Mesterens mørke side

Af Torsten Brix

2014-06-04
Mesterens mørke side

Indkast.dk bringer her et kapitel fra den aktuelle bog "VM højdepunkter og skandaler". Dette uddrag handler om Zidane og finalen i 2006, som beskrives som "En finale, to fodboldspillere og en tynd linje mellem det gode og det onde".

Samtlige spillere i den italienske VM-trup på det olympiske stadion i Berlin den 9. juli 2006 vidste, at Zinedine Zidane kunne provokeres. Det faktum behøvede man ikke at have dykket ret meget ned i igennem de seneste 10 års fodboldhistorie for at være bekendt med, og ingen vidste det bedre end Marco Materazzi.

Den italienske forsvarsspiller var ikke født i den pæne del af den syditalienske by Lecce, og Materazzis karriere og vejen til den største af alle fodboldkampe – VM-finalen mellem Italien og Frankrig – var gået via en helt anden rute end hans direkte franske modstanders i skikkelse af verdens- og europamesteren Zinedine Zidane.

Som søn af den tidligere Lecce-spiller og -træner Giuseppe Materazzi lå det ellers tidligt i kortene, at unge Marco skulle vælge fodbolden som levevej, men viljen var som oftest større end talentet, og først som 24-årig fik Materazzi junior muligheden for at avancere fra anonymiteten og baggårdskampene i de lavere italienske rækker. Perugia hev ham op i Serie B, hvor den hårdføre og hovedstødsstærke stopper gjorde så meget opmærksom på sig selv, at engelske Everton i 1998 så det som et muligt scoop at introducere den heftigt tatoverede Marco Materazzi til de største engelske fodboldstadioner. Og her fik de så sandelig den italienske power at mærke. Marco Materazzi optrådte 27 gange for Everton i sæsonen 1998-99, han scorede to mål og blev udvist ikke færre end fire gange, hvorefter Liverpool-klubben skibede den uregerlige forsvarer tilbage til Italien og Perugia. Enkelte engelske aviskommentatorer sendte endda Materazzi af sted med beskrivelsen „en simpel voldsmand“.

Italieneren lignede da også ganske rigtigt efterhånden mere en straffefange end en international fodboldstjerne. På det tidspunkt var trenden med tatoveringer endnu ikke specielt udbredt i fodboldkredse, men når Marco Materazzi efter en kamp byttede trøje med modstanderen, kunne man se en overkrop fyldt med blækbilleder af barske vikinger, indianske symboler samt hans eget og hustruen, Daniels, navn og fødselsdato skrevet med romertal.

Derudover var der de voldsomme frispark, som til stadighed skæmmede forsvarerens karriere, men til gengæld voksede de forsvarsmæssige kvaliteter med rutinen, og i 2001 smed storklubben Inter 10 millioner euro på bordet, hvilket endegyldigt gjorde Marco Materazzi til en fodboldspiller i den absolutte elite. Samtidig kom debuten på landsholdet, men her havde den høje stopper det problem, at Italien i forvejen rådede over forsvarsspillere som Alessandro Nesta, Fabio Cannavaro og Paolo Maldini. Alle sammen både dygtigere og mere elegante. Af samme årsag havde Marco Materazzi også indledt VM-slutrunden i Tyskland som en noget overset reservespiller. Når det italienske landshold holdt deres pressemøder i 'Casa Azzurri' på et luksushotel uden for den grå industriby Duisburg i Ruhrdistriktet, var det netop Nesta og anfører Cannavaro, som udtalte sig. Ja, eller romeren Francesco Totti og topscorer Luca Toni. Marco Materazzi havde fået det højeste rygnummer af alle, 23, og da Italien sent om aftenen den 12. juni indledte VM med en sejr på 2-0 over Ghana i Hannover, var det med Materazzi som tilskuer fra bænken i samtlige 90 minutter.

Det samme gjorde sig gældende i den anden puljekamp mod USA, som sluttede 1-1 efter en kamp med tre udvisninger, heraf en til italienernes Daniele De Rossi. Uafgjort mod amerikanerne var selvsagt ikke tilfredsstillende, men alligevel var stemningen i 'Casa Azzurri' god. Træner Marcello Lippi havde bedre styr på både spillere og medier, end man havde set det i mange år, og glemt var efterhånden den skuffende EM-slutrunde i Portugal, hvor Danmark og Sverige svigagtigt havde spillet 2-2 i den sidste puljekamp og dermedsendt sig selv videre på bekostning af italienerne. Faktisk havde den hvidhårede Lippi på forhånd sagt, at han dagen efter VM-finalen ville stå til søs i en privat yacht og ikke kigge sig tilbage – uanset Italiens placering – og netop den indstilling passede godt til truppen, der ellers burde være præget af en kæmpe skandale, som havde rullet hen over italiensk fodbold det forgange år. Bestikkelse af dommere, fiksede resultater i afgørende kampe samt generel korruption havde tilsyneladende været hverdag i Serie A, og selv de største klubber med Juventus i spidsen så ud til VM at være involveret, hvilket naturligvis også ramte nogle af de mest profilerede spillere i VM-truppen.

Men måske var skandalen og de mange negative historier præcis det, som skulle til for at skabe en enhed ud af de enorme egoer i den italienske trup. I hvert fald fremstod 'Gli Azzurri', 'de azurblå', under Marcello Lippis stærke taktiske styring faktisk langt mere harmonisk end længe med anfører Fabio Cannavaro og Alessandro Nesta som det suveræne defensive omdrejningspunkt på banen.
Chokket opstod imidlertid efter 17 minutter af holdets tredje puljekamp mod Tjekkiet i Hamborg. Uafgjort ville være rigeligt til at gå videre – ja, selv et spinkelt nederlag kunne på klassisk italiensk maner sende holdet videre til ottendedelsfinalen, hvor turneringen så for alvor kunne gå i gang. Derfor lignede det også et uheld med katastrofale konsekvenser, da den elegante og altid rolige forsvarsspiller Nesta måtte udgå med en skade så tidligt i kampen. Endnu mere tragisk virkede det, eftersom selv samme Nesta også var blevet skadet i en gruppekamp mod Østrig ved VM i 1998 samt havde misset Italiens sidste kamp ved slutrunden i 2002 med en skadet fod. Det lignede en regulær forbandelse ikke bare over Alessandro Nesta, men over de italienske VM-forhåbninger generelt.

Samtidig blev der bandet ekstra meget på mange barer hjemme i Italien, da kampens colombianske fjerdedommer ved navn Óscar Ruiz holdt lystavlen op med nummeret på Nestas afløser i det centrale forsvar. Marcello Lippi havde nemlig kigget ned ad sin lange VM-bænk og fæstnet øjnene på en spiller, som kunne løse opgaven ved siden af Cannavaro i midterforsvaret, men som også udgjorde en tikkende bombe på banen. Lippi tog chancen. Ud gik nummer 13, Alessandro Nesta. Ind kom nummer 23, Marco Materazzi. På nogenlunde det tidspunkt var der middelsvær panik i det franske VMhovedkvarter i den lille by Hameln ikke langt fra Hannover. Franskmændene var på imponerende vis blevet verdensmestre på hjemmebane i 1998 og havde to år senere sat trumf på ved også at vinde EM-titlen i Holland og Belgien, men både VM i 2002 og EM i 2004 havde budt på store skuffelser. De to første kampe ved slutrunden i Tyskland havde absolut ikke gjort den forhadte træner Raymond Domenech og hans trofaste satsning på de rutinerede spillere mere populær – hverken i den franske befolkning eller blandt de mange kritiske røster i det talrige pressekorps, som fulgte 'Les Bleus' overalt.

Selv den sobre sportsavis L'Équipe havde fundet sarkasmen frem efter franskmændenes første to puljekampe: „Les Dinosaurs“ havde der ydmygende stået på forsiden. Såvel spillet som resultaterne havde da også været noget nær katastrofale. Første kamp mod Schweiz var endt 0-0 efter en kedelig affære, mens det efterfølgende resultat 1-1 mod Sydkorea for alvor havde sat Frankrig i en prekær situation inden sidste spilledag i den gruppe G, som ellers havde set så overkommelig ud på papiret. Ikke alene skulle franskmændene besejre Togo for overhovedet at gå videre, det ville under alle omstændigheder sandsynligvis kun være nok til en andenplads i puljen og dermed udsigt til en ottendedelsfinale mod de sprudlende spaniere fra gruppe H. Og hvis det blev klaret; en kvartfinale mod Brasiliens forsvarende verdensmestre!

