Mesterens mørke side

Af Torsten Brix

2014-06-04
Mesterens mørke side

Indkast.dk bringer her et kapitel fra den aktuelle bog "VM højdepunkter og skandaler". Dette uddrag handler om Zidane og finalen i 2006, som beskrives som "En finale, to fodboldspillere og en tynd linje mellem det gode og det onde".

Samtlige spillere i den italienske VM-trup på det olympiske stadion i Berlin den 9. juli 2006 vidste, at Zinedine Zidane kunne provokeres. Det faktum behøvede man ikke at have dykket ret meget ned i igennem de seneste 10 års fodboldhistorie for at være bekendt med, og ingen vidste det bedre end Marco Materazzi.

Den italienske forsvarsspiller var ikke født i den pæne del af den syditalienske by Lecce, og Materazzis karriere og vejen til den største af alle fodboldkampe – VM-finalen mellem Italien og Frankrig – var gået via en helt anden rute end hans direkte franske modstanders i skikkelse af verdens- og europamesteren Zinedine Zidane.

Som søn af den tidligere Lecce-spiller og -træner Giuseppe Materazzi lå det ellers tidligt i kortene, at unge Marco skulle vælge fodbolden som levevej, men viljen var som oftest større end talentet, og først som 24-årig fik Materazzi junior muligheden for at avancere fra anonymiteten og baggårdskampene i de lavere italienske rækker. Perugia hev ham op i Serie B, hvor den hårdføre og hovedstødsstærke stopper gjorde så meget opmærksom på sig selv, at engelske Everton i 1998 så det som et muligt scoop at introducere den heftigt tatoverede Marco Materazzi til de største engelske fodboldstadioner. Og her fik de så sandelig den italienske power at mærke. Marco Materazzi optrådte 27 gange for Everton i sæsonen 1998-99, han scorede to mål og blev udvist ikke færre end fire gange, hvorefter Liverpool-klubben skibede den uregerlige forsvarer tilbage til Italien og Perugia. Enkelte engelske aviskommentatorer sendte endda Materazzi af sted med beskrivelsen „en simpel voldsmand“.

Italieneren lignede da også ganske rigtigt efterhånden mere en straffefange end en international fodboldstjerne. På det tidspunkt var trenden med tatoveringer endnu ikke specielt udbredt i fodboldkredse, men når Marco Materazzi efter en kamp byttede trøje med modstanderen, kunne man se en overkrop fyldt med blækbilleder af barske vikinger, indianske symboler samt hans eget og hustruen, Daniels, navn og fødselsdato skrevet med romertal.

Derudover var der de voldsomme frispark, som til stadighed skæmmede forsvarerens karriere, men til gengæld voksede de forsvarsmæssige kvaliteter med rutinen, og i 2001 smed storklubben Inter 10 millioner euro på bordet, hvilket endegyldigt gjorde Marco Materazzi til en fodboldspiller i den absolutte elite. Samtidig kom debuten på landsholdet, men her havde den høje stopper det problem, at Italien i forvejen rådede over forsvarsspillere som Alessandro Nesta, Fabio Cannavaro og Paolo Maldini. Alle sammen både dygtigere og mere elegante. Af samme årsag havde Marco Materazzi også indledt VM-slutrunden i Tyskland som en noget overset reservespiller. Når det italienske landshold holdt deres pressemøder i 'Casa Azzurri' på et luksushotel uden for den grå industriby Duisburg i Ruhrdistriktet, var det netop Nesta og anfører Cannavaro, som udtalte sig. Ja, eller romeren Francesco Totti og topscorer Luca Toni. Marco Materazzi havde fået det højeste rygnummer af alle, 23, og da Italien sent om aftenen den 12. juni indledte VM med en sejr på 2-0 over Ghana i Hannover, var det med Materazzi som tilskuer fra bænken i samtlige 90 minutter.

Det samme gjorde sig gældende i den anden puljekamp mod USA, som sluttede 1-1 efter en kamp med tre udvisninger, heraf en til italienernes Daniele De Rossi. Uafgjort mod amerikanerne var selvsagt ikke tilfredsstillende, men alligevel var stemningen i 'Casa Azzurri' god. Træner Marcello Lippi havde bedre styr på både spillere og medier, end man havde set det i mange år, og glemt var efterhånden den skuffende EM-slutrunde i Portugal, hvor Danmark og Sverige svigagtigt havde spillet 2-2 i den sidste puljekamp og dermedsendt sig selv videre på bekostning af italienerne. Faktisk havde den hvidhårede Lippi på forhånd sagt, at han dagen efter VM-finalen ville stå til søs i en privat yacht og ikke kigge sig tilbage – uanset Italiens placering – og netop den indstilling passede godt til truppen, der ellers burde være præget af en kæmpe skandale, som havde rullet hen over italiensk fodbold det forgange år. Bestikkelse af dommere, fiksede resultater i afgørende kampe samt generel korruption havde tilsyneladende været hverdag i Serie A, og selv de største klubber med Juventus i spidsen så ud til VM at være involveret, hvilket naturligvis også ramte nogle af de mest profilerede spillere i VM-truppen.

Men måske var skandalen og de mange negative historier præcis det, som skulle til for at skabe en enhed ud af de enorme egoer i den italienske trup. I hvert fald fremstod 'Gli Azzurri', 'de azurblå', under Marcello Lippis stærke taktiske styring faktisk langt mere harmonisk end længe med anfører Fabio Cannavaro og Alessandro Nesta som det suveræne defensive omdrejningspunkt på banen.
Chokket opstod imidlertid efter 17 minutter af holdets tredje puljekamp mod Tjekkiet i Hamborg. Uafgjort ville være rigeligt til at gå videre – ja, selv et spinkelt nederlag kunne på klassisk italiensk maner sende holdet videre til ottendedelsfinalen, hvor turneringen så for alvor kunne gå i gang. Derfor lignede det også et uheld med katastrofale konsekvenser, da den elegante og altid rolige forsvarsspiller Nesta måtte udgå med en skade så tidligt i kampen. Endnu mere tragisk virkede det, eftersom selv samme Nesta også var blevet skadet i en gruppekamp mod Østrig ved VM i 1998 samt havde misset Italiens sidste kamp ved slutrunden i 2002 med en skadet fod. Det lignede en regulær forbandelse ikke bare over Alessandro Nesta, men over de italienske VM-forhåbninger generelt.

Samtidig blev der bandet ekstra meget på mange barer hjemme i Italien, da kampens colombianske fjerdedommer ved navn Óscar Ruiz holdt lystavlen op med nummeret på Nestas afløser i det centrale forsvar. Marcello Lippi havde nemlig kigget ned ad sin lange VM-bænk og fæstnet øjnene på en spiller, som kunne løse opgaven ved siden af Cannavaro i midterforsvaret, men som også udgjorde en tikkende bombe på banen. Lippi tog chancen. Ud gik nummer 13, Alessandro Nesta. Ind kom nummer 23, Marco Materazzi. På nogenlunde det tidspunkt var der middelsvær panik i det franske VMhovedkvarter i den lille by Hameln ikke langt fra Hannover. Franskmændene var på imponerende vis blevet verdensmestre på hjemmebane i 1998 og havde to år senere sat trumf på ved også at vinde EM-titlen i Holland og Belgien, men både VM i 2002 og EM i 2004 havde budt på store skuffelser. De to første kampe ved slutrunden i Tyskland havde absolut ikke gjort den forhadte træner Raymond Domenech og hans trofaste satsning på de rutinerede spillere mere populær – hverken i den franske befolkning eller blandt de mange kritiske røster i det talrige pressekorps, som fulgte 'Les Bleus' overalt.

Selv den sobre sportsavis L'Équipe havde fundet sarkasmen frem efter franskmændenes første to puljekampe: „Les Dinosaurs“ havde der ydmygende stået på forsiden. Såvel spillet som resultaterne havde da også været noget nær katastrofale. Første kamp mod Schweiz var endt 0-0 efter en kedelig affære, mens det efterfølgende resultat 1-1 mod Sydkorea for alvor havde sat Frankrig i en prekær situation inden sidste spilledag i den gruppe G, som ellers havde set så overkommelig ud på papiret. Ikke alene skulle franskmændene besejre Togo for overhovedet at gå videre, det ville under alle omstændigheder sandsynligvis kun være nok til en andenplads i puljen og dermed udsigt til en ottendedelsfinale mod de sprudlende spaniere fra gruppe H. Og hvis det blev klaret; en kvartfinale mod Brasiliens forsvarende verdensmestre!

