United starter oprydning; Eriksen en af de første
Manchester United står foran en større udrensning i truppen, og allerede næste måned siger klubben farvel til tre etablerede navne. Ifølge Football Insider er Jonny Evans, Christian Eriksen og Victor Lindelöf blandt de første, der forlader klubben, når deres kontrakter udløber.
Afskeden med de tre rutinerede spillere skal ses i lyset af et større opgør på Old Trafford, hvor både spillertruppen og organisationen bag kulisserne står over for store forandringer. Ifølge mediet forventes op mod 200 ansatte at miste deres job som konsekvens af de økonomiske udfordringer, der er blevet tydeligere efter nederlaget til Tottenham i Europa League-finalen.
Samtidig åbner United for yderligere spillerafgange. Den tidligere chefscout Mick Brown udtalte i sidste uge til Football Insider, at klubben overvejer at sælge Rasmus Højlund for at rejse midler til nye investeringer.
Det tegner dermed til en sommer, hvor Manchester United både skal gentænke sin trup og sin retning.