Mesterens mørke side

Af Torsten Brix

2014-06-04
Mesterens mørke side

Indkast.dk bringer her et kapitel fra den aktuelle bog "VM højdepunkter og skandaler". Dette uddrag handler om Zidane og finalen i 2006, som beskrives som "En finale, to fodboldspillere og en tynd linje mellem det gode og det onde".

Samtlige spillere i den italienske VM-trup på det olympiske stadion i Berlin den 9. juli 2006 vidste, at Zinedine Zidane kunne provokeres. Det faktum behøvede man ikke at have dykket ret meget ned i igennem de seneste 10 års fodboldhistorie for at være bekendt med, og ingen vidste det bedre end Marco Materazzi.

Den italienske forsvarsspiller var ikke født i den pæne del af den syditalienske by Lecce, og Materazzis karriere og vejen til den største af alle fodboldkampe – VM-finalen mellem Italien og Frankrig – var gået via en helt anden rute end hans direkte franske modstanders i skikkelse af verdens- og europamesteren Zinedine Zidane.

Som søn af den tidligere Lecce-spiller og -træner Giuseppe Materazzi lå det ellers tidligt i kortene, at unge Marco skulle vælge fodbolden som levevej, men viljen var som oftest større end talentet, og først som 24-årig fik Materazzi junior muligheden for at avancere fra anonymiteten og baggårdskampene i de lavere italienske rækker. Perugia hev ham op i Serie B, hvor den hårdføre og hovedstødsstærke stopper gjorde så meget opmærksom på sig selv, at engelske Everton i 1998 så det som et muligt scoop at introducere den heftigt tatoverede Marco Materazzi til de største engelske fodboldstadioner. Og her fik de så sandelig den italienske power at mærke. Marco Materazzi optrådte 27 gange for Everton i sæsonen 1998-99, han scorede to mål og blev udvist ikke færre end fire gange, hvorefter Liverpool-klubben skibede den uregerlige forsvarer tilbage til Italien og Perugia. Enkelte engelske aviskommentatorer sendte endda Materazzi af sted med beskrivelsen „en simpel voldsmand“.

Italieneren lignede da også ganske rigtigt efterhånden mere en straffefange end en international fodboldstjerne. På det tidspunkt var trenden med tatoveringer endnu ikke specielt udbredt i fodboldkredse, men når Marco Materazzi efter en kamp byttede trøje med modstanderen, kunne man se en overkrop fyldt med blækbilleder af barske vikinger, indianske symboler samt hans eget og hustruen, Daniels, navn og fødselsdato skrevet med romertal.

Derudover var der de voldsomme frispark, som til stadighed skæmmede forsvarerens karriere, men til gengæld voksede de forsvarsmæssige kvaliteter med rutinen, og i 2001 smed storklubben Inter 10 millioner euro på bordet, hvilket endegyldigt gjorde Marco Materazzi til en fodboldspiller i den absolutte elite. Samtidig kom debuten på landsholdet, men her havde den høje stopper det problem, at Italien i forvejen rådede over forsvarsspillere som Alessandro Nesta, Fabio Cannavaro og Paolo Maldini. Alle sammen både dygtigere og mere elegante. Af samme årsag havde Marco Materazzi også indledt VM-slutrunden i Tyskland som en noget overset reservespiller. Når det italienske landshold holdt deres pressemøder i 'Casa Azzurri' på et luksushotel uden for den grå industriby Duisburg i Ruhrdistriktet, var det netop Nesta og anfører Cannavaro, som udtalte sig. Ja, eller romeren Francesco Totti og topscorer Luca Toni. Marco Materazzi havde fået det højeste rygnummer af alle, 23, og da Italien sent om aftenen den 12. juni indledte VM med en sejr på 2-0 over Ghana i Hannover, var det med Materazzi som tilskuer fra bænken i samtlige 90 minutter.

Det samme gjorde sig gældende i den anden puljekamp mod USA, som sluttede 1-1 efter en kamp med tre udvisninger, heraf en til italienernes Daniele De Rossi. Uafgjort mod amerikanerne var selvsagt ikke tilfredsstillende, men alligevel var stemningen i 'Casa Azzurri' god. Træner Marcello Lippi havde bedre styr på både spillere og medier, end man havde set det i mange år, og glemt var efterhånden den skuffende EM-slutrunde i Portugal, hvor Danmark og Sverige svigagtigt havde spillet 2-2 i den sidste puljekamp og dermedsendt sig selv videre på bekostning af italienerne. Faktisk havde den hvidhårede Lippi på forhånd sagt, at han dagen efter VM-finalen ville stå til søs i en privat yacht og ikke kigge sig tilbage – uanset Italiens placering – og netop den indstilling passede godt til truppen, der ellers burde være præget af en kæmpe skandale, som havde rullet hen over italiensk fodbold det forgange år. Bestikkelse af dommere, fiksede resultater i afgørende kampe samt generel korruption havde tilsyneladende været hverdag i Serie A, og selv de største klubber med Juventus i spidsen så ud til VM at være involveret, hvilket naturligvis også ramte nogle af de mest profilerede spillere i VM-truppen.

Men måske var skandalen og de mange negative historier præcis det, som skulle til for at skabe en enhed ud af de enorme egoer i den italienske trup. I hvert fald fremstod 'Gli Azzurri', 'de azurblå', under Marcello Lippis stærke taktiske styring faktisk langt mere harmonisk end længe med anfører Fabio Cannavaro og Alessandro Nesta som det suveræne defensive omdrejningspunkt på banen.
Chokket opstod imidlertid efter 17 minutter af holdets tredje puljekamp mod Tjekkiet i Hamborg. Uafgjort ville være rigeligt til at gå videre – ja, selv et spinkelt nederlag kunne på klassisk italiensk maner sende holdet videre til ottendedelsfinalen, hvor turneringen så for alvor kunne gå i gang. Derfor lignede det også et uheld med katastrofale konsekvenser, da den elegante og altid rolige forsvarsspiller Nesta måtte udgå med en skade så tidligt i kampen. Endnu mere tragisk virkede det, eftersom selv samme Nesta også var blevet skadet i en gruppekamp mod Østrig ved VM i 1998 samt havde misset Italiens sidste kamp ved slutrunden i 2002 med en skadet fod. Det lignede en regulær forbandelse ikke bare over Alessandro Nesta, men over de italienske VM-forhåbninger generelt.

Samtidig blev der bandet ekstra meget på mange barer hjemme i Italien, da kampens colombianske fjerdedommer ved navn Óscar Ruiz holdt lystavlen op med nummeret på Nestas afløser i det centrale forsvar. Marcello Lippi havde nemlig kigget ned ad sin lange VM-bænk og fæstnet øjnene på en spiller, som kunne løse opgaven ved siden af Cannavaro i midterforsvaret, men som også udgjorde en tikkende bombe på banen. Lippi tog chancen. Ud gik nummer 13, Alessandro Nesta. Ind kom nummer 23, Marco Materazzi. På nogenlunde det tidspunkt var der middelsvær panik i det franske VMhovedkvarter i den lille by Hameln ikke langt fra Hannover. Franskmændene var på imponerende vis blevet verdensmestre på hjemmebane i 1998 og havde to år senere sat trumf på ved også at vinde EM-titlen i Holland og Belgien, men både VM i 2002 og EM i 2004 havde budt på store skuffelser. De to første kampe ved slutrunden i Tyskland havde absolut ikke gjort den forhadte træner Raymond Domenech og hans trofaste satsning på de rutinerede spillere mere populær – hverken i den franske befolkning eller blandt de mange kritiske røster i det talrige pressekorps, som fulgte 'Les Bleus' overalt.

Selv den sobre sportsavis L'Équipe havde fundet sarkasmen frem efter franskmændenes første to puljekampe: „Les Dinosaurs“ havde der ydmygende stået på forsiden. Såvel spillet som resultaterne havde da også været noget nær katastrofale. Første kamp mod Schweiz var endt 0-0 efter en kedelig affære, mens det efterfølgende resultat 1-1 mod Sydkorea for alvor havde sat Frankrig i en prekær situation inden sidste spilledag i den gruppe G, som ellers havde set så overkommelig ud på papiret. Ikke alene skulle franskmændene besejre Togo for overhovedet at gå videre, det ville under alle omstændigheder sandsynligvis kun være nok til en andenplads i puljen og dermed udsigt til en ottendedelsfinale mod de sprudlende spaniere fra gruppe H. Og hvis det blev klaret; en kvartfinale mod Brasiliens forsvarende verdensmestre!

