Mesterens mørke side

Af Torsten Brix

2014-06-04
Mesterens mørke side

Indkast.dk bringer her et kapitel fra den aktuelle bog "VM højdepunkter og skandaler". Dette uddrag handler om Zidane og finalen i 2006, som beskrives som "En finale, to fodboldspillere og en tynd linje mellem det gode og det onde".

Samtlige spillere i den italienske VM-trup på det olympiske stadion i Berlin den 9. juli 2006 vidste, at Zinedine Zidane kunne provokeres. Det faktum behøvede man ikke at have dykket ret meget ned i igennem de seneste 10 års fodboldhistorie for at være bekendt med, og ingen vidste det bedre end Marco Materazzi.

Den italienske forsvarsspiller var ikke født i den pæne del af den syditalienske by Lecce, og Materazzis karriere og vejen til den største af alle fodboldkampe – VM-finalen mellem Italien og Frankrig – var gået via en helt anden rute end hans direkte franske modstanders i skikkelse af verdens- og europamesteren Zinedine Zidane.

Som søn af den tidligere Lecce-spiller og -træner Giuseppe Materazzi lå det ellers tidligt i kortene, at unge Marco skulle vælge fodbolden som levevej, men viljen var som oftest større end talentet, og først som 24-årig fik Materazzi junior muligheden for at avancere fra anonymiteten og baggårdskampene i de lavere italienske rækker. Perugia hev ham op i Serie B, hvor den hårdføre og hovedstødsstærke stopper gjorde så meget opmærksom på sig selv, at engelske Everton i 1998 så det som et muligt scoop at introducere den heftigt tatoverede Marco Materazzi til de største engelske fodboldstadioner. Og her fik de så sandelig den italienske power at mærke. Marco Materazzi optrådte 27 gange for Everton i sæsonen 1998-99, han scorede to mål og blev udvist ikke færre end fire gange, hvorefter Liverpool-klubben skibede den uregerlige forsvarer tilbage til Italien og Perugia. Enkelte engelske aviskommentatorer sendte endda Materazzi af sted med beskrivelsen „en simpel voldsmand“.

Italieneren lignede da også ganske rigtigt efterhånden mere en straffefange end en international fodboldstjerne. På det tidspunkt var trenden med tatoveringer endnu ikke specielt udbredt i fodboldkredse, men når Marco Materazzi efter en kamp byttede trøje med modstanderen, kunne man se en overkrop fyldt med blækbilleder af barske vikinger, indianske symboler samt hans eget og hustruen, Daniels, navn og fødselsdato skrevet med romertal.

Derudover var der de voldsomme frispark, som til stadighed skæmmede forsvarerens karriere, men til gengæld voksede de forsvarsmæssige kvaliteter med rutinen, og i 2001 smed storklubben Inter 10 millioner euro på bordet, hvilket endegyldigt gjorde Marco Materazzi til en fodboldspiller i den absolutte elite. Samtidig kom debuten på landsholdet, men her havde den høje stopper det problem, at Italien i forvejen rådede over forsvarsspillere som Alessandro Nesta, Fabio Cannavaro og Paolo Maldini. Alle sammen både dygtigere og mere elegante. Af samme årsag havde Marco Materazzi også indledt VM-slutrunden i Tyskland som en noget overset reservespiller. Når det italienske landshold holdt deres pressemøder i 'Casa Azzurri' på et luksushotel uden for den grå industriby Duisburg i Ruhrdistriktet, var det netop Nesta og anfører Cannavaro, som udtalte sig. Ja, eller romeren Francesco Totti og topscorer Luca Toni. Marco Materazzi havde fået det højeste rygnummer af alle, 23, og da Italien sent om aftenen den 12. juni indledte VM med en sejr på 2-0 over Ghana i Hannover, var det med Materazzi som tilskuer fra bænken i samtlige 90 minutter.

Det samme gjorde sig gældende i den anden puljekamp mod USA, som sluttede 1-1 efter en kamp med tre udvisninger, heraf en til italienernes Daniele De Rossi. Uafgjort mod amerikanerne var selvsagt ikke tilfredsstillende, men alligevel var stemningen i 'Casa Azzurri' god. Træner Marcello Lippi havde bedre styr på både spillere og medier, end man havde set det i mange år, og glemt var efterhånden den skuffende EM-slutrunde i Portugal, hvor Danmark og Sverige svigagtigt havde spillet 2-2 i den sidste puljekamp og dermedsendt sig selv videre på bekostning af italienerne. Faktisk havde den hvidhårede Lippi på forhånd sagt, at han dagen efter VM-finalen ville stå til søs i en privat yacht og ikke kigge sig tilbage – uanset Italiens placering – og netop den indstilling passede godt til truppen, der ellers burde være præget af en kæmpe skandale, som havde rullet hen over italiensk fodbold det forgange år. Bestikkelse af dommere, fiksede resultater i afgørende kampe samt generel korruption havde tilsyneladende været hverdag i Serie A, og selv de største klubber med Juventus i spidsen så ud til VM at være involveret, hvilket naturligvis også ramte nogle af de mest profilerede spillere i VM-truppen.

Men måske var skandalen og de mange negative historier præcis det, som skulle til for at skabe en enhed ud af de enorme egoer i den italienske trup. I hvert fald fremstod 'Gli Azzurri', 'de azurblå', under Marcello Lippis stærke taktiske styring faktisk langt mere harmonisk end længe med anfører Fabio Cannavaro og Alessandro Nesta som det suveræne defensive omdrejningspunkt på banen.
Chokket opstod imidlertid efter 17 minutter af holdets tredje puljekamp mod Tjekkiet i Hamborg. Uafgjort ville være rigeligt til at gå videre – ja, selv et spinkelt nederlag kunne på klassisk italiensk maner sende holdet videre til ottendedelsfinalen, hvor turneringen så for alvor kunne gå i gang. Derfor lignede det også et uheld med katastrofale konsekvenser, da den elegante og altid rolige forsvarsspiller Nesta måtte udgå med en skade så tidligt i kampen. Endnu mere tragisk virkede det, eftersom selv samme Nesta også var blevet skadet i en gruppekamp mod Østrig ved VM i 1998 samt havde misset Italiens sidste kamp ved slutrunden i 2002 med en skadet fod. Det lignede en regulær forbandelse ikke bare over Alessandro Nesta, men over de italienske VM-forhåbninger generelt.

Samtidig blev der bandet ekstra meget på mange barer hjemme i Italien, da kampens colombianske fjerdedommer ved navn Óscar Ruiz holdt lystavlen op med nummeret på Nestas afløser i det centrale forsvar. Marcello Lippi havde nemlig kigget ned ad sin lange VM-bænk og fæstnet øjnene på en spiller, som kunne løse opgaven ved siden af Cannavaro i midterforsvaret, men som også udgjorde en tikkende bombe på banen. Lippi tog chancen. Ud gik nummer 13, Alessandro Nesta. Ind kom nummer 23, Marco Materazzi. På nogenlunde det tidspunkt var der middelsvær panik i det franske VMhovedkvarter i den lille by Hameln ikke langt fra Hannover. Franskmændene var på imponerende vis blevet verdensmestre på hjemmebane i 1998 og havde to år senere sat trumf på ved også at vinde EM-titlen i Holland og Belgien, men både VM i 2002 og EM i 2004 havde budt på store skuffelser. De to første kampe ved slutrunden i Tyskland havde absolut ikke gjort den forhadte træner Raymond Domenech og hans trofaste satsning på de rutinerede spillere mere populær – hverken i den franske befolkning eller blandt de mange kritiske røster i det talrige pressekorps, som fulgte 'Les Bleus' overalt.

Selv den sobre sportsavis L'Équipe havde fundet sarkasmen frem efter franskmændenes første to puljekampe: „Les Dinosaurs“ havde der ydmygende stået på forsiden. Såvel spillet som resultaterne havde da også været noget nær katastrofale. Første kamp mod Schweiz var endt 0-0 efter en kedelig affære, mens det efterfølgende resultat 1-1 mod Sydkorea for alvor havde sat Frankrig i en prekær situation inden sidste spilledag i den gruppe G, som ellers havde set så overkommelig ud på papiret. Ikke alene skulle franskmændene besejre Togo for overhovedet at gå videre, det ville under alle omstændigheder sandsynligvis kun være nok til en andenplads i puljen og dermed udsigt til en ottendedelsfinale mod de sprudlende spaniere fra gruppe H. Og hvis det blev klaret; en kvartfinale mod Brasiliens forsvarende verdensmestre!

