Live – Mest populære fodboldnyheder

Patrick Andersen

Ultimatum efter måltørke: Dansk stjerne skal levere 20 kasser

Kasper Høgh har ramt en svær periode i skotsk fodbold, men tilliden fra manager Martin O’Neill er intakt – omend forventningspresset nu skrues markant i vejret.

Forud for søndagens opgør mod Hearts sætter Celtic-bossen et kontant resultatmål for klubbens rekordindkøb, der i sommer ankom fra Bodø/Glimt for en rekordsum på 11 millioner pund (godt 97 millioner kroner).

“Når sæsonen er slut, forventer jeg, at Kasper Høgh har scoret 20 mål – i denne sæson,” slår Martin O’Neill fast over for Sky Sports.

Den 25-årige danske angriber fik ellers en drømmestart på livet i Glasgow, da han bombede et hattrick ind i sin ligadebut mod Kilmarnock. Siden da er målstimen dog tørret helt ud for danskeren. Senest måtte han nøjes med en afslutning på stolpen i Europa League-opgøret mod Benfica, hvor en veloplagt fronttrio bestående af Haissem Hassan, Camilo Duran og Callum Osmand i anden halvleg for alvor pustede liv i debatten om danskerens plads i startopstillingen.

O’Neill lægger da heller ikke skjul på, at måltørken har sat sine spor mentalt hos den blonde dansker:

“Han har mistet en smule selvtillid lige nu. Men den vil han genfinde hen ad vejen. Vi har kamp efter kamp efter kamp foran os – jeg var lige ved at sige tusind kampe, men det er tæt på mellem nu og januar. Så han kommer til at score mål for os, slet ingen tvivl om det,” forsikrer Celtic-manageren.

Med O’Neills krystalklare udmelding og den tilspidsede konkurrence fra den nybagte far Camilo Duran i angrebskæden, hviler et massivt pres på den tidligere Randers- og AaB-angriber for hurtigt at genfinde skarpheden i det skotske.

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder