Trods interesse fra Real Madrid: Succestræner bliver i Tyskland
Xabi Alonso havde stor succes som træner for Bayer Leverkusen sidste sæson, hvor de vandt både Bundesligaen og den tyske pokalturnering, samtidig med de også kom i finalen i Europa League.
Allerede forud for denne sæson var der spekulationer om Alonsos fremtid, da han blev sat i forbindelse med managerjobbet hos Liverpool, da de skulle finde en afløser for Jürgen Klopp, men det takkede han nej til for at blive i Leverkusen.
I denne sæson ligger Leverkusen nummer to i Bundesligaen efter Bayern München, og Alonso har været kædet sammen med trænerjobbet i Real Madrid til sommer, selvom Carlo Ancelotti stadig har et enkelt år tilbage af sin kontrakt.
Nu skriver Goal dog, at Bayer Leverkusens sportsdirektør Simon Rolfes har bekræftet, at Alonso bliver i klubben, så han i hvert fald også står i spidsen for dem i den kommende sæson.
Derfor er et skifte til Real Madrid i hvert fald lagt ned for denne gang.