Dertil kom, at fransk fodbolds største stjerne foreløbig havde svigtet. Zinedine Zidane havde om nogen været manden bag titlerne i 1998 og 2000, han var sammen med Ronaldo, Figo og Beckham en vaskeægte 'galácticos' i Real Madrids eksklusive klub for spillets absolutte verdensstjerner, og han var selve arketypen på historien om den fattige indvandrerdreng, som via flid og dygtighed når hele vejen til tops. Men midtbanespilleren med det let foroverbøjede løb, de stirrende øjne og den fænomenale teknik var også blevet 34 år gammel, og i de to første kampe havde man set meget lidt til den franske anførers fodboldmæssige kvaliteter.

Til gengæld havde 'Zizou' både mod schweizerne og koreanerne pådraget sig en advarsel, og dermed måtte franskmændene undvære deres spillemæssige omdrejningspunkt i skæbnekampen mod Togo. Endnu en gang var Zinedine Zidane havnet i karantæne, og rundt om i verden var aviserne klar til at skrive den fodboldmæssige nekrolog over en af spillets helt store aktører på godt og ondt. Historien viste nemlig tydeligt, at selvom Zidane uden for banen fremstod både sympatisk, ydmyg – ja, næsten flegmatisk – og som et klassisk forbillede for hele verdens drenge og piger, så rummede franskmanden også en mørk side, der med jævne mellemrum dukkede op til overfladen og viste sit grimme ansigt i voldsomme episoder, som var meget svære at forbinde med en af spillets ypperste udøvere.

Fransk fodbold havde sin 'Zizou', men den havde så sandelig også en 'Mr.Hyde'. Fortællingen om Zinedine Zidane begynder i havnebyen Marseille ved den franske Middelhavskyst. Nærmere bestemt begynder den i forstaden La Castellane, der hovedsageligt udgøres af socialt boligbyggeri og trøstesløse betonblokke og så afgjort er et af de områder, turister bliver advaret mod at begive sig ind i efter mørkets frembrud. Her blev Zinedine Yazid Zidane den 23. juni 1972 født af forældrene Ismail og Malika, som 20 år tidligere var emigreret til Frankrig fra byen Augemone i den nordlige provins Kabylien i Algeriet. Først havde de slået sig ned i Paris, men siden var de flyttet tættere på det nordlige Afrika – både geografisk og menneskeligt – i den muslimsk prægede forstad til Marseille, hvor sønnen Zinedine tidligt skulle lægge grunden til endnu en af de arketypiske fodboldheltehistorier, som VM-historien og denne bog er så fuld af.

Ligesom Maradona og Pelé voksede Zidane nemlig ikke op med velplejede fodboldbaner, flotte omklædningsrum og skinnende støvler i kendte mærker. Franskmanden med de stærke algeriske rødder udviklede sin teknik og den helt særlige førstegangsberøring på asfalten og betonen i La Castellane, og først som teenager iførte han sig for første gang en klubtrøje i den lokale US Saint-Henry. Herefter gik det til gengæld stærkt. Førstedivisionsklubben Cannes spottede talentet i en ungdomsturnering, og som 17-årig fik Zinedine Zidane i 1990 debut i den bedste franske række. To år senere solgte Cannes deres kommende verdensstjerne til storklubben Girondins de Bordeaux for en rekordsum, og her fortsatte midtbanekreatøren med at imponere så meget, at manageren Ray Harford for den daværende engelske topklub Blackburn Rovers satte alt ind på at hente franskmanden til engelsk fodbold som Blackburns svar på Manchester Uniteds Eric Cantona. Efter sigende skal den engelske klubs formand, Jack Walker, have sagt: „Hvorfor i alverden vil du have denne Zidane, når vi har Tim Sherwood?“ Bemærkningen er muligvis lettere anekdotisk, men den fortæller meget godt om den opstigning, som Zidane og fransk fodbold generelt fra det tidspunkt skulle tage, mens det generelt gik ned ad bakke for såvel Blackburn som det engelske landshold og stakkels Tim Sherwood. Han vil i bedste fald blive husket som en habil spiller på De Britiske Øer, mens Zidanes navn skulle blive kendt af hvilket som helst fodboldelskende barn i hele verden.

Franskmanden skiftede året efter i stedet til italienske Juventus, hvor Zidane gennem fem år vandt mesterskaber og tabte to Champions Leaguefinaler,inden han i 2001 skiftede til Real Madrid som et af klubbens indkøb for astronomiske summer. På det tidspunkt havde Zidane allerede gjort sig selv udødelig som kreatøren på landsholdet, der i 1998 endelig havde skaffet det verdensmesterskab til Frankrig, som nationen havde ventet og håbet på, siden franskmanden Jules Rimet mere end et halvt århundrede tidligere stædigt havde holdt fast i tanken om i det hele taget at spille om titlen som verdensmester. To mål med hovedet havde Zidane scoret i finalen mod Brasilien, ligesom han også havde været omdrejningspunktet, da franskmændene to år efter skrev historie og som det første hold nogensinde som verdensmester også vandt det efterfølgende europamesterskab. Og det skete endda med så smukke øjeblikke, hvor den franske superstjerne legede med bolden, at selv tidligere fodboldfornægtere i det parisiske forfattermiljø et øjeblik lagde Le Monde og satte cafékaffen fra sig for at beskæftige sig med 'kunsten i fodbold'.

Derfor var såvel franskmænd som hele verdens fodboldelskere også villige til at se gennem fingre med de mere dystre sider af Zidanes karakter. „The dark side“ kaldes det i Star Wars-filmene, som mytisk beskriver, hvordan alle heltene i skikkelse af jedi-riddere har en brist, som gør, at de ligesom Anakin Skywalker kan risikere at falde for det ondes fristelse og forvandle sig til en Darth Vader. Eller som Tolkiens Ringenes Herre, hvor ringens og det ondes kraft er så stor, at selv helteskikkelser som Frodo, Aragon og Gandalf kan mærke det onde i sig.

I Zinedine Zidanes tilfælde har den mørke side været karakteriseret af et voldsomt temperament, som mange psykologer sikkert kunne føre tilbage til barndommens opvækst i Marseilles fattige indvandrerkvarter, hvor begreber som ære og respekt var blandt dagligdagens vigtigste. Og hvor man kæmpede for dem med alle tænkelige midler. En gennemgang af Zidanes karriere viser, hvordan den kamp pludselig og nærmest ud af det blå kan vise sig på tidspunkter, hvor det virker fuldstændigt vanvittigt.

I alt 14 røde kort tæller karrieren, hvilket ville være mange selv for en hårdhændet forsvarsspiller, og hvis man ser nærmere på Zidanes udvisninger, er kun to af dem uddelt som følge af 'almindelige' forseelser. Helt tilbage i 1993 faldt den første i en fransk ligakamp mellem Bordeaux og Marseille, da den dengang 21-årige Zidane tildelte sin kommende landsholdskammerat Marcel Desailly et knytnæveslag i ansigtet. Samme scenarie med forskellige modstandere og forskellige overgreb har siden udspillet sig stort set hver eneste sæson. I beskrivelsen af Frankrigs VM-triumf på hjemmebane i 1998 glemmer man ofte, at finalehelten Zidane i en indledende puljekamp mod Saudi-Arabien hensynsløst hævnede sig på modstandernes anfører, Fouad Amin, ved at trampe ham på hoften, hvilket kostede endnu en udvisning og to spilledages karantæne. Bedst beskrevet er Zidanes brist i den film, som filmskaberne Douglas Gordon og Philippe Parreno besluttede sig for at lave i 2005.

Zidane – A 21st Century Portrait hedder filmen, der vandt juryens pris ved filmfestivalen i Cannes året efter, og som er optaget med 17 kameraer, der alle følger hver eneste af Zinedine Zidanes bevægelser i en tilfældig ligakamp for Real Madrid mod Villarreal den 23. april 2005. Idéen var at beskrive franskmandens særlige spillerytme og unikke overblik ned i den mindste detalje, men ved et tilfælde ramte filmskaberne lige ned i en af de kampe, hvor franskmanden viste både sin lyse og mørke side.

I filmen ser man nemlig længe nærbillederne af en sand mester på banen. Zidane suger spillet til sig. Han tæmmer bolde i alle højder med yndefuld lethed, og han smiler og ler med holdkammeraterne, da Real Madrid bringer sig foran. Og så pludselig! I et splitsekund ændrer alt sig, da holdkammeraten Raúl kommer i et tilfældigt klammeri med en forsvarsspiller fra Villarreal. Dokumentarfilmens kameraer er stadig fastholdt på Zidane, og man ser, hvordan øjnene bliver smalle og hårde, hvorefter franskmanden løber hen og blander sig med både skub og slag. Episoden er fantastisk beskrevet i filmen, og den kostede Zinedine Zidane karrierens 13. udvisning. Det mest spektakulære røde kort havde verden imidlertid stadigvæk til gode at opleve.