Dertil kom, at fransk fodbolds største stjerne foreløbig havde svigtet. Zinedine Zidane havde om nogen været manden bag titlerne i 1998 og 2000, han var sammen med Ronaldo, Figo og Beckham en vaskeægte 'galácticos' i Real Madrids eksklusive klub for spillets absolutte verdensstjerner, og han var selve arketypen på historien om den fattige indvandrerdreng, som via flid og dygtighed når hele vejen til tops. Men midtbanespilleren med det let foroverbøjede løb, de stirrende øjne og den fænomenale teknik var også blevet 34 år gammel, og i de to første kampe havde man set meget lidt til den franske anførers fodboldmæssige kvaliteter.

Til gengæld havde 'Zizou' både mod schweizerne og koreanerne pådraget sig en advarsel, og dermed måtte franskmændene undvære deres spillemæssige omdrejningspunkt i skæbnekampen mod Togo. Endnu en gang var Zinedine Zidane havnet i karantæne, og rundt om i verden var aviserne klar til at skrive den fodboldmæssige nekrolog over en af spillets helt store aktører på godt og ondt. Historien viste nemlig tydeligt, at selvom Zidane uden for banen fremstod både sympatisk, ydmyg – ja, næsten flegmatisk – og som et klassisk forbillede for hele verdens drenge og piger, så rummede franskmanden også en mørk side, der med jævne mellemrum dukkede op til overfladen og viste sit grimme ansigt i voldsomme episoder, som var meget svære at forbinde med en af spillets ypperste udøvere.

Fransk fodbold havde sin 'Zizou', men den havde så sandelig også en 'Mr.Hyde'. Fortællingen om Zinedine Zidane begynder i havnebyen Marseille ved den franske Middelhavskyst. Nærmere bestemt begynder den i forstaden La Castellane, der hovedsageligt udgøres af socialt boligbyggeri og trøstesløse betonblokke og så afgjort er et af de områder, turister bliver advaret mod at begive sig ind i efter mørkets frembrud. Her blev Zinedine Yazid Zidane den 23. juni 1972 født af forældrene Ismail og Malika, som 20 år tidligere var emigreret til Frankrig fra byen Augemone i den nordlige provins Kabylien i Algeriet. Først havde de slået sig ned i Paris, men siden var de flyttet tættere på det nordlige Afrika – både geografisk og menneskeligt – i den muslimsk prægede forstad til Marseille, hvor sønnen Zinedine tidligt skulle lægge grunden til endnu en af de arketypiske fodboldheltehistorier, som VM-historien og denne bog er så fuld af.

Ligesom Maradona og Pelé voksede Zidane nemlig ikke op med velplejede fodboldbaner, flotte omklædningsrum og skinnende støvler i kendte mærker. Franskmanden med de stærke algeriske rødder udviklede sin teknik og den helt særlige førstegangsberøring på asfalten og betonen i La Castellane, og først som teenager iførte han sig for første gang en klubtrøje i den lokale US Saint-Henry. Herefter gik det til gengæld stærkt. Førstedivisionsklubben Cannes spottede talentet i en ungdomsturnering, og som 17-årig fik Zinedine Zidane i 1990 debut i den bedste franske række. To år senere solgte Cannes deres kommende verdensstjerne til storklubben Girondins de Bordeaux for en rekordsum, og her fortsatte midtbanekreatøren med at imponere så meget, at manageren Ray Harford for den daværende engelske topklub Blackburn Rovers satte alt ind på at hente franskmanden til engelsk fodbold som Blackburns svar på Manchester Uniteds Eric Cantona. Efter sigende skal den engelske klubs formand, Jack Walker, have sagt: „Hvorfor i alverden vil du have denne Zidane, når vi har Tim Sherwood?“ Bemærkningen er muligvis lettere anekdotisk, men den fortæller meget godt om den opstigning, som Zidane og fransk fodbold generelt fra det tidspunkt skulle tage, mens det generelt gik ned ad bakke for såvel Blackburn som det engelske landshold og stakkels Tim Sherwood. Han vil i bedste fald blive husket som en habil spiller på De Britiske Øer, mens Zidanes navn skulle blive kendt af hvilket som helst fodboldelskende barn i hele verden.

Franskmanden skiftede året efter i stedet til italienske Juventus, hvor Zidane gennem fem år vandt mesterskaber og tabte to Champions Leaguefinaler,inden han i 2001 skiftede til Real Madrid som et af klubbens indkøb for astronomiske summer. På det tidspunkt havde Zidane allerede gjort sig selv udødelig som kreatøren på landsholdet, der i 1998 endelig havde skaffet det verdensmesterskab til Frankrig, som nationen havde ventet og håbet på, siden franskmanden Jules Rimet mere end et halvt århundrede tidligere stædigt havde holdt fast i tanken om i det hele taget at spille om titlen som verdensmester. To mål med hovedet havde Zidane scoret i finalen mod Brasilien, ligesom han også havde været omdrejningspunktet, da franskmændene to år efter skrev historie og som det første hold nogensinde som verdensmester også vandt det efterfølgende europamesterskab. Og det skete endda med så smukke øjeblikke, hvor den franske superstjerne legede med bolden, at selv tidligere fodboldfornægtere i det parisiske forfattermiljø et øjeblik lagde Le Monde og satte cafékaffen fra sig for at beskæftige sig med 'kunsten i fodbold'.

Derfor var såvel franskmænd som hele verdens fodboldelskere også villige til at se gennem fingre med de mere dystre sider af Zidanes karakter. „The dark side“ kaldes det i Star Wars-filmene, som mytisk beskriver, hvordan alle heltene i skikkelse af jedi-riddere har en brist, som gør, at de ligesom Anakin Skywalker kan risikere at falde for det ondes fristelse og forvandle sig til en Darth Vader. Eller som Tolkiens Ringenes Herre, hvor ringens og det ondes kraft er så stor, at selv helteskikkelser som Frodo, Aragon og Gandalf kan mærke det onde i sig.

I Zinedine Zidanes tilfælde har den mørke side været karakteriseret af et voldsomt temperament, som mange psykologer sikkert kunne føre tilbage til barndommens opvækst i Marseilles fattige indvandrerkvarter, hvor begreber som ære og respekt var blandt dagligdagens vigtigste. Og hvor man kæmpede for dem med alle tænkelige midler. En gennemgang af Zidanes karriere viser, hvordan den kamp pludselig og nærmest ud af det blå kan vise sig på tidspunkter, hvor det virker fuldstændigt vanvittigt.

I alt 14 røde kort tæller karrieren, hvilket ville være mange selv for en hårdhændet forsvarsspiller, og hvis man ser nærmere på Zidanes udvisninger, er kun to af dem uddelt som følge af 'almindelige' forseelser. Helt tilbage i 1993 faldt den første i en fransk ligakamp mellem Bordeaux og Marseille, da den dengang 21-årige Zidane tildelte sin kommende landsholdskammerat Marcel Desailly et knytnæveslag i ansigtet. Samme scenarie med forskellige modstandere og forskellige overgreb har siden udspillet sig stort set hver eneste sæson. I beskrivelsen af Frankrigs VM-triumf på hjemmebane i 1998 glemmer man ofte, at finalehelten Zidane i en indledende puljekamp mod Saudi-Arabien hensynsløst hævnede sig på modstandernes anfører, Fouad Amin, ved at trampe ham på hoften, hvilket kostede endnu en udvisning og to spilledages karantæne. Bedst beskrevet er Zidanes brist i den film, som filmskaberne Douglas Gordon og Philippe Parreno besluttede sig for at lave i 2005.

Zidane – A 21st Century Portrait hedder filmen, der vandt juryens pris ved filmfestivalen i Cannes året efter, og som er optaget med 17 kameraer, der alle følger hver eneste af Zinedine Zidanes bevægelser i en tilfældig ligakamp for Real Madrid mod Villarreal den 23. april 2005. Idéen var at beskrive franskmandens særlige spillerytme og unikke overblik ned i den mindste detalje, men ved et tilfælde ramte filmskaberne lige ned i en af de kampe, hvor franskmanden viste både sin lyse og mørke side.

