Mesterens mørke side

Af Torsten Brix

2014-06-04
Mesterens mørke side

Indkast.dk bringer her et kapitel fra den aktuelle bog "VM højdepunkter og skandaler". Dette uddrag handler om Zidane og finalen i 2006, som beskrives som "En finale, to fodboldspillere og en tynd linje mellem det gode og det onde".

Samtlige spillere i den italienske VM-trup på det olympiske stadion i Berlin den 9. juli 2006 vidste, at Zinedine Zidane kunne provokeres. Det faktum behøvede man ikke at have dykket ret meget ned i igennem de seneste 10 års fodboldhistorie for at være bekendt med, og ingen vidste det bedre end Marco Materazzi.

Den italienske forsvarsspiller var ikke født i den pæne del af den syditalienske by Lecce, og Materazzis karriere og vejen til den største af alle fodboldkampe – VM-finalen mellem Italien og Frankrig – var gået via en helt anden rute end hans direkte franske modstanders i skikkelse af verdens- og europamesteren Zinedine Zidane.

Som søn af den tidligere Lecce-spiller og -træner Giuseppe Materazzi lå det ellers tidligt i kortene, at unge Marco skulle vælge fodbolden som levevej, men viljen var som oftest større end talentet, og først som 24-årig fik Materazzi junior muligheden for at avancere fra anonymiteten og baggårdskampene i de lavere italienske rækker. Perugia hev ham op i Serie B, hvor den hårdføre og hovedstødsstærke stopper gjorde så meget opmærksom på sig selv, at engelske Everton i 1998 så det som et muligt scoop at introducere den heftigt tatoverede Marco Materazzi til de største engelske fodboldstadioner. Og her fik de så sandelig den italienske power at mærke. Marco Materazzi optrådte 27 gange for Everton i sæsonen 1998-99, han scorede to mål og blev udvist ikke færre end fire gange, hvorefter Liverpool-klubben skibede den uregerlige forsvarer tilbage til Italien og Perugia. Enkelte engelske aviskommentatorer sendte endda Materazzi af sted med beskrivelsen „en simpel voldsmand“.

Italieneren lignede da også ganske rigtigt efterhånden mere en straffefange end en international fodboldstjerne. På det tidspunkt var trenden med tatoveringer endnu ikke specielt udbredt i fodboldkredse, men når Marco Materazzi efter en kamp byttede trøje med modstanderen, kunne man se en overkrop fyldt med blækbilleder af barske vikinger, indianske symboler samt hans eget og hustruen, Daniels, navn og fødselsdato skrevet med romertal.

Derudover var der de voldsomme frispark, som til stadighed skæmmede forsvarerens karriere, men til gengæld voksede de forsvarsmæssige kvaliteter med rutinen, og i 2001 smed storklubben Inter 10 millioner euro på bordet, hvilket endegyldigt gjorde Marco Materazzi til en fodboldspiller i den absolutte elite. Samtidig kom debuten på landsholdet, men her havde den høje stopper det problem, at Italien i forvejen rådede over forsvarsspillere som Alessandro Nesta, Fabio Cannavaro og Paolo Maldini. Alle sammen både dygtigere og mere elegante. Af samme årsag havde Marco Materazzi også indledt VM-slutrunden i Tyskland som en noget overset reservespiller. Når det italienske landshold holdt deres pressemøder i 'Casa Azzurri' på et luksushotel uden for den grå industriby Duisburg i Ruhrdistriktet, var det netop Nesta og anfører Cannavaro, som udtalte sig. Ja, eller romeren Francesco Totti og topscorer Luca Toni. Marco Materazzi havde fået det højeste rygnummer af alle, 23, og da Italien sent om aftenen den 12. juni indledte VM med en sejr på 2-0 over Ghana i Hannover, var det med Materazzi som tilskuer fra bænken i samtlige 90 minutter.

Det samme gjorde sig gældende i den anden puljekamp mod USA, som sluttede 1-1 efter en kamp med tre udvisninger, heraf en til italienernes Daniele De Rossi. Uafgjort mod amerikanerne var selvsagt ikke tilfredsstillende, men alligevel var stemningen i 'Casa Azzurri' god. Træner Marcello Lippi havde bedre styr på både spillere og medier, end man havde set det i mange år, og glemt var efterhånden den skuffende EM-slutrunde i Portugal, hvor Danmark og Sverige svigagtigt havde spillet 2-2 i den sidste puljekamp og dermedsendt sig selv videre på bekostning af italienerne. Faktisk havde den hvidhårede Lippi på forhånd sagt, at han dagen efter VM-finalen ville stå til søs i en privat yacht og ikke kigge sig tilbage – uanset Italiens placering – og netop den indstilling passede godt til truppen, der ellers burde være præget af en kæmpe skandale, som havde rullet hen over italiensk fodbold det forgange år. Bestikkelse af dommere, fiksede resultater i afgørende kampe samt generel korruption havde tilsyneladende været hverdag i Serie A, og selv de største klubber med Juventus i spidsen så ud til VM at være involveret, hvilket naturligvis også ramte nogle af de mest profilerede spillere i VM-truppen.

Men måske var skandalen og de mange negative historier præcis det, som skulle til for at skabe en enhed ud af de enorme egoer i den italienske trup. I hvert fald fremstod 'Gli Azzurri', 'de azurblå', under Marcello Lippis stærke taktiske styring faktisk langt mere harmonisk end længe med anfører Fabio Cannavaro og Alessandro Nesta som det suveræne defensive omdrejningspunkt på banen.
Chokket opstod imidlertid efter 17 minutter af holdets tredje puljekamp mod Tjekkiet i Hamborg. Uafgjort ville være rigeligt til at gå videre – ja, selv et spinkelt nederlag kunne på klassisk italiensk maner sende holdet videre til ottendedelsfinalen, hvor turneringen så for alvor kunne gå i gang. Derfor lignede det også et uheld med katastrofale konsekvenser, da den elegante og altid rolige forsvarsspiller Nesta måtte udgå med en skade så tidligt i kampen. Endnu mere tragisk virkede det, eftersom selv samme Nesta også var blevet skadet i en gruppekamp mod Østrig ved VM i 1998 samt havde misset Italiens sidste kamp ved slutrunden i 2002 med en skadet fod. Det lignede en regulær forbandelse ikke bare over Alessandro Nesta, men over de italienske VM-forhåbninger generelt.

Samtidig blev der bandet ekstra meget på mange barer hjemme i Italien, da kampens colombianske fjerdedommer ved navn Óscar Ruiz holdt lystavlen op med nummeret på Nestas afløser i det centrale forsvar. Marcello Lippi havde nemlig kigget ned ad sin lange VM-bænk og fæstnet øjnene på en spiller, som kunne løse opgaven ved siden af Cannavaro i midterforsvaret, men som også udgjorde en tikkende bombe på banen. Lippi tog chancen. Ud gik nummer 13, Alessandro Nesta. Ind kom nummer 23, Marco Materazzi. På nogenlunde det tidspunkt var der middelsvær panik i det franske VMhovedkvarter i den lille by Hameln ikke langt fra Hannover. Franskmændene var på imponerende vis blevet verdensmestre på hjemmebane i 1998 og havde to år senere sat trumf på ved også at vinde EM-titlen i Holland og Belgien, men både VM i 2002 og EM i 2004 havde budt på store skuffelser. De to første kampe ved slutrunden i Tyskland havde absolut ikke gjort den forhadte træner Raymond Domenech og hans trofaste satsning på de rutinerede spillere mere populær – hverken i den franske befolkning eller blandt de mange kritiske røster i det talrige pressekorps, som fulgte 'Les Bleus' overalt.

Selv den sobre sportsavis L'Équipe havde fundet sarkasmen frem efter franskmændenes første to puljekampe: „Les Dinosaurs“ havde der ydmygende stået på forsiden. Såvel spillet som resultaterne havde da også været noget nær katastrofale. Første kamp mod Schweiz var endt 0-0 efter en kedelig affære, mens det efterfølgende resultat 1-1 mod Sydkorea for alvor havde sat Frankrig i en prekær situation inden sidste spilledag i den gruppe G, som ellers havde set så overkommelig ud på papiret. Ikke alene skulle franskmændene besejre Togo for overhovedet at gå videre, det ville under alle omstændigheder sandsynligvis kun være nok til en andenplads i puljen og dermed udsigt til en ottendedelsfinale mod de sprudlende spaniere fra gruppe H. Og hvis det blev klaret; en kvartfinale mod Brasiliens forsvarende verdensmestre!

Dertil kom, at fransk fodbolds største stjerne foreløbig havde svigtet. Zinedine Zidane havde om nogen været manden bag titlerne i 1998 og 2000, han var sammen med Ronaldo, Figo og Beckham en vaskeægte 'galácticos' i Real Madrids eksklusive klub for spillets absolutte verdensstjerner, og han var selve arketypen på historien om den fattige indvandrerdreng, som via flid og dygtighed når hele vejen til tops. Men midtbanespilleren med det let foroverbøjede løb, de stirrende øjne og den fænomenale teknik var også blevet 34 år gammel, og i de to første kampe havde man set meget lidt til den franske anførers fodboldmæssige kvaliteter.