Dertil kom, at fransk fodbolds største stjerne foreløbig havde svigtet. Zinedine Zidane havde om nogen været manden bag titlerne i 1998 og 2000, han var sammen med Ronaldo, Figo og Beckham en vaskeægte 'galácticos' i Real Madrids eksklusive klub for spillets absolutte verdensstjerner, og han var selve arketypen på historien om den fattige indvandrerdreng, som via flid og dygtighed når hele vejen til tops. Men midtbanespilleren med det let foroverbøjede løb, de stirrende øjne og den fænomenale teknik var også blevet 34 år gammel, og i de to første kampe havde man set meget lidt til den franske anførers fodboldmæssige kvaliteter.

Til gengæld havde 'Zizou' både mod schweizerne og koreanerne pådraget sig en advarsel, og dermed måtte franskmændene undvære deres spillemæssige omdrejningspunkt i skæbnekampen mod Togo. Endnu en gang var Zinedine Zidane havnet i karantæne, og rundt om i verden var aviserne klar til at skrive den fodboldmæssige nekrolog over en af spillets helt store aktører på godt og ondt. Historien viste nemlig tydeligt, at selvom Zidane uden for banen fremstod både sympatisk, ydmyg – ja, næsten flegmatisk – og som et klassisk forbillede for hele verdens drenge og piger, så rummede franskmanden også en mørk side, der med jævne mellemrum dukkede op til overfladen og viste sit grimme ansigt i voldsomme episoder, som var meget svære at forbinde med en af spillets ypperste udøvere.

Fransk fodbold havde sin 'Zizou', men den havde så sandelig også en 'Mr.Hyde'. Fortællingen om Zinedine Zidane begynder i havnebyen Marseille ved den franske Middelhavskyst. Nærmere bestemt begynder den i forstaden La Castellane, der hovedsageligt udgøres af socialt boligbyggeri og trøstesløse betonblokke og så afgjort er et af de områder, turister bliver advaret mod at begive sig ind i efter mørkets frembrud. Her blev Zinedine Yazid Zidane den 23. juni 1972 født af forældrene Ismail og Malika, som 20 år tidligere var emigreret til Frankrig fra byen Augemone i den nordlige provins Kabylien i Algeriet. Først havde de slået sig ned i Paris, men siden var de flyttet tættere på det nordlige Afrika – både geografisk og menneskeligt – i den muslimsk prægede forstad til Marseille, hvor sønnen Zinedine tidligt skulle lægge grunden til endnu en af de arketypiske fodboldheltehistorier, som VM-historien og denne bog er så fuld af.

Ligesom Maradona og Pelé voksede Zidane nemlig ikke op med velplejede fodboldbaner, flotte omklædningsrum og skinnende støvler i kendte mærker. Franskmanden med de stærke algeriske rødder udviklede sin teknik og den helt særlige førstegangsberøring på asfalten og betonen i La Castellane, og først som teenager iførte han sig for første gang en klubtrøje i den lokale US Saint-Henry. Herefter gik det til gengæld stærkt. Førstedivisionsklubben Cannes spottede talentet i en ungdomsturnering, og som 17-årig fik Zinedine Zidane i 1990 debut i den bedste franske række. To år senere solgte Cannes deres kommende verdensstjerne til storklubben Girondins de Bordeaux for en rekordsum, og her fortsatte midtbanekreatøren med at imponere så meget, at manageren Ray Harford for den daværende engelske topklub Blackburn Rovers satte alt ind på at hente franskmanden til engelsk fodbold som Blackburns svar på Manchester Uniteds Eric Cantona. Efter sigende skal den engelske klubs formand, Jack Walker, have sagt: „Hvorfor i alverden vil du have denne Zidane, når vi har Tim Sherwood?“ Bemærkningen er muligvis lettere anekdotisk, men den fortæller meget godt om den opstigning, som Zidane og fransk fodbold generelt fra det tidspunkt skulle tage, mens det generelt gik ned ad bakke for såvel Blackburn som det engelske landshold og stakkels Tim Sherwood. Han vil i bedste fald blive husket som en habil spiller på De Britiske Øer, mens Zidanes navn skulle blive kendt af hvilket som helst fodboldelskende barn i hele verden.

Franskmanden skiftede året efter i stedet til italienske Juventus, hvor Zidane gennem fem år vandt mesterskaber og tabte to Champions Leaguefinaler,inden han i 2001 skiftede til Real Madrid som et af klubbens indkøb for astronomiske summer. På det tidspunkt havde Zidane allerede gjort sig selv udødelig som kreatøren på landsholdet, der i 1998 endelig havde skaffet det verdensmesterskab til Frankrig, som nationen havde ventet og håbet på, siden franskmanden Jules Rimet mere end et halvt århundrede tidligere stædigt havde holdt fast i tanken om i det hele taget at spille om titlen som verdensmester. To mål med hovedet havde Zidane scoret i finalen mod Brasilien, ligesom han også havde været omdrejningspunktet, da franskmændene to år efter skrev historie og som det første hold nogensinde som verdensmester også vandt det efterfølgende europamesterskab. Og det skete endda med så smukke øjeblikke, hvor den franske superstjerne legede med bolden, at selv tidligere fodboldfornægtere i det parisiske forfattermiljø et øjeblik lagde Le Monde og satte cafékaffen fra sig for at beskæftige sig med 'kunsten i fodbold'.

Derfor var såvel franskmænd som hele verdens fodboldelskere også villige til at se gennem fingre med de mere dystre sider af Zidanes karakter. „The dark side“ kaldes det i Star Wars-filmene, som mytisk beskriver, hvordan alle heltene i skikkelse af jedi-riddere har en brist, som gør, at de ligesom Anakin Skywalker kan risikere at falde for det ondes fristelse og forvandle sig til en Darth Vader. Eller som Tolkiens Ringenes Herre, hvor ringens og det ondes kraft er så stor, at selv helteskikkelser som Frodo, Aragon og Gandalf kan mærke det onde i sig.

I Zinedine Zidanes tilfælde har den mørke side været karakteriseret af et voldsomt temperament, som mange psykologer sikkert kunne føre tilbage til barndommens opvækst i Marseilles fattige indvandrerkvarter, hvor begreber som ære og respekt var blandt dagligdagens vigtigste. Og hvor man kæmpede for dem med alle tænkelige midler. En gennemgang af Zidanes karriere viser, hvordan den kamp pludselig og nærmest ud af det blå kan vise sig på tidspunkter, hvor det virker fuldstændigt vanvittigt.

I alt 14 røde kort tæller karrieren, hvilket ville være mange selv for en hårdhændet forsvarsspiller, og hvis man ser nærmere på Zidanes udvisninger, er kun to af dem uddelt som følge af 'almindelige' forseelser. Helt tilbage i 1993 faldt den første i en fransk ligakamp mellem Bordeaux og Marseille, da den dengang 21-årige Zidane tildelte sin kommende landsholdskammerat Marcel Desailly et knytnæveslag i ansigtet. Samme scenarie med forskellige modstandere og forskellige overgreb har siden udspillet sig stort set hver eneste sæson. I beskrivelsen af Frankrigs VM-triumf på hjemmebane i 1998 glemmer man ofte, at finalehelten Zidane i en indledende puljekamp mod Saudi-Arabien hensynsløst hævnede sig på modstandernes anfører, Fouad Amin, ved at trampe ham på hoften, hvilket kostede endnu en udvisning og to spilledages karantæne. Bedst beskrevet er Zidanes brist i den film, som filmskaberne Douglas Gordon og Philippe Parreno besluttede sig for at lave i 2005.

