VM-opgøret mellem Belgien og Senegal blev onsdag aften ramt af kaos.
Midt i første halvleg måtte 1/16-finalen stoppes, da flere personer løb ind på banen på Lumen Field i Seattle.
Senegal førte 1-0, da episoden fandt sted.
Ifølge engelske Express lykkedes det flere personer at slippe forbi sikkerhedsfolkene og løbe rundt på banen i nogle sekunder, inden de blev væltet omkuld og fjernet.
På ITV’s transmission beskrev kommentator Sam Matterface situationen som farlig.
“Der er tre-fire unge mænd, der har besluttet sig for at løbe ind på banen. To af dem er nu blevet lagt ned, mens den tredje har undveget sikkerhedsfolkene,” sagde han undervejs.
Han tilføjede, at episoden skabte endnu en afbrydelse ved slutrunden.
“Vi har ikke haft alt for mange af den slags ved VM, men vi havde flere ved EM for et par år siden, hvor folk løb ind for at tage selfies med store spillere,” sagde Matterface.
Episoden i Belgien-Senegal er den mest opsigtsvækkende baneinvasion ved sommerens VM, men ikke den eneste.
Tidligere i turneringen trængte en fan ind på banen under Irans kamp mod Egypten, også på Lumen Field i Seattle. Der har også været episoder under USA-Paraguay og efter Brasiliens kamp mod Japan, hvor en supporter kom tæt på Neymar.
Alligevel skiller hændelsen i Belgien-Senegal sig ud, fordi flere personer tilsyneladende koordineret kom ind på banen midt i en knockoutkamp.






























