Mesterens mørke side

Af Torsten Brix

2014-06-04
Mesterens mørke side

Indkast.dk bringer her et kapitel fra den aktuelle bog "VM højdepunkter og skandaler". Dette uddrag handler om Zidane og finalen i 2006, som beskrives som "En finale, to fodboldspillere og en tynd linje mellem det gode og det onde".

Samtlige spillere i den italienske VM-trup på det olympiske stadion i Berlin den 9. juli 2006 vidste, at Zinedine Zidane kunne provokeres. Det faktum behøvede man ikke at have dykket ret meget ned i igennem de seneste 10 års fodboldhistorie for at være bekendt med, og ingen vidste det bedre end Marco Materazzi.

Den italienske forsvarsspiller var ikke født i den pæne del af den syditalienske by Lecce, og Materazzis karriere og vejen til den største af alle fodboldkampe – VM-finalen mellem Italien og Frankrig – var gået via en helt anden rute end hans direkte franske modstanders i skikkelse af verdens- og europamesteren Zinedine Zidane.

Som søn af den tidligere Lecce-spiller og -træner Giuseppe Materazzi lå det ellers tidligt i kortene, at unge Marco skulle vælge fodbolden som levevej, men viljen var som oftest større end talentet, og først som 24-årig fik Materazzi junior muligheden for at avancere fra anonymiteten og baggårdskampene i de lavere italienske rækker. Perugia hev ham op i Serie B, hvor den hårdføre og hovedstødsstærke stopper gjorde så meget opmærksom på sig selv, at engelske Everton i 1998 så det som et muligt scoop at introducere den heftigt tatoverede Marco Materazzi til de største engelske fodboldstadioner. Og her fik de så sandelig den italienske power at mærke. Marco Materazzi optrådte 27 gange for Everton i sæsonen 1998-99, han scorede to mål og blev udvist ikke færre end fire gange, hvorefter Liverpool-klubben skibede den uregerlige forsvarer tilbage til Italien og Perugia. Enkelte engelske aviskommentatorer sendte endda Materazzi af sted med beskrivelsen „en simpel voldsmand“.

Italieneren lignede da også ganske rigtigt efterhånden mere en straffefange end en international fodboldstjerne. På det tidspunkt var trenden med tatoveringer endnu ikke specielt udbredt i fodboldkredse, men når Marco Materazzi efter en kamp byttede trøje med modstanderen, kunne man se en overkrop fyldt med blækbilleder af barske vikinger, indianske symboler samt hans eget og hustruen, Daniels, navn og fødselsdato skrevet med romertal.

Derudover var der de voldsomme frispark, som til stadighed skæmmede forsvarerens karriere, men til gengæld voksede de forsvarsmæssige kvaliteter med rutinen, og i 2001 smed storklubben Inter 10 millioner euro på bordet, hvilket endegyldigt gjorde Marco Materazzi til en fodboldspiller i den absolutte elite. Samtidig kom debuten på landsholdet, men her havde den høje stopper det problem, at Italien i forvejen rådede over forsvarsspillere som Alessandro Nesta, Fabio Cannavaro og Paolo Maldini. Alle sammen både dygtigere og mere elegante. Af samme årsag havde Marco Materazzi også indledt VM-slutrunden i Tyskland som en noget overset reservespiller. Når det italienske landshold holdt deres pressemøder i 'Casa Azzurri' på et luksushotel uden for den grå industriby Duisburg i Ruhrdistriktet, var det netop Nesta og anfører Cannavaro, som udtalte sig. Ja, eller romeren Francesco Totti og topscorer Luca Toni. Marco Materazzi havde fået det højeste rygnummer af alle, 23, og da Italien sent om aftenen den 12. juni indledte VM med en sejr på 2-0 over Ghana i Hannover, var det med Materazzi som tilskuer fra bænken i samtlige 90 minutter.

Det samme gjorde sig gældende i den anden puljekamp mod USA, som sluttede 1-1 efter en kamp med tre udvisninger, heraf en til italienernes Daniele De Rossi. Uafgjort mod amerikanerne var selvsagt ikke tilfredsstillende, men alligevel var stemningen i 'Casa Azzurri' god. Træner Marcello Lippi havde bedre styr på både spillere og medier, end man havde set det i mange år, og glemt var efterhånden den skuffende EM-slutrunde i Portugal, hvor Danmark og Sverige svigagtigt havde spillet 2-2 i den sidste puljekamp og dermedsendt sig selv videre på bekostning af italienerne. Faktisk havde den hvidhårede Lippi på forhånd sagt, at han dagen efter VM-finalen ville stå til søs i en privat yacht og ikke kigge sig tilbage – uanset Italiens placering – og netop den indstilling passede godt til truppen, der ellers burde være præget af en kæmpe skandale, som havde rullet hen over italiensk fodbold det forgange år. Bestikkelse af dommere, fiksede resultater i afgørende kampe samt generel korruption havde tilsyneladende været hverdag i Serie A, og selv de største klubber med Juventus i spidsen så ud til VM at være involveret, hvilket naturligvis også ramte nogle af de mest profilerede spillere i VM-truppen.

Men måske var skandalen og de mange negative historier præcis det, som skulle til for at skabe en enhed ud af de enorme egoer i den italienske trup. I hvert fald fremstod 'Gli Azzurri', 'de azurblå', under Marcello Lippis stærke taktiske styring faktisk langt mere harmonisk end længe med anfører Fabio Cannavaro og Alessandro Nesta som det suveræne defensive omdrejningspunkt på banen.
Chokket opstod imidlertid efter 17 minutter af holdets tredje puljekamp mod Tjekkiet i Hamborg. Uafgjort ville være rigeligt til at gå videre – ja, selv et spinkelt nederlag kunne på klassisk italiensk maner sende holdet videre til ottendedelsfinalen, hvor turneringen så for alvor kunne gå i gang. Derfor lignede det også et uheld med katastrofale konsekvenser, da den elegante og altid rolige forsvarsspiller Nesta måtte udgå med en skade så tidligt i kampen. Endnu mere tragisk virkede det, eftersom selv samme Nesta også var blevet skadet i en gruppekamp mod Østrig ved VM i 1998 samt havde misset Italiens sidste kamp ved slutrunden i 2002 med en skadet fod. Det lignede en regulær forbandelse ikke bare over Alessandro Nesta, men over de italienske VM-forhåbninger generelt.

Samtidig blev der bandet ekstra meget på mange barer hjemme i Italien, da kampens colombianske fjerdedommer ved navn Óscar Ruiz holdt lystavlen op med nummeret på Nestas afløser i det centrale forsvar. Marcello Lippi havde nemlig kigget ned ad sin lange VM-bænk og fæstnet øjnene på en spiller, som kunne løse opgaven ved siden af Cannavaro i midterforsvaret, men som også udgjorde en tikkende bombe på banen. Lippi tog chancen. Ud gik nummer 13, Alessandro Nesta. Ind kom nummer 23, Marco Materazzi. På nogenlunde det tidspunkt var der middelsvær panik i det franske VMhovedkvarter i den lille by Hameln ikke langt fra Hannover. Franskmændene var på imponerende vis blevet verdensmestre på hjemmebane i 1998 og havde to år senere sat trumf på ved også at vinde EM-titlen i Holland og Belgien, men både VM i 2002 og EM i 2004 havde budt på store skuffelser. De to første kampe ved slutrunden i Tyskland havde absolut ikke gjort den forhadte træner Raymond Domenech og hans trofaste satsning på de rutinerede spillere mere populær – hverken i den franske befolkning eller blandt de mange kritiske røster i det talrige pressekorps, som fulgte 'Les Bleus' overalt.