I filmen ser man nemlig længe nærbillederne af en sand mester på banen. Zidane suger spillet til sig. Han tæmmer bolde i alle højder med yndefuld lethed, og han smiler og ler med holdkammeraterne, da Real Madrid bringer sig foran. Og så pludselig! I et splitsekund ændrer alt sig, da holdkammeraten Raúl kommer i et tilfældigt klammeri med en forsvarsspiller fra Villarreal. Dokumentarfilmens kameraer er stadig fastholdt på Zidane, og man ser, hvordan øjnene bliver smalle og hårde, hvorefter franskmanden løber hen og blander sig med både skub og slag. Episoden er fantastisk beskrevet i filmen, og den kostede Zinedine Zidane karrierens 13. udvisning. Det mest spektakulære røde kort havde verden imidlertid stadigvæk til gode at opleve.

I Italiens sidste puljekamp mod Tjekkiet den 22. juni 2006 i Hamborg havde Marco Materazzi efter udskiftningen af den skadede Alessandro Nesta været på banen i ni minutter, da Italien fik hjørnespark i højre side. Den slags blev altid sparket af Milans lille Andrea Pirlo, og han sendte som aftalt bolden højt ind i midten af feltet omkring straffesparkspletten. Her skulle Nesta normalt befinde sig, men nu var det Marco Materazzis 193 centimeter, der kom flyvende gennem luften, og højt over to forsvarsspillere pandede reserven bolden ned i jorden og ind i nettet til føring på 1-0. Og sig selv fast ind i den italienske startopstilling. Med sejren på 2-0 over Tjekkiet og den deraf følgende førsteplads i gruppe E gav Italien nemlig sig selv den bedst tænkelige vej mod VM-finalen. En ottendedelsfinale mod Australien, kvartfinale mod Ukraine og så de tyske værter i semifinalen. Det kunne dårligt være bedre, og så var det alligevel lige ved at gå galt, for de havde ikke bandet uden grund på barerne rundt om i Rom, Milano og Napoli, da Marco Materazzi i Hamborg kom på banen i stedet for Nesta.

Efter 51 minutter af ottendedelsfinalen på Fritz-Walter-Stadion i Kaiserslautern var det nemlig ikke lykkedes for de italienske favoritter at gennembryde muren af gul- og grønklædte australiere foran den velspillende målmand Mark Schwarzer. Ja, faktisk havde australierne været tæt på selv at komme foran, og så slog det klik for Materazzi. Australiens Marco Bresciano fra den italienske klub Parma tog et godt løb med bolden, men det var midt på banen, og backen Gianluca Zambrotta fulgte godt med og havde tilsyneladende styr på situationen. Alligevel kom Materazzi pludselig flyvende fra midterforsvaret, og med en satset glidende tackling med samlede ben stemplede stopperen såmænd både Bresciano og sin egen medspiller Zambrotta. Kendelsen fra den spanske dommer Luís Cantalejo var klar: direkte rødt kort samt en spilledags karantæne, hvilket gjorde, at Materazzi tidligst kunne være med igen i semifinalen, hvis Italien altså nåede så langt.

Foreløbig kunne den udviste forsvarsspiller nøjes med at ånde lettet op, da Francesco Totti i femte minuts tillægstid sparkede et tvivlsomt dømt straffespark ind bag Mark Schwarzer og dermed sørgede for, at Materazzi ikke blev skurk nummer et i Italien efter en ydmygende exit til australierne. Samtidig lysnede det for franskmændene oppe i Hameln. Scoringer fra Patrick Vieira og Thierry Henry havde sikret den sejr på 2-0 over Togo, som lige akkurat var nok til at gå videre på andenpladsen efter Schweiz i gruppe G. Det betød et møde med Spanien, som efter tre suveræne sejre i puljen samt en målscore på 8-1 efterhånden blev regnet som et af de allerbedste bud på en kommende verdensmester.

Ottendedelsfinalen i Hannover betød imidlertid comeback i turneringen til Zinedine Zidane, og den franske anfører havde tilsyneladende haft godt af karantænen mod Togo. Kampen mellem de to store fodboldnationer og naboer blev en af slutrundens allerbedste med masser af målchancer, og Zidane orkestrerede den overraskende franske sejr på 3-1, som han selv slog fast i tillægstiden ved at afdrible det spanske forsvar og score sit første mål i turneringen. Og dagen efter skrev de franske aviser ikke længere om dinosaurer, men om genfødslen af såvel Zinedine Zidane som fransk landsholdsfodbold generelt. Godt halvanden uge efter var de to deltagende nationer i VM-finalen 2006 på det gamle olympiske stadion i Berlin fundet. Men det ville være synd at sige, at slutkampen udgjorde nogen drømmefinale for ret mange andre end lige italienerne og franskmændene selv. De tyske værter ærgrede sig stadigvæk over semifinalenederlaget efter forlænget spilletid mod Italien, der let havde slået Ukraine i kvartfinalen, mens de fleste neutrale iagttagere allerhelst havde set enten Brasilien, Portugal eller Argentina i finalen.

Stor set alle var nu enige om på forhånd at hylde en mand: Zinedine Zidane. Franskmanden havde lagt op til Thierry Henrys sejrsmål i kvartfinalesejren på 1-0 over Brasilien i Frankfurt, mens Zidane selv afgjorde semifinalen mod Portugal ved at score kampens enlige mål på et straffespark begået mod Thierry Henry. Anføreren gik naturligt forrest og sparkede sikkert bolden i nettet, mens hele hans attitude og sejrsvilje havde båret franskmændene ad den måske sværeste vej til VM-finalen. Forbi Spanien, Brasilien og Portugal. Det er sådanne bedrifter, legender bliver skabt af, og da de akkrediterede journalister umiddelbart inden finalen skulle stemme på den bedste spiller af alle ved VM i Tyskland, var der overvældende enighed om franske Zidane. Han kunne dermed se frem til at slutte sin internationale landsholdskarriere på et absolut højdepunkt uanset udfaldet af turneringens sidste kamp i Berlin om aftenen søndag den 9. juli 2006. Ja, eller næsten uanset udfaldet, skulle det vise sig. Det var en smuk aften på Olympiastadion. Stort set hele slutrunden havde været tilsmilet af fantastisk vejr, og finaledagen var ingen undtagelse. Om eftermiddagen var Jürgen Klinsmann og hans tyske bronzevindere blevet hyldet af op mod en million mennesker inde ved Brandenburger Tor, men nu nærmede klokken sig det magiske tidspunkt 20.00, og 69.000 tilskuere havde fundet deres pladser til det 18. opgør i rækken af slutkampe om verdensmesterskabet i fodbold. Italien mod Frankrig. Det fantastiske forsvar med Fabio Cannavaro og målmand Gianluigi Buffon mod kreativiteten i skikkelse af Zidane flankeret af Thierry Henry og den unge komet Frank Ribéry. Det måtte blive en klassisk duel, og det samme kunne siges om en af de vigtigste kampe i kampen: den tilbagevendte fodboldbølle Marco Materazzi over for fodboldhelten Zinedine Zidane.

Det begyndte bedst for franskmændene. Syv minutter var der spillet, da kantspilleren Florent Malouda brød igennem i venstre side af feltet og klodset blev kantet af Italiens nummer 23. Igen bandede de over Marco Materazzi på barerne i Italien, mens Zidane gjorde sig klar til at eksekvere straffesparket. Et sus gik herefter igennem stadion, da franskmanden sendte bolden op på undersiden af overliggeren og ned omkring stregen nærmest som et tredimensionelt citat fra Geoff Hursts berømte mål i Englands finalesejr over Tyskland præcis 40 år tidligere. Denne gang var der dog ingen tvivl; scoringen blev godkendt øjeblikkeligt, og Frankrig var i spidsen, men kun i 12 minutter. Som i et velskrevet drama var der nemlig udpeget to hovedpersoner på denne finaleaften, men hvem der skulle ende som henholdsvis helt og skurk lå endnu hen i det uvisse. Det gode lå umiddelbart samlet hos Zidane, men efter 19 minutters spil fik Italien hjørnespark i højre side. Den slags, ved vi nu, var på det tidspunkt en sag for Andrea Pirlo, og ligesom mod tjekkerne i gruppespillet sendte han en høj bold mod midten af feltet, hvor Materazzis 193 centimeter steg til vejrs og pandede bolden ned i jorden og forbi Fabien Barthez.

Stillingen 1-1 holdt sig til pausen og også igennem anden halvleg, så mens den berlinske aften langsomt forvandledes til nat, gik de to hold ind i forlænget spilletid og en stadig mere intens atmosfære. Kampen balancerede på den tyndeste røde linje, nærkampene var hårde, og det næste mål ville uden tvivl blive afgørende. 34-årige Zidane spillede tydeligvis med karrierens sidste kræfter, men han piskede sig selv og det franske hold fremad, og 14 minutter inde i forlængelsens første halvleg indledte den franske anfører selv et angreb midt på banen.