I Italiens sidste puljekamp mod Tjekkiet den 22. juni 2006 i Hamborg havde Marco Materazzi efter udskiftningen af den skadede Alessandro Nesta været på banen i ni minutter, da Italien fik hjørnespark i højre side. Den slags blev altid sparket af Milans lille Andrea Pirlo, og han sendte som aftalt bolden højt ind i midten af feltet omkring straffesparkspletten. Her skulle Nesta normalt befinde sig, men nu var det Marco Materazzis 193 centimeter, der kom flyvende gennem luften, og højt over to forsvarsspillere pandede reserven bolden ned i jorden og ind i nettet til føring på 1-0. Og sig selv fast ind i den italienske startopstilling. Med sejren på 2-0 over Tjekkiet og den deraf følgende førsteplads i gruppe E gav Italien nemlig sig selv den bedst tænkelige vej mod VM-finalen. En ottendedelsfinale mod Australien, kvartfinale mod Ukraine og så de tyske værter i semifinalen. Det kunne dårligt være bedre, og så var det alligevel lige ved at gå galt, for de havde ikke bandet uden grund på barerne rundt om i Rom, Milano og Napoli, da Marco Materazzi i Hamborg kom på banen i stedet for Nesta.

Efter 51 minutter af ottendedelsfinalen på Fritz-Walter-Stadion i Kaiserslautern var det nemlig ikke lykkedes for de italienske favoritter at gennembryde muren af gul- og grønklædte australiere foran den velspillende målmand Mark Schwarzer. Ja, faktisk havde australierne været tæt på selv at komme foran, og så slog det klik for Materazzi. Australiens Marco Bresciano fra den italienske klub Parma tog et godt løb med bolden, men det var midt på banen, og backen Gianluca Zambrotta fulgte godt med og havde tilsyneladende styr på situationen. Alligevel kom Materazzi pludselig flyvende fra midterforsvaret, og med en satset glidende tackling med samlede ben stemplede stopperen såmænd både Bresciano og sin egen medspiller Zambrotta. Kendelsen fra den spanske dommer Luís Cantalejo var klar: direkte rødt kort samt en spilledags karantæne, hvilket gjorde, at Materazzi tidligst kunne være med igen i semifinalen, hvis Italien altså nåede så langt.

Foreløbig kunne den udviste forsvarsspiller nøjes med at ånde lettet op, da Francesco Totti i femte minuts tillægstid sparkede et tvivlsomt dømt straffespark ind bag Mark Schwarzer og dermed sørgede for, at Materazzi ikke blev skurk nummer et i Italien efter en ydmygende exit til australierne. Samtidig lysnede det for franskmændene oppe i Hameln. Scoringer fra Patrick Vieira og Thierry Henry havde sikret den sejr på 2-0 over Togo, som lige akkurat var nok til at gå videre på andenpladsen efter Schweiz i gruppe G. Det betød et møde med Spanien, som efter tre suveræne sejre i puljen samt en målscore på 8-1 efterhånden blev regnet som et af de allerbedste bud på en kommende verdensmester.

Ottendedelsfinalen i Hannover betød imidlertid comeback i turneringen til Zinedine Zidane, og den franske anfører havde tilsyneladende haft godt af karantænen mod Togo. Kampen mellem de to store fodboldnationer og naboer blev en af slutrundens allerbedste med masser af målchancer, og Zidane orkestrerede den overraskende franske sejr på 3-1, som han selv slog fast i tillægstiden ved at afdrible det spanske forsvar og score sit første mål i turneringen. Og dagen efter skrev de franske aviser ikke længere om dinosaurer, men om genfødslen af såvel Zinedine Zidane som fransk landsholdsfodbold generelt. Godt halvanden uge efter var de to deltagende nationer i VM-finalen 2006 på det gamle olympiske stadion i Berlin fundet. Men det ville være synd at sige, at slutkampen udgjorde nogen drømmefinale for ret mange andre end lige italienerne og franskmændene selv. De tyske værter ærgrede sig stadigvæk over semifinalenederlaget efter forlænget spilletid mod Italien, der let havde slået Ukraine i kvartfinalen, mens de fleste neutrale iagttagere allerhelst havde set enten Brasilien, Portugal eller Argentina i finalen.

Stor set alle var nu enige om på forhånd at hylde en mand: Zinedine Zidane. Franskmanden havde lagt op til Thierry Henrys sejrsmål i kvartfinalesejren på 1-0 over Brasilien i Frankfurt, mens Zidane selv afgjorde semifinalen mod Portugal ved at score kampens enlige mål på et straffespark begået mod Thierry Henry. Anføreren gik naturligt forrest og sparkede sikkert bolden i nettet, mens hele hans attitude og sejrsvilje havde båret franskmændene ad den måske sværeste vej til VM-finalen. Forbi Spanien, Brasilien og Portugal. Det er sådanne bedrifter, legender bliver skabt af, og da de akkrediterede journalister umiddelbart inden finalen skulle stemme på den bedste spiller af alle ved VM i Tyskland, var der overvældende enighed om franske Zidane. Han kunne dermed se frem til at slutte sin internationale landsholdskarriere på et absolut højdepunkt uanset udfaldet af turneringens sidste kamp i Berlin om aftenen søndag den 9. juli 2006. Ja, eller næsten uanset udfaldet, skulle det vise sig. Det var en smuk aften på Olympiastadion. Stort set hele slutrunden havde været tilsmilet af fantastisk vejr, og finaledagen var ingen undtagelse. Om eftermiddagen var Jürgen Klinsmann og hans tyske bronzevindere blevet hyldet af op mod en million mennesker inde ved Brandenburger Tor, men nu nærmede klokken sig det magiske tidspunkt 20.00, og 69.000 tilskuere havde fundet deres pladser til det 18. opgør i rækken af slutkampe om verdensmesterskabet i fodbold. Italien mod Frankrig. Det fantastiske forsvar med Fabio Cannavaro og målmand Gianluigi Buffon mod kreativiteten i skikkelse af Zidane flankeret af Thierry Henry og den unge komet Frank Ribéry. Det måtte blive en klassisk duel, og det samme kunne siges om en af de vigtigste kampe i kampen: den tilbagevendte fodboldbølle Marco Materazzi over for fodboldhelten Zinedine Zidane.

Det begyndte bedst for franskmændene. Syv minutter var der spillet, da kantspilleren Florent Malouda brød igennem i venstre side af feltet og klodset blev kantet af Italiens nummer 23. Igen bandede de over Marco Materazzi på barerne i Italien, mens Zidane gjorde sig klar til at eksekvere straffesparket. Et sus gik herefter igennem stadion, da franskmanden sendte bolden op på undersiden af overliggeren og ned omkring stregen nærmest som et tredimensionelt citat fra Geoff Hursts berømte mål i Englands finalesejr over Tyskland præcis 40 år tidligere. Denne gang var der dog ingen tvivl; scoringen blev godkendt øjeblikkeligt, og Frankrig var i spidsen, men kun i 12 minutter. Som i et velskrevet drama var der nemlig udpeget to hovedpersoner på denne finaleaften, men hvem der skulle ende som henholdsvis helt og skurk lå endnu hen i det uvisse. Det gode lå umiddelbart samlet hos Zidane, men efter 19 minutters spil fik Italien hjørnespark i højre side. Den slags, ved vi nu, var på det tidspunkt en sag for Andrea Pirlo, og ligesom mod tjekkerne i gruppespillet sendte han en høj bold mod midten af feltet, hvor Materazzis 193 centimeter steg til vejrs og pandede bolden ned i jorden og forbi Fabien Barthez.

Stillingen 1-1 holdt sig til pausen og også igennem anden halvleg, så mens den berlinske aften langsomt forvandledes til nat, gik de to hold ind i forlænget spilletid og en stadig mere intens atmosfære. Kampen balancerede på den tyndeste røde linje, nærkampene var hårde, og det næste mål ville uden tvivl blive afgørende. 34-årige Zidane spillede tydeligvis med karrierens sidste kræfter, men han piskede sig selv og det franske hold fremad, og 14 minutter inde i forlængelsens første halvleg indledte den franske anfører selv et angreb midt på banen.

Zidane sendte en brugbar aflevering ud i højre side til backen Willy Sagnol, der tøvede præcis så længe, at hans kaptajn kunne nå ind i feltet. Indlægget lå herefter præcist mellem Cannavaro og Materazzi, og hele stadion holdt igen vejret. Havde dramaet nået sit klimaks? Ville Zidane ligesom i 1998 afgøre finalen med sit næsten skaldede hoved? Skulle Frankrigs mest populære mand gøre sig selv endnu mere udødelig? Svaret var nej. VM-slutrundens bedste målmand i skikkelse af Gianluigi Buffon iført en målmandsdragt af guldstof sprang med en fantastisk reaktion op under overliggeren, reddede hovedstødet og ødelagde dermed det ellers så velskrevne manuskript. Herefter forløb intet nemlig bare tilnærmelsesvis, som nogen havde forestillet sig.