Selv den sobre sportsavis L'Équipe havde fundet sarkasmen frem efter franskmændenes første to puljekampe: „Les Dinosaurs“ havde der ydmygende stået på forsiden. Såvel spillet som resultaterne havde da også været noget nær katastrofale. Første kamp mod Schweiz var endt 0-0 efter en kedelig affære, mens det efterfølgende resultat 1-1 mod Sydkorea for alvor havde sat Frankrig i en prekær situation inden sidste spilledag i den gruppe G, som ellers havde set så overkommelig ud på papiret. Ikke alene skulle franskmændene besejre Togo for overhovedet at gå videre, det ville under alle omstændigheder sandsynligvis kun være nok til en andenplads i puljen og dermed udsigt til en ottendedelsfinale mod de sprudlende spaniere fra gruppe H. Og hvis det blev klaret; en kvartfinale mod Brasiliens forsvarende verdensmestre!

Dertil kom, at fransk fodbolds største stjerne foreløbig havde svigtet. Zinedine Zidane havde om nogen været manden bag titlerne i 1998 og 2000, han var sammen med Ronaldo, Figo og Beckham en vaskeægte 'galácticos' i Real Madrids eksklusive klub for spillets absolutte verdensstjerner, og han var selve arketypen på historien om den fattige indvandrerdreng, som via flid og dygtighed når hele vejen til tops. Men midtbanespilleren med det let foroverbøjede løb, de stirrende øjne og den fænomenale teknik var også blevet 34 år gammel, og i de to første kampe havde man set meget lidt til den franske anførers fodboldmæssige kvaliteter.

Til gengæld havde 'Zizou' både mod schweizerne og koreanerne pådraget sig en advarsel, og dermed måtte franskmændene undvære deres spillemæssige omdrejningspunkt i skæbnekampen mod Togo. Endnu en gang var Zinedine Zidane havnet i karantæne, og rundt om i verden var aviserne klar til at skrive den fodboldmæssige nekrolog over en af spillets helt store aktører på godt og ondt. Historien viste nemlig tydeligt, at selvom Zidane uden for banen fremstod både sympatisk, ydmyg – ja, næsten flegmatisk – og som et klassisk forbillede for hele verdens drenge og piger, så rummede franskmanden også en mørk side, der med jævne mellemrum dukkede op til overfladen og viste sit grimme ansigt i voldsomme episoder, som var meget svære at forbinde med en af spillets ypperste udøvere.

Fransk fodbold havde sin 'Zizou', men den havde så sandelig også en 'Mr.Hyde'. Fortællingen om Zinedine Zidane begynder i havnebyen Marseille ved den franske Middelhavskyst. Nærmere bestemt begynder den i forstaden La Castellane, der hovedsageligt udgøres af socialt boligbyggeri og trøstesløse betonblokke og så afgjort er et af de områder, turister bliver advaret mod at begive sig ind i efter mørkets frembrud. Her blev Zinedine Yazid Zidane den 23. juni 1972 født af forældrene Ismail og Malika, som 20 år tidligere var emigreret til Frankrig fra byen Augemone i den nordlige provins Kabylien i Algeriet. Først havde de slået sig ned i Paris, men siden var de flyttet tættere på det nordlige Afrika – både geografisk og menneskeligt – i den muslimsk prægede forstad til Marseille, hvor sønnen Zinedine tidligt skulle lægge grunden til endnu en af de arketypiske fodboldheltehistorier, som VM-historien og denne bog er så fuld af.

Ligesom Maradona og Pelé voksede Zidane nemlig ikke op med velplejede fodboldbaner, flotte omklædningsrum og skinnende støvler i kendte mærker. Franskmanden med de stærke algeriske rødder udviklede sin teknik og den helt særlige førstegangsberøring på asfalten og betonen i La Castellane, og først som teenager iførte han sig for første gang en klubtrøje i den lokale US Saint-Henry. Herefter gik det til gengæld stærkt. Førstedivisionsklubben Cannes spottede talentet i en ungdomsturnering, og som 17-årig fik Zinedine Zidane i 1990 debut i den bedste franske række. To år senere solgte Cannes deres kommende verdensstjerne til storklubben Girondins de Bordeaux for en rekordsum, og her fortsatte midtbanekreatøren med at imponere så meget, at manageren Ray Harford for den daværende engelske topklub Blackburn Rovers satte alt ind på at hente franskmanden til engelsk fodbold som Blackburns svar på Manchester Uniteds Eric Cantona. Efter sigende skal den engelske klubs formand, Jack Walker, have sagt: „Hvorfor i alverden vil du have denne Zidane, når vi har Tim Sherwood?“ Bemærkningen er muligvis lettere anekdotisk, men den fortæller meget godt om den opstigning, som Zidane og fransk fodbold generelt fra det tidspunkt skulle tage, mens det generelt gik ned ad bakke for såvel Blackburn som det engelske landshold og stakkels Tim Sherwood. Han vil i bedste fald blive husket som en habil spiller på De Britiske Øer, mens Zidanes navn skulle blive kendt af hvilket som helst fodboldelskende barn i hele verden.

Franskmanden skiftede året efter i stedet til italienske Juventus, hvor Zidane gennem fem år vandt mesterskaber og tabte to Champions Leaguefinaler,inden han i 2001 skiftede til Real Madrid som et af klubbens indkøb for astronomiske summer. På det tidspunkt havde Zidane allerede gjort sig selv udødelig som kreatøren på landsholdet, der i 1998 endelig havde skaffet det verdensmesterskab til Frankrig, som nationen havde ventet og håbet på, siden franskmanden Jules Rimet mere end et halvt århundrede tidligere stædigt havde holdt fast i tanken om i det hele taget at spille om titlen som verdensmester. To mål med hovedet havde Zidane scoret i finalen mod Brasilien, ligesom han også havde været omdrejningspunktet, da franskmændene to år efter skrev historie og som det første hold nogensinde som verdensmester også vandt det efterfølgende europamesterskab. Og det skete endda med så smukke øjeblikke, hvor den franske superstjerne legede med bolden, at selv tidligere fodboldfornægtere i det parisiske forfattermiljø et øjeblik lagde Le Monde og satte cafékaffen fra sig for at beskæftige sig med 'kunsten i fodbold'.

Derfor var såvel franskmænd som hele verdens fodboldelskere også villige til at se gennem fingre med de mere dystre sider af Zidanes karakter. „The dark side“ kaldes det i Star Wars-filmene, som mytisk beskriver, hvordan alle heltene i skikkelse af jedi-riddere har en brist, som gør, at de ligesom Anakin Skywalker kan risikere at falde for det ondes fristelse og forvandle sig til en Darth Vader. Eller som Tolkiens Ringenes Herre, hvor ringens og det ondes kraft er så stor, at selv helteskikkelser som Frodo, Aragon og Gandalf kan mærke det onde i sig.

I Zinedine Zidanes tilfælde har den mørke side været karakteriseret af et voldsomt temperament, som mange psykologer sikkert kunne føre tilbage til barndommens opvækst i Marseilles fattige indvandrerkvarter, hvor begreber som ære og respekt var blandt dagligdagens vigtigste. Og hvor man kæmpede for dem med alle tænkelige midler. En gennemgang af Zidanes karriere viser, hvordan den kamp pludselig og nærmest ud af det blå kan vise sig på tidspunkter, hvor det virker fuldstændigt vanvittigt.

I alt 14 røde kort tæller karrieren, hvilket ville være mange selv for en hårdhændet forsvarsspiller, og hvis man ser nærmere på Zidanes udvisninger, er kun to af dem uddelt som følge af 'almindelige' forseelser. Helt tilbage i 1993 faldt den første i en fransk ligakamp mellem Bordeaux og Marseille, da den dengang 21-årige Zidane tildelte sin kommende landsholdskammerat Marcel Desailly et knytnæveslag i ansigtet. Samme scenarie med forskellige modstandere og forskellige overgreb har siden udspillet sig stort set hver eneste sæson. I beskrivelsen af Frankrigs VM-triumf på hjemmebane i 1998 glemmer man ofte, at finalehelten Zidane i en indledende puljekamp mod Saudi-Arabien hensynsløst hævnede sig på modstandernes anfører, Fouad Amin, ved at trampe ham på hoften, hvilket kostede endnu en udvisning og to spilledages karantæne. Bedst beskrevet er Zidanes brist i den film, som filmskaberne Douglas Gordon og Philippe Parreno besluttede sig for at lave i 2005.