Dertil kom, at fransk fodbolds største stjerne foreløbig havde svigtet. Zinedine Zidane havde om nogen været manden bag titlerne i 1998 og 2000, han var sammen med Ronaldo, Figo og Beckham en vaskeægte 'galácticos' i Real Madrids eksklusive klub for spillets absolutte verdensstjerner, og han var selve arketypen på historien om den fattige indvandrerdreng, som via flid og dygtighed når hele vejen til tops. Men midtbanespilleren med det let foroverbøjede løb, de stirrende øjne og den fænomenale teknik var også blevet 34 år gammel, og i de to første kampe havde man set meget lidt til den franske anførers fodboldmæssige kvaliteter.

Til gengæld havde 'Zizou' både mod schweizerne og koreanerne pådraget sig en advarsel, og dermed måtte franskmændene undvære deres spillemæssige omdrejningspunkt i skæbnekampen mod Togo. Endnu en gang var Zinedine Zidane havnet i karantæne, og rundt om i verden var aviserne klar til at skrive den fodboldmæssige nekrolog over en af spillets helt store aktører på godt og ondt. Historien viste nemlig tydeligt, at selvom Zidane uden for banen fremstod både sympatisk, ydmyg – ja, næsten flegmatisk – og som et klassisk forbillede for hele verdens drenge og piger, så rummede franskmanden også en mørk side, der med jævne mellemrum dukkede op til overfladen og viste sit grimme ansigt i voldsomme episoder, som var meget svære at forbinde med en af spillets ypperste udøvere.

Fransk fodbold havde sin 'Zizou', men den havde så sandelig også en 'Mr.Hyde'. Fortællingen om Zinedine Zidane begynder i havnebyen Marseille ved den franske Middelhavskyst. Nærmere bestemt begynder den i forstaden La Castellane, der hovedsageligt udgøres af socialt boligbyggeri og trøstesløse betonblokke og så afgjort er et af de områder, turister bliver advaret mod at begive sig ind i efter mørkets frembrud. Her blev Zinedine Yazid Zidane den 23. juni 1972 født af forældrene Ismail og Malika, som 20 år tidligere var emigreret til Frankrig fra byen Augemone i den nordlige provins Kabylien i Algeriet. Først havde de slået sig ned i Paris, men siden var de flyttet tættere på det nordlige Afrika – både geografisk og menneskeligt – i den muslimsk prægede forstad til Marseille, hvor sønnen Zinedine tidligt skulle lægge grunden til endnu en af de arketypiske fodboldheltehistorier, som VM-historien og denne bog er så fuld af.

Ligesom Maradona og Pelé voksede Zidane nemlig ikke op med velplejede fodboldbaner, flotte omklædningsrum og skinnende støvler i kendte mærker. Franskmanden med de stærke algeriske rødder udviklede sin teknik og den helt særlige førstegangsberøring på asfalten og betonen i La Castellane, og først som teenager iførte han sig for første gang en klubtrøje i den lokale US Saint-Henry. Herefter gik det til gengæld stærkt. Førstedivisionsklubben Cannes spottede talentet i en ungdomsturnering, og som 17-årig fik Zinedine Zidane i 1990 debut i den bedste franske række. To år senere solgte Cannes deres kommende verdensstjerne til storklubben Girondins de Bordeaux for en rekordsum, og her fortsatte midtbanekreatøren med at imponere så meget, at manageren Ray Harford for den daværende engelske topklub Blackburn Rovers satte alt ind på at hente franskmanden til engelsk fodbold som Blackburns svar på Manchester Uniteds Eric Cantona. Efter sigende skal den engelske klubs formand, Jack Walker, have sagt: „Hvorfor i alverden vil du have denne Zidane, når vi har Tim Sherwood?“ Bemærkningen er muligvis lettere anekdotisk, men den fortæller meget godt om den opstigning, som Zidane og fransk fodbold generelt fra det tidspunkt skulle tage, mens det generelt gik ned ad bakke for såvel Blackburn som det engelske landshold og stakkels Tim Sherwood. Han vil i bedste fald blive husket som en habil spiller på De Britiske Øer, mens Zidanes navn skulle blive kendt af hvilket som helst fodboldelskende barn i hele verden.

Franskmanden skiftede året efter i stedet til italienske Juventus, hvor Zidane gennem fem år vandt mesterskaber og tabte to Champions Leaguefinaler,inden han i 2001 skiftede til Real Madrid som et af klubbens indkøb for astronomiske summer. På det tidspunkt havde Zidane allerede gjort sig selv udødelig som kreatøren på landsholdet, der i 1998 endelig havde skaffet det verdensmesterskab til Frankrig, som nationen havde ventet og håbet på, siden franskmanden Jules Rimet mere end et halvt århundrede tidligere stædigt havde holdt fast i tanken om i det hele taget at spille om titlen som verdensmester. To mål med hovedet havde Zidane scoret i finalen mod Brasilien, ligesom han også havde været omdrejningspunktet, da franskmændene to år efter skrev historie og som det første hold nogensinde som verdensmester også vandt det efterfølgende europamesterskab. Og det skete endda med så smukke øjeblikke, hvor den franske superstjerne legede med bolden, at selv tidligere fodboldfornægtere i det parisiske forfattermiljø et øjeblik lagde Le Monde og satte cafékaffen fra sig for at beskæftige sig med 'kunsten i fodbold'.

Derfor var såvel franskmænd som hele verdens fodboldelskere også villige til at se gennem fingre med de mere dystre sider af Zidanes karakter. „The dark side“ kaldes det i Star Wars-filmene, som mytisk beskriver, hvordan alle heltene i skikkelse af jedi-riddere har en brist, som gør, at de ligesom Anakin Skywalker kan risikere at falde for det ondes fristelse og forvandle sig til en Darth Vader. Eller som Tolkiens Ringenes Herre, hvor ringens og det ondes kraft er så stor, at selv helteskikkelser som Frodo, Aragon og Gandalf kan mærke det onde i sig.

I Zinedine Zidanes tilfælde har den mørke side været karakteriseret af et voldsomt temperament, som mange psykologer sikkert kunne føre tilbage til barndommens opvækst i Marseilles fattige indvandrerkvarter, hvor begreber som ære og respekt var blandt dagligdagens vigtigste. Og hvor man kæmpede for dem med alle tænkelige midler. En gennemgang af Zidanes karriere viser, hvordan den kamp pludselig og nærmest ud af det blå kan vise sig på tidspunkter, hvor det virker fuldstændigt vanvittigt.

I alt 14 røde kort tæller karrieren, hvilket ville være mange selv for en hårdhændet forsvarsspiller, og hvis man ser nærmere på Zidanes udvisninger, er kun to af dem uddelt som følge af 'almindelige' forseelser. Helt tilbage i 1993 faldt den første i en fransk ligakamp mellem Bordeaux og Marseille, da den dengang 21-årige Zidane tildelte sin kommende landsholdskammerat Marcel Desailly et knytnæveslag i ansigtet. Samme scenarie med forskellige modstandere og forskellige overgreb har siden udspillet sig stort set hver eneste sæson. I beskrivelsen af Frankrigs VM-triumf på hjemmebane i 1998 glemmer man ofte, at finalehelten Zidane i en indledende puljekamp mod Saudi-Arabien hensynsløst hævnede sig på modstandernes anfører, Fouad Amin, ved at trampe ham på hoften, hvilket kostede endnu en udvisning og to spilledages karantæne. Bedst beskrevet er Zidanes brist i den film, som filmskaberne Douglas Gordon og Philippe Parreno besluttede sig for at lave i 2005.

Zidane – A 21st Century Portrait hedder filmen, der vandt juryens pris ved filmfestivalen i Cannes året efter, og som er optaget med 17 kameraer, der alle følger hver eneste af Zinedine Zidanes bevægelser i en tilfældig ligakamp for Real Madrid mod Villarreal den 23. april 2005. Idéen var at beskrive franskmandens særlige spillerytme og unikke overblik ned i den mindste detalje, men ved et tilfælde ramte filmskaberne lige ned i en af de kampe, hvor franskmanden viste både sin lyse og mørke side.

I filmen ser man nemlig længe nærbillederne af en sand mester på banen. Zidane suger spillet til sig. Han tæmmer bolde i alle højder med yndefuld lethed, og han smiler og ler med holdkammeraterne, da Real Madrid bringer sig foran. Og så pludselig! I et splitsekund ændrer alt sig, da holdkammeraten Raúl kommer i et tilfældigt klammeri med en forsvarsspiller fra Villarreal. Dokumentarfilmens kameraer er stadig fastholdt på Zidane, og man ser, hvordan øjnene bliver smalle og hårde, hvorefter franskmanden løber hen og blander sig med både skub og slag. Episoden er fantastisk beskrevet i filmen, og den kostede Zinedine Zidane karrierens 13. udvisning. Det mest spektakulære røde kort havde verden imidlertid stadigvæk til gode at opleve.