Zidane – A 21st Century Portrait hedder filmen, der vandt juryens pris ved filmfestivalen i Cannes året efter, og som er optaget med 17 kameraer, der alle følger hver eneste af Zinedine Zidanes bevægelser i en tilfældig ligakamp for Real Madrid mod Villarreal den 23. april 2005. Idéen var at beskrive franskmandens særlige spillerytme og unikke overblik ned i den mindste detalje, men ved et tilfælde ramte filmskaberne lige ned i en af de kampe, hvor franskmanden viste både sin lyse og mørke side.

I filmen ser man nemlig længe nærbillederne af en sand mester på banen. Zidane suger spillet til sig. Han tæmmer bolde i alle højder med yndefuld lethed, og han smiler og ler med holdkammeraterne, da Real Madrid bringer sig foran. Og så pludselig! I et splitsekund ændrer alt sig, da holdkammeraten Raúl kommer i et tilfældigt klammeri med en forsvarsspiller fra Villarreal. Dokumentarfilmens kameraer er stadig fastholdt på Zidane, og man ser, hvordan øjnene bliver smalle og hårde, hvorefter franskmanden løber hen og blander sig med både skub og slag. Episoden er fantastisk beskrevet i filmen, og den kostede Zinedine Zidane karrierens 13. udvisning. Det mest spektakulære røde kort havde verden imidlertid stadigvæk til gode at opleve.

I Italiens sidste puljekamp mod Tjekkiet den 22. juni 2006 i Hamborg havde Marco Materazzi efter udskiftningen af den skadede Alessandro Nesta været på banen i ni minutter, da Italien fik hjørnespark i højre side. Den slags blev altid sparket af Milans lille Andrea Pirlo, og han sendte som aftalt bolden højt ind i midten af feltet omkring straffesparkspletten. Her skulle Nesta normalt befinde sig, men nu var det Marco Materazzis 193 centimeter, der kom flyvende gennem luften, og højt over to forsvarsspillere pandede reserven bolden ned i jorden og ind i nettet til føring på 1-0. Og sig selv fast ind i den italienske startopstilling. Med sejren på 2-0 over Tjekkiet og den deraf følgende førsteplads i gruppe E gav Italien nemlig sig selv den bedst tænkelige vej mod VM-finalen. En ottendedelsfinale mod Australien, kvartfinale mod Ukraine og så de tyske værter i semifinalen. Det kunne dårligt være bedre, og så var det alligevel lige ved at gå galt, for de havde ikke bandet uden grund på barerne rundt om i Rom, Milano og Napoli, da Marco Materazzi i Hamborg kom på banen i stedet for Nesta.

Efter 51 minutter af ottendedelsfinalen på Fritz-Walter-Stadion i Kaiserslautern var det nemlig ikke lykkedes for de italienske favoritter at gennembryde muren af gul- og grønklædte australiere foran den velspillende målmand Mark Schwarzer. Ja, faktisk havde australierne været tæt på selv at komme foran, og så slog det klik for Materazzi. Australiens Marco Bresciano fra den italienske klub Parma tog et godt løb med bolden, men det var midt på banen, og backen Gianluca Zambrotta fulgte godt med og havde tilsyneladende styr på situationen. Alligevel kom Materazzi pludselig flyvende fra midterforsvaret, og med en satset glidende tackling med samlede ben stemplede stopperen såmænd både Bresciano og sin egen medspiller Zambrotta. Kendelsen fra den spanske dommer Luís Cantalejo var klar: direkte rødt kort samt en spilledags karantæne, hvilket gjorde, at Materazzi tidligst kunne være med igen i semifinalen, hvis Italien altså nåede så langt.

Foreløbig kunne den udviste forsvarsspiller nøjes med at ånde lettet op, da Francesco Totti i femte minuts tillægstid sparkede et tvivlsomt dømt straffespark ind bag Mark Schwarzer og dermed sørgede for, at Materazzi ikke blev skurk nummer et i Italien efter en ydmygende exit til australierne. Samtidig lysnede det for franskmændene oppe i Hameln. Scoringer fra Patrick Vieira og Thierry Henry havde sikret den sejr på 2-0 over Togo, som lige akkurat var nok til at gå videre på andenpladsen efter Schweiz i gruppe G. Det betød et møde med Spanien, som efter tre suveræne sejre i puljen samt en målscore på 8-1 efterhånden blev regnet som et af de allerbedste bud på en kommende verdensmester.

Ottendedelsfinalen i Hannover betød imidlertid comeback i turneringen til Zinedine Zidane, og den franske anfører havde tilsyneladende haft godt af karantænen mod Togo. Kampen mellem de to store fodboldnationer og naboer blev en af slutrundens allerbedste med masser af målchancer, og Zidane orkestrerede den overraskende franske sejr på 3-1, som han selv slog fast i tillægstiden ved at afdrible det spanske forsvar og score sit første mål i turneringen. Og dagen efter skrev de franske aviser ikke længere om dinosaurer, men om genfødslen af såvel Zinedine Zidane som fransk landsholdsfodbold generelt. Godt halvanden uge efter var de to deltagende nationer i VM-finalen 2006 på det gamle olympiske stadion i Berlin fundet. Men det ville være synd at sige, at slutkampen udgjorde nogen drømmefinale for ret mange andre end lige italienerne og franskmændene selv. De tyske værter ærgrede sig stadigvæk over semifinalenederlaget efter forlænget spilletid mod Italien, der let havde slået Ukraine i kvartfinalen, mens de fleste neutrale iagttagere allerhelst havde set enten Brasilien, Portugal eller Argentina i finalen.

Stor set alle var nu enige om på forhånd at hylde en mand: Zinedine Zidane. Franskmanden havde lagt op til Thierry Henrys sejrsmål i kvartfinalesejren på 1-0 over Brasilien i Frankfurt, mens Zidane selv afgjorde semifinalen mod Portugal ved at score kampens enlige mål på et straffespark begået mod Thierry Henry. Anføreren gik naturligt forrest og sparkede sikkert bolden i nettet, mens hele hans attitude og sejrsvilje havde båret franskmændene ad den måske sværeste vej til VM-finalen. Forbi Spanien, Brasilien og Portugal. Det er sådanne bedrifter, legender bliver skabt af, og da de akkrediterede journalister umiddelbart inden finalen skulle stemme på den bedste spiller af alle ved VM i Tyskland, var der overvældende enighed om franske Zidane. Han kunne dermed se frem til at slutte sin internationale landsholdskarriere på et absolut højdepunkt uanset udfaldet af turneringens sidste kamp i Berlin om aftenen søndag den 9. juli 2006. Ja, eller næsten uanset udfaldet, skulle det vise sig. Det var en smuk aften på Olympiastadion. Stort set hele slutrunden havde været tilsmilet af fantastisk vejr, og finaledagen var ingen undtagelse. Om eftermiddagen var Jürgen Klinsmann og hans tyske bronzevindere blevet hyldet af op mod en million mennesker inde ved Brandenburger Tor, men nu nærmede klokken sig det magiske tidspunkt 20.00, og 69.000 tilskuere havde fundet deres pladser til det 18. opgør i rækken af slutkampe om verdensmesterskabet i fodbold. Italien mod Frankrig. Det fantastiske forsvar med Fabio Cannavaro og målmand Gianluigi Buffon mod kreativiteten i skikkelse af Zidane flankeret af Thierry Henry og den unge komet Frank Ribéry. Det måtte blive en klassisk duel, og det samme kunne siges om en af de vigtigste kampe i kampen: den tilbagevendte fodboldbølle Marco Materazzi over for fodboldhelten Zinedine Zidane.

Det begyndte bedst for franskmændene. Syv minutter var der spillet, da kantspilleren Florent Malouda brød igennem i venstre side af feltet og klodset blev kantet af Italiens nummer 23. Igen bandede de over Marco Materazzi på barerne i Italien, mens Zidane gjorde sig klar til at eksekvere straffesparket. Et sus gik herefter igennem stadion, da franskmanden sendte bolden op på undersiden af overliggeren og ned omkring stregen nærmest som et tredimensionelt citat fra Geoff Hursts berømte mål i Englands finalesejr over Tyskland præcis 40 år tidligere. Denne gang var der dog ingen tvivl; scoringen blev godkendt øjeblikkeligt, og Frankrig var i spidsen, men kun i 12 minutter. Som i et velskrevet drama var der nemlig udpeget to hovedpersoner på denne finaleaften, men hvem der skulle ende som henholdsvis helt og skurk lå endnu hen i det uvisse. Det gode lå umiddelbart samlet hos Zidane, men efter 19 minutters spil fik Italien hjørnespark i højre side. Den slags, ved vi nu, var på det tidspunkt en sag for Andrea Pirlo, og ligesom mod tjekkerne i gruppespillet sendte han en høj bold mod midten af feltet, hvor Materazzis 193 centimeter steg til vejrs og pandede bolden ned i jorden og forbi Fabien Barthez.