Zidane – A 21st Century Portrait hedder filmen, der vandt juryens pris ved filmfestivalen i Cannes året efter, og som er optaget med 17 kameraer, der alle følger hver eneste af Zinedine Zidanes bevægelser i en tilfældig ligakamp for Real Madrid mod Villarreal den 23. april 2005. Idéen var at beskrive franskmandens særlige spillerytme og unikke overblik ned i den mindste detalje, men ved et tilfælde ramte filmskaberne lige ned i en af de kampe, hvor franskmanden viste både sin lyse og mørke side.

I filmen ser man nemlig længe nærbillederne af en sand mester på banen. Zidane suger spillet til sig. Han tæmmer bolde i alle højder med yndefuld lethed, og han smiler og ler med holdkammeraterne, da Real Madrid bringer sig foran. Og så pludselig! I et splitsekund ændrer alt sig, da holdkammeraten Raúl kommer i et tilfældigt klammeri med en forsvarsspiller fra Villarreal. Dokumentarfilmens kameraer er stadig fastholdt på Zidane, og man ser, hvordan øjnene bliver smalle og hårde, hvorefter franskmanden løber hen og blander sig med både skub og slag. Episoden er fantastisk beskrevet i filmen, og den kostede Zinedine Zidane karrierens 13. udvisning. Det mest spektakulære røde kort havde verden imidlertid stadigvæk til gode at opleve.

I Italiens sidste puljekamp mod Tjekkiet den 22. juni 2006 i Hamborg havde Marco Materazzi efter udskiftningen af den skadede Alessandro Nesta været på banen i ni minutter, da Italien fik hjørnespark i højre side. Den slags blev altid sparket af Milans lille Andrea Pirlo, og han sendte som aftalt bolden højt ind i midten af feltet omkring straffesparkspletten. Her skulle Nesta normalt befinde sig, men nu var det Marco Materazzis 193 centimeter, der kom flyvende gennem luften, og højt over to forsvarsspillere pandede reserven bolden ned i jorden og ind i nettet til føring på 1-0. Og sig selv fast ind i den italienske startopstilling. Med sejren på 2-0 over Tjekkiet og den deraf følgende førsteplads i gruppe E gav Italien nemlig sig selv den bedst tænkelige vej mod VM-finalen. En ottendedelsfinale mod Australien, kvartfinale mod Ukraine og så de tyske værter i semifinalen. Det kunne dårligt være bedre, og så var det alligevel lige ved at gå galt, for de havde ikke bandet uden grund på barerne rundt om i Rom, Milano og Napoli, da Marco Materazzi i Hamborg kom på banen i stedet for Nesta.

Efter 51 minutter af ottendedelsfinalen på Fritz-Walter-Stadion i Kaiserslautern var det nemlig ikke lykkedes for de italienske favoritter at gennembryde muren af gul- og grønklædte australiere foran den velspillende målmand Mark Schwarzer. Ja, faktisk havde australierne været tæt på selv at komme foran, og så slog det klik for Materazzi. Australiens Marco Bresciano fra den italienske klub Parma tog et godt løb med bolden, men det var midt på banen, og backen Gianluca Zambrotta fulgte godt med og havde tilsyneladende styr på situationen. Alligevel kom Materazzi pludselig flyvende fra midterforsvaret, og med en satset glidende tackling med samlede ben stemplede stopperen såmænd både Bresciano og sin egen medspiller Zambrotta. Kendelsen fra den spanske dommer Luís Cantalejo var klar: direkte rødt kort samt en spilledags karantæne, hvilket gjorde, at Materazzi tidligst kunne være med igen i semifinalen, hvis Italien altså nåede så langt.

Foreløbig kunne den udviste forsvarsspiller nøjes med at ånde lettet op, da Francesco Totti i femte minuts tillægstid sparkede et tvivlsomt dømt straffespark ind bag Mark Schwarzer og dermed sørgede for, at Materazzi ikke blev skurk nummer et i Italien efter en ydmygende exit til australierne. Samtidig lysnede det for franskmændene oppe i Hameln. Scoringer fra Patrick Vieira og Thierry Henry havde sikret den sejr på 2-0 over Togo, som lige akkurat var nok til at gå videre på andenpladsen efter Schweiz i gruppe G. Det betød et møde med Spanien, som efter tre suveræne sejre i puljen samt en målscore på 8-1 efterhånden blev regnet som et af de allerbedste bud på en kommende verdensmester.

Ottendedelsfinalen i Hannover betød imidlertid comeback i turneringen til Zinedine Zidane, og den franske anfører havde tilsyneladende haft godt af karantænen mod Togo. Kampen mellem de to store fodboldnationer og naboer blev en af slutrundens allerbedste med masser af målchancer, og Zidane orkestrerede den overraskende franske sejr på 3-1, som han selv slog fast i tillægstiden ved at afdrible det spanske forsvar og score sit første mål i turneringen. Og dagen efter skrev de franske aviser ikke længere om dinosaurer, men om genfødslen af såvel Zinedine Zidane som fransk landsholdsfodbold generelt. Godt halvanden uge efter var de to deltagende nationer i VM-finalen 2006 på det gamle olympiske stadion i Berlin fundet. Men det ville være synd at sige, at slutkampen udgjorde nogen drømmefinale for ret mange andre end lige italienerne og franskmændene selv. De tyske værter ærgrede sig stadigvæk over semifinalenederlaget efter forlænget spilletid mod Italien, der let havde slået Ukraine i kvartfinalen, mens de fleste neutrale iagttagere allerhelst havde set enten Brasilien, Portugal eller Argentina i finalen.

Stor set alle var nu enige om på forhånd at hylde en mand: Zinedine Zidane. Franskmanden havde lagt op til Thierry Henrys sejrsmål i kvartfinalesejren på 1-0 over Brasilien i Frankfurt, mens Zidane selv afgjorde semifinalen mod Portugal ved at score kampens enlige mål på et straffespark begået mod Thierry Henry. Anføreren gik naturligt forrest og sparkede sikkert bolden i nettet, mens hele hans attitude og sejrsvilje havde båret franskmændene ad den måske sværeste vej til VM-finalen. Forbi Spanien, Brasilien og Portugal. Det er sådanne bedrifter, legender bliver skabt af, og da de akkrediterede journalister umiddelbart inden finalen skulle stemme på den bedste spiller af alle ved VM i Tyskland, var der overvældende enighed om franske Zidane. Han kunne dermed se frem til at slutte sin internationale landsholdskarriere på et absolut højdepunkt uanset udfaldet af turneringens sidste kamp i Berlin om aftenen søndag den 9. juli 2006. Ja, eller næsten uanset udfaldet, skulle det vise sig. Det var en smuk aften på Olympiastadion. Stort set hele slutrunden havde været tilsmilet af fantastisk vejr, og finaledagen var ingen undtagelse. Om eftermiddagen var Jürgen Klinsmann og hans tyske bronzevindere blevet hyldet af op mod en million mennesker inde ved Brandenburger Tor, men nu nærmede klokken sig det magiske tidspunkt 20.00, og 69.000 tilskuere havde fundet deres pladser til det 18. opgør i rækken af slutkampe om verdensmesterskabet i fodbold. Italien mod Frankrig. Det fantastiske forsvar med Fabio Cannavaro og målmand Gianluigi Buffon mod kreativiteten i skikkelse af Zidane flankeret af Thierry Henry og den unge komet Frank Ribéry. Det måtte blive en klassisk duel, og det samme kunne siges om en af de vigtigste kampe i kampen: den tilbagevendte fodboldbølle Marco Materazzi over for fodboldhelten Zinedine Zidane.