I Italiens sidste puljekamp mod Tjekkiet den 22. juni 2006 i Hamborg havde Marco Materazzi efter udskiftningen af den skadede Alessandro Nesta været på banen i ni minutter, da Italien fik hjørnespark i højre side. Den slags blev altid sparket af Milans lille Andrea Pirlo, og han sendte som aftalt bolden højt ind i midten af feltet omkring straffesparkspletten. Her skulle Nesta normalt befinde sig, men nu var det Marco Materazzis 193 centimeter, der kom flyvende gennem luften, og højt over to forsvarsspillere pandede reserven bolden ned i jorden og ind i nettet til føring på 1-0. Og sig selv fast ind i den italienske startopstilling. Med sejren på 2-0 over Tjekkiet og den deraf følgende førsteplads i gruppe E gav Italien nemlig sig selv den bedst tænkelige vej mod VM-finalen. En ottendedelsfinale mod Australien, kvartfinale mod Ukraine og så de tyske værter i semifinalen. Det kunne dårligt være bedre, og så var det alligevel lige ved at gå galt, for de havde ikke bandet uden grund på barerne rundt om i Rom, Milano og Napoli, da Marco Materazzi i Hamborg kom på banen i stedet for Nesta.

Efter 51 minutter af ottendedelsfinalen på Fritz-Walter-Stadion i Kaiserslautern var det nemlig ikke lykkedes for de italienske favoritter at gennembryde muren af gul- og grønklædte australiere foran den velspillende målmand Mark Schwarzer. Ja, faktisk havde australierne været tæt på selv at komme foran, og så slog det klik for Materazzi. Australiens Marco Bresciano fra den italienske klub Parma tog et godt løb med bolden, men det var midt på banen, og backen Gianluca Zambrotta fulgte godt med og havde tilsyneladende styr på situationen. Alligevel kom Materazzi pludselig flyvende fra midterforsvaret, og med en satset glidende tackling med samlede ben stemplede stopperen såmænd både Bresciano og sin egen medspiller Zambrotta. Kendelsen fra den spanske dommer Luís Cantalejo var klar: direkte rødt kort samt en spilledags karantæne, hvilket gjorde, at Materazzi tidligst kunne være med igen i semifinalen, hvis Italien altså nåede så langt.

Foreløbig kunne den udviste forsvarsspiller nøjes med at ånde lettet op, da Francesco Totti i femte minuts tillægstid sparkede et tvivlsomt dømt straffespark ind bag Mark Schwarzer og dermed sørgede for, at Materazzi ikke blev skurk nummer et i Italien efter en ydmygende exit til australierne. Samtidig lysnede det for franskmændene oppe i Hameln. Scoringer fra Patrick Vieira og Thierry Henry havde sikret den sejr på 2-0 over Togo, som lige akkurat var nok til at gå videre på andenpladsen efter Schweiz i gruppe G. Det betød et møde med Spanien, som efter tre suveræne sejre i puljen samt en målscore på 8-1 efterhånden blev regnet som et af de allerbedste bud på en kommende verdensmester.

Ottendedelsfinalen i Hannover betød imidlertid comeback i turneringen til Zinedine Zidane, og den franske anfører havde tilsyneladende haft godt af karantænen mod Togo. Kampen mellem de to store fodboldnationer og naboer blev en af slutrundens allerbedste med masser af målchancer, og Zidane orkestrerede den overraskende franske sejr på 3-1, som han selv slog fast i tillægstiden ved at afdrible det spanske forsvar og score sit første mål i turneringen. Og dagen efter skrev de franske aviser ikke længere om dinosaurer, men om genfødslen af såvel Zinedine Zidane som fransk landsholdsfodbold generelt. Godt halvanden uge efter var de to deltagende nationer i VM-finalen 2006 på det gamle olympiske stadion i Berlin fundet. Men det ville være synd at sige, at slutkampen udgjorde nogen drømmefinale for ret mange andre end lige italienerne og franskmændene selv. De tyske værter ærgrede sig stadigvæk over semifinalenederlaget efter forlænget spilletid mod Italien, der let havde slået Ukraine i kvartfinalen, mens de fleste neutrale iagttagere allerhelst havde set enten Brasilien, Portugal eller Argentina i finalen.

Stor set alle var nu enige om på forhånd at hylde en mand: Zinedine Zidane. Franskmanden havde lagt op til Thierry Henrys sejrsmål i kvartfinalesejren på 1-0 over Brasilien i Frankfurt, mens Zidane selv afgjorde semifinalen mod Portugal ved at score kampens enlige mål på et straffespark begået mod Thierry Henry. Anføreren gik naturligt forrest og sparkede sikkert bolden i nettet, mens hele hans attitude og sejrsvilje havde båret franskmændene ad den måske sværeste vej til VM-finalen. Forbi Spanien, Brasilien og Portugal. Det er sådanne bedrifter, legender bliver skabt af, og da de akkrediterede journalister umiddelbart inden finalen skulle stemme på den bedste spiller af alle ved VM i Tyskland, var der overvældende enighed om franske Zidane. Han kunne dermed se frem til at slutte sin internationale landsholdskarriere på et absolut højdepunkt uanset udfaldet af turneringens sidste kamp i Berlin om aftenen søndag den 9. juli 2006. Ja, eller næsten uanset udfaldet, skulle det vise sig. Det var en smuk aften på Olympiastadion. Stort set hele slutrunden havde været tilsmilet af fantastisk vejr, og finaledagen var ingen undtagelse. Om eftermiddagen var Jürgen Klinsmann og hans tyske bronzevindere blevet hyldet af op mod en million mennesker inde ved Brandenburger Tor, men nu nærmede klokken sig det magiske tidspunkt 20.00, og 69.000 tilskuere havde fundet deres pladser til det 18. opgør i rækken af slutkampe om verdensmesterskabet i fodbold. Italien mod Frankrig. Det fantastiske forsvar med Fabio Cannavaro og målmand Gianluigi Buffon mod kreativiteten i skikkelse af Zidane flankeret af Thierry Henry og den unge komet Frank Ribéry. Det måtte blive en klassisk duel, og det samme kunne siges om en af de vigtigste kampe i kampen: den tilbagevendte fodboldbølle Marco Materazzi over for fodboldhelten Zinedine Zidane.

Det begyndte bedst for franskmændene. Syv minutter var der spillet, da kantspilleren Florent Malouda brød igennem i venstre side af feltet og klodset blev kantet af Italiens nummer 23. Igen bandede de over Marco Materazzi på barerne i Italien, mens Zidane gjorde sig klar til at eksekvere straffesparket. Et sus gik herefter igennem stadion, da franskmanden sendte bolden op på undersiden af overliggeren og ned omkring stregen nærmest som et tredimensionelt citat fra Geoff Hursts berømte mål i Englands finalesejr over Tyskland præcis 40 år tidligere. Denne gang var der dog ingen tvivl; scoringen blev godkendt øjeblikkeligt, og Frankrig var i spidsen, men kun i 12 minutter. Som i et velskrevet drama var der nemlig udpeget to hovedpersoner på denne finaleaften, men hvem der skulle ende som henholdsvis helt og skurk lå endnu hen i det uvisse. Det gode lå umiddelbart samlet hos Zidane, men efter 19 minutters spil fik Italien hjørnespark i højre side. Den slags, ved vi nu, var på det tidspunkt en sag for Andrea Pirlo, og ligesom mod tjekkerne i gruppespillet sendte han en høj bold mod midten af feltet, hvor Materazzis 193 centimeter steg til vejrs og pandede bolden ned i jorden og forbi Fabien Barthez.

Stillingen 1-1 holdt sig til pausen og også igennem anden halvleg, så mens den berlinske aften langsomt forvandledes til nat, gik de to hold ind i forlænget spilletid og en stadig mere intens atmosfære. Kampen balancerede på den tyndeste røde linje, nærkampene var hårde, og det næste mål ville uden tvivl blive afgørende. 34-årige Zidane spillede tydeligvis med karrierens sidste kræfter, men han piskede sig selv og det franske hold fremad, og 14 minutter inde i forlængelsens første halvleg indledte den franske anfører selv et angreb midt på banen.

Zidane sendte en brugbar aflevering ud i højre side til backen Willy Sagnol, der tøvede præcis så længe, at hans kaptajn kunne nå ind i feltet. Indlægget lå herefter præcist mellem Cannavaro og Materazzi, og hele stadion holdt igen vejret. Havde dramaet nået sit klimaks? Ville Zidane ligesom i 1998 afgøre finalen med sit næsten skaldede hoved? Skulle Frankrigs mest populære mand gøre sig selv endnu mere udødelig? Svaret var nej. VM-slutrundens bedste målmand i skikkelse af Gianluigi Buffon iført en målmandsdragt af guldstof sprang med en fantastisk reaktion op under overliggeren, reddede hovedstødet og ødelagde dermed det ellers så velskrevne manuskript. Herefter forløb intet nemlig bare tilnærmelsesvis, som nogen havde forestillet sig.