Til gengæld havde 'Zizou' både mod schweizerne og koreanerne pådraget sig en advarsel, og dermed måtte franskmændene undvære deres spillemæssige omdrejningspunkt i skæbnekampen mod Togo. Endnu en gang var Zinedine Zidane havnet i karantæne, og rundt om i verden var aviserne klar til at skrive den fodboldmæssige nekrolog over en af spillets helt store aktører på godt og ondt. Historien viste nemlig tydeligt, at selvom Zidane uden for banen fremstod både sympatisk, ydmyg – ja, næsten flegmatisk – og som et klassisk forbillede for hele verdens drenge og piger, så rummede franskmanden også en mørk side, der med jævne mellemrum dukkede op til overfladen og viste sit grimme ansigt i voldsomme episoder, som var meget svære at forbinde med en af spillets ypperste udøvere.

Fransk fodbold havde sin 'Zizou', men den havde så sandelig også en 'Mr.Hyde'. Fortællingen om Zinedine Zidane begynder i havnebyen Marseille ved den franske Middelhavskyst. Nærmere bestemt begynder den i forstaden La Castellane, der hovedsageligt udgøres af socialt boligbyggeri og trøstesløse betonblokke og så afgjort er et af de områder, turister bliver advaret mod at begive sig ind i efter mørkets frembrud. Her blev Zinedine Yazid Zidane den 23. juni 1972 født af forældrene Ismail og Malika, som 20 år tidligere var emigreret til Frankrig fra byen Augemone i den nordlige provins Kabylien i Algeriet. Først havde de slået sig ned i Paris, men siden var de flyttet tættere på det nordlige Afrika – både geografisk og menneskeligt – i den muslimsk prægede forstad til Marseille, hvor sønnen Zinedine tidligt skulle lægge grunden til endnu en af de arketypiske fodboldheltehistorier, som VM-historien og denne bog er så fuld af.

Ligesom Maradona og Pelé voksede Zidane nemlig ikke op med velplejede fodboldbaner, flotte omklædningsrum og skinnende støvler i kendte mærker. Franskmanden med de stærke algeriske rødder udviklede sin teknik og den helt særlige førstegangsberøring på asfalten og betonen i La Castellane, og først som teenager iførte han sig for første gang en klubtrøje i den lokale US Saint-Henry. Herefter gik det til gengæld stærkt. Førstedivisionsklubben Cannes spottede talentet i en ungdomsturnering, og som 17-årig fik Zinedine Zidane i 1990 debut i den bedste franske række. To år senere solgte Cannes deres kommende verdensstjerne til storklubben Girondins de Bordeaux for en rekordsum, og her fortsatte midtbanekreatøren med at imponere så meget, at manageren Ray Harford for den daværende engelske topklub Blackburn Rovers satte alt ind på at hente franskmanden til engelsk fodbold som Blackburns svar på Manchester Uniteds Eric Cantona. Efter sigende skal den engelske klubs formand, Jack Walker, have sagt: „Hvorfor i alverden vil du have denne Zidane, når vi har Tim Sherwood?“ Bemærkningen er muligvis lettere anekdotisk, men den fortæller meget godt om den opstigning, som Zidane og fransk fodbold generelt fra det tidspunkt skulle tage, mens det generelt gik ned ad bakke for såvel Blackburn som det engelske landshold og stakkels Tim Sherwood. Han vil i bedste fald blive husket som en habil spiller på De Britiske Øer, mens Zidanes navn skulle blive kendt af hvilket som helst fodboldelskende barn i hele verden.

Franskmanden skiftede året efter i stedet til italienske Juventus, hvor Zidane gennem fem år vandt mesterskaber og tabte to Champions Leaguefinaler,inden han i 2001 skiftede til Real Madrid som et af klubbens indkøb for astronomiske summer. På det tidspunkt havde Zidane allerede gjort sig selv udødelig som kreatøren på landsholdet, der i 1998 endelig havde skaffet det verdensmesterskab til Frankrig, som nationen havde ventet og håbet på, siden franskmanden Jules Rimet mere end et halvt århundrede tidligere stædigt havde holdt fast i tanken om i det hele taget at spille om titlen som verdensmester. To mål med hovedet havde Zidane scoret i finalen mod Brasilien, ligesom han også havde været omdrejningspunktet, da franskmændene to år efter skrev historie og som det første hold nogensinde som verdensmester også vandt det efterfølgende europamesterskab. Og det skete endda med så smukke øjeblikke, hvor den franske superstjerne legede med bolden, at selv tidligere fodboldfornægtere i det parisiske forfattermiljø et øjeblik lagde Le Monde og satte cafékaffen fra sig for at beskæftige sig med 'kunsten i fodbold'.

Derfor var såvel franskmænd som hele verdens fodboldelskere også villige til at se gennem fingre med de mere dystre sider af Zidanes karakter. „The dark side“ kaldes det i Star Wars-filmene, som mytisk beskriver, hvordan alle heltene i skikkelse af jedi-riddere har en brist, som gør, at de ligesom Anakin Skywalker kan risikere at falde for det ondes fristelse og forvandle sig til en Darth Vader. Eller som Tolkiens Ringenes Herre, hvor ringens og det ondes kraft er så stor, at selv helteskikkelser som Frodo, Aragon og Gandalf kan mærke det onde i sig.

I Zinedine Zidanes tilfælde har den mørke side været karakteriseret af et voldsomt temperament, som mange psykologer sikkert kunne føre tilbage til barndommens opvækst i Marseilles fattige indvandrerkvarter, hvor begreber som ære og respekt var blandt dagligdagens vigtigste. Og hvor man kæmpede for dem med alle tænkelige midler. En gennemgang af Zidanes karriere viser, hvordan den kamp pludselig og nærmest ud af det blå kan vise sig på tidspunkter, hvor det virker fuldstændigt vanvittigt.

I alt 14 røde kort tæller karrieren, hvilket ville være mange selv for en hårdhændet forsvarsspiller, og hvis man ser nærmere på Zidanes udvisninger, er kun to af dem uddelt som følge af 'almindelige' forseelser. Helt tilbage i 1993 faldt den første i en fransk ligakamp mellem Bordeaux og Marseille, da den dengang 21-årige Zidane tildelte sin kommende landsholdskammerat Marcel Desailly et knytnæveslag i ansigtet. Samme scenarie med forskellige modstandere og forskellige overgreb har siden udspillet sig stort set hver eneste sæson. I beskrivelsen af Frankrigs VM-triumf på hjemmebane i 1998 glemmer man ofte, at finalehelten Zidane i en indledende puljekamp mod Saudi-Arabien hensynsløst hævnede sig på modstandernes anfører, Fouad Amin, ved at trampe ham på hoften, hvilket kostede endnu en udvisning og to spilledages karantæne. Bedst beskrevet er Zidanes brist i den film, som filmskaberne Douglas Gordon og Philippe Parreno besluttede sig for at lave i 2005.

Zidane – A 21st Century Portrait hedder filmen, der vandt juryens pris ved filmfestivalen i Cannes året efter, og som er optaget med 17 kameraer, der alle følger hver eneste af Zinedine Zidanes bevægelser i en tilfældig ligakamp for Real Madrid mod Villarreal den 23. april 2005. Idéen var at beskrive franskmandens særlige spillerytme og unikke overblik ned i den mindste detalje, men ved et tilfælde ramte filmskaberne lige ned i en af de kampe, hvor franskmanden viste både sin lyse og mørke side.

I filmen ser man nemlig længe nærbillederne af en sand mester på banen. Zidane suger spillet til sig. Han tæmmer bolde i alle højder med yndefuld lethed, og han smiler og ler med holdkammeraterne, da Real Madrid bringer sig foran. Og så pludselig! I et splitsekund ændrer alt sig, da holdkammeraten Raúl kommer i et tilfældigt klammeri med en forsvarsspiller fra Villarreal. Dokumentarfilmens kameraer er stadig fastholdt på Zidane, og man ser, hvordan øjnene bliver smalle og hårde, hvorefter franskmanden løber hen og blander sig med både skub og slag. Episoden er fantastisk beskrevet i filmen, og den kostede Zinedine Zidane karrierens 13. udvisning. Det mest spektakulære røde kort havde verden imidlertid stadigvæk til gode at opleve.