Stillingen 1-1 holdt sig til pausen og også igennem anden halvleg, så mens den berlinske aften langsomt forvandledes til nat, gik de to hold ind i forlænget spilletid og en stadig mere intens atmosfære. Kampen balancerede på den tyndeste røde linje, nærkampene var hårde, og det næste mål ville uden tvivl blive afgørende. 34-årige Zidane spillede tydeligvis med karrierens sidste kræfter, men han piskede sig selv og det franske hold fremad, og 14 minutter inde i forlængelsens første halvleg indledte den franske anfører selv et angreb midt på banen.

Zidane sendte en brugbar aflevering ud i højre side til backen Willy Sagnol, der tøvede præcis så længe, at hans kaptajn kunne nå ind i feltet. Indlægget lå herefter præcist mellem Cannavaro og Materazzi, og hele stadion holdt igen vejret. Havde dramaet nået sit klimaks? Ville Zidane ligesom i 1998 afgøre finalen med sit næsten skaldede hoved? Skulle Frankrigs mest populære mand gøre sig selv endnu mere udødelig? Svaret var nej. VM-slutrundens bedste målmand i skikkelse af Gianluigi Buffon iført en målmandsdragt af guldstof sprang med en fantastisk reaktion op under overliggeren, reddede hovedstødet og ødelagde dermed det ellers så velskrevne manuskript. Herefter forløb intet nemlig bare tilnærmelsesvis, som nogen havde forestillet sig.

Duellen mellem Materazzi og Zidane havde været hård, men ikke hård ud over det sædvanlige, og begivenhederne fem minutter inde i anden halvleg af den forlængede spilletid kom uden forvarsel – og uden at ret mange i første omgang opfattede, hvad der skete. Bolden var netop røget ud af spil til italiensk målspark, og mens tv-billederne verden over viste langsom gengivelse af det foregående angreb, passerede Zidane smilende Marco Materazzi uden for feltet. Franskmanden sagde stadig smilende noget til sin italienske modspiller, der med blikket rettet stift forud svarede. Og herefter skete det så igen. Filmskaberne Gordon og Parreno havde set det samme blik, da de et år tidligere lavede deres portrætfilm om Zidane, og Saudi-Arabiens anfører havde set det, da Zidane otte år tidligere havde trampet på ham ved VM-slutrunden i Frankrig.

Nu vendte Zinedine Zidane sig i karrierens 108. og sidste landskamp om mod Marco Materazzi, og foran 69.000 tilskuere samt over en halv milliard tv-seere kloden rundt stangede han en skalle direkte i brystkassen på den italienske forsvarsspiller. Forvirring bredte sig på stadion i Berlin. Nogle havde set noget, mange havde ikke, og blandt de sidste var kampens argentinske dommer, Horacio Elizondo. Det havde til gengæld kampens fjerdedommer, Luís Cantalejo, og via dommernes interne headset fik selv samme spanier, der havde udvist Materazzi i Italiens ottendedelsfinale mod Australien, fortalt Elizondo om Zidanes udåd.

Den efterfølgende udvisning var ikke til at forstå på stadion i Berlin. De fleste tilskuere havde haft øjnene rettet andre steder hen i gerningsøjeblikket, og først da tv-billederne af skallen til brystkassen begyndte at rulle over storskærmene, gik den gruopvækkende handling op for alle. Den franske mesters storslåede sortie var blevet til en skandale af ufattelige dimensioner. 'The dark side' havde igen stukket sit grimme hoved frem, og denne gang skulle mørkets kræfter tilsyneladende vinde.
I hvert fald udnyttede italienerne sikkert samtlige fem forsøg i den efterfølgende straffesparkskonkurrence, og blandt heltene fra 11-meter-pletten var – naturligvis – Marco Materazzi, som dermed naturligt sluttede fortællingen om to vidt forskellige spilleres vej til VM-finalen på et stadion i Berlin den 9. juli 2006. Skurken endte som verdensmester, og verdensmesteren endte som skurk. De onde lo, og de gode græd. Og så alligevel ikke, for historien om Materazzi og Zidane sluttede selvfølgelig ikke med pokaloverrækkelsen til italienerne på Olympiastadion.

Tværtimod strakte efterspillet sig lige fra den argentinske præsidents embedsbolig i Buenos Aires, hvor han af dommer Horacio Elizondo fik overrakt et af verdenshistoriens mest berømte røde kort, til Zürich, hvor FIFA indkaldte de to kamphaner for endegyldigt at lægge låg på den meget lidt sportslige afslutning på såvel en slutrunde som et forbilledes karriere. På det tidspunkt havde alskens mundaflæsere og psykologer forsøgt at nå frem til, hvad der var blevet sagt mellem Zidane og Materazzi på finaleaftenen i Berlin, og der havde både været talt om racistiske undertoner og beskyldninger om alt fra terrorisme til incest og homoseksualitet. Sandheden er, at Materazzi blot benhårdt spillede på det, han havde vidst fra start: Zidane kunne provokeres, man skulle bare blive ved længe nok, og når man gengiver den faktiske ordveksling, er det endnu en gang svært at forstå den franske verdensstjernes reaktion.

Han havde nemlig hørt langt værre hundrede gange før i karrieren. „Hvis du vil have min trøje, så kan du få den efter kampen,“ havde Zidane sagt med et smil, hvortil Materazzi svarede noget i retning af: „Jeg vil hellere have din søster!“ Så lidt skulle der altså til for at skabe en af VM's største skandaler. Det juridiske efterspil blev i øvrigt, at FIFA idømte Zinedine Zidane en bøde på 35.000 kroner og tre spilledages karantæne, hvilket blev afsonet ved at træne ungdomsspillere, og selvom mange i timerne umiddelbart efter den uværdige exit forudsagde et plettet eftermæle, kårede franskmændene i en meningsmåling allerede året efter Zinedine Zidane som landets i særklasse mest populære person.

Marco Materazzi fik for sit vedkommende to spilledages karantæne for at bringe spillet i miskredit, hvilket vakte en del harme i Italien, hvor man havde svært ved at se, hvordan en spiller kunne blive straffet for noget så naturligt som at bruge mund under en fodboldkamp. Materazzi beklagede samtidig sin opførsel, men ikke VM-titlen, mens Zinedine Zidane gentagne gange har undskyldt over for alle klodens fodboldglade børn, at han som et forbillede forfaldt til simpel vold. Franskmanden har til gengæld så sent som i marts 2010 gentaget, at han hellere vil dø end undskylde personligt over for Marco Materazzi.

Lige præcis den holdning er et simpelt spørgsmål om de æresbegreber, Zidane som barn lærte i Marseille-forstaden La Castellane, og dette facit på VM-finalen i 2006 kan vel – ligesom VM-historien generelt – bedst beskrives som en næsten usynlig linje mellem rollen som skurk og helt. Mellem de gode og de onde.



Optakter
Mandag d. 20/11, kl. 19:00
AaB - Midtjylland
Magasin-artikler
Ikke mere PL - til storrygende advokat
Den kontroversielle Slaven Bilic er færdig i West Ham, og han vil blive savnet i Premier League – for der er ingen, der minder om det guitarspillede sprog-geni.
Doneil Henry, Lewis Page, Alex Pike, Kyle Knoyle, Modibo Maíga, Josh Cullen, Elliot Lee og Nofn Noln... dette var nogle af de forholdsvis ukendte spillere, som den netop fyrede West Ham-manager Slaven Bilic valgte at bringe i spil i Europa League-kampen imod rumænske Astra Giurglu - tilbage i 2015.