Duellen mellem Materazzi og Zidane havde været hård, men ikke hård ud over det sædvanlige, og begivenhederne fem minutter inde i anden halvleg af den forlængede spilletid kom uden forvarsel – og uden at ret mange i første omgang opfattede, hvad der skete. Bolden var netop røget ud af spil til italiensk målspark, og mens tv-billederne verden over viste langsom gengivelse af det foregående angreb, passerede Zidane smilende Marco Materazzi uden for feltet. Franskmanden sagde stadig smilende noget til sin italienske modspiller, der med blikket rettet stift forud svarede. Og herefter skete det så igen. Filmskaberne Gordon og Parreno havde set det samme blik, da de et år tidligere lavede deres portrætfilm om Zidane, og Saudi-Arabiens anfører havde set det, da Zidane otte år tidligere havde trampet på ham ved VM-slutrunden i Frankrig.

Nu vendte Zinedine Zidane sig i karrierens 108. og sidste landskamp om mod Marco Materazzi, og foran 69.000 tilskuere samt over en halv milliard tv-seere kloden rundt stangede han en skalle direkte i brystkassen på den italienske forsvarsspiller. Forvirring bredte sig på stadion i Berlin. Nogle havde set noget, mange havde ikke, og blandt de sidste var kampens argentinske dommer, Horacio Elizondo. Det havde til gengæld kampens fjerdedommer, Luís Cantalejo, og via dommernes interne headset fik selv samme spanier, der havde udvist Materazzi i Italiens ottendedelsfinale mod Australien, fortalt Elizondo om Zidanes udåd.

Den efterfølgende udvisning var ikke til at forstå på stadion i Berlin. De fleste tilskuere havde haft øjnene rettet andre steder hen i gerningsøjeblikket, og først da tv-billederne af skallen til brystkassen begyndte at rulle over storskærmene, gik den gruopvækkende handling op for alle. Den franske mesters storslåede sortie var blevet til en skandale af ufattelige dimensioner. 'The dark side' havde igen stukket sit grimme hoved frem, og denne gang skulle mørkets kræfter tilsyneladende vinde.
I hvert fald udnyttede italienerne sikkert samtlige fem forsøg i den efterfølgende straffesparkskonkurrence, og blandt heltene fra 11-meter-pletten var – naturligvis – Marco Materazzi, som dermed naturligt sluttede fortællingen om to vidt forskellige spilleres vej til VM-finalen på et stadion i Berlin den 9. juli 2006. Skurken endte som verdensmester, og verdensmesteren endte som skurk. De onde lo, og de gode græd. Og så alligevel ikke, for historien om Materazzi og Zidane sluttede selvfølgelig ikke med pokaloverrækkelsen til italienerne på Olympiastadion.

Tværtimod strakte efterspillet sig lige fra den argentinske præsidents embedsbolig i Buenos Aires, hvor han af dommer Horacio Elizondo fik overrakt et af verdenshistoriens mest berømte røde kort, til Zürich, hvor FIFA indkaldte de to kamphaner for endegyldigt at lægge låg på den meget lidt sportslige afslutning på såvel en slutrunde som et forbilledes karriere. På det tidspunkt havde alskens mundaflæsere og psykologer forsøgt at nå frem til, hvad der var blevet sagt mellem Zidane og Materazzi på finaleaftenen i Berlin, og der havde både været talt om racistiske undertoner og beskyldninger om alt fra terrorisme til incest og homoseksualitet. Sandheden er, at Materazzi blot benhårdt spillede på det, han havde vidst fra start: Zidane kunne provokeres, man skulle bare blive ved længe nok, og når man gengiver den faktiske ordveksling, er det endnu en gang svært at forstå den franske verdensstjernes reaktion.

Han havde nemlig hørt langt værre hundrede gange før i karrieren. „Hvis du vil have min trøje, så kan du få den efter kampen,“ havde Zidane sagt med et smil, hvortil Materazzi svarede noget i retning af: „Jeg vil hellere have din søster!“ Så lidt skulle der altså til for at skabe en af VM's største skandaler. Det juridiske efterspil blev i øvrigt, at FIFA idømte Zinedine Zidane en bøde på 35.000 kroner og tre spilledages karantæne, hvilket blev afsonet ved at træne ungdomsspillere, og selvom mange i timerne umiddelbart efter den uværdige exit forudsagde et plettet eftermæle, kårede franskmændene i en meningsmåling allerede året efter Zinedine Zidane som landets i særklasse mest populære person.

Marco Materazzi fik for sit vedkommende to spilledages karantæne for at bringe spillet i miskredit, hvilket vakte en del harme i Italien, hvor man havde svært ved at se, hvordan en spiller kunne blive straffet for noget så naturligt som at bruge mund under en fodboldkamp. Materazzi beklagede samtidig sin opførsel, men ikke VM-titlen, mens Zinedine Zidane gentagne gange har undskyldt over for alle klodens fodboldglade børn, at han som et forbillede forfaldt til simpel vold. Franskmanden har til gengæld så sent som i marts 2010 gentaget, at han hellere vil dø end undskylde personligt over for Marco Materazzi.

Lige præcis den holdning er et simpelt spørgsmål om de æresbegreber, Zidane som barn lærte i Marseille-forstaden La Castellane, og dette facit på VM-finalen i 2006 kan vel – ligesom VM-historien generelt – bedst beskrives som en næsten usynlig linje mellem rollen som skurk og helt. Mellem de gode og de onde.



Optakter
Optakt 28/5 - 13:00
AC Horsens - Esbjerg FB
Optakt 28/5 - 16:00
FC København - SønderjyskE
Optakt 28/5 - 16:00
FC Midtjylland - Lyngby BK
Optakt 28/5 - 16:00
Brøndby IF - FC Nordsjælland
Optakt 28/5 - 18:00
AGF - Viborg FF
Optakt 29/5 - 19:00
Randers FC - OB
Magasin-artikler
Big Sam – rykker aldrig ud
Indkast.dk har kigget nærmere på den populære manager, som stoppede så pludseligt i Crystal Palace.
I 488 Premier League-kampe har Sam Allardyce været ansvarlig for 6 forskellige PL-klubber. Han har været manager for i alt otte hold – Blackpool, Notts County, Bolton, Newcastle, Blackburn, West Ham, Sunderland og Crystal Palace.

Forleden sluttede denne lange karriere pga. personlige omstændigheder, og dermed var ”Big Sam” blot manager i Crystal Palace i 151 dage. Perioden gav 24 kampe, hvor halvdelen blev tabt og ni blev vundne.

Den 26-årige manager-karriere sluttede dermed brat, og det skulle ikke handle om uenigheder med formanden Steve Parish om manglende indkøb eller lignende. Allardyce har selv givet følgende forklaring til sit pludselige stop:

- På nogle måder har dette været en svær beslutning, men på andre har det været den letteste beslutning i hele verden. Jeg vil gerne takke Steve Parish for at give mig chancen til at forbedre mit renomme efter, hvad der skete, da jeg var Englands landstræner.

Hvad disse personlige årsager, så skulle være for Allardyce er fortsat uklart, men den iltre manager har slået fast, at han gerne vil tilbringe noget mere tid med familien – og især sine børnebørn.

62-årige Allardyce skulle ved opsigelsen have frasagt sig en lukrativ fratrædelsesordning, men han fik dog 20 millioner kroner for sikre Crystal Palaces forblivelse i Premier League, hvilket Allardyce er en sand mester til.

Allardyce er aldrig rykket ud af Premier League, selvom han mange gange har trænet mindre hold med små budgetter. Så den populære manager efterlader et gigantisk hul hos Palace, der har haft syv managere på syv år, og Allardyce har faktisk klaret sig ganske pænt.

Sam Allardyce – 24 kampe: 37,5 % vundne kampe
Alan Pardew – 35 kampe: 40,3 % vundne kampe
Neil Warnock – 17 kampe: 17,5 % vundne kampe
Tony Pulis – 28 kampe: 42,6 % vundne kampe
Ian Holloway – 46 kampe: 30,3 % vundne kampe
Dongle Freedman – 90 kampe: 35,5 % vundne kampe
George Burley – 25 kampe: 28,0 % vundne kampe

Ifølge bulletinerne fra London skulle Allardyce betale mange penge til Palace, såfremt manageren skulle finde et andet job indenfor de næste to år – så det kan næsten ikke være årsagen.

Rygterne går simpelthen på, at Allardyce ønsker at forlade Premier League ”på toppen”, og det gør han… Allardyce overtog Palace ved juletid – mens de indtog 17.-pladsen i Premier League, og holdet havde ikke vundet i 11 kampe.