I Italiens sidste puljekamp mod Tjekkiet den 22. juni 2006 i Hamborg havde Marco Materazzi efter udskiftningen af den skadede Alessandro Nesta været på banen i ni minutter, da Italien fik hjørnespark i højre side. Den slags blev altid sparket af Milans lille Andrea Pirlo, og han sendte som aftalt bolden højt ind i midten af feltet omkring straffesparkspletten. Her skulle Nesta normalt befinde sig, men nu var det Marco Materazzis 193 centimeter, der kom flyvende gennem luften, og højt over to forsvarsspillere pandede reserven bolden ned i jorden og ind i nettet til føring på 1-0. Og sig selv fast ind i den italienske startopstilling. Med sejren på 2-0 over Tjekkiet og den deraf følgende førsteplads i gruppe E gav Italien nemlig sig selv den bedst tænkelige vej mod VM-finalen. En ottendedelsfinale mod Australien, kvartfinale mod Ukraine og så de tyske værter i semifinalen. Det kunne dårligt være bedre, og så var det alligevel lige ved at gå galt, for de havde ikke bandet uden grund på barerne rundt om i Rom, Milano og Napoli, da Marco Materazzi i Hamborg kom på banen i stedet for Nesta.

Efter 51 minutter af ottendedelsfinalen på Fritz-Walter-Stadion i Kaiserslautern var det nemlig ikke lykkedes for de italienske favoritter at gennembryde muren af gul- og grønklædte australiere foran den velspillende målmand Mark Schwarzer. Ja, faktisk havde australierne været tæt på selv at komme foran, og så slog det klik for Materazzi. Australiens Marco Bresciano fra den italienske klub Parma tog et godt løb med bolden, men det var midt på banen, og backen Gianluca Zambrotta fulgte godt med og havde tilsyneladende styr på situationen. Alligevel kom Materazzi pludselig flyvende fra midterforsvaret, og med en satset glidende tackling med samlede ben stemplede stopperen såmænd både Bresciano og sin egen medspiller Zambrotta. Kendelsen fra den spanske dommer Luís Cantalejo var klar: direkte rødt kort samt en spilledags karantæne, hvilket gjorde, at Materazzi tidligst kunne være med igen i semifinalen, hvis Italien altså nåede så langt.

Foreløbig kunne den udviste forsvarsspiller nøjes med at ånde lettet op, da Francesco Totti i femte minuts tillægstid sparkede et tvivlsomt dømt straffespark ind bag Mark Schwarzer og dermed sørgede for, at Materazzi ikke blev skurk nummer et i Italien efter en ydmygende exit til australierne. Samtidig lysnede det for franskmændene oppe i Hameln. Scoringer fra Patrick Vieira og Thierry Henry havde sikret den sejr på 2-0 over Togo, som lige akkurat var nok til at gå videre på andenpladsen efter Schweiz i gruppe G. Det betød et møde med Spanien, som efter tre suveræne sejre i puljen samt en målscore på 8-1 efterhånden blev regnet som et af de allerbedste bud på en kommende verdensmester.

Ottendedelsfinalen i Hannover betød imidlertid comeback i turneringen til Zinedine Zidane, og den franske anfører havde tilsyneladende haft godt af karantænen mod Togo. Kampen mellem de to store fodboldnationer og naboer blev en af slutrundens allerbedste med masser af målchancer, og Zidane orkestrerede den overraskende franske sejr på 3-1, som han selv slog fast i tillægstiden ved at afdrible det spanske forsvar og score sit første mål i turneringen. Og dagen efter skrev de franske aviser ikke længere om dinosaurer, men om genfødslen af såvel Zinedine Zidane som fransk landsholdsfodbold generelt. Godt halvanden uge efter var de to deltagende nationer i VM-finalen 2006 på det gamle olympiske stadion i Berlin fundet. Men det ville være synd at sige, at slutkampen udgjorde nogen drømmefinale for ret mange andre end lige italienerne og franskmændene selv. De tyske værter ærgrede sig stadigvæk over semifinalenederlaget efter forlænget spilletid mod Italien, der let havde slået Ukraine i kvartfinalen, mens de fleste neutrale iagttagere allerhelst havde set enten Brasilien, Portugal eller Argentina i finalen.

Stor set alle var nu enige om på forhånd at hylde en mand: Zinedine Zidane. Franskmanden havde lagt op til Thierry Henrys sejrsmål i kvartfinalesejren på 1-0 over Brasilien i Frankfurt, mens Zidane selv afgjorde semifinalen mod Portugal ved at score kampens enlige mål på et straffespark begået mod Thierry Henry. Anføreren gik naturligt forrest og sparkede sikkert bolden i nettet, mens hele hans attitude og sejrsvilje havde båret franskmændene ad den måske sværeste vej til VM-finalen. Forbi Spanien, Brasilien og Portugal. Det er sådanne bedrifter, legender bliver skabt af, og da de akkrediterede journalister umiddelbart inden finalen skulle stemme på den bedste spiller af alle ved VM i Tyskland, var der overvældende enighed om franske Zidane. Han kunne dermed se frem til at slutte sin internationale landsholdskarriere på et absolut højdepunkt uanset udfaldet af turneringens sidste kamp i Berlin om aftenen søndag den 9. juli 2006. Ja, eller næsten uanset udfaldet, skulle det vise sig. Det var en smuk aften på Olympiastadion. Stort set hele slutrunden havde været tilsmilet af fantastisk vejr, og finaledagen var ingen undtagelse. Om eftermiddagen var Jürgen Klinsmann og hans tyske bronzevindere blevet hyldet af op mod en million mennesker inde ved Brandenburger Tor, men nu nærmede klokken sig det magiske tidspunkt 20.00, og 69.000 tilskuere havde fundet deres pladser til det 18. opgør i rækken af slutkampe om verdensmesterskabet i fodbold. Italien mod Frankrig. Det fantastiske forsvar med Fabio Cannavaro og målmand Gianluigi Buffon mod kreativiteten i skikkelse af Zidane flankeret af Thierry Henry og den unge komet Frank Ribéry. Det måtte blive en klassisk duel, og det samme kunne siges om en af de vigtigste kampe i kampen: den tilbagevendte fodboldbølle Marco Materazzi over for fodboldhelten Zinedine Zidane.

Det begyndte bedst for franskmændene. Syv minutter var der spillet, da kantspilleren Florent Malouda brød igennem i venstre side af feltet og klodset blev kantet af Italiens nummer 23. Igen bandede de over Marco Materazzi på barerne i Italien, mens Zidane gjorde sig klar til at eksekvere straffesparket. Et sus gik herefter igennem stadion, da franskmanden sendte bolden op på undersiden af overliggeren og ned omkring stregen nærmest som et tredimensionelt citat fra Geoff Hursts berømte mål i Englands finalesejr over Tyskland præcis 40 år tidligere. Denne gang var der dog ingen tvivl; scoringen blev godkendt øjeblikkeligt, og Frankrig var i spidsen, men kun i 12 minutter. Som i et velskrevet drama var der nemlig udpeget to hovedpersoner på denne finaleaften, men hvem der skulle ende som henholdsvis helt og skurk lå endnu hen i det uvisse. Det gode lå umiddelbart samlet hos Zidane, men efter 19 minutters spil fik Italien hjørnespark i højre side. Den slags, ved vi nu, var på det tidspunkt en sag for Andrea Pirlo, og ligesom mod tjekkerne i gruppespillet sendte han en høj bold mod midten af feltet, hvor Materazzis 193 centimeter steg til vejrs og pandede bolden ned i jorden og forbi Fabien Barthez.

Stillingen 1-1 holdt sig til pausen og også igennem anden halvleg, så mens den berlinske aften langsomt forvandledes til nat, gik de to hold ind i forlænget spilletid og en stadig mere intens atmosfære. Kampen balancerede på den tyndeste røde linje, nærkampene var hårde, og det næste mål ville uden tvivl blive afgørende. 34-årige Zidane spillede tydeligvis med karrierens sidste kræfter, men han piskede sig selv og det franske hold fremad, og 14 minutter inde i forlængelsens første halvleg indledte den franske anfører selv et angreb midt på banen.

Zidane sendte en brugbar aflevering ud i højre side til backen Willy Sagnol, der tøvede præcis så længe, at hans kaptajn kunne nå ind i feltet. Indlægget lå herefter præcist mellem Cannavaro og Materazzi, og hele stadion holdt igen vejret. Havde dramaet nået sit klimaks? Ville Zidane ligesom i 1998 afgøre finalen med sit næsten skaldede hoved? Skulle Frankrigs mest populære mand gøre sig selv endnu mere udødelig? Svaret var nej. VM-slutrundens bedste målmand i skikkelse af Gianluigi Buffon iført en målmandsdragt af guldstof sprang med en fantastisk reaktion op under overliggeren, reddede hovedstødet og ødelagde dermed det ellers så velskrevne manuskript. Herefter forløb intet nemlig bare tilnærmelsesvis, som nogen havde forestillet sig.