Ikke overraskende røg West Ham ud af Europa League, men den nyudråbte manager Bilic var iskold. Han ville prioritere Premier League, men nederlaget gjorde også, at Bilic-karrieren i West Ham startede under pres efter den europæiske deroute – allerede inden hans første kamp i Premier League. Nu er det slut, for efter en dramatisk start på karrieren og en flot 7. plads er Bilic 16 måneder senere fyret i Premier League-klubben, hvor han ellers havde været et hot navn.

Siden Bilic, som kroatisk landstræner i 2007 på Wembley, stod bag det engelske landsholds EM-skuffelse, har han været et hot navn i verdens hårdeste fodboldturnering. Inden ankomsten i West Ham var Bilic også vidt omkring, men fælles for det hele – så vandt han meget. Se blot denne historik med sejrsprocenter:

Hajduk Split (2001-02): 64,7%
Kroatisk U-21: 55,5%
Kroatien: 64,6%
Lokomotiv Moskva: 40,6%
Besiktas: 53,3%

Nu forlader han West Ham, efter han har præsteret følgende i de sidste sæsoner:

2015/16: 51 kampe - 43,1%
2016/17: 46 kampe – 32,6%
2017/18: 14 kampe – 35,7%

Efter successæsonen i 2015/16, hvor West Ham fik deres højeste placering siden 2002, ”røg” den storrygende Bilic – på porten.

Bilic blev inden skiftet sat i forbindelse med andre klubber som Sunderland, Everton og QPR efter den famøse aften for ca. ti år siden, men det endte med at blive West Ham, og dermed var det Bilic, der fik den store opgave om at få ”The Hammers” til at falde til på det olympiske stadion, da sæsonen 2016-17 startede, men det gik slet ikke.

For London Stadium endte med at blive den største brik i fyringen af Bilic. 24 hjemmekampe blev det til, med flere nederlag end sejre og en samlet minus-score på 26-41. Det så ikke godt ud for den meget specielle kroat.


44 smøger, advokat, sprog-geni og guitar
Bilic kunne ved ansættelsen ligne et sikkert valg for West Ham, men når man er kontroversiel, har historien vist, at det kan have den omvendte effekt, hvis resultaterne ikke flasker sig. Således er Bilic ikke bleg for at fremvise sit rockband, hvor han spiller guitar, eller stolt berette om, at han ryger 44 smøger om dagen, og den kulørte personlighed byder på meget mere. Bilic kan tale flere sprog og samtidigt med, at han var professionel fodboldspiller, læste han jura.

Så Bilic er en meget sammensat personlighed, og man skal ikke glemme, at West Ham op til ansættelsen af Bilic blev sat i forbindelse med trænere som Jürgen Klopp, Carlo Ancelotti, Unai Emery, Michael Laudrup, Marcelo Bielsa og David Moyes. Sidstnævnte ender med at blive hans afløser.

Eftermælet af Bilic i West Ham bliver blandet, men det er langt fra første gang, at han deler vandene, som da han som spiller rejste til New York – på en dagstur – for at høre Guns N' Roses eller i Everton, hvor han ikke brød sig om spillernes alkohol-indtag under manager Howard Kendall – jah… eller for hans rolle, da Laurent Blanc fik det røde kort i VM semi-finalen 1998. Den kroatiske forsvarsspiller filmede tydeligvis, og dermed kom den franske VM-anfører ikke til at spille i VM-finalen pga. den usympatiske handling af Bilic.

Vild historie… ligesom meget andet omkring Bilic, der i øvrigt næsten lige er blevet skilt, og sammen med en ny kvinde allerede har fået en seks måneder gammel datter – så der sker noget i Bilic' liv, og det gjorde der også i West Ham… Nu venter Moyes i West Ham. Kigger man nærmere på hans sejrprocenter i de sidste to klubber, hvor han har været, er det næsten latterligt:

Real Sociedad (2014/15): 42 kamp – 28,6%
Sunderland (2016/17: 43 kampe – 18,6%

Men Moyes kommer med masser af god erfaring fra tiden i Everton og Manchester United, og så er han en helt anden type end Bilic. Men hvem er ikke det?
Læs hele artiklen
Kan Mourinho ikke parkere bussen?
Få chancer og mål har givet dårlige resultater, når Jose Mourinho har mødt hård modstand – på udebane.
Swansea, West Ham, Everton og Crystal Palace har alle tabt med 4-0 til Manchester United i denne sæson, men siden langgaberen på Anfield er det gået ned af bakke for Jose Mourinhos mandskab – især i offensiven og på udebane.

Manchester United har ellers mange offensive spillere i truppen, og flere af disse startede sæsonen som lyn og torden. Kampprogrammet startede også moderat for Mourinhos tropper, men sidenhen har de mødt større modstand. I disse kampe har Manchester United haft et meget defensivt udtryk, og det har langt fra givet de ønskede resultater.

Men der er ikke noget nyt i, at Mourinho ikke gør det godt imod de andre tophold på udebane. Ikke siden januar 2015 har Mourinho vundet på fremmed græs over et andet Top 6-hold. De elleve kampe har givet seks nederlag og fem uafgjorte kampe. Se kampene her:

Chelsea
2015
Januar – Tottenham: 3-5
April – Arsenal: 0-0
August - Manchester City: 0-3
November – Tottenham: 0-0

Manchester United
2016
Oktober – Liverpool: 0-0
Oktober – Chelsea: 0-4

2017
April – Manchester City: 0-0
Maj – Arsenal: 0-2
Maj – Tottenham: 1-2
Oktober – Liverpool: 0-0
November – Chelsea: 0-1

Bemærk, at de fem uafgjorte kampe alle er sluttet målløse, og at Mourinhos mandskab blot har scoret i to af de elleve kampe.

I starten af december skal Manchester United en tur til London for at møde Arsenal. Måske stiller Mourinho forsigtigt op til den kamp, og gad vide, hvordan de angriber den efterfølgende kamp, når de skal op imod formstærke Manchester City.

I de to topkampe i denne sæson har den ellers så målfarlige Romelu Lukaku været meget isoleret i angrebet og er slet ikke blevet serviceret så meget af holdets midtbanespillere som tidligere – men er løsningen på trapperne?

Med de manglende udebanemål så holder Mourinho sikkert et ekstra godt øje med de skadede Paul Pogba og Zlatan Ibrahimović. Med deres tilbagekomst kan det også være, at Mourinhos taktik vil være lidt mere offensiv – selvom de sidste års taktik har vist noget andet, når Mourinho har ”parkeret bussen” i udekampene imod de andre Top 6-hold.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Christian Eriksen – beskedne stjerne
Den selvudslettende kunstner blev den helt store danske VM-helt i kvalifikationen, hvilket frembragte meget ros til knægten fra Middelfart.
Med tre mål blev Christian Eriksen den helt store årsag til, at Danmark kvalificerede sig til VM2018. Den 25-årige dansker skulle langt hen i landsholdskarrieren, før det helt store gennembrud kom nationalt og noget senere end på klubplan, men hvordan startede det hele?

Som helt ung spillede Eriksen fodbold i sin lokale klub i Middelfart på Fyn. Der skulle ikke gå mange år før han blev efterspurgt af både OB og FC Midtjylland, sådan som danske storklubber altid er på udkig efter spillere, der kan indbringe både sportslig og økonomisk succes. OB var de heldige vindere af Christian Eriksens talent.

Et talent der var med til at føre det der dengang hed ”1. års Drenge” i OB frem til det danske mesterskab, men her stoppede det så også for Christian Eriksens danske eventyr. Talentet var for stort og han kunne som 16-årig nærmest vælge og vrage på alle hylder af europæiske topklubber. Barcelona, Chelsea og AC Milan var blandt de største, der havde snøren ude efter ham, men han valgte Ajax. En klub med et renomme for en fantastisk talentudvikling. Med rette. AZ Alkmaar og Feyenoord blev afvist af Eriksen.