Zidane sendte en brugbar aflevering ud i højre side til backen Willy Sagnol, der tøvede præcis så længe, at hans kaptajn kunne nå ind i feltet. Indlægget lå herefter præcist mellem Cannavaro og Materazzi, og hele stadion holdt igen vejret. Havde dramaet nået sit klimaks? Ville Zidane ligesom i 1998 afgøre finalen med sit næsten skaldede hoved? Skulle Frankrigs mest populære mand gøre sig selv endnu mere udødelig? Svaret var nej. VM-slutrundens bedste målmand i skikkelse af Gianluigi Buffon iført en målmandsdragt af guldstof sprang med en fantastisk reaktion op under overliggeren, reddede hovedstødet og ødelagde dermed det ellers så velskrevne manuskript. Herefter forløb intet nemlig bare tilnærmelsesvis, som nogen havde forestillet sig.

Duellen mellem Materazzi og Zidane havde været hård, men ikke hård ud over det sædvanlige, og begivenhederne fem minutter inde i anden halvleg af den forlængede spilletid kom uden forvarsel – og uden at ret mange i første omgang opfattede, hvad der skete. Bolden var netop røget ud af spil til italiensk målspark, og mens tv-billederne verden over viste langsom gengivelse af det foregående angreb, passerede Zidane smilende Marco Materazzi uden for feltet. Franskmanden sagde stadig smilende noget til sin italienske modspiller, der med blikket rettet stift forud svarede. Og herefter skete det så igen. Filmskaberne Gordon og Parreno havde set det samme blik, da de et år tidligere lavede deres portrætfilm om Zidane, og Saudi-Arabiens anfører havde set det, da Zidane otte år tidligere havde trampet på ham ved VM-slutrunden i Frankrig.

Nu vendte Zinedine Zidane sig i karrierens 108. og sidste landskamp om mod Marco Materazzi, og foran 69.000 tilskuere samt over en halv milliard tv-seere kloden rundt stangede han en skalle direkte i brystkassen på den italienske forsvarsspiller. Forvirring bredte sig på stadion i Berlin. Nogle havde set noget, mange havde ikke, og blandt de sidste var kampens argentinske dommer, Horacio Elizondo. Det havde til gengæld kampens fjerdedommer, Luís Cantalejo, og via dommernes interne headset fik selv samme spanier, der havde udvist Materazzi i Italiens ottendedelsfinale mod Australien, fortalt Elizondo om Zidanes udåd.

Den efterfølgende udvisning var ikke til at forstå på stadion i Berlin. De fleste tilskuere havde haft øjnene rettet andre steder hen i gerningsøjeblikket, og først da tv-billederne af skallen til brystkassen begyndte at rulle over storskærmene, gik den gruopvækkende handling op for alle. Den franske mesters storslåede sortie var blevet til en skandale af ufattelige dimensioner. 'The dark side' havde igen stukket sit grimme hoved frem, og denne gang skulle mørkets kræfter tilsyneladende vinde.
I hvert fald udnyttede italienerne sikkert samtlige fem forsøg i den efterfølgende straffesparkskonkurrence, og blandt heltene fra 11-meter-pletten var – naturligvis – Marco Materazzi, som dermed naturligt sluttede fortællingen om to vidt forskellige spilleres vej til VM-finalen på et stadion i Berlin den 9. juli 2006. Skurken endte som verdensmester, og verdensmesteren endte som skurk. De onde lo, og de gode græd. Og så alligevel ikke, for historien om Materazzi og Zidane sluttede selvfølgelig ikke med pokaloverrækkelsen til italienerne på Olympiastadion.

Tværtimod strakte efterspillet sig lige fra den argentinske præsidents embedsbolig i Buenos Aires, hvor han af dommer Horacio Elizondo fik overrakt et af verdenshistoriens mest berømte røde kort, til Zürich, hvor FIFA indkaldte de to kamphaner for endegyldigt at lægge låg på den meget lidt sportslige afslutning på såvel en slutrunde som et forbilledes karriere. På det tidspunkt havde alskens mundaflæsere og psykologer forsøgt at nå frem til, hvad der var blevet sagt mellem Zidane og Materazzi på finaleaftenen i Berlin, og der havde både været talt om racistiske undertoner og beskyldninger om alt fra terrorisme til incest og homoseksualitet. Sandheden er, at Materazzi blot benhårdt spillede på det, han havde vidst fra start: Zidane kunne provokeres, man skulle bare blive ved længe nok, og når man gengiver den faktiske ordveksling, er det endnu en gang svært at forstå den franske verdensstjernes reaktion.

Han havde nemlig hørt langt værre hundrede gange før i karrieren. „Hvis du vil have min trøje, så kan du få den efter kampen,“ havde Zidane sagt med et smil, hvortil Materazzi svarede noget i retning af: „Jeg vil hellere have din søster!“ Så lidt skulle der altså til for at skabe en af VM's største skandaler. Det juridiske efterspil blev i øvrigt, at FIFA idømte Zinedine Zidane en bøde på 35.000 kroner og tre spilledages karantæne, hvilket blev afsonet ved at træne ungdomsspillere, og selvom mange i timerne umiddelbart efter den uværdige exit forudsagde et plettet eftermæle, kårede franskmændene i en meningsmåling allerede året efter Zinedine Zidane som landets i særklasse mest populære person.

Marco Materazzi fik for sit vedkommende to spilledages karantæne for at bringe spillet i miskredit, hvilket vakte en del harme i Italien, hvor man havde svært ved at se, hvordan en spiller kunne blive straffet for noget så naturligt som at bruge mund under en fodboldkamp. Materazzi beklagede samtidig sin opførsel, men ikke VM-titlen, mens Zinedine Zidane gentagne gange har undskyldt over for alle klodens fodboldglade børn, at han som et forbillede forfaldt til simpel vold. Franskmanden har til gengæld så sent som i marts 2010 gentaget, at han hellere vil dø end undskylde personligt over for Marco Materazzi.

Lige præcis den holdning er et simpelt spørgsmål om de æresbegreber, Zidane som barn lærte i Marseille-forstaden La Castellane, og dette facit på VM-finalen i 2006 kan vel – ligesom VM-historien generelt – bedst beskrives som en næsten usynlig linje mellem rollen som skurk og helt. Mellem de gode og de onde.



Magasin-artikler
AC Milan – på vej mod Scudettoen?
Det er syv sæsoner siden, at storklubben AC Milan senest vandt det italienske mesterskab. Nu er man kommet til penge i modebyen, og de fleste bookmakere ser holdet som første- eller andenudfordreren til Juventus.
Sæsonen 2010/2011. Det var her, AC Milan senest vandt det italienske mesterskab også kaldet Scudetto. Herfra er det stille og roligt gået ned ad bakke for storklubben. Resultaterne de følgende år hedder nummer to, tre, otte, ti, syv og senest seks. Det har været en frustrerende periode for både spillere, ledelse og ikke mindst fans. Sidstnævnte viste i maj 2015 deres utilfredshed ved blandt andet at demonstrere deres frustrationer på holdets stadion. Særligt ét banner skilte sig ud i mængden:

”GAME OVER – INSERT COIN AND SAVE AC MILAN”

Holdet sluttede i den sæson på tiendepladsen, og med en ottendeplads sæsonen før og en syvendeplads året efter måtte milaneserne se langt efter europæisk fodbold i tre sæsoner i streg.

Der er dog måske efterhånden ved at være bedre tider på vej for Rossoneri. Holdet er med i kvalifikationen til Europa League, og klubben er blevet forgyldt med masser af penge, efter at et kinesisk konsortium har taget over. Pengene betyder, at Vincenzo Montella har fået bedre muligheder for at bygge et slagkraftigt hold op, og det er han såmænd også allerede i gang med. Man missede godt nok chancen for at hente Real Madrids angriber Álvaro Morata, der som bekendt smuttede til Chelsea, men der er flere fisk i havet. Her skulle Milan særligt have et godt øje til Torinos Andrea Belotti samt Fiorentinas Nikola Kalinić. Sidstnævnte forlod forleden Fiorentinas træningslejr for angiveligt at snakke kontrakt med de rød- og sortstribede.