Duellen mellem Materazzi og Zidane havde været hård, men ikke hård ud over det sædvanlige, og begivenhederne fem minutter inde i anden halvleg af den forlængede spilletid kom uden forvarsel – og uden at ret mange i første omgang opfattede, hvad der skete. Bolden var netop røget ud af spil til italiensk målspark, og mens tv-billederne verden over viste langsom gengivelse af det foregående angreb, passerede Zidane smilende Marco Materazzi uden for feltet. Franskmanden sagde stadig smilende noget til sin italienske modspiller, der med blikket rettet stift forud svarede. Og herefter skete det så igen. Filmskaberne Gordon og Parreno havde set det samme blik, da de et år tidligere lavede deres portrætfilm om Zidane, og Saudi-Arabiens anfører havde set det, da Zidane otte år tidligere havde trampet på ham ved VM-slutrunden i Frankrig.

Nu vendte Zinedine Zidane sig i karrierens 108. og sidste landskamp om mod Marco Materazzi, og foran 69.000 tilskuere samt over en halv milliard tv-seere kloden rundt stangede han en skalle direkte i brystkassen på den italienske forsvarsspiller. Forvirring bredte sig på stadion i Berlin. Nogle havde set noget, mange havde ikke, og blandt de sidste var kampens argentinske dommer, Horacio Elizondo. Det havde til gengæld kampens fjerdedommer, Luís Cantalejo, og via dommernes interne headset fik selv samme spanier, der havde udvist Materazzi i Italiens ottendedelsfinale mod Australien, fortalt Elizondo om Zidanes udåd.

Den efterfølgende udvisning var ikke til at forstå på stadion i Berlin. De fleste tilskuere havde haft øjnene rettet andre steder hen i gerningsøjeblikket, og først da tv-billederne af skallen til brystkassen begyndte at rulle over storskærmene, gik den gruopvækkende handling op for alle. Den franske mesters storslåede sortie var blevet til en skandale af ufattelige dimensioner. 'The dark side' havde igen stukket sit grimme hoved frem, og denne gang skulle mørkets kræfter tilsyneladende vinde.
I hvert fald udnyttede italienerne sikkert samtlige fem forsøg i den efterfølgende straffesparkskonkurrence, og blandt heltene fra 11-meter-pletten var – naturligvis – Marco Materazzi, som dermed naturligt sluttede fortællingen om to vidt forskellige spilleres vej til VM-finalen på et stadion i Berlin den 9. juli 2006. Skurken endte som verdensmester, og verdensmesteren endte som skurk. De onde lo, og de gode græd. Og så alligevel ikke, for historien om Materazzi og Zidane sluttede selvfølgelig ikke med pokaloverrækkelsen til italienerne på Olympiastadion.

Tværtimod strakte efterspillet sig lige fra den argentinske præsidents embedsbolig i Buenos Aires, hvor han af dommer Horacio Elizondo fik overrakt et af verdenshistoriens mest berømte røde kort, til Zürich, hvor FIFA indkaldte de to kamphaner for endegyldigt at lægge låg på den meget lidt sportslige afslutning på såvel en slutrunde som et forbilledes karriere. På det tidspunkt havde alskens mundaflæsere og psykologer forsøgt at nå frem til, hvad der var blevet sagt mellem Zidane og Materazzi på finaleaftenen i Berlin, og der havde både været talt om racistiske undertoner og beskyldninger om alt fra terrorisme til incest og homoseksualitet. Sandheden er, at Materazzi blot benhårdt spillede på det, han havde vidst fra start: Zidane kunne provokeres, man skulle bare blive ved længe nok, og når man gengiver den faktiske ordveksling, er det endnu en gang svært at forstå den franske verdensstjernes reaktion.

Han havde nemlig hørt langt værre hundrede gange før i karrieren. „Hvis du vil have min trøje, så kan du få den efter kampen,“ havde Zidane sagt med et smil, hvortil Materazzi svarede noget i retning af: „Jeg vil hellere have din søster!“ Så lidt skulle der altså til for at skabe en af VM's største skandaler. Det juridiske efterspil blev i øvrigt, at FIFA idømte Zinedine Zidane en bøde på 35.000 kroner og tre spilledages karantæne, hvilket blev afsonet ved at træne ungdomsspillere, og selvom mange i timerne umiddelbart efter den uværdige exit forudsagde et plettet eftermæle, kårede franskmændene i en meningsmåling allerede året efter Zinedine Zidane som landets i særklasse mest populære person.

Marco Materazzi fik for sit vedkommende to spilledages karantæne for at bringe spillet i miskredit, hvilket vakte en del harme i Italien, hvor man havde svært ved at se, hvordan en spiller kunne blive straffet for noget så naturligt som at bruge mund under en fodboldkamp. Materazzi beklagede samtidig sin opførsel, men ikke VM-titlen, mens Zinedine Zidane gentagne gange har undskyldt over for alle klodens fodboldglade børn, at han som et forbillede forfaldt til simpel vold. Franskmanden har til gengæld så sent som i marts 2010 gentaget, at han hellere vil dø end undskylde personligt over for Marco Materazzi.

Lige præcis den holdning er et simpelt spørgsmål om de æresbegreber, Zidane som barn lærte i Marseille-forstaden La Castellane, og dette facit på VM-finalen i 2006 kan vel – ligesom VM-historien generelt – bedst beskrives som en næsten usynlig linje mellem rollen som skurk og helt. Mellem de gode og de onde.



Magasin-artikler
Jack is back
Arsenal-slideren er tilbage i den røde trøje, efter han har været ”To hell and Jack”.
Ikke siden 2014/15-sæsonen har Jack Wishere spillet en hel fodboldkamp for Arsenal. I gårsdagens kamp imod FC Köln kom den 25-årige slider på banen, og han lignede en mand, der har været alt for meget skadet. Indkast har kigget på skadeshistorikken for Arsenal-”10'eren”.

2008/09
Spillede minutter: 286
Mål: 1
Assist: 1


2009/10
Spillede minutter: 1.436
Mål: 1
Assist: 1


2010/11
Spillede minutter: 3.819
Mål: 2
Assist: 9


2011/12
Spillede minutter: 0
Mål: 0
Assist: 0


2012/13
Spillede minutter: 2.308
Mål: 2
Assist: 4


2013/14
Spillede minutter: 2.505
Mål: 5
Assist: 4


2014/15
Spillede minutter: 1.270
Mål: 2
Assist: 3


2015/16
Spillede minutter: 141
Mål: 0
Assist: 0


2016/17
Spillede minutter: 2.053
Mål: 0
Assist: 2


I alt har Wilshere mistet 167 kampe på grund af skader de sidste seks år, hvilket næsten er 28 kampe per sæson. Her følger en gennemgang af de steder på kroppen, hvor det har været værst for englænderen.


August 2011
66 kampe - højre ankel
Wilsheres værste skade, som han fik i landskampen imod Schweiz og som endte med at koste ham hele 2011/12-sæsonen samt EM2012. Han vendte først tilbage i oktober 2012.


Marts 2013 + november 2014
34 kampe - venstre ankel
I foråret 2013 blev han skadet imod Tottenham og var ude i fire kampe. Han blev efterfølgende opereret for samme skade. I efteråret 2014 blev han skadet efter et sammenstød med Manchester Uniteds Paddy McNair og var ude i seks uger.


Marts 2014
12 kampe - venstre fod
Efter et sammenstød med Daniel Agger blev Wilshere skadet i et dusin kampe, men blev udtaget til VM i 2014.


August 2015 + april 2017
55 kampe - venstre skinneben
Det meste af 2015/16-sæsonen blev ødelagt efter en skade i en træningskamp i pre-season. Wilshere var ude indtil april. I april 2017 blev han skadet igen i en kampe imod Tottenham, hvilket satte en stopper for hans låneophold hos Bournemouth, og den gjorde, at han var ude indtil kampen imod FC Köln.

Under opholdet i Bournemouth slog manager Eddie Howe fast, at han var meget begejstret for Wilshere – lige indtil skaden kom i april efter sammenstødet med Harry Kane, men skaderne er måske begyndt at påvirke Arsenal-spilleren endnu mere. I august blev han udvist i U/23-kampen mod Manchester City, efter han havde modtaget en hård tackling.

