Verdensrekord nærmer sig: Kæmpe stjerne drømmer om skifte til Real Madrid
Arsenals 23-årige franske forsvarsspiller, William Saliba, bliver af mange eksperter i øjeblikket anset som en af de bedste forsvarsspillere i verden.
Salibas partnerskab med brasilianske Gabriel Magalhães i Arsenal-forsvaret har de seneste sæsoner været en stor årsag til, at London-klubben har kæmpet med om det engelske mesterskab.
Arsenal kan dog angiveligt risikere snart at miste William Saliba, da Real Madrid skulle have gjort den franske forsvarsspiller til klubbens største prioritet til sommerens transfervindue.
Meldingerne har i den forbindelse lydt på, at Real Madrid skulle gøre Saliba til den dyreste forsvarsspiller i historien, hvis den spanske storklub skal lykkes med at skrive kontrakt med franskmanden.
London-klubben forlanger omkring 900 millioner kroner for forsvarsstjernen, hvilket vil overstige Manchester Uniteds køb af Harry Maguire for 650 millioner kroner, hvilket fortsat gør englænderen til den dyreste forsvarsspiller i historien.
Men nu er der angiveligt godt nyt til Real Madrid og klubbens tilhængere.
Sky Sports-journalisten Sacha Tavolieri melder nemlig, at William Saliba betragter Real Madrid som sin ultimative drømmedestination, og udsigten til at skulle spille med sin gode ven, Kylian Mbappé, skulle efter sigende også være et stærkt argument for at skifte til den spanske storklub.
Den 23-årige Premier League-stjerne har kontrakt med Arsenal frem til sommeren 2027, og det vil uden tvivl være et stort tab for London-klubben, hvis Saliba ender med at skifte til Real Madrid til sommer.