Det begyndte bedst for franskmændene. Syv minutter var der spillet, da kantspilleren Florent Malouda brød igennem i venstre side af feltet og klodset blev kantet af Italiens nummer 23. Igen bandede de over Marco Materazzi på barerne i Italien, mens Zidane gjorde sig klar til at eksekvere straffesparket. Et sus gik herefter igennem stadion, da franskmanden sendte bolden op på undersiden af overliggeren og ned omkring stregen nærmest som et tredimensionelt citat fra Geoff Hursts berømte mål i Englands finalesejr over Tyskland præcis 40 år tidligere. Denne gang var der dog ingen tvivl; scoringen blev godkendt øjeblikkeligt, og Frankrig var i spidsen, men kun i 12 minutter. Som i et velskrevet drama var der nemlig udpeget to hovedpersoner på denne finaleaften, men hvem der skulle ende som henholdsvis helt og skurk lå endnu hen i det uvisse. Det gode lå umiddelbart samlet hos Zidane, men efter 19 minutters spil fik Italien hjørnespark i højre side. Den slags, ved vi nu, var på det tidspunkt en sag for Andrea Pirlo, og ligesom mod tjekkerne i gruppespillet sendte han en høj bold mod midten af feltet, hvor Materazzis 193 centimeter steg til vejrs og pandede bolden ned i jorden og forbi Fabien Barthez.

Stillingen 1-1 holdt sig til pausen og også igennem anden halvleg, så mens den berlinske aften langsomt forvandledes til nat, gik de to hold ind i forlænget spilletid og en stadig mere intens atmosfære. Kampen balancerede på den tyndeste røde linje, nærkampene var hårde, og det næste mål ville uden tvivl blive afgørende. 34-årige Zidane spillede tydeligvis med karrierens sidste kræfter, men han piskede sig selv og det franske hold fremad, og 14 minutter inde i forlængelsens første halvleg indledte den franske anfører selv et angreb midt på banen.

Zidane sendte en brugbar aflevering ud i højre side til backen Willy Sagnol, der tøvede præcis så længe, at hans kaptajn kunne nå ind i feltet. Indlægget lå herefter præcist mellem Cannavaro og Materazzi, og hele stadion holdt igen vejret. Havde dramaet nået sit klimaks? Ville Zidane ligesom i 1998 afgøre finalen med sit næsten skaldede hoved? Skulle Frankrigs mest populære mand gøre sig selv endnu mere udødelig? Svaret var nej. VM-slutrundens bedste målmand i skikkelse af Gianluigi Buffon iført en målmandsdragt af guldstof sprang med en fantastisk reaktion op under overliggeren, reddede hovedstødet og ødelagde dermed det ellers så velskrevne manuskript. Herefter forløb intet nemlig bare tilnærmelsesvis, som nogen havde forestillet sig.

Duellen mellem Materazzi og Zidane havde været hård, men ikke hård ud over det sædvanlige, og begivenhederne fem minutter inde i anden halvleg af den forlængede spilletid kom uden forvarsel – og uden at ret mange i første omgang opfattede, hvad der skete. Bolden var netop røget ud af spil til italiensk målspark, og mens tv-billederne verden over viste langsom gengivelse af det foregående angreb, passerede Zidane smilende Marco Materazzi uden for feltet. Franskmanden sagde stadig smilende noget til sin italienske modspiller, der med blikket rettet stift forud svarede. Og herefter skete det så igen. Filmskaberne Gordon og Parreno havde set det samme blik, da de et år tidligere lavede deres portrætfilm om Zidane, og Saudi-Arabiens anfører havde set det, da Zidane otte år tidligere havde trampet på ham ved VM-slutrunden i Frankrig.

Nu vendte Zinedine Zidane sig i karrierens 108. og sidste landskamp om mod Marco Materazzi, og foran 69.000 tilskuere samt over en halv milliard tv-seere kloden rundt stangede han en skalle direkte i brystkassen på den italienske forsvarsspiller. Forvirring bredte sig på stadion i Berlin. Nogle havde set noget, mange havde ikke, og blandt de sidste var kampens argentinske dommer, Horacio Elizondo. Det havde til gengæld kampens fjerdedommer, Luís Cantalejo, og via dommernes interne headset fik selv samme spanier, der havde udvist Materazzi i Italiens ottendedelsfinale mod Australien, fortalt Elizondo om Zidanes udåd.

Den efterfølgende udvisning var ikke til at forstå på stadion i Berlin. De fleste tilskuere havde haft øjnene rettet andre steder hen i gerningsøjeblikket, og først da tv-billederne af skallen til brystkassen begyndte at rulle over storskærmene, gik den gruopvækkende handling op for alle. Den franske mesters storslåede sortie var blevet til en skandale af ufattelige dimensioner. 'The dark side' havde igen stukket sit grimme hoved frem, og denne gang skulle mørkets kræfter tilsyneladende vinde.
I hvert fald udnyttede italienerne sikkert samtlige fem forsøg i den efterfølgende straffesparkskonkurrence, og blandt heltene fra 11-meter-pletten var – naturligvis – Marco Materazzi, som dermed naturligt sluttede fortællingen om to vidt forskellige spilleres vej til VM-finalen på et stadion i Berlin den 9. juli 2006. Skurken endte som verdensmester, og verdensmesteren endte som skurk. De onde lo, og de gode græd. Og så alligevel ikke, for historien om Materazzi og Zidane sluttede selvfølgelig ikke med pokaloverrækkelsen til italienerne på Olympiastadion.

Tværtimod strakte efterspillet sig lige fra den argentinske præsidents embedsbolig i Buenos Aires, hvor han af dommer Horacio Elizondo fik overrakt et af verdenshistoriens mest berømte røde kort, til Zürich, hvor FIFA indkaldte de to kamphaner for endegyldigt at lægge låg på den meget lidt sportslige afslutning på såvel en slutrunde som et forbilledes karriere. På det tidspunkt havde alskens mundaflæsere og psykologer forsøgt at nå frem til, hvad der var blevet sagt mellem Zidane og Materazzi på finaleaftenen i Berlin, og der havde både været talt om racistiske undertoner og beskyldninger om alt fra terrorisme til incest og homoseksualitet. Sandheden er, at Materazzi blot benhårdt spillede på det, han havde vidst fra start: Zidane kunne provokeres, man skulle bare blive ved længe nok, og når man gengiver den faktiske ordveksling, er det endnu en gang svært at forstå den franske verdensstjernes reaktion.

Han havde nemlig hørt langt værre hundrede gange før i karrieren. „Hvis du vil have min trøje, så kan du få den efter kampen,“ havde Zidane sagt med et smil, hvortil Materazzi svarede noget i retning af: „Jeg vil hellere have din søster!“ Så lidt skulle der altså til for at skabe en af VM's største skandaler. Det juridiske efterspil blev i øvrigt, at FIFA idømte Zinedine Zidane en bøde på 35.000 kroner og tre spilledages karantæne, hvilket blev afsonet ved at træne ungdomsspillere, og selvom mange i timerne umiddelbart efter den uværdige exit forudsagde et plettet eftermæle, kårede franskmændene i en meningsmåling allerede året efter Zinedine Zidane som landets i særklasse mest populære person.

Marco Materazzi fik for sit vedkommende to spilledages karantæne for at bringe spillet i miskredit, hvilket vakte en del harme i Italien, hvor man havde svært ved at se, hvordan en spiller kunne blive straffet for noget så naturligt som at bruge mund under en fodboldkamp. Materazzi beklagede samtidig sin opførsel, men ikke VM-titlen, mens Zinedine Zidane gentagne gange har undskyldt over for alle klodens fodboldglade børn, at han som et forbillede forfaldt til simpel vold. Franskmanden har til gengæld så sent som i marts 2010 gentaget, at han hellere vil dø end undskylde personligt over for Marco Materazzi.

Lige præcis den holdning er et simpelt spørgsmål om de æresbegreber, Zidane som barn lærte i Marseille-forstaden La Castellane, og dette facit på VM-finalen i 2006 kan vel – ligesom VM-historien generelt – bedst beskrives som en næsten usynlig linje mellem rollen som skurk og helt. Mellem de gode og de onde.



Magasin-artikler
Overblik: De rokerer ved Higuain-skifte
Hvis Gonzalo Higuaín skal til Chelsea, kan et skifte kunne betyde, at en angriber-rokade i hele Europa starter. Indkast har kigget nærmere på hele situationen.
Tidligere har Indkast lavet et overblik over den transfer-kabale Gonzalo Higuains skifte til Chelsea kan medføre. Nye rygter og navne er nu dukket op i sagaen. Derfor har Indkast endnu en gang kigget nærmere på hele situationen.