Værst for Wilshere er dog, at de mange skader har gjort, at Wenger har slået fast, at franskmanden er interesseret i at sælge Wilshere. Manageren har tidligere sagt:

- På dette tidspunkt i Wilsheres karriere skal han spille hver gang … det kan jeg ikke garantere ham!

Men hvor skal Wilshere så skifte til? Den nye Crystal Palace-manager Roy Hodgson har et godt øje til Wilshere. Da Hodgson var engelsk landstræner, var det kun Joe Hart, Wayne Rooney, Gary Cahill, James Milner og Danny Welbeck, som han udtog flere gange end Wilshere og det på trods af alle skaderne. Hele 29 gange valgte Hodgson at udtage Wilshere, så der er en stærk forbindelse. Måske kan en låneaftale være løsningen for ”Jack is back” …
Læs hele artiklen
Storsælgende Monaco
Det lille fyrstedømme har ikke ret mange fodboldtilskuere, men skattefordele og mange penge fra Dmitri Rybolovlev giver en anden ”atmosfære” i den oprustende klub – som nu er begyndt at sælge spillere for historisk mange penge.
- Det er ganske vanvittigt, hvad jeg skal læse i avisen om Monaco og PSG.

Sådan sagde Lyon-præsidenten Michel Aulas tilbage i 2013 om den vanvittige transfer-udvikling, der var kommet i fransk fodbold. Nu havde Lyon i årene før udtalelsen ikke været blege for at smide omkring 200 millioner kroner efter spillere som Yoann Gourcuff, Sonny Anderson, Lisandro Lopez eller Michel Bastos - efter klubben har tjent godt på salg af spillere som Michael Essien og Karim Benzema, som Lyon fik omkring 300 millioner kroner for, men dette er intet imod den udvikling der har været de senere år. Så gad vide hvad Aulas tænker nu?

For først hentede Monaco spillere som den ombejlede Falcao, der blev hentet i Atlético Madrid for 500 millioner kroner, men også James Rodríguez og Joao Moutinho, der tilsammen har kostet 600 millioner kroner - i Porto – for længe siden. Det er en håndfuld år siden… men i sommerens transfer-vindue var udviklingen ændret. I stedet for store indkøb - så solgte de spillere som:

Abdou Diallo – til Mainz for 40 millioner kroner
Benjamin Mendy – 450 millioner kroner
Bernardo Silva – 400 millioner kroner
Tiemoue Bakayolo – 300 millioner kroner
Kylian Mbappé – udlejet, men solgt for 1.400 millioner kroner
Nabil Dirar – 30 millioner kroner
Valere Germain – 55 millioner kroner
Allan Saint-Maximin – solgt til Nice for 80 millioner kroner

Sommerudsalget har altså givet 2.755.000.000 kroner til Monaco, hvilket har taget klubben til et helt andet niveau, for ikke mange klubber har nogensinde oplevet så stor en økonomisk indsprøjtning, og glem nu ikke de sidste års transfervinduer, hvor disse spillere er solgt:

Anthony Martial – 450 millioner kroner
Geoffrey Kondogbia – 270 millioner kroner
Layvin Kurzawa – 200 millioner kroner
Aymen Abdennour – 180 millioner kroner
Yannick Carrasco – 140 millioner kroner
James Rodriquez – 550 millioner kroner

I alt 1.790 millioner kroner, så den sidste håndfuld år har Monaco solgt spillere for 4.545.000.000 kroner. På trods af de sidstnævnte salg, så vandt Monaco i sommer deres første franske mesterskab i 17 år, så lederne har i den grad været nogle meget solide fodboldkøbmand – vel verdens bedste. Dette skulle være skabt ud fra en tretrins-strategi.

1. De vil simpelthen finde de mest lovende talenter.
De skulle have scouts til at dække alt fra de bedste U/12-rækker til de bedste ligaer i alle europæiske og sydamerikanske turneringer. Derudover har de fuldstændig styr over de store talentmasser i fransk fodbold. Blot for at nævne to spillere er Carrasco og Martial blevet hentet hos andre franske klubber, ligesom Mbappé blev for blot fire år siden. Seneste skud på stammen er den 14-årige Hannabal Mejbri, der valgte at tage til Monaco i stedet for PSG, Arsenal og Manchester-klubberne, som også jagtede talentet. Udover Mejbri har Monaco i sommerpausen også hentet de unge talenter og meget spændende spillere – Youri Tielemans og Keita Balde.

2. Spillerne skal have udviklingsmuligheder og dermed spilletid i Ligue1, som passer godt til talentudvikling. Det fysiske er ikke i højsædet, da der er mere fokus til teknikken, og derfor blomstrer mange spillere i fransk fodbold og i særdeleshed i Monaco. Naturligvis er træner Leonardo Jardim også i den grad en vigtig og unik brik i dette spil. Han formår at fjerne alt presset fra disse unge spillere og udvikle dem til rene diamanter.

3. Deres spillere ender ofte i rene budkrige. Flere Premier League-klubber ønskede at forstærke sig på venstre back i sommerens transfervindue, og derfor blev Benjamin Mendy en meget attraktiv spiller. Men Monaco formåede at få flere klubber til at byde hinanden op, således at Manchester City endte med at købe en meget dyr forsvarsspiller, hvilket også skete i forbindelse med salget af Mbappé, Bakayoko og Thomas Lemar.

Sidstnævnte valgte Monaco ikke at sælge, men markedsværdien skulle ligge imellem 7-800 millioner kroner. Ret godt for en spiller som Monaco købte for 30 millioner kroner for to år siden.
Som tidligere nævnt så står fyrstedømmet ikke skidt til på trods af de føromtalte gigantiske salg, og der er faktisk mange spillere, der er meget salgsbare. Udover føromtalte Lemar ser Jorge, Rony Lopes og Adama Diakhaby meget spændende ud, så Monaco er klar til næste salgsrunde.


Verdensstjerner spiller for få tilskuere
Gad vide om klubejer Dmitri Rybolovlev, der skulle være god for omkring 80.000.000.000 kroner, havde spotte blot nogle af de muligheder, da han investerede i klubben. Den russiske ejer lovede, da han overtog holdet i bunden af Lique 2, at han over en fireårig periode ville bruge omkring en milliard kroner. Det gjorde han… men i guder hvor har spillersalgene tilbagebetalt på dette. Godt med nogle transfer-indtægter for der er næppe kommet det helt store ind i Monacos klubkasse i entreindtægter.

For på Stade Louis II er der kun plads til 18.250 tilskuere, og trods det lave antal er arenaen ofte halvtomt. Da Monaco rykkede op – i den bedste franske fodboldrække – var der blot 8.058 tilskuere til den afgørende kamp imod Le Mans, hvilket løftede gennemsnittet fra 2012/13-sæson op til blot 5.295. Sæsonen 2010/11, hvor holdet var i den bedste fodboldrække, var der kun 6.752 tilskuere i gennemsnit, hvilket svarer til en af de mindre Superliga-klubber, men de få tilskuere betyder åbenbart ikke så meget for de mange nye stjerner, der gerne vil til klubben. Tidligere har Carlos Tévez sagt:

- Alle fodboldsspillere i verden vil gerne til Monaco for tiden.

Største argument i dette kan jo ikke være andet end penge, og dem er der mange af – og de er endda også meget lavt beskattet. For i Monaco er skatteprocenten komisk lav, hvilket gør, at Falcao skulle få 110 millioner kroner i årsløn – efter skat! De attraktive skatteprocenter har Monaco tidligere brugt til at hente profiler som Gleen Hoddle, George Weah, Lillian Thuram, Jürgen Klinsmann og Fernando Morientes til Middelhavsbyen, men forholdene kan stå til at blive ændret – om end det er lidt svært at gennemskue. For den tidligere præsident Francois Hollande ønskede at give ”højere skatter til de rige”, hvilket gav fodboldklubben i Monaco en gigantisk fordel.

I fyrstedømmet bor der blot 35.000, hvor mange lever i skattefrihed, og ikke ret mange mangler det helt store, og denne lave beskatning har givet fodboldklubben – Monaco – store fordele. Det har blandt andet medvirket til, at de fleste klubber har vedtaget en regel gældende fra 2014, hvor alle Lique1-klubberne skal være bosat i Frankrig – og dermed ikke i Monaco, som er verdens næstmindste land. For at Monaco fortsat kunne være med i den franske liga, blev der afviklet et afklarende møde, men fra dette udvandrede Rybolovlev, og sidenhen er der ikke fundet en løsning.