Allardyces kone – Lynne – er blevet boende i familiens hus i Bolton, selvom ægteparret også har haft en lejlighed i London. Den bliver ikke brugt i fremtiden, da Allardyce ikke kommer til at opfylde den kontrakt, som han havde indtil 2019… og dermed skal Palace på jagt efter en ny manager – måske en som Allardyce, der aldrig rykker ud af Premier League.

Læs hele artiklen
Blackburn – den hovedløse kylling
Ingen penge, ingen håb og nok en nedrykning for Premier League-mestrene fra 1995. Alt er gået galt – men hvorfor?
Søndag skete det ubærlige for Blackburn… de rykkede ned i League One på den mindst mulige margin, og klublegenden Jack Walker må virkelig vende sig i sin grav. Det var forretningsmanden, der stod bag klubbens historie periode fra 1992-95, hvor klubben blandt andet to gange slog den engelske transferrekord med købene af de farlige angribere Alan Shearer og Chris Sutton – samt vandt det engelske mesterskab.

I 1980'erne spillede Blackburn i den tredjebedste fodboldrække i England, og det er det, som de nu vender tilbage til på den værste måde. Klubben er simpelthen blevet kørt i sænk af den såkaldte ”Venky Group” – samt en masse uduelige personer omkring dem.

Den indiske kyllingproducent købte klubben i 2010, og siden har den lignet en hovedløs kylling. På ledelsesgangen har der været utrolig mange udskiftninger efter et økonomisk kaos og manglende spillerindkøb – hvilket blot er nogle af problemerne. Et billede på dette fik fansene til sidste weekends hjemmekamp, hvor Ewood Park ikke var blevet gjort ren siden hjemmekampen imod Aston Villa. Rengøringspersonalet var simpelthen blevet fyret…

Klubben skylder i øjeblikket omkring 900 millioner kroner væk. Et helt hysterisk tal taget i betragtning, at klubben er rykket i League One, men gælden er også femdoblet efter overtagelsen i 2010. De stakkels Blackburn-fans har opgivet håbet og er begyndt at blive væk fra kampene på det stemningsforladte station, hvor klubbens anfører igennem 13 år – Jason Lowe – forgæves har forsøgt at løfte det sportslige niveau.


Blackburn og Real Madrid
For at sætte det hele lidt i perspektiv, så vandt Blackburn Premier League i 1995. Samme år blev Juventus/Fiorentina, Dortmund og Real Madrid mestre i deres ligaer. Tænk sig, hvis de i næste sæson skulle spille imod hold som Arezzo, Renate, Como, RW Erfurt, Wehen, Aalen eller Mirandes. Såfremt Blackburn har et hold til den kommende sæson, vil de skulle op imod hold som Rochdale, Northampton og Bury. Trist historie – som i bund og grund handler om, at en fodboldklub – et mesterhold - blev bygget op og efterfølgende ødelagt.

Efter mesterskabet i 1995 gik der ikke mere end fire sæsoner, før de rykkede ned i Championsship. Med Graeme Souness som manager vendte de tilbage til Premier League omkring årtusindeskiftet og slog også Tottenham i Liga Cup-finalen i 2002, og i 2007 kom de i FA Cup-semfinalen for anden gang på tre år. Herefter kom Venky ind, og alt gik ned af bakke. En sæson senere og klubben var igen i Championsship, som de så rykkede ud af i weekenden.

Det er 37 år siden, at Lancashire-klubben sidste gang var i den tredjebedste fodboldrække, og denne gang er det med Tony Mowbray som manager, men han har ikke meget skyld i nedturen. Mowbray kom i februar til en klub fyldt med spillere, der enten var på låneaftaler eller kommet på en fri transfer. Mowbray afløste Owen Coyle, som gik den samme vej som Sam Allardyce, Steve Kean, Henning Berg, Michael Appleton, Gary Bowyer og Paul Lambert havde gjort på under de syv år, som Venky har været i klubben.


Solgt for 300.000.000 – købt for 2.000.000
På sidste spillerunde var Blackburn dog tæt på miraklet, da de vandt kampen – hvilket de ikke havde gjort i de sidste syv kampe før den. I disse kampe har de blot lavet to mål, men i weekenden lavede de tre mål, men det var ikke nok. Kigger man nærmere på sæsonen, har Blackburn smidt vanvittige 16 point i de sidste 12 minutter af kampene… og 11 af disse er tabt i de sidste fire minutter af kampene.

Holdet har manglet rutine i slutminutterne, hvilket ikke er så mærkeligt, når spillere som Hanley, Duffy, Gestede, Rhodes, Marshall og Cairney – alle er blevet solgt indenfor de sidste to sæsoner. Samlet salgspris på 300 millioner kroner og eneste erstatning, som har kostet noget for Blackburn i overgangssum, er forsvarsspilleren Derrick Williams, som kostede to millioner kroner i sommerpausen.

Imens har ejerne gemt sig i Indien, og den nye manager Mowbray har faktisk aldrig mødt dem, men dog talt i telefon med dem et par gange. Nu rejser Mowbray til Indien for at få en afklaring om sin og klubbens fremtid. Fansene vil have klubben tilbage, og på Ewood Park har der den seneste tid været et banner med en klar hilsen til klubejerne:

- We want our Rovers back!


Fans bestemte over Facebook
Om familien bag Venky har brudt loven, handlet uforsvarligt, udøvet magtmisbrugt eller andet ulovligt skal være usagt, men sikkert er det, at de betalte agenten bag købet af Ruben Rochina fra Barcelona det tredobbelte i agenthonorar end, hvad købsprisen var, og at den blot 24-årige Vineeth Raos blev ansat til at stå for køb og salg af nye spillere til klubben. Uden netværk og nogen erfaring blev han smidt for Premier League-løverne og for at gøre noget, begyndte han at skrive med fansene på Facebook om, hvilke spillere de gerne ville have til klubben.

I en længere korrespondance fra sommeren 2011 udviste flere Blackburn-fans utilfredshed med angriberen Benjani Mwaruwrani – fire dage senere blev han løst fra sin kontrakt. Midt i dette kaos valgte formanden for klubben John Williams at trække sig sammen med de to bestyrelsesmedlemmer Tom Finn og Martin Goldman. Denne trio havde i ti år forinden sørget for, at klubben kunne holde sig i Premier League med få midler – herefter kom balladen.

På søndag er det 22 år siden, at Blackburn blev engelske mestre, men maj 1995 virker godt nok som længe siden på Ewood Park. 50 % af Premier Leagues vindere – Manchester City, Leicester og nu Blackburn har spillet i den tredjebedste række, men for sidstnævnte gælder det om at ændre udviklingen nu, hvis den hovedløse klub igen skal rejse sig – for man har ødelagt et mesterhold.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
N'Golo Kante – den dobbelte mester
Midtbaneslideren er gået fra den niende bedste fodboldrække for seks år siden – til toppen af poppen. Klasse fornægter sig ikke, men talentspejderne lagde ellers ikke mærke til slideren.
Da Chelsea blev engelske mestre i 2016/17, blev N'Golo Kante den første spiller i Premier League - siden landsmanden Eric Cantona - til at vinde det engelske mesterskab med to forskellige klubber.

Ligesom ved Cantonas bedrift var der tale om en franskmand, der efter store præstationer havde påvirket to forskellige mesterhold – dog på vidt forskellig måde. Fælles er dog, at de begge har høstet stor ros, som da legenden Frank Lampard fornyelig kaldte Kante for verdens bedste midtbanespiller.

PFA og de engelske journalister var heller ikke i tvivl, da de skulle udnævne årets bedste spiller i Premier League anno 2016/17. Prisen har ellers ikke for vane at blive uddelt til midtbanespillere. Blot fem gange er det sket historien, men sjældent har det været mere fortjent.

Tidligere har Steven Gerrard, Roy Keane, Peter Reid, John Wark og Terry McDermott modtaget prisen i dens 43-årige historie, men hvordan er Kante havnet med denne flotte hæder ?


Ikke god nok til Clairefontaine
Spillere som Thierry Henry, Nicolas Anelka, Louis Saha, William Gallas, Blaise Matuidi, Oliver Giroud og Mehdi Benatia har fået deres fodboldopdragelse på den franske talentfabrik Clairefontaine, men det har Kante ikke… for midtbanespilleren blev afvist – ligesom han også blev af Paris Saint-Germain, Rennes og Loirent.

For blot seks år siden og da Kante var 19 år, spillede han således i den niende bedste fodboldrække i Frankrig. Forinden havde Kante gået på Jeunesse Sportive de Suresnes, hvor rektoren Pierre Villa indrømmer:

- Ingen troede, at Kante kunne udvikle sig, som han har gjort.