Det ved vi:
Siden starten af transfervinduet har Gonzalo Higuaín været rygtet mod Chelsea. Pt. befinder Higuaín sig i AC Milan på leje fra Juventus, men angiveligt ønsker spilleren en genforening med sin gamle Napoli-træner, Maurizio Sarri, i Chelsea, hvor italieneren er manager nu. I aften mødes Milan og Juventus i den italienske Supercoppa, der i denne omgang spilles i Saudi-Arabien. Tidligere har italienske medier erfaret, at klubberne efter kampen vil snakke om en mulig handel.

Vi ved også, at den spanske angriber Álvaro Morata kan blive ofret, hvis Higuaín ankommer. Tidligere har Chelsea-assistenten Gianfranco Zola udtalt sig negativt om spanierens attitude, og efter en cup-kamp, hvor Morata blev dobbelt målscorer, forlod spanieren banen uden oprejst pande.

Genoa-målmageren Krzysztof Piatek kan blive en nøgle-figur i en handel, da han angiveligt er Milans ønske-angriber til at tage over.

Det er mulighederne:
Hvis Higuaín skal til Chelsea, skal et regnestykke mellem Milan og Juventus dog gå op. Milan har lånt Higuaín hele sæsonen for 134 mio. kroner, hvoraf milaneserne, hvis Juventus kalder Higuaín tilbage for at sælge til Chelsea, kun har fået halvdelen af varen for sine penge. Tidligere har Juventus-talentet Moise Kean været nævnt som en mulig løsning på problemet, hvor Milan vil have ham for rest-beløbet i lejemålet. Hvis Juventus sælger direkte til Chelsea udenom Milan, kan Juve angiveligt få små 400 mio. kroner for argentineren.

En anden mulighed er, at Milan i stedet for at få Moise Kean af Juventus får rabat af Chelsea på lejesvenden Tiemoué Bakayoko. Det vil betyde, at Milan ikke får penge af Juventus eller en spiller for Higuaín, men derimod sparer pengene hos Chelsea, som så vil overtage Milans aftale med Juventus. Milans købsoption på Bakayoko er 261 mio. kroner. Derfor kan Milan forsøge at fjerne 67 mio. kroner af det beløb, så klubben får franskmanden billigere.

Et tredje scenarie er, at Chelsea i handlen med Juventus bruger Álvaro Morata. De to klubber bytter angriberne lige over, og i stedet for Higuaín vil Milan så få Morata med samme betingelser som Higuain-handlen. Ved en sådan handel vil Milan, skulle betale det resterende beløb for Higuaín til Juventus, men klubben vil få Morata i stedet for.

Spørgsmålet er, om Morata overvejer et skifte til Spanien, hvor Sevilla, Atlético Madrid og FC Barcelona alle er blevet nævnt som mulige nye arbejdsgivere. Hvis Morata tager til Sevilla, kan Higuaín stadig godt skifte til Chelsea. London-klubben vil angiveligt kræve 268 mio. kroner for spanieren. Det er sjovt nok samme beløb, som den Milan-ejede Sevilla-angriber André Silvas købsoption lyder på. Derfor kan et Morata-skifte til den andalusiske klub sende André Silva retur til Milano.

Hvis Morata tager til Atlético Madrid, vil den tidligere AC Milan-angriber Nikola Kalinic ifølge mediet AS være fortid i Madrid-klubben. Angiveligt står enkelte franske og tyrkiske klubber klar i kulissen, hvis det sker. Men måske kan der opstå en plads som angriber i franske Nice.

Hvis Morata vælger en af de to andre spanske klubber, står Milan fortsat uden angriber-løsning. Her kan det blive lidt bizart. Den tidligere AC Milan-angriber Mario Balotelli kan nemlig blive nøglen, hvis Milan vil have sin ønske-angriber. Balo er raget uklar med Nice-træner Patrick Vieira, der angiveligt ønsker italieneren langt væk.

I dag har italienske Tuttosport skrevet, at Mario Balotelli kan være på vej til den italienske havneby Genova, hvor Genoa skulle stå klar. Grunden til en sådan handel er, at Milan angiveligt er i kontakt med Genoas nuværende polske målmager Krzysztof Piatek. Tidligere har flere italienske medier spået i, at milaneserne er klar til at slippe de 300 mio. kroner for den unge polak, som Genoa-ejeren Enrico Preziosi spørger efter. Tidligere er både FC Barcelona og Real Madrid blevet nævnt som interesserede i polakken.

Kan Milan finansiere køb uden lån?
Det er offentligt kendt, at Milan pt. er under Financial Fair Play-restriktioner. Det betyder, at milaneserne har svært ved at betale store summer for spillere, men i stedet prøver at lokke andre klubber til lån med købsoptioner. Tidligere i vinduet har Milan allerede brugt 261 mio. kroner på det brasilianske stortalent Lucas Paqueta, og derfor skal Milan ud og sælge for at kunne finansiere nye spillere.

I dag spår italienske Calciomercato i, at Milan vil give slip på deres tyrkiske tier Hakan Calhanoglu, som angiveligt er på vej tilbage til tysk fodbold og RB Leipzig. Efter sigende kan milaneserne få omkring 164 mio. kroner for midtbanespilleren.

Samtidig med Calhanoglu er også Fabio Borini på vej væk. Borini er længe blevet rygtet til Kina. Seneste udmelding er, at Milan og den kinesiske klub Shenzhen mødes i Saudi-Arabien for at diskutere Borini. Overgangssummen skulle ifølge Calciomercato ligge på et sted mellem 57 og 75 mio. kroner.

Uanset om spillerne sælges eller ej, vil milaneserne angiveligt ikke kunne finansiere køb i dette vindue.

Er det, hvad klubberne og spillerne ønsker?
Det store spørgsmål er om klubberne og spillerne ønsker disse handler. En ting der er helt sikkert, det er, at Chelsea-manager Sarri ønsker Higuaín. Det ligner også mere og mere, at Higuaín godt kunne tænke sig genforeningen med Sarri. I Milano har man i store dele af efteråret ikke været helt tilfredse med Higuaín, der har haft svært ved at finde målet for Milano-klubben.

Morata fra Chelsea ligner en mand, der ønsker et skifte væk fra London. Derfor kan spanieren også profitere stort af en sådan handel. Spørgsmålet er blot om skiftet skal være til hjemlandet Spanien eller til Italien, hvor Morata før har bevist sit værd.

Piatek vil med et skifte til Milan få muligheden for at bevise, at han kan lave mål på en af de store mandskaber i Italien, og derved kan polakken slå sit navn fast som europæisk top-angriber. Tidligere er unge Piatek blevet kaldt ”Den nye Lewandowski”, måske kan et skifte give ham kælenavnet ”Den første Piatek”.

En ting, der er helt sikkert er, at Balotelli ønsker et skifte væk fra Nice, og Kalinic væk fra Atlético, hvis Morata lander i den spanske hovedstadsklub. De to tidligere AC Milan-angribere kan altså blive nøgle-figurer i transfer-kabalen.
Læs hele artiklen
Transfer-kabalen: Higuaín til Chelsea?
Medie beretter, at Gonzalo Higuains agent lige nu er i London for at mødes med Chelsea og diskutere mulighederne for en byttehandel. Indkast belyser samtidig mulighederne i en sådan handel.
The Evening Standard mener at vide, at den Juventus-ejede Milan-angriber Gonzalo Higuains bror og agent Nicolas lige nu er i London for at mødes med Chelsea og snakke mulighederne for en byttehandel, der sender Chelsea-angriberen Álvaro Morata til AC Milan. Morata har været ønsket i Milano-klubben de seneste to somre. I går skrev engelske The Sun samme rygte.

Ifølge mediet vil en sådan handel løse to problemer. Chelsea-manager Maurizio Sarri får den angriber, han har ønsket sig. Samtidig kender han Higuaín fra sin tid i Napoli, hvor argentineren under Sarri satte Serie A-rekord med 36 mål i 34 kampe i en sæson. Den anden vej vil Milan også være tilfredse. Milaneserne får Morata, som klubben flere gange har ønsket.