Hvad der dog er helt sikkert, er at man allerede har hentet følgende spillere:

Forsvar
Leonardo Bonucci – 297 millioner kroner – Juventus
Mateo Musacchio – 127 millioner kroner - Villarreal
Andrea Conti – 177 millioner kroner – Atalanta
Ricardo Rodríguez – 127 millioner kroner – Wolfsburg

Midtbane
Lucas Biglia – 120 millioner kroner – Lazio
Franck Kessie – 56 millioner kroner – Atalanta (leje)

Angreb
Hakan Çalhanoğlu – 156 millioner kroner – Leverkusen
André Silva – 269 millioner kroner – FC Porto
Fabio Borini – 42 millioner kroner – Sunderland (leje)

Samlet sum: Cirka 1.4 milliarder kroner

For Franck Kessies vedkommende er der tale om et lejeophold, som Milan kan gøre til en permanent aftale, hvis de vil smide yderligere 232 millioner kroner. Borini er stadig ejet af Sunderland, men bliver Milan-spiller efter den kommende sæson.

I forlængelse af ovenstående handler er det i sagens natur også vigtigt at nævne, at klubben har formået at forlænge kontrakten med verdens vel nok største målmandstalent Gianluigi Donnarumma.

Man må dermed sige, at Milan på papiret virkelig har fået sammensat en jerndefensiv. Leonardo Bonucci anses af mange for at være en af verdens bedste midterforsvarer. Han får ved sin side enten det 22-årige talent Alessio Romagnoli eller nyerhvervelsen Musacchio. Der er selvfølgelig også den mulighed, at Montella vælger at stille med et 3-mands-forsvar, hvilket bør give plads til alle tre.

Herudover er der tale om to dygtige offensive backs, man har købt sig i skikkelse af Conti og Rodríguez. Førstnævnte scorede i fjor hele otte mål og lagde samtidig op til fire af slagsen.

Rodríguez er ikke helt lige så målfarlig, men schweizeren er bestemt ikke ukendt med at score. I sæsonen 14/15 blev det således til seks Bundesliga-fuldtræffere for Wolfsburg, mens det i de seneste to sæsoner blev til lidt mere beskedne to mål i hver. Stiller Milan op med det førnævnte 3-mands-forsvar, vil det med al sandsynlighed betyde, at Rodríguez og Conti skal spille som wingbacks i stedet for mere traditionelle backs i en 4-back-kæde.

Foran sig får forsvaret ikke mindst den stabile og nu tidligere Lazio-anfører Biglia på den defensive midtbane. Ved siden af sig får han formentlig selskab af Kessie og Locatelli eller Bonaventura.

I angrebet må det forventes, at de to nye ansigter Çalhanoğlu og André Silva får en stor rolle. Førstnævnte formentlig på venstrekanten, mens Silva skal agere spidsangriber. Det eneste kritikpunkt her må være, at 21-årige Silva måske er for ung og uprøvet til at bære det store ansvar, det nu engang er at være ene angriber. Portugiseren scorede flot 16 mål i 32 Liga Nos-kampe i fjor for FC Porto, men han mangler endnu at bevise sit værd i en af de fem største ligaer. Måske Milan-ledelsen har tænkt det samme, og at det er derfor, man stadig er på jagt efter endnu en angriber.

Uanset om klubben henter nok en angriber eller spillere til andre positioner for den sags skyld, så er der tale om et transfervindue af de helt usædvanlige for AC Milan. Den foreløbige samlede sum brugt på spillere lyder som nævnt lige nu på 1.4 milliarder kroner. I fjor brugte klubben til sammenligning blot 208 millioner kroner og hentede knap så prominente navne såsom Gianluca Lapadula, Gustavo Gómez, José Sosa, Mario Pašalić (leje), Matías Fernández (leje), Gerard Deulofeu (leje) og Lucas Ocampos (leje). Bevares, det er udmærkede spillere for de flestes vedkommende, men at man har lejet så stor en del af dem afspejler også, at pengene ikke var til mere for bare et år siden.

Men skyldes de mange og store handler i dette transfervindue så blot, at man har solgt for næsten lige så meget? Det korte svar er nej. Blot 163 millioner kroner er der tale om per dags dato.

Som bekendt gør penge ikke nødvendigvis én lykkelig, og du vinder ikke automatisk fodboldkampe eller trofæer, men det gør det alt andet lige noget nemmere. Det er der masser af eksempler på i nymoderne fodbold. Det store spørgsmål er blot, om Milan formår at spendere sine penge godt nok til, at de bliver det næste hold i rækken af klubber, der rejser sig fra asken via en enorm kapitalindsprøjtning.

Den røde del af Milano får dog sjovt nok konkurrence af den blå del af byen, som ligeledes er kommet til rigtig mange penge. Tiden vil vise, om en af de to klubber fra modebyen kan vælte de suveræne mestre fra Juventus ned af tronen – en trone, de nu har siddet på seks sæsoner i streg, lige siden Milan vandt deres seneste Scudetto. En del bookmakere mener dog stadig, at det er Napoli, der er førsteudfordreren til ”Den Gamle Dame,” men så kommer Milan herefter.

Træner Montella har fået de økonomiske midler stillet til rådighed, og det er nu op til ham at gøre arbejdet færdigt og føre Milan tilbage til fordums styrke og hæder. Men ting tager tid og bliv derfor ikke overrasket, hvis holdet skal bruge en sæson til at finde sig til rette.
Læs hele artiklen
Er det kinesiske ”El Dorado” slut?
Forbrugsfesten kan have nået sit højeste, da den kinesiske regering vil pålægge klubberne dyre afgifter, når de indkøber udenlandske spillere…
Den kinesiske liga har henover en periode drillet de store europæiske klubber og hentet mange eksotiske navne til den befolkningsrige nation. Disse er hentet til overpriser og derudover er spillerne blevet tilbudt skyhøje lønninger.

Storsatsende Hebei China Fortune har blandt andet hentet Gervinho, Stephane Mbia og Ezequiel Lavezzi – mens klubber som Jiansu Suning og Guangzhou Evergrade har købt Alex Teixeira, Ramires og Jo samt Jackson Martínez og Paulinho. Gigantiske navne men også mange spillere, som var i karrierens efterår.

Dette har dog ændret sig sidenhen, hvor de to brasilianere Oscar og Hulk, som på daværende tidspunkt var 25 og 29 år, er solgt dyrt til Shanghia Shenhua, mens 27-årige Axel Witsel er taget til Tianjin Quanjian. Sidstnævnte klub formåede endda at overtale Luís Fabinho og Jadson til at spille for klubben, da den var i den næstbedste kinesiske række. Netop Quanjian har også styrket sig voldsomt på trænersiden, da den italienske verdensmester Fabio Cannavaro er sportslig ansvar for holdet – men også trænernavne som Sven Göran Eriksson, Luís Felipe Scolari, Marcello Lippi, Dan Petrescu samt den tidligere brasilianske landstræner Mano Menezes har været fristet af de mange kinesiske penge.

Midt i denne guldregn står reglen om, at de kinesiske klubber blot må have fem udenlandske spillere på banen af gangen, og det har frembragt en voldsom efterspørgsel på de kinesiske spillere. For godt et år siden betalte Tianjin omkring 70 millioner kroner for den forholdsvis ukendte Sun Ke. Vildt mange penge – ikke mindst fordi den købende klub på daværende tidspunkt spillede i den næstbedste række.


Hvor kommer pengene fra?
Denne eksplosive udvikling kommer, efter der er kommet voldsom interesse omkring fodboldklubberne fra mange forskellige kanter. Det er både private og offentlige interesser, som ligaen er blevet bestormet af. Flest er dog store internationale firma, som har oplevet voldsom vækst som Evergrade og Greenland eller Jiangsu, der i 2015 havde over 1.000 dagligvarebutikker, men måske er festen ved at ebbe ud?

For i denne måned bliver ”overseas-players” pålagt en betydelig afgift. Ved et indkøb af en spiller til mindre end 50 millioner kroner skal det samme beløb investeres i klubbernes ungdomsafdeling. For et indkøb over dette skal staten have det samme beløb i den nye afgift. Altså de nye spillere vil blive dobbelt så dyre at indkøbe. Dermed en helt ny udvikling i forhold til hvordan markedet reagerede for blot et halvt år siden.

