Voldsomt alvorligt: Premier League-klub kan få pointstraf
Leicester City er blevet anklaget af Premier League for tre overtrædelser af EFL’s økonomiske regler i sæsonen 2023/24.
Det oplyste ligaen tirsdag. Klubben, der igen skal spille i Championship efter nedrykning, risikerer en pointstraf i næste sæson, hvis den findes skyldig.
De nye anklager omfatter:
Overtrædelse af EFL’s Profit and Sustainability Rules for 2023/24 (Reglerne om financial fair play).
Manglende rettidig aflevering af årsregnskab til Premier League senest 31. december 2024.
Manglende fuld, korrekt og rettidig assistance til Premier League under ligaens undersøgelse.
Premier League har nu fået bekræftet det juridiske i forhold til at rejse sagen, selvom Leicester på tidspunktet for de påståede brud spillede i Championship.
Ligaen har samtidig ændret sine regler for at undgå lignende tvivl i fremtidige sager.
I en udtalelse skriver Premier League:
"Leicester City FC er nu blevet henvist til en uafhængig kommission for påståede brud på EFL Championship’s Profit and Sustainability Rules for sæsonen 2023/24."
Klubben selv melder:
"Leicester City FC noterer sig afgørelsen, som er offentliggjort i dag. Klubben vil – i overensstemmelse med tidligere udmeldinger – samarbejde i sagen, nu hvor Premier League's juridiske belæg for perioden er bekræftet."