Morata har vist, at han kan lave mål i Serie A under sin tid i Juventus. Spanieren selv ønsker angiveligt også et skifte væk fra Premier League, hvor hans tilværelse i store dele af tiden har været et mareridt. For Morata er det kun blevet til 24 mål i 72 kampe. I denne sæson har Morata nettet ca. hver anden kamp i snit.

Den 31-årige argentiner har kæmpet for at finde fodfæste i Milano. Før nytår fik Higuaín dog brudt sin negative stime på ni kampe uden mål for Milan, da han blev match-vinder hjemme på San Siro mod SPAL. Senest har også Milan-direktøren Leonardo langet ud efter Higuaín offentligt, og derfor virker en handel essentiel for alle parter.

Mulighederne i handlen

Lige nu har Milan lejet Higuaín i Juventus i hele sæsonen. En handel mellem de to vil overdrage Higuaín til Chelsea nu, hvis Chelsea sender Morata den anden vej. Samtidig vil Milan betale Juventus deres 268 mio. kroner for Higuaín efter denne sæson.

En anden mulighed er, at Milan sender Higuaín tilbage til Juventus nu. Så kan Torino-klubben sende ham til Chelsea for angiveligt 373 mio. kroner. Den mulige handel vil dog betyde, at Milan står tilbage uden noget. Eller gør de?

Hvis en sådan aftale stables på benene vil Milan dog forlange Juventus-talentet Moise Kean gratis. Grunden til Milan vil kunne slippe afsted med en sådan aftale skyldes, at klubben har betalt Juve 134 mio. kroner for lånet af Higuaín. Milaneserne mener derfor, at Kean dækker rest-beløbet tilstrækkeligt af, så klubberne begge får noget ud af en handel.

Den tredje mulighed er, at milaneserne sender Higuaín til Chelsea resten af sæsonen, og London-klubben så fjerner en del af det beløb, som Milans købsoption på Chelsea-lejesvenden Tiemoué Bakayoko lyder på. Lige nu lyder købsoptionen på 261 mio. kroner. Derfor kan Milan forsøge at fjerne 67 mio. kroner af det beløb, så klubben får franskmanden billigere, som virker uønsket i Chelsea.

Samtidig vil Chelsea så skulle slippe Morata til Milan, og så betaler Milan efter sæsonen rest-beløbet for Higuain-handlen til Juventus. I en sådan handel vil alle tre klubber, få det de ønsker. Milan får rabat på Bakayoko samt en angriber i Álvaro Morata, Chelsea får den angriber, som manager Sarri har skreget efter hele efteråret, og Juventus slipper af med Higuaín, og har stadig fået 403 mio. kroner for den 31-årige argentiner.

Den sidste mulighed er, at Higuaín tager til Chelsea, og London-klubben overtager Milans aftale med Juventus, Torino-klubben sender Kean til Milan, Chelsea sender Morata til spanske Sevilla, hvor den Milan-ejede angriber André Silva løber rundt, og laver mål, og Sevilla så sender Silva tilbage til Milan, og derfor ikke aktiverer købsoptionen, de har på portugiseren.

Hvis en sådan handel skal gå igennem, skal spanske Sevilla og Chelsea dog blive enige om en overgangssum for Morata. Det kunne muligvis være samme beløb, som Sevilla skulle betale Milan efter denne sæson for Silva.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
David de Gea - Den spanske mur
Her følger et portræt af en spanier, der er vokset med opgaven på Old Trafford.
David de Gea er, hvad man kalder for en ægte madrilener. Han er født og opvokset i den spanske hovedstad, og allerede som 13-årig var lykken gjort, da han her fik lov til at forsvare byens farver med en ungdomskontrakt i Atlético Madrid. De Gea gjorde det så godt i klubbens ungdomsrækker, at en debut på førsteholdet efterhånden var uundgåelig. Debuten kom i 2009, og til trods for sin unge alder, så slog de Gea igennem med raketfart. Han stod blændende, hvilket hurtigt resulterede i hæder. I 2009/10-sæsonen spillede de Gea en afgørende rolle, da Atlético Madrid vandt Europa League og den europæiske Super Cup. Ingen var længere i tvivl om, at der fandtes et helt unikt målmandstalent i den spanske hovedstad.

Svær start i United
Rygterne om de Geas enorme talent spredte sig straks til resten af Europa, hvor flere storklubber begyndte at stå i kø med en kontrakt. Efter et bud på næsten 200 millioner kroner var det Manchester United, der i sommeren 2011 endte med at trække det længste strå. Meningen med handlen stod ganske klar. De Gea var blevet købt ind som langtidserstatning for Edwin van der Sar, der netop havde lagt støvlerne på hylden. Det skulle dog langt fra vise sig at blive nogen nem opgave at følge i fodsporene på den legendariske hollænder. I hvert fald blev det i de Geas første sæson i United tydeligt for enhver, at der var lang vej endnu, inden han ville blive klar til at udfylde den enorme arv, som van der Sar havde efterladt sig på Old Trafford. Flere usikre præstationer satte sig på rygraden af den unge spanier, hvorfor den daværende United-manager Sir Alex Ferguson undervejs i sæsonen valgte at sætte danske Anders Lindegaard ind imellem stolperne.

Nu en af verdens bedste målmænd
Der var på alle måder tale om en svær debutsæson for de Gea i United, men som det rigtigt nok hedder sig, så må man først lære at kravle, før man kan gå. Spanierens debutsæson var derfor en del af en større læringsproces, som han siden da har lagt bag sig - ikke mindst takket være Uniteds tidligere målmandstræner Eric Steele, der indtil 2013 var at finde i den røde del af Manchester. Noget af det første som Steele forsøgte at ændre på, var de Geas livsstil.

- Hans første seks måneder var forfærdelige. Et problem var, at han kun vejede 70 kilo. Vi arbejdede med ham både på og uden for banen. Vi ændrede blandt andet på hans livsstil, udtaler Steele ifølge Tipsbladet og fortsætter:

- Han sov to-tre gange om dagen, og han spiste sit hovedmåltid sent om aftenen. Han spiste for mange tacos, så vi tvang nærmest protein-drik i ham efter hver træning. Vi satte ham til at løfte vægte, og det hadede han, Det bruger de ikke så meget i Spanien, men vi måtte opbygge hans styrke.

Noget tyder på, at en ændring af livsstilen var lige, hvad de Gea havde brug for med henblik på at få fuldendt sit talent. I 2012/13-sæsonen kronede han en række flotte præstationer med at få handskerne på Premier League-trofæet, og derefter er det kun gået en vej for spanieren – nemlig opad. De Gea har i fire ud af de sidste fem sæsoner vundet prisen som årets spiller i United, og mon ikke, at han også er storfavorit til at løbe med titlen i indeværende sæson? Han er i hvert fald ikke blevet blevet dårligere med årene. Det måtte Tottenham Hotspur sande i søndagens 0-1-nederlag til United, hvor de Gea leverede hele 11 redninger i anden halvleg. Det var en fænomenal indsats fra den spanske mur, der nu kan kalde sig selv for en af verdens bedste målmænd.
Læs hele artiklen
Cesc Fàbregas - fab way to say goodbye
Efter mere end 500 kampe i England forlader Cesc Fàbregas den blå del af London, og den pizzakastende midtbanespiller vil blive savnet.
Francesc "Cesc" Fàbregas blev født d. 4. maj 1987 i Vilassar de Mar. Han blev opdraget i en FC Barcelona-familie, og der skulle heller ikke gå lang tid, før han fik sin debut som tilskuer på Camp Nou.

Allerede da Cesc var blot ni måneder gammel, kom han ind til kamp. Det skulle vise sig, at blive langt fra sidste gang, Fàbregas skulle vise sig frem på dette stadion.

Det var nemlig tydeligt for alle, der bare havde lidt forstand på fodbold, at Francesc Fábregas havde et helt særligt fodboldtalent.

