegenerations indvandreren fra Gelsenkirchen har været udsat for racisme, efter han blev fotograferet med en præsident, der blæser på basale menneskerettigheder. Ja – historien er meget kompleks og kommer samtidig med, at sommerens politiske gyserduel i Tyskland har stået imellem kansler Merkel og hendes indenrigsminister Horst Seehofer.

Duellen har handlet om muligheden for at afvise asylansøgere ved grænsen og det gør sammen med meget mere, at der er tale om langt mere end blot et billede.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Vanvittig aktion af Rooney i MLS Teaser: Premier League er tilbage! Artikel ikon VM-abstinenser? Se alle 48 mål her Artikel ikon Džeko: Mine bedste mål i CL Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Selv Messi ville ikke kunne stoppe det Det dyreste indkøbte PL-hold Artikel ikon Fra VM til GPS-stemme Artikel ikon Tidligere Barça-stjerne står uden klub Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Flest afleveringer i PL-åbning Top 20: Længstsiddende PL-managere Artikel ikon Top 10: Sommerens dyreste PL-indkøb Artikel ikon Top 15: Største FC Nordsjælland-handler Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Özil - fra skudlinjen Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Chelsea-managere siden 2004 Hvordan klarer PL-oprykkere sig? Artikel ikon De sidste ti VM-finaler Artikel ikon VM: Bayern repræsenteret ti gange i træk Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medie: Juventus vil forlænge nu! Medie: PL-keeper til Napoli Artikel ikon Officielt: Bundesliga-forsvarer til PSG Artikel ikon Medie: Italiensk oprykker handler i Kina Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Vidste du om ... Cristiano Ronaldo Artikel ikon Vidste du om ... Joe Cole Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Hvem bliver topscorer? Agüero jagter Rush & co. Artikel ikon Otte PL-debutanter - i målet Artikel ikon Emerys hullede defensiv Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Chelsea - Arsenal Optakt: Frankrig - Kroatien Artikel ikon Optakt: Kroatien - England Artikel ikon Optakt: Frankrig - Belgien Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Real – Atlético Startopstillinger: Randers - AGF Artikel ikon Startopstillinger: Arsenal - Man. City Artikel ikon Startopstillinger: FCK - Brøndby Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Atlético vinder Madrid-derby i Super Cup Esbjerg slog tandløse SønderjyskE Artikel ikon Ter Stegen tog straffe i Barça-triumf Artikel ikon Bayern tog Super Cup'en i suveræn stil Artikel ikon Se flere