Rybolovlev er langt fra den eneste urimelig rige russer, der har købt sig ind i en europæisk fodboldklub for sidenhen at lave monsterindkøb, men nu er han også kendt for gigantiske salg. Mest kendte er naturligvis Chelseas Roman Abramovich, men Rybolovlev er faktisk endnu rigere end Chelsea-ejeren. Han mangler i hvert fald ikke indkøbslyst – hverken til fodboldholdet eller i privaten. Da Rybolovlevs 22-årige datter – Yekaterina – skulle flytte til New York, og farmand var behjælpelig med en ny bopæl. Det endte med en penthouselejlighed i Central Park West til en købssum imellem 450-500.000.000 kroner altså næsten samme pris som Benjamin Mendy, Bernardo Silva, Anthony Martial og James Rodriquez blev solgt for… for slet ikke at tale om Kylian Mbappé.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Anderson – Wonderkid som forsvandt
Indkast.dk har lavet en kronologisk gennemgang af den nuværende 29-årige Andersons karriere, som er gledet den forkerte vej i de senere år.
Anderson Luís De Abreu Oliveira blev født den 13. april i 1988 i Porto Alegre i den sydlige del af Brasilien. Anderson var knap nok kommet op af vuggen før han fik fodbolden for fødderne og i en alder af bare fem år, begyndte den lille brasilianer at spille fodbold i byens stolthed Grêmio.

Den hurtige og teknisk stærke midtbanespiller begyndte for alvor at gøre indtryk 1999, hvor han blev indlemmet i juniortruppen i den brasilianske klub og trænerne i det sydbrasilianske vidste godt, at de havde fået fat i et ungt stjernefrø. I 2004 stod en ung Anderson klar på sidelinjen til at løbe ind på Rio Grande do Sul, hvor 51.000 forventningsfulde tilskuere ventede på den offensive midtbanespiller, men de fik ikke meget for pengene.

Sølle fem kampe og en enkelt scoring blev det til for den dengang 16-årige brasilianer i sin første sæson som professionel i brasiliansk fodbold. En sæson som i denne omgang også blev den sidste. I april 2005 var Anderson en del af den brasilianske trup, som skulle forsvare nationen under det sydamerikanske U17-mesterskab. I oktober samme år, modtog han titlen som den bedste spiller under VM for U17-hold; Adidas Golden Ball. Et stortalent var trådt ind på den store fodboldscene, og de europæiske storklubber fik for alvor øjnene op for den lille vævre Anderson, som i november scorede det drømmemål, som endelig sendte ham til Europa. I januar 2006 tog det hele for alvor form.

FC Porto har altid haft et godt øje til sydamerikanske spillere, og nu havde den portugisiske storklub kastet sin kærlighed på Anderson, som indenfor kort tid godt kunne begynde at indstille sig på en tilværelse som professionel i Portugal og Europa. Anderson forlod således millionbyen Porto Alegre til fordel for Porto i det nordlige Portugal, men det blev ikke til fast spilletid lige fra starten i den portugisiske storklub.

Anderson skulle vende sig til tilværelsen i Europa, og denne tilvænningsperiode gik hurtigt for stortalentet. Den 5. marts 2006 fik han således sin debut i den portugisiske liga, og han blev dermed en del af det Porto-hold, som sikrede sig mesterskabet i sæsonen 2005/2006 og dermed sikrede sig kvalifikation til Champions League.

Sæsonen 2006/2007 blev den store gennembrudssæson for den nu 19-årige brasilianer, og Anderson smagte for første gang på den absolutte top indenfor fodbolden, med sin debut i Champions League imod CSKA Moskva. Anderson var ved at vise hvilken spiller han var, men alligevel blev det kun til godt 19 kampe i løbet af sæsonen. Et brækket ben ødelagde slutningen af sæsonen for det brasilianske wonderkid. Men på trods af skaden så havde flere storklubber fået øjnene op for den unge midtbanespiller.

Barcelona havde i en periode haft et godt øje til Anderson, som af mange blev sammenlignet med sin landsmand Ronaldinho. De har begge fået deres fodboldopdragelse i Grêmio og minder i spillestil om hinanden, og catalanerne ønskede at de to sydamerikanere spillede på samme hold, men sådan blev det ikke. Til manges store overraskelse blev det de dengang nykårede engelske mestre fra Manchester United, som løb med den driblestærke brasilianer.

30. maj 2007 – kort tid efter han var blevet kåret til ”Wonderkid” - bekræftede Manchester United på sin hjemmeside, at den 19-årige offensive midtbanespiller var blevet hentet i FC Porto for godt 170 millioner kroner, den 2. juli underskrev Anderson en fem-årig aftale med ”De Røde Djævle”.

Anderson fik kort tid herefter sin debut på det brasilianske landshold, og midtbanespilleren har da også allerede fået mange rosende ord med på vejen, blandt andet fra en tidligere verdensmester.

- Alt tyder på, at han bliver en ægte superstjerne. Det er ikke engang til diskussion, udtaler den tidligere brasilianske landsholdsspiller og landstræner Mario Zagallo.

Sådan gik det ikke… tiden i Manchester blev blandet, men brasilianeren blev i klubben i over syv år. Han fik smidt Wayne Rooneys nr. 8 på ryggen og blev også kaldt frem til straffesparkskonkurrencen i Champions League-finalen i 2008.

I sommeren 2009 fik Anderson scoret sit første mål for Manchester United, da de mødte Boca Juniors i Audi Cup, men målet blev mere husket for, at turneringen hed Audi Cup, for ikke lang tid efter kom Anderson voldsomt galt afsted i sin brændende Audi.

Hændelsen fik konsekvenser for Andersons tid på Old Trafford, for efterfølgende dalende han i niveau, og skaderne begyndte at vælte ned over den lille sydamerikaner. Derudover viste David Moyes ikke den store tillid til Anderson, og det blev ikke meget bedre under Louis van Gaal, så han blev også påvirket af den historisk dårlig periode i Manchester United.

Dette åbnede op for en låneperiode i Fiorentina, men det blev heller ikke den store succes. Blot syv kampe blev det til i Italien, hvor af disse var tre af dem som startede på bænken, og dermed var det tilbage til Manchester, hvor han end ikke var en del af den 25 mand store trup, der blev sendt til USA som optakt til 2014/15-sæsonen. Blot to kampe blev det til i det efterår for United, og den ene af disse var 0-4-lussingen til Milton Keynes Dons. Nedturen for Anderson var på det højeste, og derfor var klubskiftet til Internacional i januar 2015 en solid løsning.

Hos Internacional har der også været mange hump på vejen, som da Anderson missede et straffespark i debutkampen imod Cruzerio, men værst har været de alt for mange røde kort, efter han er vendt tilbage til hjemlandet. Desuden er han blevet truet af klubbens fans, så dybt at falde for Anderson - The Wonderkid.


Læs hele artiklen
Kylian Mbappé – Prinsen af Paris
Knægten er smuttet fra forstadsbyen Bondy for at slå alle Thierry Henrys Monaco-rekorder, og han er nu blevet guldbelagt af de mange penge fra Qatar…
For to somre siden ønskede Kylian Mbappes mor, at han skulle færdiggøre sin eksamen, da hun ville være sikker på, at knægten ikke stoppede sin skoleudvikling. 24 måneder senere underskrev den franske angriber en kontrakt med PSG, som gør, at han næppe behøver at lave noget arbejdsmæssigt eller uddannelsesmæssigt, som han ikke har lyst til – resten af livet. Den 18-årige er nemlig blevet forgyldt af de ualmindeligt mange millioner, som Qatar Sports Investments har smidt ind i den franske hovedstadsklub.

Så bekymringen fra Kylians mor – Fayze, der faktisk var en ganske solid håndboldspiller – er nok forsvundet i forhold til knægtens fremtid. Han er sikret økonomisk, så nu må fremtiden vise, hvordan denne ”verdens dyreste teenager” vil klare sig med alle de skyggesider, der følger med den tilværelse, som han aktuelt bliver sat sammen med.

For gennembruddet for Mbappé er gået uhørt hurtigt. Efter blot at have spillet på ”det højeste niveau” i seks måneder er han blevet én af de mest hypede angribere i verden efter en tid i Monaco, som har været drømmeagtig. Fornyelig blev Mbappé spurgt om, hvilke europæiske storklubber der havde forsøgt at lokke ham, og han svarede knastørt: ”Dem alle… ”.

At det så netop blev PSG, er måske ikke så underligt, da de er dem med det største økonomiske råderum. Derudover er knægten også født og opvokset i Paris, og hans far er en stor PSG-fan. Så selvom Mbappé gerne ville udvikle sig under Arsenals franske manager Arsène Wenger, som han også holdt møder med, så er det ikke så underligt, at han havnede i PSG. Klubben måtte godt nok bøje de såkaldte UEFAs Financial Fair Play-regler og starte med at leje angrebskometen, inden de køber ham næste sommer.