At Christian Eriksen var en efterspurgt herre på OBs træningsanlæg – Ådalen – var tydeligt. OB var i 2008 i besiddelse af den daværende topscorer i Superligaen – Baye Djiby Fall – da en fornem herre på besøg - Danny Blind - der på daværende tidspunkt var sportsdirektør i Ajax. Mange troede at Danny Blind skulle kigge på Djiby Fall, som afløser for den daværende Ajax-angriber - Luís Suárez. Det var slet ikke tilfældet. Han kiggede nemlig på Christian Eriksen, der allerede som 16-årig jævnligt trænede med i OBs førstehold. Danny Blind var ikke i tvivl. De ville gerne have Christian Eriksen. En million euro og Danmarks største talent siden Michael Laudrup var nu deres.


Kunne ikke lide engelsk fodbold
Inden turen gik til Ajax havde Aston Villa også snøren ude efter Christian Eriksen. Det var ren nonsens for Eriksen dengang. For som han sagde: ”Jeg kan ikke lide engelsk fodbold”. Teknisk fodbold har nemlig altid været Christian Eriksens element. Teknisk fodbold og Ajax har da også altid hængt sammen som hånd i handske. Udviklingen skulle nu tage fart – og han skulle som bekendt også komme til England.

Før var der dog en tid på Ajax' U19-hold, men ikke længe. Christian Eriksen skulle nemlig hurtig vise sig at brænde så meget igennem, at Ajax' daværende træner Martin Jol gav ham en tidlig debut på førsteholdet. Allerede i en alder af 17 år fik han sin debut for Ajax' førstehold i en udekamp mod NAC Breda og efterfølgende var Christian Eriksen limet til Amsterdam-holdets holdkort hver uge, hvor specielt Frank de Boer havde et specielt godt øje til Christian Eriksens kvaliteter. Frank de Boer var manden, der trænede Christian Eriksen på Ajax' ungdomshold og danskeren havde et unikt forhold til de Boer.

- Han var min ungdomstræner, og den største indflydelse på min karriere. Ham som virkelig satte mig i gang. Som barn var min favoritspiller Fransesco Totti, og da jeg voksede op var min rollemodel Michael Laudrup. Men Frank de Boer er den mand, som har forbedret mig mest som fodboldspiller, udtalte Christian Eriksen til World Soccer.

Christian Eriksen fik også en stor påvirkning på successen i Ajax, for det er blevet til tre hollandske mesterskaber og et pokalmesterskab på fem år i Ajax. I de første 158 kampe blev det til 30 mål og 62 assists. Udover det så bidrog han med et enormt løbepensum, på trods af at hans kvaliteter ligger i det offensive. Meritter som ikke gik ubemærket hen i det store fodbold-Europa.

- Jeg synes, at et skifte til Manchester City sidste år ville have været for tidligt for mig. Jeg havde det godt i Ajax, og har det stadig godt her. Jeg har ikke en klub, som jeg har kastet mit hjerte over, hvis jeg skal væk fra Ajax. Jeg er åben for hvad, der sker. Jeg tænker ikke på nogle bestemte lande, så som England, Spanien eller Tyskland. Jeg vil selvfølgelig gerne til en stor klub, som kæmper med om Champions League. Det vil selvfølgelig være det optimale, men jeg vil skifte dertil hvor jeg har lysten til at spille fodbold, sagde Christian Eriksen til World Soccer.


Salg af Bale åbnede for skiftet til London
I sommeren 2013 lavede Tottenham en rekordhandel, da Gareth Bale blev solgt til Real Madrid, og for de mange penge kom der syv nye spillere til Tottenham. Erik Lamela, Roberto Soldado, Paulinho, Etienne Capoue, Vlad Chriches, Nacer Chadli og… Christian Eriksen. De seks andre end danskeren må samlet set betegnes som en stor skuffelse, og havde det ikke været for Eriksen, havde det været tæt på en katastrofe.

Siden skiftet til London-klubben er Eriksen i store perioder blevet kritiseret for ikke at præstere godt nok på det danske landshold sammenlignet med spillet for Tottenham, og indtil afslutningen af VM-kvalifikationen 2018 kunne man slet ikke genkende Eriksens præstationer på landsholdet – sammenlignet med det høje niveau fra Premier League.

Dertil kan der være flere forklaringer, men et par stykker af dem kunne være, at den meget forsigtige Eriksen ikke fungerede særlig godt under landstræner Morten Olsen, der havde en meget “tysk” ledelsesstil og var alt andet end kammeratlig – som stilen virker til at være under den succesfulde Åge Hareide. Derudover har Eriksen utvivlsomt også levet godt af holdkammeraterne hos formstærke Tottenham. De har medvirket til hans succes, når de har foretaget de nødvendige løb for, at Eriksens spil kunne udfolde sig. Samtidig begyndte Eriksen på landsholdet at ligne Michael Laudrup mere og mere.

Begge havde holdkammerater på landsholdet, som ikke helt forstod deres spil og en landstræner, som de ikke fungerede godt sammen med. Alt dette skete, imens deres klubkarriere var på det højeste og meget succesbelagt. Daværende landstræner Morten Olsen sagde i 2014 om Christian Eriksens indsats efter kampen imod Portugal.

- Med de kampe han har spillet, skal han styre kampen, og det gør han ikke. Derfor må vi kritisere ham. Det må han leve med…

Men Olsens kritik gik sikkert lige i hjertet på den generte og til tider selvudslettende Eriksen. Præstationerne var dårligere for Eriksen under Morten Olsen, og hans første 50 landskampe var ikke gode, mens de næste 25 satte en helt anden standard.

Hareide var tiltrådt, og da Danmark i Irland kvalificerede sig til VM i Rusland, blev Christian Eriksen udråbt til ”Kong Christian”, og han var i den grad talismanen for Danmark i den præstation. Holdkammeraten Kasper Schmeichel og mange eksperter mente, at Eriksen havde verdensklasse, men den positive kritik tog hovedpersonen nok engang med sindsro.

- Det er op til andre, om de vil kalde mig for en verdensstjerne. Det har ikke noget med mig at gøre. Jeg kalder ikke mig selv en verdensstjerne. Jeg er stadig bare Christian fra Middelfart, selv om jeg har lavet tre mål mod Irland. Så er jeg den samme…

Så modsat mange af de andre verdensstjerner, som Christian Eriksen bliver sammenlignet med – så er han en beskeden verdensstjerne…
Læs hele artiklen
David Moyes – skotsk fighter skal rejses
Den nye West Ham-manager er på jagt efter oprejsning efter meget skuffende perioder hos Sunderland, Real Sociedad og Manchester United - hvor han blev en dårlig kopi af Sir Alex Ferguson.
- Mr. David Moyes is probably a fine example to everybody in government of stability and making the right decisions for the long term.

Sådan sagde den engelske sportsminister Andy Burnham om den skotske fodboldmanager David Moyes, da han påtog sig én af verdens sværeste manageropgaver – nemlig at afløse legenden Sir Alex Ferguson i Manchester United. Men at det netop skulle blive Moyes, var måske ikke så tilfældigt, som det først lød, da Manchester United kom med den officielle udmelding. For ønskede “De Røde Djævle” at finde en mand, som mindede om Sir Alex - så valgte de rigtigt.

Udover at begge managere er skotter, har de faktisk også en fælles baggrund, som har været med til at præge dem til de personer, som de er i dag. Her spiller den tidligere så ukendte fodboldklub – Drumchapel Amateurs – og navnet Douglas Smith en stor rolle.

Både Ferguson og Moyes har fået en del af deres opdragelse i klubben, og det har i den grad været med til at påvirke dem. Den fineste amatør-klub i Skotland har nemlig stolte traditioner, men også stor fokus på streng disciplin, som begge de skotske managere har udvist i gennem karrieren. Udover disciplinen har de også – hos Drumchapel – fået deres aggression, passion og vilje til sejr i de specielle opgivelser.

Moyes har blot taget nogle længere skridt end Ferguson for at finde sejrene, og der har faktisk til tider været flere nedture end opture. Efter udnævnelse som West Ham-manager er det nu tid til en succesoplevelse for Moyes efter meget dårlige perioder hos Sunderland og Real Sociedad – men hvordan ser det ud, hvis man går lidt længere tilbage i tiden?