Har fattigdom skabt talentet?
Kante er opvokset i forstanderne til Paris, efter hans forældre var kommet til landet fra Mali i begyndelsen af 1980'erne, og Chelsea-spilleren har ikke glemt sine rødder samt de fattige kår fra opvæksten – med otte søskende i den lille lejlighed.

Nutidens fighteregenskaber er måske plantet i barndommen, hvor Kante – ifølge Ville – skulle kæmpe for alt. Allerede som 11-årig mistede midtbaneslideren sin far, så på sidelinjen i ungdomsårene kom der sjældent kommentarer fra Kantes forældre, og faktisk var det hans ældste søster, der tog sig af ham. På trods af den manglende opbakning trænede den lille Kante med de spillere, der var et år ældre. Her spillede han med en meget stor disciplin og udviste venlighed samt vidste sig som en meget høflig og harmonisk ung mand.

Dette var dog ikke noget, som talentspejderne lagde mærke til. De jagtede de elegante og målrige offensive spillere – så ikke mange lagde mærke til den lille hårdtarbejdende midtbanespiller. Arbejdsradiussen fejlede dog ikke noget, og til en tre km løbekonkurrence med over 100 børn i mange forskellige aldre var Kante en klar vinder.


Fundet af Steve Walsh
Efter korte ophold som seniorspiller i Boulouge og Caen endte Kante i Leicester, efter talentspejderen Steve Walsh – nu i Everton – havde fundet ham. I Leicester blev han en vigtig brik i den historiske mesterskabssæson, efter han havde afløst den meget populære Esteban Cambiasso. Den argentinske legende var sæsonen før blevet kåret til årets spiller i klubben, men han ønskede ikke at forlænge kontrakten, da hans uven - Claudio Ranieri - blev manager. De nåede vist ikke at savne Cambiasso for afløseren var endnu bedre.

Successen i Leicester – og senere i Chelsea – har dog ikke ændret Kante. Han kører ikke rundt i en Ferrari, har ingen vanvittige frisurer eller diamantøreringe – det skulle slet ikke interessere den afbalancerede franskmand.

I Boulouge tog Kante sin scooter til træning, mens han for tiden kører rundt i en brugt Mini Cooper. Når Kante får mindre regninger på denne, skulle det irritere den Mali-fødte slider. Dette er helt modsat for de fleste af de andre Premier League-spillere.

Sådan en tilgang ville sikkert passe meget godt til Arsène Wenger i Arsenal, men Chelsea overbød London-rivalerne, og Leicester mistede deres ”anonyme” profil. Det havde Chelseas tekniske direktør – Michael Emenalo – ikke glemt, da Kante skulle tildeles prisen som årets spiller. Emenalo jokede med, at Chelsea skulle sende en buket blomster til Leicester – for den afballancerede mester.

I Chelseas mesterskabssæson har kun Southampton-spilleren Oriol Romelu haft en højere succesrate for afleveringer for en midtbanespiller, men Kante er den spiller, der har vundet flest tacklinger og bolderobringer.

For et år siden sagde Sir Alex Ferguson, at Kante var Premier Leagues bedste spiller. Et år senere er det endnu svære at være uenig i den fodbold-pensionerede skottes udmelding, og glem nu ikke hvem der i tidernes morgen hentede føromtalte Cantona til Manchester United – en anden dobbelt mester.
Læs hele artiklen
Aubameyang – Superhelten fra Dortmund
Aubameyang er en sand superhelt. Han har ved flere lejligheder iført sig superheltemasker, når et mål skulle fejres med manér. Det er dog ikke kun de kontroversielle jubelscener, som har givet ham tilnavnet Superhelten fra Dortmund. Aubameyang er også en gudsbenådet angriber...
Pierre-Emerick Aubameyangs fodboldeventyr startede i 1995, da han første gang betrådte grønsværen i den lille franske klub ASL L'Huisserie Football, hvor han tog hul på fodboldkarrieren som juniorspiller. Herefter gik turen til OGC Nice, Stade Lavallois, FC Rouen og SC Bastia, inden hans karriere som juniorspiller for alvor tog fart.

Aubameyang sluttede sig til AC Milans ungdomsrækker i januar 2007. I august 2007 var han en del af det hold, som tilkæmpede sig en flot fjerdeplads i den såkaldte Champions Youth Cup, som blev afholdt i Malaysia. Her leverede Aubameyang så solide præstationer, at han tiltrak sig international opmærksomhed. Han scorede således mod hver eneste modstander, som AC Milan mødte på grønsværen. Det blev til syv mål i seks kampe for Aubameyang.

Aubameyangs første sæson som professionel fodboldspiller var sæsonen 2008/09, hvor han var udlejet til Dijon FCO. Meningen var, at Aubameyang skulle have førsteholdserfaring, hvilket han så sandelig fik. Han spillede således 34 ligakampe, hvori det blev til otte mål og to assists. Den dengang 18-årige Aubameyang blev ydermere nævnt i magasinet World Soccers talentsektion.

Sæsonen i Dijon som lejesvend blev altså en succes for Aubameyang. Herefter blev han udlejet til Lille OSC og AS Monaco, hvor han dog ikke oplevede samme succes. Efter seks måneder i Monaco blev Aubameyang udlejet til Saint-Etienne, hvor han på ny oplevede stor succes. Succesen i Saint-Etienne var endda så stor, at Ligue 1-klubben i december 2011 hentede Aubameyang på en permanent aftale. Han scorede sit første hattrick for klubben to måneder senere og endte faktisk som Ligue 1-topscorer i den sæson.

Sæsonen 2012/13 bliver betegnet som Aubameyangs gennembrudssæson. Han tilkæmpede sig ganske vist ”kun” en andenplads på topscorerlisten i Ligue 1, men til gengæld blev han kåret til African Player of the Year. Aubameyang blev præsenteret i Borussia Dortmund den 4. juli 2013. Han kom dog til at stå i skyggen af Robert Lewandowski i Dortmund-angrebet, hvilket kom til udtryk på Bundesligaens topscorerliste for 2013/14-sæsonen, hvor Aubameyang sluttede under både Lewandowski og Marco Reus.

Robert Lewandowski sluttede sig til Bayern München, inden sæsonen 2014/15 blev sparket i gang. Aubameyangs anden sæson i Dortmund-trøjen bød på 16 mål, hvilket gav ham rollen som Dortmund-topscorer. De 16 træffere var dog ikke nok til at sikre ham topscorertitlen i Bundesligaen, men fjerdepladsen på topscorerlisten betød, at han nærmede sig. Sæsonen 2015/16 bød på 25 mål i sæsonens 34 kampe, men det var kun nok til andenpladsen på topscorerlisten. Robert Lewandowski scorede 30 mål i Bayern München-trøjen.

Man kan argumentere for, at den netop overståede 2016/17-sæson har været den bedste sæson nogensinde for Aubameyang. Han vandt topscorertitlen for næsen af Lewandowski, som for anden sæson i træk præsterede hele 30 træffere i 34 kampe. Aubameyang havde scoret 29 mål i sæsonen, inden den allersidste spillerunde gik i gang. Her var Werder Bremen på besøg i Dortmund, hvilket endte med en 4-3-sejr til værterne. Dortmunds superhelt fandt vej til netmaskerne to gange i den allersidste kamp, mens Lewandowski ikke formåede at finde vej til netmaskerne i Bayern Münchens 4-1-sejr over Augsburg.

Aubameyang blev inviteret til at spille for Italiens U19-landshold, da han havde overstået den succesfulde sæson som lejesvend i Dijon. Den franskfødte angriber med rødder i Gabon valgte dog det franske U21-landshold, som han debuterede for i februar 2009. I marts 2009 blev Aubameyang imidlertid udtaget til det gabonesiske landshold, som han siden har repræsenteret. Han står på nuværende tidspunkt noteret for mere end 50 gabonesiske landskampe, hvilket også indbefatter Gabons OL-eventyr i 2012. Gabon var vært for Africa Cup og Nations i 2017, hvilket dog hverken medførte en sejr eller en finaleplads. Til gengæld er Aubameyang alle tiders topscorer på det gabonesiske landshold.

Superhelten Aubameyang

Halloween var lige om hjørnet i oktober 2012, da Aubameyang tilsyneladende tog forskud på glæderne. Han havde netop scoret det første mål i kampen mellem Saint-Etienne og Stade Rennais, da han løb om bag målet og fandt en taske. Heri fandt han en Spiderman-maske, som han iførte sig for at fejre sin scoring. Aubameyang var ikke den første spiller i verden, som fejrede en scoring på den måde. Den tidligere Newcastle-midtbanespiller Jonas Gutierrez havde således en Spiderman-maske gemt i shortsene, som kom frem, da han scorede mod Barnsley i 2010. Det blev til gengæld langtfra den sidste gang, at Aubameyang iførte sig en maske på grønsværen.