Mbappe vender tilbage til Paris, men næppe den nordlige forstadsby Bondy, som han voksede op i. Hans forældre kom hertil fra Cameroun, og faderen er stadigvæk træner i den klub, hvor sønnen startede sin fodboldkarriere som seksårig. Superstjernen besøger stadigvæk ofte barndomsklubben, hvor han faktisk er prototypen på deres klub-slogan ”Hos os er alt muligt!”.


Slog Thierry Henrys rekorder
Byernes by – Paris - er gigantisk, men på trods af dette er der blot en stor fodboldklub, og dermed holder alle i forstadsbyerne som Bondy med ”Byens hold”. Men det betyder ikke, at Mbappé ikke har været interesseret i andre klubber. Som 11-årig var han til prøvetræning i Chelsea, og ved den lejlighed fik han et specielt forhold til klubben, som han fik en trøje med hjem fra. På ryggen var et 10-tal samt skriften ”Kylian”, og han havde brugt den i en træningskamp for deres U12-hold. Han udgjorde angrebet med Abraham, som Chelsea netop har udlånt til Swansea, og bag ved dem spillede franskmanden Jeremie Boga, som stadigvæk er i London-klubben.

Efter kampen mødtes han med flere af førsteholdsspillerne – som Didier Drogba og Florent Malouda – hvilket frembragte et ønske om en gang at spille for Chelsea, men kort tid herefter stod klubberne nærmest i kø for at sikre sig det unikke talent.

Kylian mødtes også med det store idol og Real Madrid-træner Zinedine Zidane, men de blev afvist ligesom klubber som Manchester United, Bayern München og Liverpool. På det tidspunkt var han blot 15 år. I stedet tog han to år på det anerkendte fodboldakademi Clairefontaine og valgte efterfølgende at spille for Monaco.

I december 2015 – hvor han var 16 år og 347 dage - blev Mbappé den yngste førsteholdsspiller nogensinde, da han slog Thierry Henrys rekord. Få uger senere blev han også den yngste målscorer i klubbens historie – igen ved at slå Henrys rekord. Kort tid efter kom Arsenal også ind i jagten på stortalentet, hvilket fik klublegenden Henry til at skrive følgende på Twitter:

- Jeg ville gøre meget kriminelt for at få Kylian Mbappé til at spille i Arsenal…

Mbappe blev dog lidt længere i Monaco, som han højst overraskende var med til at gøre til franske mestre foran storfavoritterne fra netop PSG, men fyrstedømmet kom også i samme sæson i Champions League-semifinalen. I den store turnering lavede Mbappé masser af mål og blev samtidig med dette udtaget til det franske landshold, hvor der er så mange dygtige angribere. Derudover væltede superlativerne ned over Mbappé, der blandt andet blev sammenlignet med selveste Pelé, og glem nu ikke, at han stadigvæk blot er 18 år og nærmest var ukendt for et år siden. Noget af en omvæltning for knægten… så hans far trak ham til side og sagde til den velovervejede unge mand.

- Husk dine rødder!

Hvortil Mbappé skulle have svaret:

- Jeg ved, hvor jeg kommer fra, men jeg ved også, hvor jeg vil hen…


Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
No points, no goals = no future…
Krisen kradser voldsomt hos Crystal Palace, fordi revolutionen udeblev.
4-23 lød skudstatistikken i Crystal Palaces favør i Premier League-opgøret imellem Burnley og London-holdet. Alligevel endte den daværende manager Frank De Boer med at tabe kampen og dermed også miste jobbet som manager for ”The Eagles” efter blot at have haft ansvaret i sølle fire kampe.

Hollænderen blev dermed suverænt den hurtigst fyrede manager i Premier League, men måske er det ikke så underligt, for det angrebslystne mandskab havde spillet fire kampe, der ikke havde givet point på trods af, at de var kommet til forholdsvis mange chancer.

London-holdet råder over gode offensive kort som blandt andet Christian Benteke, Ruben Loftus-Cheek, Wilfried Zaha, Connor Wickham og Andros Townsend. Ingen af disse fik scoret i de første fire kampe og heller ikke i Roy Hodgsons debut-kamp, som de endte med at tabe 0-1 til Southampton.

Så krisen kradser… ikke mindst fordi de næste tre modstandere er de to Manchester-hold - City og United – på udebane inden Chelsea gæster Selhurst Park. Det er vel ikke urealistisk, at Crystal Palace i midten af oktober – eller efter sæsonens første otte Premier League-kampe - kan have nul point og dermed have noget af et spring op til den anden side af nedrykningsstregen, men hvordan er det gået så galt?


De værste i 93 år
Nederlaget til Burnley gjorde, at Crystal Palace fik den dårligste liga-start i 93 år i den bedste engelske fodbold. Sidste gang var i 1924, hvor Preston North End heller ikke fik point og lavede mål i de første fire kampe, og det er altså et hold som sidste sæson – med Sam Allardyce - besejrede hold som Arsenal, Liverpool og Chelsea.

Nu skal den tidligere engelske landstræner Hodgson ændre dette, og det er helt afgørende i forhold til, hvad der tidligere er gået galt. For De Boer havde ingen erfaring fra Premier League – hvilket afløseren i den grad har. Derudover har den nye manager masser af tillid fra fansene og ved, hvordan man skal tackle den hungrende engelske presse – alt dette anede De Boer ikke nok om, og derudover virkede det også til, at han ønskede at spille som Ajax i Crystal Palace, hvilket slet ikke kunne lade sig gøre.

Nu er Hodgson på plads, og til hans første pressemøde slog han fast, at han i løbet af de næste par måneder næppe får skabt ”en tre eller fire spillere på Messis eller Ronaldos niveau”, men han lovede masser af hårdt arbejde og masser af lidelser – før tingene var vendt i klubben. Ved præsentationen af De Boer sagde bestyrelsesformand Steve Parish:

- Vi har haft 37 managere på vores ønskeseddel, men vores største ønske var Frank de Boer. Vi har været blandt de tre ringeste hjemmehold i to sæsoner nu, så før eller siden ville dette få store konsekvenser for os. Derfor har vi brug for en revolution.

”The Eagles” spillede i sidste sæson nogle mærkelige kampe, som de endte med at tabe trods stor boldovertag. Imod Sunderland og Burnley havde Palace bolden omkring 64% af tiden. Alligevel endte de med at tabe med henholdsvis 0-4 og 0-2. Næsten samme tendens var i nederlagene til West Brom, Burnley og Bournemouth. Derudover havde klubben også en forfærdelig periode under Alan Pardew. Fra midt i oktober og indtil Alan Pardew blev fyret, spillede Crystal Palace ti kampe, som slet ikke gav nok point – se blot her:

15/10 - Everton: 1-1
22/10 - West Ham: 0-1
29/10 - Leicester: 1-3
5/11 – Burnley: 2-3
19/11 – Manchester City: 1-2
26/11 – Swansea: 4-5
3/12 – Southampton: 3-0
10/12 – Hull: 3-3
14/12 – Manchester United: 1-2
17/12 – Chelsea: 0-1

Selvfølgelig et forholdsvis hårdt program, men det laver ikke om på det faktum, at Crystal Palace hentede fire point i ti kampe. Især defensiven var skidt for Palace, der blot havde lavet et ”Clean Sheet” på det tidspunkt i denne sæsonen – hvilket var det laveste i Premier League. Nu kan historien måske gentage sig. Kunne Palace ende med at have fire point efter ti kampe i denne sæson?


Kan Hodgson gøre det igen?
Sam Allardyce blev ansat efter Pardew, og han sendte klubben væk fra nedrykningsstregen, men opsigelsen i sommer fra den populære manager efterlod et gigantisk hul hos Palace, som De Boer slet ikke kunne udfylde. Han fik ikke overført DNA'en fra Ajax med det højt tekniske niveau og dominerende fodbold i et meget taktisk system, som til tider også er frigjort… Så den ønskede revolution kom ikke på Selhurst Park, for no points, no goals = no future…

Det er ellers ikke skottet på chancer. De sidste to kampe har de haft 37 afslutninger, men altså ikke lavet nogle mål. Af de 23 afslutninger fra Burnley-kampen var alle inde i målfeltet, så der er plads til forbedring! men måske kommer de under Hodgson. Da den populære manager kom til WBA i 2011/12, vandt de ikke i deres første tre kampe, og da han tog til Fulham i 2007/08 vandt de ikke i deres første syv kampe, men begge hold endte med – ikke – at rykke ud.