Duellen mellem Materazzi og Zidane havde været hård, men ikke hård ud over det sædvanlige, og begivenhederne fem minutter inde i anden halvleg af den forlængede spilletid kom uden forvarsel – og uden at ret mange i første omgang opfattede, hvad der skete. Bolden var netop røget ud af spil til italiensk målspark, og mens tv-billederne verden over viste langsom gengivelse af det foregående angreb, passerede Zidane smilende Marco Materazzi uden for feltet. Franskmanden sagde stadig smilende noget til sin italienske modspiller, der med blikket rettet stift forud svarede. Og herefter skete det så igen. Filmskaberne Gordon og Parreno havde set det samme blik, da de et år tidligere lavede deres portrætfilm om Zidane, og Saudi-Arabiens anfører havde set det, da Zidane otte år tidligere havde trampet på ham ved VM-slutrunden i Frankrig.

Nu vendte Zinedine Zidane sig i karrierens 108. og sidste landskamp om mod Marco Materazzi, og foran 69.000 tilskuere samt over en halv milliard tv-seere kloden rundt stangede han en skalle direkte i brystkassen på den italienske forsvarsspiller. Forvirring bredte sig på stadion i Berlin. Nogle havde set noget, mange havde ikke, og blandt de sidste var kampens argentinske dommer, Horacio Elizondo. Det havde til gengæld kampens fjerdedommer, Luís Cantalejo, og via dommernes interne headset fik selv samme spanier, der havde udvist Materazzi i Italiens ottendedelsfinale mod Australien, fortalt Elizondo om Zidanes udåd.

Den efterfølgende udvisning var ikke til at forstå på stadion i Berlin. De fleste tilskuere havde haft øjnene rettet andre steder hen i gerningsøjeblikket, og først da tv-billederne af skallen til brystkassen begyndte at rulle over storskærmene, gik den gruopvækkende handling op for alle. Den franske mesters storslåede sortie var blevet til en skandale af ufattelige dimensioner. 'The dark side' havde igen stukket sit grimme hoved frem, og denne gang skulle mørkets kræfter tilsyneladende vinde.
I hvert fald udnyttede italienerne sikkert samtlige fem forsøg i den efterfølgende straffesparkskonkurrence, og blandt heltene fra 11-meter-pletten var – naturligvis – Marco Materazzi, som dermed naturligt sluttede fortællingen om to vidt forskellige spilleres vej til VM-finalen på et stadion i Berlin den 9. juli 2006. Skurken endte som verdensmester, og verdensmesteren endte som skurk. De onde lo, og de gode græd. Og så alligevel ikke, for historien om Materazzi og Zidane sluttede selvfølgelig ikke med pokaloverrækkelsen til italienerne på Olympiastadion.

Tværtimod strakte efterspillet sig lige fra den argentinske præsidents embedsbolig i Buenos Aires, hvor han af dommer Horacio Elizondo fik overrakt et af verdenshistoriens mest berømte røde kort, til Zürich, hvor FIFA indkaldte de to kamphaner for endegyldigt at lægge låg på den meget lidt sportslige afslutning på såvel en slutrunde som et forbilledes karriere. På det tidspunkt havde alskens mundaflæsere og psykologer forsøgt at nå frem til, hvad der var blevet sagt mellem Zidane og Materazzi på finaleaftenen i Berlin, og der havde både været talt om racistiske undertoner og beskyldninger om alt fra terrorisme til incest og homoseksualitet. Sandheden er, at Materazzi blot benhårdt spillede på det, han havde vidst fra start: Zidane kunne provokeres, man skulle bare blive ved længe nok, og når man gengiver den faktiske ordveksling, er det endnu en gang svært at forstå den franske verdensstjernes reaktion.

Han havde nemlig hørt langt værre hundrede gange før i karrieren. „Hvis du vil have min trøje, så kan du få den efter kampen,“ havde Zidane sagt med et smil, hvortil Materazzi svarede noget i retning af: „Jeg vil hellere have din søster!“ Så lidt skulle der altså til for at skabe en af VM's største skandaler. Det juridiske efterspil blev i øvrigt, at FIFA idømte Zinedine Zidane en bøde på 35.000 kroner og tre spilledages karantæne, hvilket blev afsonet ved at træne ungdomsspillere, og selvom mange i timerne umiddelbart efter den uværdige exit forudsagde et plettet eftermæle, kårede franskmændene i en meningsmåling allerede året efter Zinedine Zidane som landets i særklasse mest populære person.

Marco Materazzi fik for sit vedkommende to spilledages karantæne for at bringe spillet i miskredit, hvilket vakte en del harme i Italien, hvor man havde svært ved at se, hvordan en spiller kunne blive straffet for noget så naturligt som at bruge mund under en fodboldkamp. Materazzi beklagede samtidig sin opførsel, men ikke VM-titlen, mens Zinedine Zidane gentagne gange har undskyldt over for alle klodens fodboldglade børn, at han som et forbillede forfaldt til simpel vold. Franskmanden har til gengæld så sent som i marts 2010 gentaget, at han hellere vil dø end undskylde personligt over for Marco Materazzi.

Lige præcis den holdning er et simpelt spørgsmål om de æresbegreber, Zidane som barn lærte i Marseille-forstaden La Castellane, og dette facit på VM-finalen i 2006 kan vel – ligesom VM-historien generelt – bedst beskrives som en næsten usynlig linje mellem rollen som skurk og helt. Mellem de gode og de onde.



Optakter
Lørdag d. 21/4, kl. 16:00
FC København - Horsens
Søndag d. 22/4, kl. 12:00
Helsingør - Silkeborg
Søndag d. 22/4, kl. 14:00
OB - Lyngby
Søndag d. 22/4, kl. 16:00
AaB - Midtjylland
Søndag d. 22/4, kl. 18:00
Randers - SønderjyskE
Søndag d. 22/4, kl. 20:00
Nordsjælland - Brøndby
Magasin-artikler
Wolverhampton – Genrejsning på Molineux
Der er opsejling til noget stort i Wolverhampton Wanderers. Indkast.dk stiller skarpt på Premier Leagues rige oprykkere.
I lørdags sikrede Wolverhampton Wanderers sig en velfortjent oprykning til Premier League, og derfor er klubben fra West Midlands kommet på alles læber i England. Dette scenarie lå ellers ikke ligefrem i kortene, hvis vi spoler fem år tilbage i tiden. Her nåede Wolverhampton et historisk lavpunkt ved at rykke ned i League One. Nedrykningen til Englands tredje bedste fodboldrække var kulminationen på klubbens største identitetskrise siden de glade 1950'ere, hvor det blev til hele tre mesterskaber. I dag er smilene dog igen vendt tilbage på Molineux, og det er takket været en hel del milliarder fra Kina.

Enorme ambitioner
I juli 2016 blev Wolverhampton overtaget af den kinesiske investeringsgruppe ved navn Fosun Group, som bliver ledet af mangemilliardæren Guo Guangchang. Han er den 34. rigeste mand i Kina, hvor han desuden går for at være en entusiastisk forretningsmand. Så da chancen for at genrejse en af Englands mest traditionsrige klubber tilbød sig for to år siden, var den simpelthen for god til at sige nej til.

Der er i takt med overtagelsen blevet sat helt nye ambitioner for fremtiden i Wolverhampton. Dem valgte klubbens bestyrelsesformand Jeff Shi at løfte sløret for i november 2017.

- Der eksisterer en plan for de næste 10 år. Det er selvfølgelig en bedrift i sig selv at være en lille Premier League-klub, men det er ikke vores mål. Vi vil opbygge et stærkt hold, sagde Shi til Daily Mirror og fortsatte:

- Det er ikke sådan, at vi er i gang med at bygge et hus, der kun lige opfylder kravene for at være i Premier League. Vi bygger ikke et hus, men et gods!

Vil spille med transfermusklerne
Som resultat af det nye høje ambitionsniveau har også transferstrategien på Molineux gennemgået en omfattende forvandling. Wolverhampton var i årene før overtagelsen presset til at hente spillere fra de nederste hylder, men det er ikke længere tilfældet – tværtimod. Klubben spillede allerede med transfermusklerne i sidste sommer, hvor Ruben Neves blev hentet i FC Porto for den nette sum af 154 millioner kroner. Der var året forinden også snak om at hente Anderson Talisca i Benfica, men han valgte i sidste ende at skifte til Besiktas.

Til sommer venter endnu et opsigtsvækkende transfervindue for Wolverhampton. Klubben kommer uden tvivl til at forstærke sig heftigt forud for sin tilbagevenden til Premier League, og mon ikke, at der i den forbindelse kommer et enkelt eller to store navne op af hatten. Det er i hvert fald ikke manglen på penge, som skulle kunne forhindre dette i at ske.

Noget stort under opsejling
Det skal i de kommende år blive spændende at følge Wolverhamptons udvikling. Hvis den fortsætter i samme tempo som nu, så tyder noget på, at klubben inden for en overskuelig fremtid kan etablere sig selv i Premier Leagues top-10, eller måske endda endnu højere. Rammerne er i hvert fald til det.