Aubameyang stjal endnu en gang rampelyset med en maske, da han var havnet i Borussia Dortmund og de stod over for Bayern München i DFL-Supercuppen i 2014. Henrikh Mkhitaryan bragte Borussia Dortmund foran efter 23 minutters spil, inden Aubameyang også kom på måltavlen efter godt en times spil. Herefter fandt han en Spider Man-maske i den ene sok, som han tog på hovedet foran de knap 80.000 tilskuere på Signal Iduna Park.

Spiderman blev erstattet af Batman i det såkaldte Ruhr-derby mellem Dortmund og Schalke i februar 2015. Aubameyang bragte BVB foran efter 78 minutters spil, hvorefter han tog en Batman-maske på hovedet, mens hans holdkammerat Marco Reus fulgte trop og også tog en maske på – en Robin-maske. Maske-episoden fra Ruhr-derbyet, hvor Aubameyang og Reus tydeligvis havde forberedt en fælles jubel, kunne have set vanvittig dumt ud, hvis Dortmund havde smidt føringen på gulvet, men derbyet endte 3-0 til Dortmund.

Aubameyang iførte sig for fjerde gang i karrieren en maske på grønsværen, da Schalke tog imod Dortmund til endnu et Ruhr-derby. Aubameyang bragte Dortmund foran i anden halvleg, hvilket altså fik ham til at tage endnu en maske på, men der var ugler i mosen denne gang. Der var således tale om en speciel maske, som var en tilslutning til den såkaldte Nike-kampagne ”The Masked Finisher”. Aubameyang er personligt sponsoreret af Nike, mens Dortmund får deres spilledragter fra Puma, som oven i købet også er aktionærer i Bundesliga-klubben. Denne kontrovers fik Dortmund-direktøren Hans-Joachim Watzke til at tale med store ord.

- Denne opførsel er uværdig for sådan en stor virksomhed. Det kan ikke passe, at vi skal kæmpe for Nike og deres øknomiske interesser på denne måde. Vores partner er Puma, udtalte Hans-Joachim Watzke til Bild.

Dortmund-træneren Thomas Tuchel var også overrasket over sin angribers opførsel. Han var dog ikke overrasket over, at hans angriber endnu en gang tog en maske på, da han skulle fejre sin scoring. Han var derimod overrasket over den kontroversielle maske, som var et endegyldigt bevis på, at Aubameyang havde tilsluttet sig en Nike-kampagne iført en Puma-spillertrøje.

- Vi havde forventet en efterfølger til Batman/Spiderman-jubelscenen, men det var ikke tilfældet, hvilket gør det hele en anelse vanskeligere.

Denne seneste maske-eskapade resulterede i, at Aubameyang blev idømt en bøde på omkring 375.000 kroner.

Hvad kommer fremtiden til at byde på?

Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at Aubameyang i forvejen havde mange bejlere, inden han kunne lade sig kåre som Bundesliga-topscorer. Nu kunne meget dog tyde på, at Aubameyang bliver et af de absolut hotteste transferemner, når sommerens transfervindue åbner. Her er en række bud på, hvor Aubameyang kan tænkes at havne, hvis han ikke bliver i Dortmund.

Real Madrid: Det har flere gange været på tale, at Aubameyang skal til Real Madrid, når han er færdig i Borussia Dortmund. Det bliver dog uden tvivl en dyr fornøjelse for ”Los Blancos”, hvis de vil gøre alvor af interessen. Den spanske avis AS skrev inden den netop overståede sæson, at Real Madrid dengang var villige til at betale i omegnen af 520 millioner kroner samt sende Álvaro Morata til Dordmund, hvis Aubameyang til gengæld blev sendt den modsatte vej.

Bundesliga-topscoreren nærer efter sigende selv et ønske om at komme til Real Madrid. Hans mor har således udtalt, at Bundesliga-topscoreren har lovet sin bedstefar, at han en skønne dag skal tørne ud for Real Madrid.

- Han lovede sin bedstefar, at han ville komme til at spille for Real Madrid, og lige siden han var et lille barn, snakkede han altid om Real Madrid - ikke Barcelona, udtalte Aubameyangs mor, Margarita Crespo, til El Laguero.

Manchester-klubberne: Både Manchester United og Manchester City er ifølge rygterne stærkt interesserede i Pierre-Emerick Aubameyang. Manchester City vil efter sigende gå all in i kampen om den målfarlige Dortmund-angriber, hvis Sergio Agüero smutter til sommer, hvilket der også er blevet snakket om på rygtebørsen. Manchester United meldte sig også på banen i kampen om Aubameyang, da de ledende kræfter hos ”De Røde Djævle” bad om et personligt møde med guldfuglen fra Gabon. Aubameyang har dog allerede holdt et møde med en anden europæisk storklub.

Paris Saint-Germain: Den franske hovedstadsklub er tilsyneladende den klub, som er tættest på Aubameyang. The Sun har således skrevet, at den såkaldte fodbolddirektør i Paris Saint-Germain, den hollandske legende Patrick Kluivert, allerede har holdt et personligt møde med Aubameyang. Her blev det efter sigende gjort klart, at PSG skal hoste op med godt og vel 510 millioner kroner, hvis Borussia Dortmund skal sende Aubameyang til den franske hovedstad.

Tianjin Quanjin: Det seneste bud på en destination for Aubameyang er den pengestærke kinesiske klub Tianjin Quanjin, som efter sigende også er interesserede i Diego Costa. Den engelske avis Metro skriver således, at den pengestærke klub har sendt et tilbud til Dortmund, som både Aubameyang og Borussia Dortmund kan få særdeles svært ved at sige nej til.

Tianjin Quanjin skulle således være parate til at betale BVB i omegnen af 600 millioner kroner, hvis de indvilliger i at sende Aubameyang til Kina. Tilbuddet kan også være svært at sige nej til for Aubameyang, som efter sigende bliver tilbudt en årsløn på hele 375 millioner kroner, hvilket altså svarer til knap en million kroner om dagen, 43.000 kroner i timen, knap 700 kroner i minuttet og knap 10 kroner hvert eneste sekund.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Campeónes – Campeónes - Campeónes
Indkast.dk var til stede, da Real Madrid blev mestre på det stemningsfyldte La Roseleda, hvor personalet dog viste sig fra en knap så smuk en side.
Da der var spillet 66 minutter af sidste La Liga-spillerunde på La Roseleda, rejste samtlige tilskuere sig og klappede for at ære den 178 centimeter høje midtbanespiller, som indtil da havde været kampens bedste. På Real Madrids stjernemandskab havde den elegante Isco overskygget store fodboldnavne som Sergio Ramos, Cristiano Ronaldo og Karim Benzema. Ikke blot udeholdets fans fra ”Kongeklubben”, men også Málagas hjemmepublikum ønskede at sende en flot hilsen til deres tidligere profil, som skulle udskiftes med hovedstadsholdets modsætning – nemlig skuffelsen James Rodríguez.

Forinden og efter blot et par minutters spil havde Isco ellers gjort det onde ved Málaga, da han fornemt satte Ronaldo op, så han kunne score kampens første mål. Dette var stærkt medvirkende til, at Real Madrid kom meget tættere på det mesterskab, som de har hungret efter i den sidste håndfuld år. Målet gav Real Madrid den mest ønskelige start, selvom Málaga flere gange i løbet af kampen truede Real Madrids usympatiske keeper - Keylor Navas.

Fem år tidligere havde den populære Isco scoret i samme opgør, men for Málaga, hvilket er den eneste hjemmesejr til sydkystholdet over Real Madrid i dette årtusinde eller i de sidste 14 forsøg.

Så Isco og Ronaldo skabte den drømmestart, som Real Madrid havde håbet på, men Málaga svarede godt igen. Sidstnævnte var dermed med til at fjerne meget af den mistillid, der havde været op til kampen til Málaga-træneren Michel - med 404 førsteholdskampe for Real Madrid. Málaga svarede, som tidligere nævnt, flot igen, og derudover kunne Barcelona ikke ønske sig mere af Real Madrids modstander. La Roseleda er slet ikke det letteste sted at spille som udehold. Ti hjemmesejre er det blevet til for Málaga i denne sæson – men blot to på udebane. Tilskuerne er fire år i træk blevet kåret til de bedste hjemmefans i La Liga, og det kunne også mærkes på denne flotte sommeraften.

Om man havde sympati for Real Madrid eller Malaga – eller Barcelona – ændrede ikke ved, at der var noget magisk ved denne aften. Blandt tilskuerne med deres mange lommeradioer kunne man mærke, når der kom gode og især dårlige meldinger fra Camp Nou, og dem var der flere af – som Eibars to føringsmål eller Lionel Messis misbrugte straffespark.

