Mandagskampen i Superligaen stod imellem to kriseramte hold – AaB og OB. Fynboernes sæson har budt på en tribelfyring af den sportslige ledelse efter nederlag til AC Horsens, Silkeborg og FC Nordsjælland men intet imod AaB, der inden kampen indtog sidstepladsen i Danmarks bedste fodboldrække.
Tidligere på dagen havde Indkast.dk skrevet om AaB’s manglende mål og at træner Magnus Pehrsson sikkert af den grund ville vælge et helt ny angreb. Således stod der:
– I søndagens afsluttende træning var Jones Kusi-Asare og Henrik Dalsgaard degraderet til reserverne, mens lejesvenden Dickson og angrebstalentet Nicklas Helenius startede for det “rigtige” hold. Ingen af de to angribere har tidligere været i startopstillingen.
Sådan blev det også – talentet Helenius og Dickson Nwakaeme startede, og den 24-årige lejesvend overraskede positivt. Midt i første halvleg lavede den stærke angriber en flot detalje, da han midt på banen rundede et par OB-spillere, og efter et par driblinger sparkede Dickson bolden ind – helt oppe i målhjørnet.
Flot mål, som var til 1-1, efter Peter Utaka havde bragt fynboerne foran, da AaB fortsatte med at bakke på den farlige angriber. OB var bedst i første halvleg, men det forholdt sig anderledes i starten af de sidste 45 minutter. Hjemmeholdet spillede med stor selvtillid og tydeligvis fremgang – personaliseret ved den solide Dickson, der blandt andet sparkede bolden væk på AaB’s målstreg.
Men men men… med femten minutter igen kom kampens afgørelse. OB’s kraftværk og indskiftede Kalilou Traore vandt en nærkamp mod Dickson, der mod slutningen så meget træt ud, og efter et par flotte driblinger kunne Utaka score imellem benene på Karim Zaza.
Med 1-2 nederlaget har AaB tabt fire hjemmekampe i træk, og nu er mesterne fra 2008 isoleret i bunden af Superligaen. Selvom der var fremgang i kampen mod OB, ændrer det ikke ved, at stillingen er katastrofal for nordjyderne – der nu er i krise…
AaB – OB: 1-2 (1-1)
0-1: Peter Utaka (15)
1-1: Dickson Nwakaeme (22)
1-2: Peter Utaka (75)






























