Den alsidige 20-årige danske landsholdsspiller har i en længere periode været en ombejlet herre, da hans flotte præstationer i Lecce har fået flere storklubber ud med kikkerten.
Længe har det ellers tydet på, at han ville forlade Lecce til januar, men ifølge det italienske lokalmedie Calcio Napoli kommer det ikke til at ske.
Tidligere har vi her på Indkast.dk kunnet melde om, at Serie A-storklubben Napoli havde Dorgu øverst på deres ønskeseddel, men Calcio Napoli melder altså, at Lecce først sælger ham til sommer.
Mediet skriver ellers, at han er drømmekantspilleren for Napolis cheftræner Antonio Conte. Desuden meldes der fra mediet også om interesse fra en hidtil unævnt bejler.
Der skulle være tale om AC Milan, som Calcio Napoli gør opmærksom på, at det store italienske mediet Tuttomercatoweb har rapporteret.
En interesse som potentielt kan lægge op til en budkrig imellem de to Serie A-giganter. Både Juventus, Chelsea og Manchester United har bl.a. ellers også været linket til Dorgu.
Men således kan Lecce-fansene altså formentlig ånde lettet op, da udsigten til at miste deres store profil ser ud til at blive længere end forventet.
Lecce kæmper i øjeblikket en hård kamp i bunden, hvor de er nummer 14 i Serie A, men dog kun med to point ned til Cagliari under nedrykningsstregen.