Foruden en masse milliarder, så råder klubben også over en manager, der indtil nu har formået at få det absolut bedste ud af en i forvejen profilbesat spillertrup. Nuno Espírito Santo er da heller ikke, hvilken som helst mand at have på sidelinjen. Han har tidligere stået i spidsen for prominente klubber som Valencia og FC Porto, og selvom jobbet på Molineux er det mest udfordrende, kan han meget vel blive manden til at tage Wolverhampton ind i en ny stor æra. Men selv, hvis det ikke skulle blive ham, der får den rolle, skal en anden nok få den. Den orangeklædte klub er nemlig under genrejsning.
Læs hele artiklen
Happy Blue Year
Hvad skal der ske i Chelsea? Hvem skal ud af spillere? Og skal der en ny manager til? Indkast.dk har kigget nærmere på den kriseramte klub…
Mellem jul og nytår 2016 lavede Daily Mail overskriften ”Happy Blue Year”, efter London-holdet havde et forspring på seks point i Premier League. Diego Costa og Eden Hazard var ustoppelige, og senere på sæsonen kunne London-holdet løfte mesterskabspokalen med en storsmilende og meget medlevende manager – Antonio Conte… Sidste år er længe siden…

Efter nederlaget til Tottenham og uafgjort imod West Ham er chancerne for, at de regerende mestre i næste sæson spiller Champions League meget lille. Omvendt henter en anden London-skuffelse Arsenal dem næppe, så Chelsea slutter sikkert på femtepladsen.

Skulle det ske, er det langt fra eneste gang, at et engelsk hold har skuffet i forbindelse med kvalifikationen til Champions League. I 2011/12 kom Tottenham ikke i den store turnering, selvom de i den forgangne sæson – med spillere som Gareth Bale og Luka Modrić – havde kvalificeret til kvartfinalen i Champions League.

2014/15 var det Manchester Uniteds tur under manager Louis van Gaal og med nye spillere som Daley Blind, Luke Shaw og Angel Di Maria. Det var første gang i 15 år, at der ikke var CL-bold på Old Trafford. Året efter skuffede Liverpool med Brendan Rodgers.

Samme skæbne led Arsenal i denne sæson, og derfor har de i denne sæson spillet i den meget lidt attraktive Europa League – ligesom Chelsea med stor sandsynlighed kommer til i en kommende sæson. Hvilke konsekvenser skal det så have og får det?

Manager Antonio Conte har flere gange i denne sæson været utilfreds med meget i klubben. Det virker til, at han har hjemve, og hans vinder-attitude fra mesterskabssæsonen er helt væk. Ifølge bulletinerne fra England skulle en af årsagerne til Contes utilfredshed handle om hans manglende indflydelse på spillerindkøb samt generel mistrivsel i London. Sidstnævnte kan være svært at forstå…

Derfor står Luis Enrique, Mauricho Pochettino og Thomas Tuchel nu højt på ønskesedlen som ny manager i Chelsea – og klubben har jo for vane, at nye managere i første sæson bliver mester. Måske en af grundene til at klubejer Abramovich har så stort et forbrug af managere?


Bliver Hazard på The Bridge?
Mange ting ulmer i Chelsea… profilen Thibaut Courtois har blot 12 måneder igen af sin kontrakt, og hvor interesseret er han i at forlænge den med udsigt til ingen Champions League-bold i Chelsea?

Af samme grund kan det blive svært at holde Real Madrid væk fra Eden Hazard, der har to år tilbage af sin kontrakt. Det skal dog nævnes, at Chelsea ikke mistede nogen af deres store profiler, da de for to år siden ikke kvalificerede sig til europæisk fodbold, men dengang stod profilerne heller ikke overfor kontraktudløb.

Skulle Chelsea ikke have Champions League på menuen til næste sæson, bliver det svært at tiltrække nye spillere – evt. afløsere for de to ovennævnte. Den manglende CL-deltagelse vil også ændre i budgettet.

Det kunne dog åbne op for spilletid til nogle af Chelseas unge spillere som Ethan Ampadu, Hudson-Odoi, Ruben Loftus-Cheek og Tammy Abraham. Klubben har ikke en historik for at give mange talenter chancen på førsteholdet.


Super-sub'en Hernández
Da Javier Hernández med et dusin minutter igen udlignede på Stamford Bridge, hvilket kom efter nederlaget til Tottenham, var Champions League lige pludseligt langt væk for Chelsea.

Det var vanvittige sjette gang, at ”Chicharito” blev indskiftet imod Chelsea og fik scoret. Dermed har Chelsea blot vundet seks kampe – den ene efter straffesparkskonkurrence – ud af tyve kampe i 2018 og to af de sidste otte Premier League-kampe. Alene dette er jo helt vanvittigt for regerende mestre fra Premier League.


En sidste hilsen
I forbindelse med hjemmekampen imod West Ham havde Chelsea-fansene lavet et stort banner med en sidste hilsen til den afdøde klublegende Ray Wilkins:

- Ray was one of those select few. He knew what it meant to be one of us, a real Blue-blood. Chelsea flowed through his veins. May you rest in peace – Ray…

Flot gestus og det var der meget af i forbindelse med hele kampen og afskeden med den sympatiske Wilkins. Nu bliver spørgsmålet bare om, hvem der skal have ”Chelsea-blod” i årene i fremtiden.

Tilbage til juletid i 2016 havde Chelsea vundet ti kampe i træk. Et år før det… altså medio december 2015 var Chelsea placeret et sølle point over nedrykningsstregen.

Så der har været gang i Chelsea-rutsjebanen – næppe noget som den meget lidt tålmodige Abramovich ikke handler på… og midt i dette var der ”Happy Blue Year”…
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Paul Pogba - Fergie's biggest mistake…
Den kontroversielle Paul Pogba fik oprejsning i Manchester, efter han tidligere har forladt klubben og smækket med døren i 2013 efter et nytårsnederlag og Sir Alexs 70-års fødselsdag.
Derudover kunne Guardiola konstatere, at Manchester United i første halvleg ikke havde haft en eneste afslutning imod Edersons mål. Det fik de – eller rettere… Paul Pogba - i begyndelsen af anden halvleg, hvor en brystaflevering af Andre Herrera flot satte franskmanden op, så han kunne score på Uniteds første afslutning. Minsandten om Pogba ikke også udlignede til 2-2 et par minutter senere på et hovedstød fra den blå- og hvidfarvede hårpagt. Var den hårkombination måske en lille hilsen til Pep Guardiola, der op til kampen havde slået fast, at han i januars transfervindue fik tilbudt Manchester Uniteds nr. 6 af Mourinho.

Sådan skrev Indkast.dk i kampreferatet af storkampen i Manchester, hvor det engelske mesterskab ikke blev sendt til City og hvor Jose Mourinho dermed fik drillet rivalen Pep Guardiola – lidt. Hovedrollen i kampen var Paul Pogba, og efterfølgende jublede han voldsomt foran Uniteds tilskuer-afsnit, hvor klubemblemet blev kysset en masse gange. Stor kontrast til 2013, hvor den store franskmand forlod klubben med følgende udtalelse:

- I will never go back there, the club treated me with disrespect when I left last summer. I remember Sir Alex Ferguson rang me about three weeks after I left for Italy and just laughed down the phone for 25 minutes. What made it worse was that he got Paul Scholes, an idol of mine, to join in. Calling me names and laughing about how I wasn't good enough to play for the club. That's when I decided I would never return to Manchester, no amount of money in the world could ever make me go back…

Sådan sagde Paul Pogba til La Repubblica i 2013, men i sommeren 2016 fik en masse penge stjernen til at ændre holdning til Manchester United, da han underskrev en femårig aftale med klubben.

Samtidig blev der pillet lidt i Sir Alex Fergusons eftermæle, da Jose Mourinho betalte hysterisk mange penge for spilleren, som den skotske manager havde kasseret. Samlet set så lavede Sir Alex Fergusons igennem de historiske mange år som manager i Manchester United ikke mange fejltagelser, der var værre end, da han valgte at tilbagekalde den pensionerede Paul Scholes i stedet for at satse på den fremadstormende 19-årige Paul Pogba.

Som reaktion på Fergusons valg smuttede den franske midtbanespiller til Juventus, hvor han på imponerende vis slog sig fast, selvom han tog til en klub, der ellers var stærkt repræsenteret på den centrale del af banen. Da Pogba ankom til Torino, var den elegante playmaker Andrea Pirlo, den italienske landsholdsspiller Claudio Marchisio og den målfarlige Arturo Vidal i klubben. Så masser af konkurrence til den unge Pogba på den centrale del i Juventus-formationen 3-5-2.

Her imponerede Pogba på fornemmeste vis, og underligt nok manglede Manchester United i samme periode i den grad en ”box to box-player” på deres defensive midtbane. Så det charmerende træk af Ferguson med at hente klubikonet Scholes tilbage blev på en forunderlig måde meget kostbart, og nok engang blev Pogba centrum for ballade.