Derudover skulle der arbejdes kraftigt på at få det tilladte antal af udenlandske spillere på de kinesiske klubhold ned, og det skulle gerne forbedre det kinesiske landshold, der trænger til en opblomstring. De har blot deltaget i én VM-slutrunde, hvilket var i 2002, hvor alle tre gruppekampe blev tabt. Målet for det kinesiske fodboldforbund skulle være, at landsholdet i år 2050 skal være blandt verdens bedste og Asiens bedste allerede om 15 år. Det har umiddelbart lange udsigter efter 2-2 i sidste måned imod Syrien, hvilket gør, at Kina ikke kommer til VM i Rusland. De seks point efter otte kampe i kvalifikationen er simpelthen ikke nok, og samlet set meget dårligt taget i betragtning af de har været i pulje med nationer som Qatar og Usbekistan.


Vender udviklingen
Den franske angriber Anthony Modeste spiller i den tredjebedste tyske række, og han var trods dette på vej til Tianjin for næsten 300 millioner kroner. Helt vanvittigt og handlen gik også i vasken, da den kinesiske klub hellere vil hente Bundesliga-topscoreren Pierre Emerick-Aubameyang, som skulle have en markedspris på næsten 700 millioner kroner. Den nuværende Dortmund-spiller skulle være tilbudt en kontrakt med en ugeløn i underkanten af vanvittige fem millioner kroner.

Tidligere har Nicolas Anelka været den højstlønnede, men det blev aldrig en succes, da franskmanden blot endte med at lave tre mål, inden han blev forfremmet til en trænerrolle. Nu er Carlos Tévez den højstlønnede, men målene har slet ikke stået mål med lønnen for den argentinske angriber.

Da Lavezzi skiftede Paris ud med oprykkerne fra Hebei, fik han en ugeløn på fire millioner kroner – ligesom Oscar også skulle få. Det er en dagsløn på over en halv million… eller en timeløn alle døgnets timer på 23.800 kroner. Det er tal som disse, der har gjort, at de to spillere ikke længere vil spille Champions League med PSG og Chelsea, hvilket har afstedkommet mange kommentarer.

Landstræner Dunga sagde efter, at 30 brasilianske spillere var taget til den kinesiske liga, at der var kommet et nyt ”El Dorado”, som var en utopi i det 16. århundrede, der var belagt med gulvstøv. I dag bruges udtrykket mest som en metafor for steder med meget stor velstand, hvilket man tidligere har kunne sige om Super League – men måske er det kinesiske ”El Dorado” slut ?
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Wayne Rooney – once a blue always a blue
Den tidligere engelske landsholdsanfører afviste lukrative tilbud, da han valgte med sit Everton-hjerte.
Den 24. oktober 1985 – altså for lidt over 31 år siden – blev der i Liverpool-bydelen Croteth født en lille dreng, som sidenhen skulle vise sig at blive en international fodboldspiller, som alle drengene drømte om i disse fattige gader, men kun ganske få opnår. Det har Wayne Mark Rooney gjort, og den engelske angriber har været meget igennem i det relative korte liv – for at opnå denne succes.

Rooney blev kendt i hele England, da han i en alder af blot 16 år scorede et fantastisk sejrsmål for Everton mod Arsenal. Den unge vidunderdreng var dengang den yngste spiller, som havde scoret i Premier League. Rekorden blev senere slået, men ingen i England var i det øjeblik et sekund i tvivl om, at den unge knægt ville gå en stor fremtid i møde.

Den daværende Everton-spiller fortsatte sin unikke udvikling, og den unge angriber vandt blandt andet BBC's pris som årets yngste sportspersonlighed. Kort tid efter blev Evertons guldfugl hentet af Manchester United foran snuden på Newcastle United. En dengang 18-årig Rooney blev hentet for et rekordbeløb, som lød på 300 mio. kroner.

Selvom det var et vanvittigt beløb for en så ung spiller, så betalte manden af irsk afstamning tilbage med flotte præstationer i Manchester United-trøjen. Debutsæsonen for Manchester United var mere end godkendt. I sin debutkamp lavede det unge stjernefrø hattrick og lagde op til et mål mod Fenerbahçe i Champions League. Den kompetente angriber scorede 17 mål i 43 optrædener i sin første sæson og blev kåret til årets yngste spiller i Premier League.


Overskrifter om rødt kort, lukrativ kontrakt, ludere og hårtransplantation
Rooney har næsten vundet alt, hvad der er værd at vinde på klubplan, da han i Manchester United fik smidt nr. 10 på ryggen. Blandt andet har han vundet Premier League fem gange, Champions League, verdensmesterskaberne for klubhold, Carling Cuppen og Community Shield. Derudover vil han i United blive husket for et unikt saksesparksmål imod rivalerne fra City og for at slå Sir Bobby Charltons målrekord, men der har også været skyggesider.

Den iltre englænder blev blandt andet udvist i VM-kvartfinalen mod Portugal efter stemplingen på Ricardo Carvalho. Den daværende portugisiske klubkammerat, Cristiano Ronaldo, var stærkt medvirkende til at påvirke dommeren efter hændelsen, men begge spillere var på talefod igen efter VM. Disse to spillere var nemlig sidenhen arkitekterne bag Manchester Uniteds tre efterfølgende mesterskaber, men efter Ronaldos salg til Real Madrid har Rooney – og Manchester United ikke helt været på samme niveau – og angriberen har været i overskrifterne af alt for mange andre grunde.

Engelske medier opdagede, at Rooney var sin kone utro med en luder og efterfølgende ønskede den 1,78 m høje englænder at forlade Old Trafford pga. manglende ambitioner og indkøb. Sidstnævnte gjorde, at han endte med at underskrive en lukrativ femårig aftale med United, som gjorde ham til Premier Leagues daværende næstbedst betalte spiller - kun overgået af Manchester Citys midtbanespiller Yaya Touré.

Historier som disse har de engelske aviser elsket, og Rooney har til tider været jagtet bytte for sladderaviserne, som da de gik meget op i, at han havde fået lavet en hårtransplantation, da han ellers ikke ville have meget hår på toppen – hvilket ikke passede til de store reklame-aftaler.


Bedre end Shearer og Henry
Præstationerne på banen har de senere år heller ikke gjort det lettere for Rooneys markedsføringsafdeling, men han har også spillet mange forskellige positioner, hvilket eksempelvis har påvirket antallet af mål, som Rooney har lavet. I de fire forgangne sæsoner er han gået fra at lave 17 til 12 og 8 til 5 mål i sidste sæson, fordi at hans scoringsprocenter er faldet fra 21 til 12 %, og 144 minutter pr. mål til 308.

Omvendt så viste statistikkerne da Rooney blev 30 år, at ingen tidligere havde lavet flere mål i Premier Leagues historie end Rooney indtil de var blevet 30 år – hverken Alan Shearer eller Thierry Henry. Derudover slog Rooney som tidligere nævnt Sir Bobby Charltons rekord, da han blev den mest scorende spiller på det engelske landshold – men ikke nok med det. Han slog jo også Charltons klubrekord på 250 United-mål. At opnå 250 kampe for United er en stor bedrift, men at lave 250 mål står nærmest ikke til at slå.

I 2010 var Rooney millimeter fra at skifte til rivalerne fra City, hvilket mange af Manchester Uniteds største fans aldrig tilgav ham, så var det lettere for dem at acceptere, at angriberen skiftede til Everton. Ikke mindst fordi Rooney på det tidspunkt havde spillet sig ud af Jose Mourinhos idealopstilling på Old Trafford, hvorved valget på Everton måske ikke er så underligt.

Everton-pyjamas som kaptajn for Manchester United
Ved præsentationen i Everton overraskende Rooney nemlig den engelske presse, da han hudløst ærligt fortalte om sin livslange kærlighed for Everton og blandt andet om, hvordan han som Manchester United-anfører havde sovet i en Everton-pyjamas.

Rooney valgte sin nye klub med hjertet og afviste dermed de gigantiske løntilbud, der skulle have været fra flere kinesiske klubber efter de 13 år i Manchester United.

Første gang Rooney var i Everton blev det til 17 mål i 77 kampe, og efter et af disse mål viste han i jubelscenen den legendariske undertrøje med skriften ”Once a blue – always a blue”.

Evertons bestyrelsesformand Bill Kenwright var vild med ideen om at hente Rooney tilbage til klubben og fik ifølge bulletinerne også overtalt manager Ronald Koeman. Rooney har de seneste år – som tidligere nævnt – ikke lavet så mange mål, hvilket flere skader har været medvirkende til. På trods af dette kan Everton og Rooney godt ende med at blive en god cocktail, da truppen er meget ung og talentfyldt – det eneste den mangler er erfaring, hvilket Rooney kan levere.