Læs hele lederen
Første VM siden 1970 – uden Argentina?
Kun en formkrise hos Chile gør, at Lionel Messi & co. indtager en plads, som kan give en VM-plads i Rusland. Det sker, selvom den fodboldglade nation har offensive kort som Angel Di Maria, Sergio Agüero, Paulo Dybala, Gonzalo Higuaín og Lionel Messi.
Inden for det sidste år har Argentina spillet ni VM-kvalifikationskampe, hvilket har givet to sejre, selvom de blandt andet har spillet imod Peru og Paraguay samt bundholdene Bolivia, og Venezuela. Sidstnævnte har de endda mødt to gange, men med to kampe tilbage af kvalifikationen indtager Argentina en femteplads i Conmebol. Denne placering holder de kun, fordi Chile har spillet elendigt de to sidste kampe, hvor Alexis Sánchez & co. tabte til både Paraguay og højtliggende Bolivia.

Så Argentinas talisman Lionel Messi sender sorte skyer ind over den fodboldglade nation, der har store problemer med korruption og økonomisk kaos i den nationale liga. Kigger man på den aktuelle stilling i Commebol, så kan Argentina ende op med en Play off-kamp imod New Zealand – ikke et skræk eksempel, men det kan vel gå værre end det?

Argentina har blot hentet 24 point i 16 kampe, og de indtager femtepladsen i Commebol, så det kan gå helt galt for den fodboldtossede nation, og går det galt vil alle pege på troldmanden Messi, selvom holdet har klaret sig langt bedre med Messi på holdet har statistikker vist, men at Argentina har så store problemer uden den 170 cm høje angriber er jo vanvittigt når de blandt andet har offensive spillere som Angel Di Maria, Ezequiel Lavezzi, Sergio Agüero, Paulo Dybala og Gonzalo Higuaín.


Messi – uden de helt store landsholdstriumfer
De mange store navne på det argentinske landshold kan – og har måske også været - et problem, for Argentina har udviklet sig til et dårligt VM slutrunde-hold. Siden triumfen i 1986 og finalen i 1990 har resultaterne være dårlige – bortset fra finalepladsen i 2014.

I 1998, 2006 og 2010 blev det blot til kvartfinaler, og i 2002 kom de end ikke videre fra gruppespillet. Skulle det ikke lykkes at komme til VM2018, vil den nuværende 29-årige Messi næppe komme til at blive husket for ret meget godt – med landsholdet. Han vil blive et synonym på en skidt periode for det argentinske landshold.

Disse resultater fik ”La Nacion” tidligere på året til at skrive, at end ikke under tiden med Diego Maradona er det gået så skidt for landsholdet. For præcis otte år siden – altså i 2009 – tabte Argentina nemlig med 1-6 til Bolivia, hvilket var deres største nederlag i 60 år. Det efterlod dem med blot 19 point efter 12 kampe, men trods dette kvalificerede de sig til den efterfølgende VM-slutrunde.

Kampene hos højtbeliggende Bolivia er altid blevet debatteret meget – for er det sportsligt rimeligt at spille i højderne, hvor modstanderne har problemer med iltoptagelsen? I den forbindelse må man ikke glemme, at Argentinas rivaler i toppen af stillingen - Peru, Colombia og Uruguay – alle har vundet i Bolivia. Men Argentinas nederlag i Bolivia har sendt sorte skyer indover argentinsk fodbold, der i forvejen er en smule ramt.


Korruption og finansielt kaos
Udover landsholdet så står den nationale liga også i ”l…” til halsen. De allerstørste af de nuværende problemer med argentinsk fodbold startede i 2015, da Mauricio Macris regering stoppede den såkaldte ”Futbol Para Todos” (FPT), som blev iværksat af Cristina Kirchner. FPT var kraftigt forbundet med en tidligere regering, som forvaltede tv-aftalen for den argentinske liga igennem tv-selskabet TSC. Sammen skulle de sikre, at tv-pengene kom til klubberne, som i mange tilfælde har en katastrofal økonomi – det kom de aldrig.

Kirchner var naturligvis ikke tilfreds med ændringen og de mange nye ”live-kampe”, og det har udviklet et kaos, som den engelske avis The Guardian forleden sammenlignede med ”Juntaen i 1976”. Den 24. februar 2017 fremlagde FPT, hvad de mente at have til gode, alt imens spillerforeningen – som repræsenterer de mange medlemmer, der ikke har fået løn længe – varslede strejke som en forlængelse af sæsonstarten, der allerede er forskudt flere gange. Rent kaos samt et gigantiske pres på Messi.

For Messi er under et gigantisk pres, hvilket episoden med linjevogteren fra kampen imod Chile også dokumenterer. Den normalt så stille Barcelona-stjerne skulle have sagt ”La Concha de tu Madre”, som er nogle knap så pæne ord om linjevogteren Emerson Augusto do Carvalhos mor. Dermed en lille skyggeside hos den femdobbelte Ballor d'Or-vinder, som ellers har fået et omdømme af at være ”enhver svigermors drøm”. Selv om han har levet et liv under voldsomt pres – blandt nogle af verdens største stjerner - har han sjældent trådt ved siden af.


Tørstige Messi
En af mine personlige favorit-historier om Messi udspillede sig, da Pep Guardiola havde sin første sæson som træner i Barcelona. Messi afbrød et taktikmøde, da han var tørstig og forlod omklædningsrummet for at finde en sodavand. Da han kom tilbage, sagde Pep, at Messi ikke skulle drikke sukkervandet inden kampen. Da der blev stille i omklædningsrummet igen, kunne alle høre en dåse blive åbnet og en superstjerne drak – fordi det passende ham…

Messis liv har været omfattet af regler og pres, som man slet ikke kan sætte sig ind i… Skulle Argentina ikke komme til VM2018, vil skylden blive påhæftet en person – hvilket er helt urimeligt, da resultaterne, som tidligere nævnt, har været værst, når Messi ikke har deltaget.

Netop Messis position har været nævnt som en mulig grund til Argentina deroute, for skulle VM-turneringen i Rusland blive uden Messi, Agüero, Higuaín og Di Maria – vil det næsten være en helt absurd tanke – en tanke om spilleres manglende præstationer… måske i skyggen af Messi.

Men når de kriseramte – grundet mangel på point - Argentina end ikke kan vinde over Venezuela på River Plates hjemmebane i Buenos Aires, så peger det altså ikke i den rigtige retning. Kampen sluttede 1-1, efter ingen én af de mange dygtige argentinske angribere fik scoret. Deres enlige mål var et selvmål af Venezuela-forsvarsspilleren med det flotte navn: Rolf Gunther Feltscher Martínez.

Det argentinske fodboldforbund skal ikke beskyldes for ikke at handle i den resultatmæssige krise, da den tidligere Sevilla-træner Jorge Sampaoli i april blev den tredje træner for det argentinske landshold i denne kvalifikation.

Forud venter to kampe imod Peru og Ecuador… skulle de ikke give det ønskede resultat, vil det give ballade for gad vide, hvad der sker, hvis Argentina og Messi ikke kommer til VM2018?
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Vanvittige Shelvey Artikel ikon Klinsmann junior fra angriber til keeper Artikel ikon Ny Horsens-keeper har mål i støvlerne Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 4 På Anfield med hårlak Artikel ikon Skihop = ligesom at lave mål Artikel ikon Atalanta på hjemmebane... eller hvad? Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Tidernes skarpeste PL-angribere Top 10: Stjerner - som er gratis i 2018 Artikel ikon Top 10: Bayerns mest populære på medier Artikel ikon Top 8: Flest PL-mål af ikke-europæer Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil på fodbold vokser Vind mere - på betting Artikel ikon Bookmaker: Dette hold vinder PL Artikel ikon Spil: Hvem vinder finalen? Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Efter 1.399 klub-kampe er det slut Farvel til John Motson Artikel ikon Hurtigst fyrede managere Artikel ikon Første nederlag siden Cannavaro Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Bayern og United kigger på Lazio-spiller Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Tirsdagens engelske rygter Artikel ikon Avis: Atlético med sidste bud på Costa Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Rafael
Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Vidste du om ... Jamie Vardy Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Andy Carroll i West Ham Rooney vs. Lukaku Artikel ikon Tottenhams topscorere Artikel ikon PSG vs. Manchester City Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Midtjylland - Hobro IK Optakt: SønderjyskE - AC Horsens Artikel ikon Optakt: Chelsea - Arsenal Artikel ikon Optakt: Brøndby IF - AaB Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Man Utd - Burton Alb. Startopstillinger: Juventus - Fiorentina Artikel ikon Startopstillinger: Espanyol - Celta Vigo Artikel ikon Startopstillinger: Man Utd - Everton Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon United videre efter målrigt opgør Milan slog SPAL efter to straffespark Artikel ikon Walcott redder Arsenal Artikel ikon Fem gyldne minutter var nok for Napoli Artikel ikon Se flere