Den franske ballademager
I 2009 forlod Pogba den franske klub Le Havre på en dramatisk måde. Den franske klub mente, at den talentfyldte spiller havde lovet at underskrive en forlængelse, men sådan gik det ikke, og i stedet endte han på Old Trafford, som han forlod på næsten samme måde. For tre år efter ankomsten til Manchester smækkede han med døren, mens Sir Alex Ferguson ”råbte” følgende efter ham:

- Så vidt vi ved, så skrev Pogba under med Juventus for længe siden. Det er lidt skuffende, for jeg synes ikke, at han viste os nogen respekt overhovedet. Hvis det er sådan, at han vil gøre det, så er jeg glad for, at han er væk.


Kopi af ? måske Patrick Vieira
Igennem 1990'erne døjede Sir Alex Ferguson meget med Arsenal-rivalen Patrick Vieira, hvilket er lidt pudsigt, da Pogba ofte er blevet sammenlignet med den langlemmede landsmand. Derudover har han haft Europa- og verdensmesteren som forbillede.

På det franske ungdomslandshold er det blevet til over 50 kampe for Pogba, men det er præstationerne for klubholdet Juventus, der har bevidstgjort omverdenen om hans høje niveau. Således har Pogba været sat på U-21 Champions League-drømmeholdet efter gode præstationer i den store klubturnering. Derudover har Pogba på de franske ungdomslandshold spillet masser af gode kampe. Han var anfører på det franske U-20 landshold, der vandt U-20 VM, hvor Pogba også blev kåret til turneringens bedste spiller.


Kært barn har mange navne
Det er dog langt fra kun hæder, som Pogba har høstet. Som tidligere nævnt har der også været masser af ballade, som da han spyttede efter en modstander i en Serie A-kamp eller da han i november 2014 blev sat af holdet, efter han var kommet for sent til et par træninger.

Trods balladen omkring Pogba var masser af storklubber på jagt efter ham i sommeren 2016, men han endte med at tage tilbage til Old Trafford, hvor karrieren for alvor startede – men også tilbage til ”balladen”. Pogba var nemlig modig ved at gå imod selveste Sir Alex Ferguson, hvilket fik holdkammeraterne fra “Den Gamle Dame” til at give Pogba kælenavnet “Nelson Mandela” grundet den modige beslutning. Det er dog langt fra det eneste kælenavn, som Pogba har fået. Den italienske presse kaldte ham for “Il Polpo Pogba”, da de mente, at de lange ben og arme på franskmanden mindede om armene på en blæksprut.

Så kælenavnene og kontroverserne har stået side om side, når det gjaldt omtalen af den meget farverige Pogba, der blandt andet har haft meget omskiftlige hårpagter med mange forskellige farver. På banen har der også været lidt rysten på hånden – her har der været tale om en blanding af Patrick Vieira og Andrea Pirlo… store ord om en ung mand… selvom "Mandela" eller "Il Polpo Pogba" allerede har været meget i overskrifterne. Det største problem har dog været at finde den rette position til Pogba i Premier League – for er han 6'er, 8'er eller 10'er?


Ballede med Sir Alex
I forhold til exit'en fra Old Trafford startede det for alvor omkring nytårsaften 2011. Pogba var blevet tilbudt en kontraktforlængelse, hvis størrelse indikerede, at den 18-årige skulle være en fast del af Manchester United-holdet. Dette er sidenhen blevet bekræftet af den daværende assistent Rene Meulensteen. Indtil nu er det ikke blevet kendt, hvorfor Pogba valgte mægtige Manchester United og Sir Alex Ferguson fra og i stedet tog til Juventus på en fri-transfer seks måneder senere.

Gætterier har sendt beslutningen tilbage til den famøse nytårsaften 2011. Et voldsomt afbudsramt United-hold tabte 2-3 til bundholdet Blackburn, men trods de mange afbud så Pogba hele kampen fra bænken. I stedet for Pogba havde Sir Alex valgt at lade den mindre forsvarsspiller Rafael da Silva spille på den centrale midtbane, hvilket skulle have gjort, at Pogba den aften besluttede sig for at skifte til Juventus. Ikke mindst fordi Pogba ikke fik nogen forklaring eller kommentar fra Sir Alex, der ifølge engelske medier havde mere travlt med at komme til sin egen 70-års fødselsdag.

Pudsigt at denne United-legendes største fejl kom på hans runde fødselsdag, og et tankeeksperimentet kunne være; hvordan havde Uniteds efterfølgende – og lidt kriseprægede - sæsoner været, hvis Pogba havde været i klubben. De fire sæsoner han var i Juventus, blev de mestre i samtlige.

Første sæson i Italien spillede han 27 gange for mesterholdet samt otte gange i Champions League – så United og Sir Alex så helt forkert et halvt år tidligere, hvor den vævre da Silva blev foretrukket sammen med den tilbagekaldte Scholes.

Op til EM2016 postede Englands største fodboldmagasin - FourFourTwo - en forside med overskriften ”The Greatest show on Earth”. Forsiden havde spillere som Neuer, Ibrahimović, Ronaldo, De Gea og Bale – og midt i det hele og med det største billede var Paul Pogba.

En stjerne var født og var blevet placeret blandt de allerstørste EM-profiler. Imod Manchester City lyste den igen, og i VIP-afdelingen kunne tv-billeder vise en meget rødmosset Sir Alex Ferguson. Skotten har altid været meget ærekær. Gad vide hvad han tænkte, da Pogba flot headede målet ind til 2-2… Pogba - Fergie's biggest mistake…

Læs hele artiklen
Kevin De Bruyne – kasseret af Mourinho
Masser af ros til De Bruyne som Jose Mourinho ikke kunne bruge i Chelsea – det var en fejl…
- Kevin er klart Premier Leagues bedste lige nu. Manchester City er Premier Leagues bedste hold, og Kevin er en vigtig spiller i Guardiolas system…

Sådan sagde en anden af Premier Leagues største profiler – Eden Hazard – i efteråret 2017, efter Pep Guardiolas mandskab havde startet Premier League-sæsonen rekordgodt. Men hvem er den stille belgier, som bare vokser, når han går ind på en fodboldbane?

Da den anerkendte engelske journalist Sam Wallace i 2015 besøgte Manchester City-træningsanlægget Jean-Claude van Damme, var det en meget genert ung mand, der mødte op, og han var end ikke den mest kendte belgier i presserummet. Det var Vincent Kompany – sådan er det ikke længere.

Inden De Bruyne var kommet til Manchester City for omkring 500 millioner kroner, var han blevet kåret til årets spiller i Tyskland. Den gode form overførte han straks til Premier League, og dermed steg hans markedsværdi også. Efter blot to år i Premier League var De Bruynes værdi steget til det dobbelt – ifølge CIES Football Observatory – og han blev vurderet til at koste over en milliard kroner.


Hellere Willian og Andre Schürrle
Det sker efter, at Chelsea og Jose Mourinho kasserede ham i januar 2014. I stedet startede den succesbelagte periode med masser af ros og anerkendelse hos tyske Wolfsburg. Før dette returnerede han i sommeren 2013 tilbage til London efter en låneperiode hos Werder Bremen, og på det tidspunkt bød den daværende Dortmund-træner Jürgen Klopp på De Bruyne. Den nuværende Liverpool-manager ville have, at De Bruyne skulle afløse Mario Götze, som var blevet solgt til Bayern München, men sådan gik det som bekendt ikke.

De Bruyne kom tilbage til Chelsea samtidig med, at klubben havde styrket sig på den offensive midtbane med Willian og Andre Schürrle. De blev de foretrukne fremfor De Bruyne, hvilket sidenhen må betragtes som en stor fejl af Mourinho. Seks måneder og blot ni kampe senere rejste De Bruyne væk fra London, men uden at smække med døren. Han har sidenhen sagt, at kasseringen af Mourinho har været med til at forme ham til den spiller, han er i dag.


Guardiola er stolt
Som 14-årig forlod De Bruyne barndomshjemmet i Drongen for at udvikle sig hos Ghent, og tiden var ligeså ensom, som da han boede i London og kæresten Michele gjorde studiet færdig hjemme i Belgien - men tiden i London formede ham til den spiller han er i dag.

Fra 2012 og tre år frem lavede De Bruyne 35 assists og 23 mål i Bundesligaen, og det åbnede op for det store skifte til Premier League – og Manchester City, men også til Pep Guardiola. Den tidligere Barcelona-træner har fået sat skik på belgieren, og han har været med til at forme ham til en af verdens bedste midtbanespillere på en unik midtbane, som eksperten Morten Bruun mener, er helt unik og kan sammenlignes med midtbanen i selveste Barcelona.