Han gjorde komet-karriere på Barcelonas ungdomshold, hvor han startede ud som defensiv midtbanespiller. Til sidst blev hans offensive kvaliteter dog så lysende klare, da han blev ved med at score mål for ungdomsholdet, at han blev rykket længere frem på banen.

Trods et åbenlyst talent havde Fàbregas lang vej til førsteholdet hos FC Barcelona på daværende tidspunkt.

Det kom Arsenal og Arséne Wenger til at nyde godt af.

Cirka 1100 kilometer nord for Barcelona sad Wenger og havde øje på Barcelonas unge stortalent. Arsène Wenger tog kontakt til Cesc og hans forældre, for at høre om de havde lyst til at snakke om et skifte til det nordlige London.

Der var ingen tvivl hos Cesc eller hans forældre. De tog til London, og den 11. september 2003 kunne Fàbregas kalde sig for Arsenal-spiller.

Han skulle heller ikke bruge lang tid på at overbevise Wenger om, at han skulle være en del af førsteholdstruppen.


Blot 16 år gammel og 177 dage gammel
Fabregas fik allerede debut på Arsenals førstehold godt en måned senere - d. 28. oktober 2003 - mod Rotherham United i Carling Cuppen.

Fàbregas var ikke særligt gammel på daværende tidspunkt, og med sine 16 år og 177 dage blev han den yngste spiller, der nogensinde havde optrådt på Arsenals førstehold.

Succesen var uundgåelig for den unge spanske komet. Allerede i sin første sæson hos Arsenal fik han også en smagsprøve på, hvordan det fungerede, når Arsenal var af sted i Europa.

I Champions League skulle Arsenal en tur til Spanien, hvor Celta Vigo lagde græs til. Arsenal vandt kampen 2-3 på mål af Edu og Robert Pires med Cesc siddende på bænken hele kampen igennem.

Med det in mente var der næppe mange Arsenal-fans, der i 2004 havde forventet, at Fàbregas skulle blive en fast del af Arsenal-holdet.

Men vejen blev banet som følge af skader hos flere af de etablerede spillere.

Derfor kom Arsenals nummer 15 til at spille hele 34 kampe for førsteholdstruppen i denne sæson - heriblandt var han med til at vinde FA Cuppen over Manchester United.


Tog over for Patrick Vieira
FA Cup-finalen endte 0-0 mellem de to engelske storklubber, og da de ikke kunne afgøre kampen i ekstra tid, måtte Arsenals Patrick Vieira afgøre kampen i straffesparkskonkurrencen. Netop det spark af Patrick Vieira blev hans sidste i Arsenal, og det betød, at unge Fàbregas nu måtte tage mere ansvar på banen, da han var udset af Wenger, som afløseren for Vieira.

Cesc overtog ikke bare Vieiras plads på holdet, men også hans rygnummer - Nummer 4.

Fàbregas blev derfor på flere måder Vieiras direkte arvtager. Den 28/03-2006 vendte Vieira tilbage til Highbury, da han og Juventus havde trukket Arsenal i Champions Leagues kvartfinaler.

Kampen blev på mange måder symbolsk for de to spilleres videre karrierer. Fàbregas spillede en vanvittig god kamp med et mål og en assists til Thierry Henry, men derudover “ejede” Fàbregas kampen. En verdensstjerne var blevet født.

Det gjorde den allerede populære Cesc mere populær end nogensinde før.

Pizzagate
Den 24. oktober 2004 endte Arsenals ubesejrede periode, da man tabte 2-0 til Manchester United på Old Trafford.

Sir Alex Ferguson og Arsène Wenger var efter kampen kommet heftigt op at skændes, da Wenger mente, at Manchester United-angriber Wayne Rooney havde filmet sig til et straffespark.

Under det meget voldsomme skænderi mellem de to managere udspillede sig et scenarie, der i dag er kendt som “Pizza-gate”. Her blev et stykke pizza kastet gennem spillertunnellen og ramte plet.

Den tidligere Arsenal-back Ashley Cole har beskrevet hændelsen i sin selvbiografi:

- Pludselig kom der et stykke pizza flyvende over mit hoved og ramte Ferguson lige i ansigtet. Vi måbede alle, da det gled ned over de berømte træk og videre ned over hans pæne sorte jakkesæt, fortæller Ashley Cole.

Der er aldrig rigtig blevet kastet lys over, hvem der kastede det meget berømte pizza-stykke, men alle medier pegede på, at det var Fàbregas, der kastede pizza-stykket efter den rasende skotte.

I det engelske underholdsningsprogrammet "A League of Their Own" med James Corden afslørede Cesc Fàbregas flere år efter episoden, at han var manden bag det flyvende pizzastykke. Klippet kan findes på youtube.

Den spanske transfersaga

På banen blev den vævre midtbanespillers betydning for Arsenal mere og mere bemærkelsesværdig. Han var begyndt at lave rigtigt mange assists, og fansene elskede ham mere og mere for hver dag der gik. Den 24. november 2008 blev han gjort til anfører for Arsenal, da Arsène Wenger havde fjernet anførerbindet fra franske William Gallas arm.

Det udviklede historien mellem Arsenal og Cesc Fàbregas til en kærlighedshistorie. Kærligheden mellem Arsenal og Fàbregas var indiskutabel, men den lille spanier havde et ønske om at komme tilbage til Catalonien og bevise sit værd på det hold, han blev fundet for let til.

I ethvert transfervindue blev Fàbregas rygtet tilbage til Spanien, og FC Barcelona gjorde til sidst alt, hvad der stod i deres magt for at hente Fàbregas hjem. Transfersagaen havde stået på i så mange transfervinduer, at Arsenals fans til sidst blevet så provokeret, at man til enhver kamp råbte:

- WE'VE GOT CESC Fàbregas, WE'VE GOT CESC FABREGAS!

Det var en måde at signalere overfor FC Barcelona, at man virkelig ikke ville af med den lille spanier, og i denne periode var der et umenneskeligt pres på Fàbregas. Alligevel leverede han altid godt spil på banen.

I slutningen af transfersagaen blev sagen endda også politisk. Borgmesteren af Fàbregas hjemby Vilassar de Mar mente, at Fàbregas blev holdt som gidsel i Arsenal, da “The Gunners” ikke havde lyst til at slippe sin anfører.

- Vi vil alle have, at Cesc kommer hjem til Barcelona, fordi lige nu bliver han holdt som gidsel i Arsenal. Hvis Arsenal virkelig er de gentlemen, som de siger, de er, så bør de også opføre sig sådan.

Et skifte virkede mere og mere uundgåeligt, og efter syv år i Arsenal meddelte Wenger til Arsenals bestyrelse, at klubben skulle acceptere buddet og sende Fàbregas til Barcelona.

Men det var ikke med glæde, at Wenger sendte sin kaptajn af sted. Men salget kan have været nødvendigt, fordi Arsenal økonomisk havde svære kår efter byggeriet af det nye Emirates Stadium, der også kom til at betyde salg af andre Arsenal-stjerner.

Fabregas nåede at spille 303 kampe for Arsenal i alle turneringer og score 57 mål. Han elskede livet i London og Arsenal højt, men problemet var, at han elskede Barcelona højere. Den spanske landsholdsspiller vendte hjem til et Barcelona-hold, hvor han havde spillet ungdomsfodbold med Lionel Messi og Gerard Piqué, men også tilbage til klubben, som han tabte Champions League-finalen i 2006 til, men det var hurtigt glemt.

For i 2010 blev Spanien verdensmestre med Fàbregas som oplægger i finalen - omringet af holdkammerater fra Barcelona, der gerne ville have den blot 175 cm. høje midtbanespiller til Spanien. Det skete i august 2011, da Barcelona sendte 230 millioner kroner til London.


Ville væk fra Barcelona
I den første sæson i Barcelona blev Real Madrid spanske mestre – efter flere år med Barcelona-dominans.

Fàbregas startede 23 La Liga-kampe, men scorede trods dette hele ni mål og lavede otte assists, og det udløste naturligvis en EM-billet.

I Spaniens åbningskamp til EM-2012 startede Fàbregas med 10-tallet på ryggen, som den centrale angriber i den spanske 4-3-3 formation.