Fattig barndom i Glasgow
David Moyes blev født i Bearsden, hvilket er én af de fattigste forstæder til Glasgow. Hans mor arbejdede i en tøjbutik og David senior tjente lidt i den lokale tømmerhandel. I disse Glasgow-gader var det utilgiveligt at ende op med at spille for rivalerne fra Celtic, men trods dette… endte Moyes op med netop at gøre det, da han som bare 17-årig fik en kontrakt med den skotske storklub.

Moyes spillede i Celtic indtil 1983, hvor han lavede et meget overraskende skifte til Cambridge United, og derefter fulgte der en forfærdelig tid. I de efterfølgende ni sæsoner oplevede Moyes at rykke ned hele fire gange, da han spillede for klubber som Bristol, Shrewsbury og Dumfermline.

Nedturen gav grobund til den person, som den iltre skotte er i dag, for allerede da han var i midten af tyverne, begyndte han at interessere sig for træningsmetoder. Dog ikke ud fra en ambition om at blive Premier League-manager, men mere bare for altid at blive bedre, har hans tidligere holdkammerat Ross Jack fortalt.

I Shrewsbury var han tæt på at blive ansat som assistent til den tidligere Manchester-spiller Mickey Thomas, men det endte i vasken, da Thomas ikke ønskede at være manager i klubben alligevel, og i stedet endte Moyes tilbage i Skotland, hvor han som 30-årig kom til Hamilton. I hjemlandet blev det til endnu en skuffelse, men så startede opturen, da han skiftede til Presten North End.

I 1995 var selveste David Beckham udlejet til Presten North End, og superstjernen har fortalt i sin biografi om mødet med Moyes:

- Moyes var sådan en spiller, der sprang ned i alle tacklinger. Han råbte hele tiden og fik alle sine holdkammerater til at ydre deres bedste for at vinde kampene. Alle kunne se, at David en dag ville blive manager.

Beckham tog som bekendt til Old Trafford – ligesom Moyes skulle gøre 18 år senere. Dette sker efter at forholdet mellem Presten North End, Moyes og Manchester United var startet meget tidligere. Da Eric Cantona fik en lang karantæne - for sit vanvittige spark på en Crystal Palace-fan – spillede United flere træningskampe imod Presten, for at franskmanden skulle holdes i form, og her fik Moyes flere gange ansvaret for Presten. Selvom der var tale om træningskampe i en afslappet stemning, stillede Moyes store krav til Presten-spillerne, og det var medvirkende til, at han senere blev manager i klubben. Dette blev starten til et samarbejde mellem Presten og Manchester United, som handlende mest om lejeaftaler og mange træningskampe.

I 1996 rykkede Presten op i 3. Division med Moyes som et stor aktiv på banen, men da klubben et par år senere gjorde den populære manager Gary Peters til chef for klubbens akademi, blev Moyes manager, selvom selveste Ian Rush også var i spil til jobbet. Moyes afværgede en truende nedrykning, og året efter var Presten i play-offs og to år efter rykkede de op.

Dette blev bemærket hos større klubber som Nottingham Forrest og Sheffield Wednesday, men dette ønskede Moyes ikke. Han blev i Presten, også da Sir Alex Ferguson ønskede ham som assistent, da Brian Kidd rejste til Blackburn. I 2001 var Presten rykket helt op i toppen af ”The Championsship”, men de tabte playoff-kampen til Bolton – dog skulle Premier League snart komme til Moyes. Evertons viceformand Bill Benwright har fortalt, at det tog ham kun 30 sekunder at afgøre, at Moyes skulle blive deres nye manager i foråret 2002.


You have got red hair, but we don't care
Tiden i Everton var unik, selvom der også har været nedture, men hele elleve år i samme Premier League-klub gør Moyes' præstation til noget helt specielt, hvilket fansenes begejstring stadigvæk også bevidner, når det lyder udover Goodison Park:

- Davie Moyes! Davie Moyes! Davie Davie Davie Moyes!
You have got red hair, but we don't care
Davie Davie Moyes!

Tilstanden i Everton blev også voldsom forbedret under Moyes, selvom den skotske manager aldrig vandt noget med ”The Toffees”. Truppen, som Moyes overtog, var aldrende, og den økonomiske situation var meget presset, men trods dette var Moyes i klubben i mange år. Tidligere har Moyes sagt, at når Everton sluttede på en 13. plads i Premier League, var det en god sæson – sådan er det ikke længere.

I 2002/03 sluttede Everton på 7. plads - blandt andet med en ung Wayne Rooney på holdet - efter holdet igennem foråret faktisk var placeret højere oppe i stillingen, og på den sidste kampdag missede Everton muligheden for at spille europæisk fodbold, men den efterfølgende sæson var der ballade i klubben – og klubben sluttede lige over nedrykningsstregen.

Sæsonens sidste kamp endte med et ydmygende 1-5-nederlag til Manchester City, og holdet sluttede kun lige over nedrykningsstregen. Moyes havde også mistet ”omklædningsrummet”, efter han havde haft et opgør med holdets anfører Duncan Ferguson, og derudover var der også gnidninger mellem Rooney og Moyes. Disse blev afsluttet i sommerpausen, da Rooney blev solgt til Manchester United for klubrekorden på 250 millioner kroner.

Trods salget fik Moyes ikke mange penge til at købe ind for i den efterfølgende sæson, men alligevel endte Everton på en flot fjerdeplads. Senere blev der i stedet brugt 130 millioner kroner på at etablere træningsanlægget – Finch Farm, der åbnede i foråret 2007. Men kan Moyes godt agere på transfermarkedet?


Blandende transfer-bolsjer
I Everton-tiden formåede Moyes at hente spillere fra mindre markeder som det belgiske, det irske og det græske, og flere gange på en snedig vis. Joseph Yobo og Mikel Arteta blev f.eks. hentet på låneaftaler, sådan at Moyes kunne kigge dem an, inden han købte dem. Arteta endte med at koste Everton sølle 20 millioner kroner – ligesom den målfarlige midtbanekollega Tim Cahill gjorde. Af andre gode handler kan nævnes Marcus Bent, der kun kostede fem millioner kroner, Steven Pienaar der kostede 20 millioner kroner samt Maroane Fellaini – som blot kostede 140 millioner kroner, da han ankom til Goodison Park.

Naturligvis har der også været dårlige indkøb af Moyes i Everton, som Richard ”Wrong” Wright, James Beattie og især Per Krøldrup, der faktisk kostede hele 45 millioner kroner. Navne som Andy van der Meyde og Steven Naismith faldt også igennem i Everton, og Moyes kaldte blandt andet van der Meyde for ”værdiløs”.

Trods de dårlige indkøb skabte Moyes fremdrift i Everton. De ti år, før han kom til klubben, sluttede de gennemsnitlig på en 14. plads, mens Moyes-årene gav en solid 7. plads i gennemsnit, men det blev ikke til nogen trofæer, og der har været mange skuffelser i FA-cuppen.

I 2009 slog Everton tre hold fra ”Top 6” ud af FA-cuppen, inden de tabte til Chelsea i finalen, og i 2012 endte det også med en skuffelse, da rivalerne fra Liverpool vandt semifinalen over ”The Blues”.

I Premier League havde Moyes fine placeringer som i 2004/05-sæsonen, hvor klubben sluttede på en fjerdeplads, men det helt store problem for tiden i Everton var kampene imod de største hold i rækken. Han fik aldrig en udebanesejr over hverken Arsenal, Chelsea, Liverpool eller Manchester United – men det skyldes ikke, at han ikke kunne ”tænde” spillerne. Moyes har nemlig også et ry for at være en ”hårtørre” i omklædningsrummet, men peptalkene har ikke givet de ønskede resultater på det seneste.

I kalenderåret 2016 og 17 havde Moyes den sidste periode af tiden hos Real Sociedad og 43 kampe for Sunderland. Samlet set 54 kampe, hvilket gav blot en sejrsprocent på 18, så han er taget til West Ham for at finde genoprejsning.