- Xavi, Iniesta og Sergio Busquets. To af verdens mest sublime teknikere og en mere fysisk type, der i øvrigt også kunne spille fodbold. I dag har City det samme med Fernandinho på den bagerste midtbane og med duoen David Silva og Kevin de Bruyne lige foran. Jeg vil kalde det verdens p.t. bedste midtbane i skarp konkurrence med Real Madrids.

I efteråret var der også statistikker, der bakker op om Morten Bruuns påstand. For siden ankomsten til Manchester City er der ikke nogen, der har lavet ligeså mange assists som ham i de fem største ligaer. I de første 72 Premier League-kampe lavede han 33 assists, og det fik manager Guardiola til at sige til Marca:

- De Bruyne er en af de bedste spillere, jeg har set i mit liv, for han kan gøre absolut hvad som helst. Han er en topspiller af allerhøjeste kvalitet. Han er en stabil gut med og meget professionel. Han elsker at spille fodbold, det er det, han lever for. Vi er meget stolte af og glade for at have ham hos os.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
- Hvem sejrer i Tyrkiet?
Det er en gyser for alle pengene i den bedste tyrkiske række, hvor fire hold kæmper om mesterskabstitlen.
Tager man et blik over de europæiske ligaer står Manchester City, Barcelona og Paris Saint-Germain til at blive mestre i den hjemlige liga, mens Bayern München allerede har vundet den tyske Bundesliga. Sådan spiller klaveret dog ikke i Tyrkiet, hvor der i øjeblikket er fire kandidater til at vinde den tyrkiske Süper Lig. Der resterer 6 runder i den bedste tyrkiske række.

Istanbul Basaksehir er til at finde på 1. pladsen med 59 point. Abdullah Avcis mandskab har spillet formidabelt i denne sæson, og der var nok ikke mange, der havde troet, at Basaksehir ville lege med i mesterskabskampen ved sæsonens start. 4-2-3-1-formationen fungerer glimrende for Avci. På holdkortet er der enkelte spillere, der har været dominerende. Lad os se nærmere på disse:

Der er ingen tvivl om, at bosniske Edin Visca har været holdets trumfkort. Man kan også kalde den 28-årige midtbanespiller for assistkongen, da bosnieren har fundet holdkammeraterne hele 14 gange. Den gamle kending Emmanuel Adebayor optræder også for Basaksehir, og han er suverænt holdets målkonge med 12 kasser i igangværende sæson. Der er ingen tvivl om, at hvis det tyrkiske mesterskab skal havne hos Avci og co., skal disse to herrer spille til deres bedste. Avcis aggressive spil har givet pote, men holdet skal passe på. Istanbul-klubben har nemlig flest spillere, der er blevet sendt tidligt i bad, og alle mand skal være på banen i de 90. minutter, hvis mesterskabet skal havne hos Istanbul Basaksehir for første gang i klubbens historie.

To point længere nedad stien er traditionsklubben Galatasaray, der har vundet mesterskabet hele 20 gange. Fatih Terims mandskab spiller også bold af øverste skuffe og er uhyggelige på eget græs. ”Aslanlar” har hentet hele 40 point på Türk Telekom Arena – de har vundet 13/14 kampe på denne græsplæne. Tager vi et kig på holdkortet, er der selvfølgelige nogle spillere, der er de ledende figurer. Indkast.dk ser nærmere på disse profiler:

Franske Bafétimbi Gomis har haft gang i støvlerne og topper suverænt topscorerlisten i Tyrkiet. Franskmanden står noteret for 26 kasser – fire mere end Burak Yilmaz fra Trabzonspor. Gomis har været godt støttet af midtbaneduoen Garry Rodrigues og Younes Belhanda, der har stået kompakt og været drivkraften på midtbanen. I Gala-buret har Fernando Muslera reddet holdet flere gange, og keeperen har gjort et godt stykke arbejde mellem stængerne. Muslera er en af de bedste keepere i Tyrkiet – hans ti clean sheets (samme som Besiktas og Fenerbahces keepere) taler for sig selv. Den store udfordring for Terims mandskab ligger i kampene på fremmed græs. Gala har blot hentet 17 point på udebane – mindst af de fire tophold. Hvis det 21. mesterskab skal havne på Türk Telekom Arena, må traditionsklubben ændre deres taktik på fremmed græs.

De forsvarende mestre fra Besiktas er blot ét enkelt point bag Gala. Der er ingen tvivl om, at Senol Günes' drenge har gjort et godt stykke arbejde. Efter Champions League-exitet har holdet haft fokus på den hjemlige liga. Selvom holdet flere gange har været bagud, har Günes' mandskab kæmpet til de sidste og kan sagtens gå under betegnelsen comeback-kings - Besiktas har nemlig hentet hele 54 point i de sidste 45 minutter. Lad os tage et kig på profilerne:

Günes har ikke foretaget de store ændringer, eftersom holdet vandt det tyrkiske mesterskab i forrige sæson. Günes er kendt for at skifte formation, da han har en bred trup og mange spillere at vælge mellem. Dog har 4-2-3-1-formationen vist sig at være den mest optimale. Frontspillerne Anderson Talisca og Vagner Love har været målmaskinerne for Istanbul-klubben. De har scoret henholdsvis 13 og 12 mål i denne sæson. Disse to herrer skal fortsætte denne stime, hvis holdet skal genvinde mesterskabet. En anden nøglefigur er keeperen Fabricio, der har stået bedst mellem stængerne i Tyrkiet. Den 30-årige keeper har blot lukket 24 mål ind, hvilket gør ham til Tyrkiets bedste keeper. Sammen med Muslera står Fabricio også noteret for 10 clean sheets. Ricardo Quaresma er også en nøglefigur for holdet, men den portugisiske landsholdsspiller har ikke spillet op til sit bedste. Han har dog stadig tid til at vise, hvorfor han er en god fodboldspiller. Det har været en lang sæson for Besiktas, da de også har haft travlt på den europæiske scene. Holdet vandt suverænt Gruppe G i verdens bedste klubturnering, men blev senere slået ud af Bayern München. Det kan tænkes, at truppen har mange kilometer i benene – derfor Günes måske har roteret så meget. Nu er det altså nu. Slutfasen. Er trætheden ved at nærme sig, eller kan spillerne fortsat holde det høje niveau? Tiden må vise.

Rosinen i pølseenden, Fenerbahce, ligger i øjeblikket på fjerdepladsen og forfølger Besiktas. Der er to points forskel. Fener er jokeren i dette mesterskabsspillet - et hold, der er bedre end deres nuværende placering. Dog er trænersædet begyndt at gløde på Sükrü Saracoglu Stadio, hvor Aykut Kocaman sidder. Kocaman har ikke vundet det tyrkiske mesterskab siden hans ankomst fra Konyaspor, og vinder Fener ikke mesterskabet i år, kan han være en færdig mand i Istanbul. I en klub som Fenerbahce er mesterskabet en selvfølge, og Kocaman har været en omtalt herre i de tyrkiske medier. Presset er på Kocaman. Lad os tage et kig på hans holdkort:

En af nøglespillerne er Giuliano, der har haft meget at se til i denne sæson. 13 gange har angriberen fundet frem til netmaskerne, og man kunne godt savne flere mål fra partneren Roberto Soldado, der blot står noteret for seks mål. Kocaman foretrækker at spille med to angribere, så Soldado skal til at finde frem til netmaskerne, hvis mesterskabet skal havne i Fenerbahce for 20. gang. En anden profil er kantspilleren Nabil Driar, der har spillet suverænt på midtbanen. Ikke nok med det flotte spil har han også fundet holdkammeraterne syv gange. Men vi mangler lige at nævne en mand. Hvem? Det er Volkan Demirel. Den erfarne keeper er en af de vigtigste brikker på holdet, og hans tilstedeværelse kan være altafgørende for Fenerbahces mesterskabschancer. Ikke nok med hans 10 clean sheets er han også en vigtig brik i det defensive aspekt af Feners fodboldfilosofi. Som sagt er Fenerbahce jokeren i dette mesterskabsspil, og de kan slå til. Når som helst. Hvor som helst.

Lige en lille slutbemærkning: Galatasaray har spillet en kamp mindre end de andre hold. Gala mangler at møde bundproppen Genclerbirligi. Vinder Fatih Terims mandskab denne kamp, står de med 60 point og kommer til at ligge nummer 1. Dog har Gala er meget svært program, da de mangler at møde både Istanbul Basaksehir og Besiktas.

Det er ren gyserfilm i Tyrkiet i øjeblikket, og det bliver spændende at se, hvem der bliver tyrkiske sampiyon.
Læs hele lederen
Ilden José og isen Pep mødes – igen
Fodboldens svar på John McEnroe og Bjørn Borg står overfor hinanden i en mesterskabsafgørende kamp i Manchester. Indkast.dk har gravet ned i deres historik, som er ganske underholdende.
Lørdag den 10. september 2016 blev et skelsættende tidspunkt i international fodbold, for nok et kapitel blev skrevet til had/kærlighedsforholdet imellem Jose Mourinho og Pep Guardiola. Her stod de to tidligere venner overfor hinanden, som træner for hver sin Manchester-klub.