Den blot 25-årige og 69 kilo tunge spiller svigtede ikke. Fàbregas reddede nemlig et meget vigtigt point mod Italien, og dermed heppede alle – også fansene i Madrid – på Fàbregas, der var vendt hjem til Barcelona.

Men af uklare årsager ønskede Fàbregas at komme væk fra Barcelona i sommeren 2014 efter han havde spillet små hundrede førsteholdskampe.

Klausuler i Fàbregas kontrakt gjorde, at Arsenal havde forkøbsret, hvis midtbanespilleren ville tilbage til Premier League, men det afviste Wenger at benytte sig af, da Arsenal havde masser af midtbanespillere, så i stedet endte den 27-årige Cesc i Chelsea.

Fàbregas vendte 'hjem' til London og til hård konkurrence på Chelsea-midtbanen blandt andet fra Willian, Oscar, Ramires, Mikel, André Schürrle, Eden Hazard og Matić.

Fàbregas fik dog afvist alt konkurrence og fik i starten masser af spilletid for Chelsea, som han har opnået 198 kampe for. Men det kan meget vel være sidste gang, Fàbregas har optrådt i den blå Chelsea-trøje, for da der manglende få minutter af FA Cup-opgøret mod Nottingham Forest den 5. januar 2019 forlod en grædende Fàbregas banen, for at den 31-årige spanier kunne bytte med N'Golo Kante.

504 kampe blev det til i England – men også to Premier League-titler, en liga-cup, to FA Cup-pokaler og en Community Shield-sejr.

Rygtemøllen har altid gode vilkår i januar-måned, og rygterne lyder, at fremtiden for Fàbregas bliver i franske AS Monaco, hvor hans gamle holdkammerat fra Arsenal-tiden, Thierry Henry, er blevet manager.

Begge spillere var desuden til stede, da Cesc Fàbregas blev til verdenskendte pizzakaster.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Hvad der kommer til at ske i 2019?
Redaktionen på Indkast.dk kommer her med nogle af mine bud…
1. Manchester City bliver straffet af UEFA for deres ulovlige økonomiske indsprøjtninger og bliver blandt andet udelukket fra Champions League.

2. Lionel Messi stopper på det argentinske landshold. Enten inden eller lige efter Copa América til sommer.

3. Vejles Allan Sousa får flere røde kort, end han laver mål i foråret.

4. FCN sælger Andreas Olsen.

5. Ronaldo bliver topscorer i Serie A-sæsonen 2018/19.

6. VAR bliver en succes i Premier League.

7. De tidligere Premier League-klubber Portsmouth og Sunderland får noget tiltrængt succes.

8. Christian Eriksen får et drømmeskifte til Barcelona

9. Traditionsrige Leeds vender tilbage til Premier League.

10. Skandalebelagte Blackpool får en ny ejer.

11. Nicki Bille kommer i overskrifterne af de forkerte grunde.

12. Ajax kommer til at sælge voldsomt ud – nok engang – på deres hold, og spillere som Matthijs De Ligt og Frenkie De Jong forlader klubben for gigantiske summer.

13. Arsène Wenger bliver igen træner.

14. Liverpool vinder et trofæ.

15. Real Madrid slutter historisk langt fra Barcelona.

16. Alexander Zoringer bliver fyret i Brøndby.

17. FIFA bestemmer sig for at udvide VM-slutrunden til 48 hold.

18. Inter sælger Mauro Icardi for mange penge…

19. Bournemouth sælger Callum Wilson.

20. Palermo vender tilbage til Serie A.

21. Eden Hazard skifter til Real Madrid, som også henter David De Gea i Manchester United.

22. Manchester United kvalificerer sig ikke til Champions League, og på trods af rimelig gode resultater fortsætter Ole Gunnar Solskjær ikke i klubben. I stedet kommer der et af Europas største trænernavne til klubben.

23. Lionel Messi og Luis Suárez slutter på de to øverste pladser på La Ligas topscorer-liste.

24. Jose Mourinho bliver træner for en underpræsterende klub.

25. Niko Kovac bliver fyret i Bayern München, selvom de bliver en del af en uhyggelig spændende kamp om det tyske mesterskab.

26. Newcastle skifter ejer.

27. Huddersfield, Fulham og Cardiff rykker ud af Premier League.

28. Vendsyssel rykker ud af Superligaen.

29. Isco kommer til Premier League.

30. Arjen Robben stopper i Bayern München til sommer og tager derefter til MLS.

31. Robert Skov bliver solgt for det største beløb i Superligaen i nyere tid hvis ikke det største nogensinde.
Læs hele lederen
2018 - sådan husker Indkast.dk det
Redaktionen har samlet nogle minder...
- Mohamed Salahs mange mål.

- Tottenham brugte ingen penge i transfervinduet.

- Alexander Zoringers latterlige opførelse.

- At Steven Gerrard og Frank Lampard blev managere.

- Neymars film til VM.

- Adios Andres Iniesta.

- Den skandalebelagte og tåbelige Nicki Bille.

- Özil og Erdogang.

- Det gigantiske talent Andreas Skov Olsen.

- Monaco… som solgte et storhold.

- Arsenal vs. Tottenham: 4-2

- Jose Mourinhos vanvittige tredje sæson i United.

- Kjartan Finnbogasons mål, der kostede Brøndby guldet.

- Ronaldos skifte til Juventus.

- FCM's overraskende mesterskab.

- Den voldelige Nicklas Bendtner.

- Landsholdskonflikten.

- Lopeteguis fald i Real Madrid.

- Gareth Bales flotte mål i Champions League-finalen.

- Nicolai Jørgensens straffespark.

- Arsène Wenger sagde ”Au Revoir”.

- VAR

- Kroatiens overraskende plads i VM-finalen.

- Robert Skovs op- og nedture med et gyldent venstreben.

- Manchester Citys vanvittige styrke i Premier League.

- Kylian Mbappé brød igennem på verdensscenen.

- Superclasico i Madrid.

- Efter flere års dominans af Messi og Ronaldo blev Luka Modrić verdens bedste.

- For første gang i syv år holder Bayern München ikke julepause på førstepladsen i Bundesligaen.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Arsenal-spillere tager stoffer Vanvittige Boca Juniors Artikel ikon Alternativ forældrehjælp Artikel ikon Wenger afviser AC Milan Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ederson afslører hemmelighed bag udspark Ugens hold fra Premier League Artikel ikon - Nosser og bevare roen Artikel ikon Campbells landsholdskammerater Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 12: Flest redninger i en PL-kamp Top 15: Minutter pr. mål Artikel ikon Top 10: Største forskel i FA Cuppen Artikel ikon Top 10: Januar-transfermål Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Ajax - Danskernes klub: Jan Mølby Özil - fra skudlinjen Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Nr. 1 juleaften – hvordan sluttede det? Solskjær og United-målene Artikel ikon City 2008 vs. 2018 Artikel ikon Historisk PL-topstrid Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Sky: Chelsea lejer Higuaín Torsdagens engelske rygter Artikel ikon Atlético Madrid interesseret i Morata Artikel ikon Lazio kigger på makedoner Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Christian Pulisic
Vidste du om ... Ole Gunnar Solskjær Artikel ikon Vidste du om ... Mario Gomez Artikel ikon Vidste du om ... Gareth Bale Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Liverpools solide defensiv De Gea vs. Schmeichel vs. van der Sar Artikel ikon Krise - hos Isco og Coutinho Artikel ikon Klopps gode sæsonstart Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Tottenham - Man. United Optakt: Liverpool - Arsenal Artikel ikon Optakt: Liverpool - Newcastle Artikel ikon Optakt: Leicester - Man. City Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Tottenham - United Startopstilling: West Ham - Arsenal Artikel ikon Startopstillinger: Tottenham - Chelsea Artikel ikon Startopstillinger: Man City - Liverpool Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon City hænger på Liverpool Messi mål nr. 400 sænkede Eibar Artikel ikon De Gea sikrede United sejren på Wembley Artikel ikon Krisen afblæst hos PL-hold Artikel ikon Se flere