Rooney er blevet 31 år og kan derfor have flere gode år i sig, og 599 United-kampe giver spandevis af rutine hos den tidligere engelske landsholdsanfører. Omvendt er Rooney ikke den spiller, som han tidligere var, men klubhjertet fejler ikke noget. Rooneys søn – Kai – og hans far er gigantiske Everton-fans, for ”Once a blue – always a blue”…


Læs hele artiklen
Raúl – 40 år
Atlético Madrid ville ikke betale for buskortet til angriberen, der endte med at lave 429 mål.
29. oktober 1994 løb en for omverdenen ukendt 17-årig knægt pludselig ind på Zaragozas hjemmebane La Romareda iført Real Madrid-trøje. Han startede sæsonen 94-95 på klubbens 'C-hold', hvor han scorede 13 mål i syv kampe. Det fik daværende træner Jorge Valdano til at hente det unge talent op i førsteholdstruppen, og her blev det så til debuten som før nævnt.

Navnet på spilleren var Raúl González Blanco, og her mere end tyve år senere er han en legende i Real Madrid. I Spanien – især blandt madridistas – er han kendt som 'Kongesønnen'. Men at Raúl havnede i netop Real Madrid var egentlig noget af en overraskelse. Det skyldtes ingen ringere end den tidligere Atlético Madrid-præsident Jesús Gil y Gil.

Det var nemlig Atlético Madrid, som fik Raúl ind i klubben som 13-årig. Den purunge Raúl var en lysende stjerne i klubbens ungdomsafdeling, men i 1992 lukkede præsidenten nærmest for pengekassen til ungdommen for at spare penge. Det opfangede Real Madrid lynhurtigt, og de sikrede sig Raúl. En ikke bekræftet historie går på, at Raúl blot ville have sit buskort betalt af Atlético Madrid, så han ikke havde udgifter ved at spille fodbold, men det ville klubben ikke give. Derfor rykkede han til 'Storebror', som var mere end villige til at give ham et buskort.

Efter to år på forskellige ungdomshold i Real Madrid fik han altså sin debut i 1994 og blev ved den yngste spiller nogensinde til at debutere for Real Madrid. Sidenhen så han sig ikke tilbage. Han nåede ni mål i sin første sæson – det ene scoret mod Atlético Madrid, og Real Madrid vandt mesterskabet i den sæson.


Ikke meget plads i pokalskabet
Mesterskabet i 1994 blev blot en af mange pokaler, som angriberen har vundet. I alt blev det til seks spanske mesterskaber, fire spanske Super Cups, tre Champions League-titler, en europæisk Super Cup og to intercontinental cup. Han var blandt målscorerne i CL-triumferne i både 2000 og 2002. Desuden er Raúl kendt som en fantastisk sportsmand og rollemodel. Det kan man blandt andet se på, at han aldrig i sin karriere har fået et rødt kort.

På landsholdsplan nåede den nu 40-årige også flere rekorder, men det er aldrig blevet til en stor titel. Holdet har fejlet gang på gang, når der blev spillet om VM og EM. Han nåede at deltage ved EM i 1996, 2000 og 2004 samt VM 1998, 2002 og 2006. Faktisk er Raúl én af blot 18 spillere, som har scoret ved tre VM-slutrunder.

I sæsonerne 2004/05, 2005/06 og 2006/07 nåede den populære angriber blot at lave 32 mål for Real Madrid og dermed kysse sin vielsesring – som han gør efter hver scoring. Så selvom at der kom flere mål i de to år der fulgte endte Raúl med at tage til Schalke04 i sommeren 2010. Her opnåede han stor succes og blev en meget anerkendt spiller i arbejderklubben, men hans eftermæle hos klubberne Al-Sadd og Cosmos gjorde at legendens karriere gled lidt for ubemærket ud. Efter over tusind kampe og 427 mål fortjente den sympatiske angriber ikke dette.

Selvom støvlerne er lagt på hylden, har han gjort sit til at give sine talent videre. Sammen med konen Mamen Sanz har han nemlig ikke færre end fire sønner, og de to første har fået navne af specielle årsager. Den ældste søn fik navnet Jorge efter manden, som lod Raúl debutere for Real Madrid, mens den andenfødte fik navnet Hugo efter Raúls barndomsidol Hugo Sanchez, som tidligere bankede mål ind for ”Kongeklubben”. De to yngste er et tvillingepar med navnene Héctor og Mateo – mon ikke der kunne blive en enkelt fodboldspiller ud af det kuld. Et kuld som tilhører Raúl, der nu er blevet 40 år.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
TV-penge giver hysterisk transfer-vindue
Sommerens transfer-vindue kommer til at slå alle rekorder, og det kan blive helt tosset i Premier League.
- Imagine how much he would cost if he could cross the ball…

Sådan var Gary Linekers kommentar på Twitter kort tid efter, at Manchester City havde gjort Kyle Walker til verdens dyreste forsvarsspiller. På ganske kort tid havde Premier League-ekspertens tweet fået 58.000 likes, hvorefter han kaldte købet for ”galskab”… og det er svært at være uenig.

For nok er Walker en solid Premier League-back, men verdens bedste er han i hvert fald ikke, og en engelsk søndagsavis skrev meget præcist i deres overskrift: ”This is the moment we knew the Premier League had lost it's mind”.

Om lidt mere end 40 dage lukker transfer-vinduet, og meget tyder på, at det bliver det mest hysteriske nogensinde, og mon ikke der kommer flere ”Walker”?

På trods af at der mangler mange indkøb, så har Delotti allerede udregnet, at der indtil videre er brugt fjerde flest penge i forhold til alle de andre sommer-vinduer. Så alt tyder på, at alle rekorder vil blive slået, men hvor kommer pengene fra ?


TV-seerne betaler gildet
Siden 2005/06-sæsonen har Premier League-klubberne sammenlagt mere end fordoblet deres omsætning og deres lønbudgetter. Denne stigning er ikke kommet via betydelige stigninger på den kommercielle side eller mere omsætning på kampdagene, men derimod via den helt vanvittige tv-aftale, som blev fornyet forud for 2016/17-sæsonen.

Før dette var den ganske indbringende for klubberne, men yderligere en stigning på 30 % gjorde den helt grotesk. Det forventes, at den nye aftale, som bliver præsenteret i 2019-20, vil blive endnu bedre.

Delotti har tidligere slået fast, at Premier Leagues tv-aftale vil forgylde klubberne mindst tyve år frem i tiden, så vi har langt fra set det sidste indkøb a la ”Walker”, da Premier League mere og mere er ved at udvikle sig til hele verdens fodboldturnering.


2013 x 2 = 2016
Sammenligner man de sidste fire sommertransfer-vinduer for Premier League, var 2014 og 15 næsten ens med indkøb for omkring syv milliarder kroner. Mens sommeren 2013 sat op imod 2016 næsten giver en fordobling, for sidste sommer blev der brugt over 10 milliarder kroner på nye Premier League-spillere.

Med 40 dage tilbage i dette transfer-vinduer har indkøbet rundet de seks milliarder kroner, og næsten 500 millioner af disse blev brugt på Walker, som ifølge flere engelske medier end ikke vil være den bedste back i Tottenham. Hvis Danny Rose var skadesfri, skulle han være en bedre salgsvare.

Helt grotesk bliver det jo, når man tænker på, at Manchester City sidenhen har sikret sig Danilo, så Walker er langt fra sikker på en plads i Pep Guardiolas idealopstilling. Stort set samtidigt med, at Walker blev præsenteret, købte AC Milan Leonardo Bonucci i Juventus for ca. den halve pris. Den italienske forsvarsspiller har været en fast del af det historiske gode forsvar hos ”Den gamle Dame” og på det italienske landshold… han er en af verdens bedste forsvarsspillere.

Walkers spidskompetencer er fysisk overskud og en enorm hurtighed, men indlæggene og teknikken – som Lineker var inde på – efterlader ikke et godt indtryk. Walker er dog englænder, hvilket meget vel kan have givet prisen et stort pres op ad – med henblik på de kommende regler om et vist antal af engelske spillere i Premier League-trupperne. Så priserne på engelske spillere kan i de kommende år komme til at slå alle rekorder, når TV-pengene kommer til at give flere hysteriske transfer-vinduer.