Tyve år forinden var de begge i Barcelona som assistent-træner og midtbanestyrmand. Denne periode betragtes som en af klubbens bedste, og der var stærke bånd i et solidt venskab, men sidenhen er der løbet meget vand i åen.

Mourinho-tiden med store armbevægelser i Real Madrid overfor den meget kontrollerede og mere rolige Guardiola i Barcelona viste al andet end næstekærlighed. Mourinho har tidligere haft for vane at køre et grimt, men underholdende medie-stunt, mens Guardiola har kæmpet voldsomt med ikke at lade sig rive med - på de mange provokationer fra Mourinho, som fx i august 2013 hvor den daværende Chelsea-manager sagde følgende efter UEFA's Super Cup:

- Hver gang jeg spiller imod Pep, ender vi med at være 10 mand på banen. Er det en regel, som UEFA har lavet?

Tilbage i april 2011 slog Mourinho fast, at Guardiola blot havde vundet et Champions League-trofæ og understregede, at det skete efter, hvad han selv kaldte ”Skandalen på Stamford Bridge”, hvor Pepe blev udvist. Samtidig mente portugiseren, at den spanske træner – igen – havde fået dommerhjælp, og at Guardiola endda havde kritiseret dommeren for de korrekte beslutninger, som han havde truffet.

Til dette svarede den daværende Barcelona-træner, at Mourinho var bossen i presserummet på Bernabéu, og fortsatte det sådan, ville det ændre deres venskab, som ville udvikle sig til blot et bekendtskab.


McEnroe vs. Borg
Udefra set virker det til, at venskabet er slut imellem de to store forskelligheder, som kan sammenlignes med John McEnroe og Bjørn Borg. Imellem 1978 og 1981 mødtes de to tennislegender 14 gange, men det var mere end blot tenniskampe. Det var et opgør imellem to vidt forskellige mennesketyper – som dengang blev beskrevet som ”Ild og Is”. I nutidens fodboldopgør er Mourinho ilden, mens Guardiola er isen.

Den internationalt anerkendte fodboldjournalist Sid Lowe har i sin bog om rivaliseringen imellem Barcelona og Real Madrid beskrevet opgøret imellem de to trænere. Heri hævder den veloplyste Lowe, at Mourinho indså, at hans største chance for at slå Barcelona var ved at komme ind under huden på Guardiola samt skabe en krig imellem dem – hvor alle våben var tilladt. En krig mellem to typer trænere, men også mellem to forskellige klubber, hvor Barcelona var den talentskabende og Real Madrid den dyrtindkøbene.

Denne ”krig” kulminerede i august 2011, hvor Mourinho prikkede Guardiola-assistenten Tito Vilanova i øjet, efter Marcelo havde sparket den daværende Barcelona-spiller Cesc Fàbregas midt over lige foran udskiftningsbænkene. Dette skete i en periode, hvor Barça var sportslige overlegne i forhold til ”Konge-klubben”, og hvor Mourinho var desperat for at gøre alt for at slå Barcelonas flotte spil i stykker.

Efterfølgende vandt Barcelona med 6-2 på Bernabéu, hvilket nok engang frembragte en hård kommentar fra Mourinho, da han mente, at Guardiola måske ”en dag” ville vinde det spanske mesterskab på ærlig vis. Samtidigt slog Mourinho fast, at han mindede meget om Guardiola, hvortil den spanske træner tørt svarede igen:

- Hvis det er rigtigt, så vil jeg lave om på min adfærd.

Det er langt fra den eneste gang, at udtalelserne har været skarpe imellem de to rivaler. I september 2014 sagde Mourinho til El Confidencial om Guardiolas hårpagt:

- Når man elsker, hvad man laver, så mister man ikke sit hår. Guardiola er skaldet. Han elsker ikke fodbold…

Eller i maj 2015 hvor Mourinho, som nyslået engelsk mester med Chelsea, sendte en klar hilsen til Guardiola i Bayern München.

- Jeg er nok ikke den smarteste, når jeg skal vælge klubber og turneringer, som disse klubber spiller i. Jeg kunne let have valgt nogle klubber, hvor det var meget lettere at blive national mester.


Masser af gnister
Samlet set har forholdet imellem de to trænere ikke været pænt, men meget underholdende og ofte med Mourinho i skurkerollen. Derudover virker det også til, at Mourinho har følt sig undertrykt af Guardiola – måske med en anelse af misundelse!

På Mourinhos daværende kontor ved Real Madrid-træningsbanen Valdebebas havde han en papfigur af sig selv, hvor han jubler. Måske ikke så underligt, men vel en smule pudsigt, at situationen var fra hans tid i Inter. Situationen var fra 2010 efter Champions League-semifinalen. Ikke fra tiden i Real Madrid eller triumfen i finalen… men fra semifinalen, hvor Inter slog – jah… gæt engang - Guardiolas Barcelona.

De to kamphaner mødte hinanden 11 gange i ”El Classico”, hvilket gav fem sejre til Guardiola og blot to til Mourinho – samt fire uafgjorte. Alene i 2010/11-sæsonen var der fire ”El Classico”, og i samtlige kampe fik Real Madrid udvist en spiller – så der har været dramatiske kampe imellem Mourinho og Guardiola… to tidligere venner!

I maj 1997 vandt Barcelona den europæiske cup-finale over PSG. Efter sejren og midt i jublen stod to mænd på midten af banen og omfavnende hinanden – hjælpetræneren Jose Mourinho og styrmanden Pep Guardiola. Da den spanske tv-station Cadena Ser mange år senere viste dette billede til Mourinho, erkendte han:

- Jeg har selv et billede af vores omfavnelse… vi var tætte venner!

I 2000 forlod Mourinho det smukke Catalonien og Barcelona, men otte år senere mødtes han med Barca-bosserne Txiki Begiristain og Marc Ingla i Lissabon. På det møde skulle Mourinho have sagt, at hvis han skulle være træner i Barcelona, ville han gøre B-holdstræneren Guardiola til sin assistent, men Mourinho endte aldrig hos det catalonske storhold. I stedet blev Guardiola - til manges overraskelse - forfremmet til cheftræner.

I Graham Hunters bog ”Barca – skabelse af verdens bedste fodboldhold” siger Ingia, at Mourinho blev rasende, da han blev fravalgt til fordel for Guardiola – hvilket måske kan være starten på den dårlige kemi imellem de to venner.

Om balladen mellem de to trænere har den store italienske træner Arrigo Sacchi sagt, at det kan være svært at have ”to Piccasso'er” i samme tidsalder. Nu skal de krydse klinger – eller pensler - i Manchester!
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon TV: Mulig straf efter grinagtigt ‘dive' Vanddrikkende keeper koster bizart mål Artikel ikon 20 vanvittige mål Artikel ikon Teaser: Afgørende dag i Manchester Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ingen let udvej for Neymar i Paris SvFF linker luder-kommentar om Zlatan Artikel ikon Aubameyang: Jeg tvivlede på ham Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 33 Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 20: PL-managere med flest trofæer Top 7: Bedste Super-subs Artikel ikon Top 10: Bedste Premier League-vindere Artikel ikon Top 6: PL-hold med færrest udskiftninger Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Crystal Palace - Arsenal Spil: Manchester City - Tottenham Artikel ikon Spil: Randers - FC Midtjylland Artikel ikon Spil: Manchester-derby Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Messi mod Ronaldo Carlo Ancelotti - mit spil Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Se og lær City: De har gjort det før jer Sejrsfattige Hughes Artikel ikon Lazio–mål nr. 1 + 50 + 100 + 150 osv. Artikel ikon Fra Baggio til Balotelli Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Messi vil have Atlético-profil Inter vil forgylde lejesvend Artikel ikon Fredagens engelske rygter Artikel ikon - Jeg tænker ikke på Real Madrid! Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Joe Cole
Vidste du om ... Lee Bowyer Artikel ikon Vidste du om ... Alexandre Lacazette Artikel ikon Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Mourinhos drenge Får Arsenal-spillere køresyge? Artikel ikon Top 7: Bedste Super-subs Artikel ikon Mourinho har gjort sit… Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: OB - Lyngby Optakt: AaB - Midtjylland Artikel ikon Optakt: FC København - Horsens Artikel ikon Optakt: Randers - SønderjyskE Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Crotone - Juventus Startopstillinger: FCK - AaB Artikel ikon Startopstillinger: Leverkusen - Bayern Artikel ikon Startopstillinger: Hobro - Silkeborg Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Chelsea slog sikkert formstærke Burnley Brøndby sejrede i vanvidscomeback Artikel ikon Atlético Madrid fik stryg i Baskerlandet Artikel ikon Rodic og Gammelby nedlagde Hobro Artikel ikon Se flere