Stemningen op til kampen var dog alt andet end idyllisk og rolig omkring den store ”gate 27”. Den blev nemlig lukket, hvilket frembragte stort pres på indgangen ved siden af. Her gik systemet for sæsonkortsholderne ned, og det skabte kaos samt tumultlignende tilstande med stort pres og mange lange køer på især gate 29. Derudover havde masser af tilskuere tilsyneladende billetter til de samme pladser, så alt op til kampen var rent spansk kaos, og som den ansvarlige for vores transport til kampen sagde: ”La Roseleda har plads til 29.000 tilskuere, men i aften lukker de sikkert mere end 30.000 ind”.

Man skulle tro, at det var løgn, men det var det ikke… Til højre fra os sad tilskuerne på trappen, og bag os stod en masse tilskuere – uden det lignede, at de havde billet. Gad vide, hvordan de var kommet ind til kampen – altså til en kamp, hvor der ifølge rygterne var billetter til over 5000 kroner på det sorte marked.

Vores billetter havde den tidligere danske landsholds- og Málaga-spiller Kris Stadsgaard været behjælpelig med at skaffe, og forinden var han også ganske informativ om sin periode i klubben. Han fortalte om den høje løn, som lige pludselig udeblev, men også om den store trænerprofil Manuel Pellegrini samt målet, som forsvarsspilleren lavede imod netop Real Madrid. Alt dette gjorde han på Casa Danesa, som er La Peña de Dinamarcas - Malagas danske fanklub - opholdsted.

Inden kampen nåede vi også lige at smage lidt spansk tapas på Meson Los Robles de Leon. Baren ligger lige overfor La Roseleda og derimellem findes et hav af gadesælgere, som leverer mange af de lokale nødder, som mange spiser inde på stadion. For mad og fodbold hører sammen i Spanien.

Tidligere har jeg overværet et ”El Clasico” fra en af de bagerste rækker på Santiago Bernabéu. Her fandt min ukendte sidemakker midt under kampen både en stor køkkenkniv, pølse og ost frem. Herefter blev der ellers – til min store overraskelse – delt gavmildt ud til de nærmeste. Meget anderledes forhold i forhold til for eksempel de engelske stadions, hvor man næsten ikke må have en ekstra jakke med…

På La Roseleda var der denne aften ikke brug for en ekstra jakke, men til gengæld kunne man godt uddele en masse sympati imod den jakkesætsklædte Zinedine Zidane, som har udviklet sig til lidt af en succestræner for Real Madrid.

Zidane overtog trænersædet i Real Madrid i januar 2016 efter skuffelsen Rafael Benítez, og siden har franskmanden forbedret det eftermæle, som sluttede hans aktive karriere med skandalen i VM-finalen.

Real Madrids mesterskab er kommet i hus, efter Zidane har frigivet spillerne og givet dem masser af tillid samt slækket på de taktiske forpligtigelser. Disse tiltag virker til at have udløst en masse energi i truppen, og den ellers så sky Zidane har også selv virket langt mere åben som person, efter han har fået rollen som træner.

Flere af de ældre spillere har fået pauser, imens nye spillere som Casemiro og Isco har vokset sig ind på holdet. Da kampen imod Málaga var slut, og den spanske mester var fundet, hang navnet ”Isco” over den efterhånden lyserøde spanske himmel.

40 dage forinden havde Barcelona tabt på samme græstæppe, og det endte med at blive mesterskabsafgørende. Derfor kunne Real Madrid-fansene gjalde udover det proppede stadion: Campeónes – Campeónes - Campeónes!!
Læs hele lederen
Bastia 1905 – Frankrigs skygge
I øjeblikket er Bastia i bunden af fransk fodbold, og deres fans opfører sig også som en flok tabere… men de har noget med 5. maj.
Til 1. maj-møderne i Frankrig var der i år historisk meget ballade. Optøjerne kom fra nationens venstrefløjs-ekstremister, som var utilfredse med, at Frankrigs præsidentvalg er en kamp imellem den indvandrekritiske Marine Le Pen og Emmanuel Macron fra det franske socialistparti – som for mange unge franskmænd er et valg imellem pest eller kolera.

Utilfredsheden startede store demonstrationer under sloganet NuitDesBarricades – altså barrikadernes nat, som også er kommet ind på de franske fodboldstations. Til opgøret imellem Lyon og Bastia entrede en gruppe af hjemmeholdets ultrafans – Bastia 1905 – banen og gik til angreb på udeholdets spillere, inden kampen blev afbrudt. Lyon-spillerne er dog langt fra de eneste, som har oplevet de hardcore hooligans.

I åbningskampen blev Lucas Moura ramt af en genstand, da PSG-spilleren skulle sparke et hjørnespark, og derudover blev Nice-angriberen Mario Balotelli udsat for racistiske tilråb. Men det har ikke altid været sådan for bundholdet i Lique1.


Platini vs. Milla
I 1977-78 vandt Bastia UEFA-Cuppen, efter de havde slået klubber som Sportlng Lissabon, Newcastle og Torino, inden PSV blev besejret i finalen. Tre år senere vandt de den franske pokalfinale efter en sejr over Saint-Etienne, der blandt andet havde legendariske Michel Platini. For Bastia var målscoreren en anden legende – nemlig Roger Milla fra Cameroun.

Efterfølgende kom der dog en mindre klub-tragedie, da 18 af klubbens fans døde i 1992 efter en tribune kollapsede på hjemmebanen. Ikke siden dengang har Bastia spillet en kamp den 5. maj.

I nyere tid har kendskabet til Bastia dog ændret sig – væk fra det sportslige. De er blevet et symbol på kampen imod ”La metropole” – altså et opgør imod Europas storbyer samt mange andre politiske holdninger, som er en anelse ekstreme. Efter terrorangrebene i Paris i 2015 mødte Bastia deres rivaler fra GFC Ajaccio, og til kampen blev der vist et stort banner med skriften ”Ripuate in Pace”, som kan oversættes med ”Hvil i Fred” samtidig med, at den franske nationalmelodi blev spillet. En fin gestus, men under hele seancen piftede medlemmer fra ”Bastia 1905”.

Holdets manglende indkøb, dårlige præstationer og udsigt til nedrykning har ikke gjort balladen mindre. ”Bastia 1905” er ikke de eneste ballademagere i fransk fodbold, men de betragtes af mange som de værste – især med tanke på klubbens størrelse.

Angrebet på Lyon-spillerne er blot et af mange billeder på dette, og det skete på trods af en enorm opstramning i de senere år, hvor der er kommet hårde straffe til uromagerne i klubberne og langt større brug af tv-optagelser. Men det virker til, at det kommer for sent i kampen imod de hardcore fans fra ”Bastia 1905” – Frankrigs skygge.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Hjulsagers fremragende scoring - Fest i en uge, hvis vi vandt Scudetto Artikel ikon VILDT: Politiet skyder mod fans i derby Artikel ikon Usportslige Verratti Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon - Han vil være en pornostjerne! Sánchez står registreret som BM-spiller! Artikel ikon Ugens hold fra Serie A – runde 37 Artikel ikon - Æsel skal synge tre gange inden kamp Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 5: Mest sejrsrige klubber i England AaB og FCN i toppen af fornem liste Artikel ikon Top 20: Verdens bedste forsvarsspillere Artikel ikon Top 10: Hurtigste scorede PL-spillere Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: United vinder med et enkelt mål Spil: Dortmund vinder Artikel ikon Spil: Real Madrid får solid pokalhævn Artikel ikon Spil: United parkerer bussen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Tilbageblik: Ajax-holdet, der gik itu Fem skarpe om Agüeros mesterskabsscoring Artikel ikon De største fodboldlegender – Zidane Artikel ikon De orange danskere Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medie: Mou giver modsvar United øjner gammel transferflamme Artikel ikon Fredagens engelske rygter Artikel ikon Torsdagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Vidste du om ... Jamie Vardy Artikel ikon Vidste du om ... Lucas Moura Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Flest kampe i 2016/17 Sánchez vs. Continho vs. Hazard Artikel ikon Statistik: Wayne Rooney Artikel ikon Ni managere – på fem år Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: AC Horsens - Esbjerg FB Optakt: Randers FC - OB Artikel ikon Optakt: Brøndby IF - FC Nordsjælland Artikel ikon Optakt: AGF - Viborg FF Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstilinger: Arsenal - Chelsea Startopstillinger: FCK – Brøndby Artikel ikon Startopstillinger: Ajax – Man Utd Artikel ikon Startopstillinger: Pescara - Palermo Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Dortmund vandt pokalen i fjerde forsøg Arsenal vinder dramatisk FA Cup-finale Artikel ikon United vinder Europa League Artikel ikon Pescara sejrede i kamp mellem nedrykkere Artikel ikon Se flere