Det var længe uvist, om Xavi ville være tilbage i Barcelonas startopstilling til Champions League-opgøret mod FCK. Midtbanespilleren måtte dog tage plads på bænken, og han kom først på banen, da der manglede 20 minutter af kampen.
Den spanske landsholdsspiller har døjet med problemer i akillessenen, og træner Guardiola har valgt helt at se bort fra Xavi i weekendens kamp på udebane mod Real Zaragoza. Det oplyser klubben på deres officielle hjemmeside.
Det var derfor næppe med Barcelona-trænerens gode vilje, at Xavi blev sendt i kamp mod FCK. Han blev skiftet ind, da spanierne førte 1-0, men på et tidspunkt hvor kampen var mere åben, end de fleste havde forventet, den ville være. Derfor så Guardiola formentlig ingen anden udvej end at forstærke midtbanen, så sejren kunne trilles sikkert i land.






