I øvrigt så kostede Gary Lineker små 20 millioner kroner i 1992…

Læs hele lederen
Okolofutbol – volden udenfor banen
Der er 12 måneder til VM-start, som kan ende med meget grimme scener…
Til EM2016 viste de engelske hooligans deres grimme ansigt, da de sammen med de russiske ”kammerater” omdannede Marseilles gader til rene kamppladser, men hvordan kunne det ske – og kommer det til at ske igen til VM2018 i Rusland?

Eksperter har tidligere slået fast, at hvis store folkemængder ønsker at slås med hinanden, kræver det unaturligt mange politifolk for at stoppe det helt. Det er meget logisk, for det kræver næsten en personlig oppasser at stoppe de mange ballademagere – og der er mange… Ifølge bulletinerne op til EM-slutrunden i 2016 kom det frem, at op imod 500.000 englændere ville tage til slutrunden, og lad os slå fast med det samme… mange af disse er ganske fredelige mennesker, men når det er sagt, så kom der masser af ballade med de engelske fans, der lavede masseslagsmål især med de russiske ”kollegaer”.

Russisk fodbold har over de senere år oplevet en voldsom stigning i ballade omkring deres hjemlige kampe, mens den engelske Premier League har oplevet det modsatte. Undersøgelser har vist, at hooligansene er flyttet fra PL-kampene til lavere sportsligt niveau, samt når det engelske landshold spiller slutrunder. De engelske fans var ellers kommet i gang med en ”positiv bølge”, hvilket antallet af arresterede englændere i forbindelse med slutrunder tydeligt beviser:

EM-1992: 250
EM-1996: 942
VM-1998: 278
EM-2000: 945
VM-2002: 15
EM-2004: 93
VM-2006: 91
VM-2010: 5
EM-2012: 0
VM-2014: 15

En af årsagerne til, at hooligansene var så fremtrædende til EM2016, skyldes, at karantænen af hele 1.110 engelske hooligans var blevet ophævet. Disse sindssyge fans har været udelukket for slutrunder siden VM i 2006, men de er nu tilbage… Fransk politi havde sendt 1.000 betjente til ”High Risk-kampen” på Stade Velodrome. De var placeret udenfor stadion. Samtidig var der 1.100 betjente inde på stadionet, hvilket svarer til én for hver 70 tilskuere, men som tidligere nævnt er sådanne fans næsten umulige at stoppe.

De engelske og især de russiske hooligans har også stærke relationer til racistiske organisationer, og derfor er det fortsat en gåde, hvorfor UEFA valgte at placere denne ”High Risk-kamp” i Marseille, hvor der jo bor et ualmindeligt højt antal af muslimer.


Pig of Marseille
De gigantisk slagsmål skete, selvom engelske civile betjente var heftigt til stede i Marseille. Trods dette har de slet ikke kunne stoppe de engelske fans, som har fået tilnavnet ”Pig of Marseille” – opkaldt efter hooliganen James Shaylor, der i 1998 blev sendt i fransk fængsel, efter han blev dømt for at angribe fransk politi til VM-slutrunden.

Sådanne episoder virker næsten uundgåelige til VM2018, som de russiske hooligans er i gang med at ”træne” til . I 2013 kom filmen ”Okolofutbola”, der viser de russiske hooligans og deres voldlige liv omkring alt det, som intet har med fodbold at gøre. For de gammeldags engelske hooligans, der var almindelige mennesker med job og som kunne være familiefædre, er blevet afløst af unge arbejdsløse russere, der bruger størstedelen af deres tid på fysisk og kampsportstræning samt har en småkriminel levevej for at tjene til de euforiserende stoffer, som de indtager. Alt dette gør dem ikke mindre farlige…

Daily Mail har igennem længere tid fulgt russiske Alexander Shprygin, der bor 300 km udenfor Moskva. Han er en af disse nye hooligans, og han ser faktisk op til de gamle engelske hooligans, som den tidligere ballademager Dougie Brimson. Bogen ”The Crew”, som Brimson har skrevet med sin bror, har nærmest givet hooliganen heltestatus i Rusland.

Til trods for Shprygins noget underlige livsstil er han flere gange blevet fotograferet med præsident Vladimir Putin, hvilket ikke gør hans anerkendelse – eller frygten for masser af ballade til VM2018 – mindre. Netop Putin har en stor rolle. For ifølge russerne provokerede de engelske fans dem ved sommerens sammenstød i Marseille ved at synge nedladende sange om den russiske præsident. Dette skulle have startet balladen, som gik helt over gevind, selvom der ikke blev brugt ret mange våben. Indtil videre har langt de fleste masseslagsmål været uden våben, og skulle dette ændre sig, vil det naturligvis give endnu flere voldsomme tilskadekomne.

”Clean Hands” har været et af mange æresbegreber indtil nu, men i Marseille blev den 52-årige Andrew Bache alvorligt skadet, da han blev slået i hovedet med et jernrør, så man kan frygte, at der vil komme flere våben i fremtiden.


Gigantiske slagsmål på Youtube
Til den netop overståede Confederations Cup blev mange af disse russere nægtet afgang i de byer, hvor der blev spillet fodbold, da deres ”Fan ID” blev annulleret. Det er disse personers helt store skræk, at dette vil ske igen op til VM-slutrunden eller endnu værre, at de simpelthen bliver frihedsberøvet – altså bliver sat i fængsel op til begivenheden.

Derudover kan de russiske værter blot håbe på, at det engelske og russiske hold ikke skal spille imod hinanden og kommer til at bo langt fra hinanden i det store land. I dette skal man ikke glemme, at Balkan-landene, Tjekkiet og Polen også er begyndt at få nogle berygtede hooligans.

Masseslagsmålene, som disse fans deltager i, kan man se på Youtube, som da CSKA Moskvas ”Yaroslavka” slås på en øde mark imod Zenit St. Petersborgs ”Band of Shveds”. Sidstnævnte deltager også i en video imod en flok fra Frankfurts Brigade Nassau, så selvom de virker meget dramatiske og uorganiserede, er det faktisk ikke tilfældet. Kampene varer sjældent mere end et par minutter, men har en dommer, og der er faktisk flere regler. Ingen våben og du må højst sparke en liggende modstander et par gange – ellers ryger du ud af slagsmålet.

Om 12 måneder skal Rusland stå for VM-slutrunden, og den ansvarlige Vitaly Mutko mener ikke, at der er - eller bliver - et problem med hooligans eller racismen, som er tæt knyttet til dette – man kan håbe, at han har ret…

Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Klinsmann junior fra angriber til keeper Ny Horsens-keeper har mål i støvlerne Artikel ikon Vanvittigt frispark Artikel ikon Er det årets afbrænder af Gabriel Jesus? Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Solgt PL-trup for 2.085.000.000 Big-spending City Artikel ikon Kontroversielle Cassano med ny fadæse! Artikel ikon - Kaká er den værste handel Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Flest følgere i PL Top 10: Derfor er Tyskland bedst Artikel ikon Top 25: Premier Leagues bedste handler Artikel ikon Top 10: Klassespillere med fortid i BL Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Bookmaker: Dette hold vinder PL Spil: Hvem vinder finalen? Artikel ikon Spil: United vinder med et enkelt mål Artikel ikon Spil: Dortmund vinder Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon XI: De dyreste Manchester United-indkøb Barcelona Legends vs. United Legends Artikel ikon Hvad skete der med 2009-holdene? Artikel ikon Et lille mirakel – i miraklet Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon PSG vil ikke betale Neymar-klausul Torsdagens engelske rygter Artikel ikon Medie: Turan på vej tilbage til Tyrkiet Artikel ikon Sky: Barça er sikre på at hente Coutinho Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Vidste du om ... Jamie Vardy Artikel ikon Vidste du om ... Lucas Moura Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Rangeret: PL-klubbernes rekordskytter Mest loyale PL-spillere Artikel ikon Neymar ud – Coutinho ind Artikel ikon 2-0 er den farligste føring! Eller hvad? Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Nordsjælland - AaB Optakt: FC København - Hobro IK Artikel ikon Optakt: OB - AC Horsens Artikel ikon Optakt: SønderjyskE - FC Helsingør Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Vardar – FC København Startopstillinger: Helsingør - OB Artikel ikon Startopstillinger: FCM - Silkeborg Artikel ikon Startopstillinger FCN - Brøndby IF Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Livlig nullert i Brøndby FCK slået af makedonske mestre Artikel ikon "AK47" nedskød Shakespeare-boys Artikel ikon Flot FCM-spil sikrede sejren Artikel ikon Se flere