For siden at den engelske sportsminister Andy Burnham kom med de rosende ord til den nykårede Manchester United-manager er det gået ned af bakke for den modig skotte.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Kan Moyes og West Ham redde hinanden?
Når David Moyes på søndag sætter sig tilrette på West Hams udskiftningsbænk til udekampen mod Watford, er det velvidende, at han er nødt til at skabe resultater i en fart. Moyes skal redde West Hams sæson, men bestemt også få sin egen karriere på rette spor igen.
Den ellers blandt fansene så populære Slaven Bilic har i lang tid været ”dead man walking” i West Ham. Efter nederlaget til Liverpool mistede klubbens ejere endegyldigt troen på, at kroaten var den rigtige mand i spidsen for "The Hammers."

Da en ny manager skulle findes, faldt valget på den 54-årige David Moyes, der senest styrede Sunderland ned i The Championship. Moyes blev kun tilbudt en kontrakt frem til afslutningen af indeværende sæson, så han er under voldsomt tidspres og skal levere resultater i en fart, hvis han vil gøre sig forhåbninger om at få den kontrakt forlænget.

Slaven Bilic fik en fremragende start i West Ham. Fansene var blevet trætte af forgængeren Sam Allardyce og især den spillestil, han stod for, så de tog imod Bilic med åbne arme. Bilic kvitterede med flotte resultater i sin første sæson, der bød på sejre over blandt andre Liverpool, Manchester City, Chelsea, Arsenal, Tottenham samt ikke mindst Manchester United i den allersidste kamp på Upton Park.

Op til den følgende sæson flyttede West Ham væk fra de trygge rammer omkring Green Street og ud til et trist industrikvarter i nærheden af den gamle landsby Stratford. Klubben havde lavet en økonomisk meget lukrativ aftale med London om at leje byens olympiske stadion og solgte hurtigt over 50.000 sæsonkort. Fremtiden så aldeles glimrende ud, men rent sportsligt er det dog langt fra blevet den succes, som klubben havde håbet på. Resultaterne udeblev, og fansenes tålmodighed med de to ejere er mildest talt ved at være opbrugt.

Mange af fansene føler, at flytningen skete henover hovederne på dem og savner de trygge rammer omkring det gamle stadion. En stor del af fansene mener, at ejerne ved starten af hver transfervindue lover dem verdensklassespillere for ved slutningen af vinduet i stedet leje spillere fra væsentlig lavere hylder og siden trække store summer ud af klubben og ned i egne lommer.

I nuværende sæson er det gået fortsat støt ned ad bakke for West Ham. Klubben leverede ellers et forholdsvis fornuftigt transfervindue, men da London Stadium i starten af sæsonen skulle bruges til VM i atletik, startede West Ham sæsonen med tre udekampe, som alle blev tabt. Siden er det blevet til blot to sejre, og da rygterne samtidig gik på, at Bilic havde tabt omklædningsrummet, ikke kunne motivere spillerne og få dem i tilstrækkelig i form, så var fyringen den logiske konsekvens.

Nu er det Moyes, der står i spidsen for West Ham. Han har fået følgeskab af den gamle landsholdsback Stuart ”Psycho” Pearce samt Alan Irvine og Billy McKinlay som assistenter. Den kvartet bliver - modsat Bilic - nok ikke beskyldt for at være for blød over for spillerne, og Moyes udtalte da også om spillerne på sit første pressemøde:

- Stram op, ellers du ryger på bænken. Løb, eller du ryger på bænken. Jeg har travlt, og det burde de også have.

Klubbens topscorer fra sidste sæson Michael Antonio udtalte til BT Sport Football om træningen under Moyes:

- Træningen er intens og anderledes, men jeg ser gode ting.

På søndag bliver vi en smule klogere på, om der er sket positive forandringer, men svaret på, om Moyes og West Ham kan redde hinanden blæser fortsat i vinden - nøjagtig som de berømte sæbebobler, der er en fast bestanddel af West Ham-kampe på London Stadium.
Læs hele lederen
Liverpools hullede defensiv
Indkast.dk har kigget Jürgen Kloops forsvar efter i sømmene, og det ser ikke godt ud…
I gårsdagen udgave af de engelske aviser havde Philippe Coutinho travlt med at forsvare Liverpools forsvar, og den ombejlede brasilianer slår fast, at det er hele holdet, der deltager i det defensive arbejde.

Nuvel skal alle deltage i forsvarsspillet, men mange af målene imod Liverpool er lavet efter store personlige fejl. Derudover er det i den grad på udebane. I de fem udebanekampe har Jürgen Kloops defensiv lukket 15 mål ind – mens der blot er scoret én gang imod dem på Anfield Road. Selvom de har gjort det fint på hjemmebanen, har de haft den værste defensiv siden 1964 efter ni turneringskampe.

Fem mål imod Manchester City og fire i weekendens Tottenham-kamp har naturligvis være dyre i ”regnskabet”. Klub-legenden Graeme Souness er nådesløs i kritikken og hævder, at holdet ikke har en defensiv profil, ingen organisation og i den grad mangler en styrmand. Souness mener også, at Dejan Lovren i weekendens kamp var alt for venlig overfor Harry Kane.

Spørgsmålet er, om Liverpool mangler kvaliteten i forsvaret. Umiddelbart virker det ikke til, at det har samme niveau som deres rivaler i toppen af Premier League, men de mangler ikke pengene til at skaffe dem. Således har Liverpool det fjerde største lønbudget i Premier League, men de er klart det hold, som har lukket flest mål ind i denne sæson – kriseramte Crystal Palace har endda lukket færre mål ind.

På målmandsposten har Simon Mignolet og især Loris Karius været meget udskældt, og måske kunne Virgil van Dijk i sommerens transfer-vindue have skabt noget tiltrængt ro og selvtillid til defensiven, men det fejlede, og det gjorde Liverpool-ledelsen i den grad også. For denne havde slet ikke en plan B klar, da indkøbet af Southampton-spilleren tidligt i forløbet begyndte at trække i langdrag.

Liverpool har forsømt at forstærke sig betydeligt i defensiven modsat flere af de andre tophold. De fik slet ikke købt den centrale forsvarsspiller og målmand, som de manglende, og det betaler de dyre lærepenge for nu.

Klopp har været ansvarlig for Liverpool i 77 kampe, og i dem har de blot holdt ”Clean Sheets” i 29,8% af kampene, hvilket er langt fra forgængerne Rodgers og Benitez. Derudover er Klopp også den eneste i trioen, som har en sejrsprocent under 50%. Dette skal ændres – gerne med den ”Klopp-effekt”, som har været gemt væk i en alt for lang periode.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Giroud de specielle måls mester? 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Artikel ikon Vanvittige Shelvey Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Tidligere medspiller: Gravesen var sær Fejl hos Fellaini Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 12 Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Goal 41-50: De bedste spillere i verden XI: De kommer ikke til VM 2018 Artikel ikon Top 10: Verdens bedste teenagere Artikel ikon Top 7: PL's mest præcise nye angribere Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: AS Roma - Lazio Spil: Italien - Sverige Artikel ikon Spil: Kneben United-sejr på Anfield Artikel ikon Spil: Qarabag - AS Roma Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Carlo Ancelotti - mit spil Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Tidligere VM-vindere som ikke kom med Diego Maradona - Stjernen fra villavejen Artikel ikon 'En rigtig Jesper Olsen' Artikel ikon Premier League - Tilbageblik af Indkast Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Søndagens engelske rygter Rygte: Griezmann og Bale til United Artikel ikon Lørdagens engelske rygter Artikel ikon Fredagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Martin O'Neill – masser af succes Lionel Messi – 600 kampe Artikel ikon Arsenal – og top 6 Artikel ikon Klopps forsvar gennem årene Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: AaB - Midtjylland Optakt: SønderjyskE - FC København Artikel ikon Optakt: Helsingør - Hobro Artikel ikon Optakt: Lyngby - Randers Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Horsens - OB Startopstillinger: Napoli - AC Milan Artikel ikon Startopstillinger: A. Madrid - R. Madrid Artikel ikon Startopstillinger: Italien – Sverige Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Las Palmas-krisen fortsætter Werder Bremen vandt endelig Artikel ikon Pukki-hattrick i Brøndby-sejr Artikel ikon Watford slår 'Hammers' i Moyes-debut Artikel ikon Se flere