Tottenham-manager stikker til Manchester United: Komplet ligeglad
Torsdag aften venter en intens pokaldyst i England, når Tottenham tager imod Manchester United. En kamp mellem to mandskaber, der har haft sit hyr med at holde styr på tingene i denne sæson, og i Manchester United blæser det fortsat kraftigt.
I seneste kamp havde manager Ruben Amorim valgt slet ikke at have Alejandro Garnacho og Marcus Rashford med i truppen. Det var markant, da det var til det store Manchester-derby mod City.
Årsagen blev meldt at være en for dårlig indsats til træning, og mens Garnacho ser ud til at være med mod Spurs, er historien en anden med Rashford.
Han var senest ude meget åbent og sige, at han er klar til at finde et nyt sted at spille fodbold. Noget der ikke ligefrem dysser balladen ned.
Torsdag møder United så Tottenham ude, og på Tottenhams pressemøde inden kampen, blev deres manager Ange Postecoglou spurgt ind til, om han havde hørt om uroen i Manchester. Inden journalisten nåede at stille sit spørgsmål færdigt, udbrød Ange Postecoglou:
“At det larmer noget i Manchester United. Det gør det vistnok altid. Kom nu, hvor har du været?”
Journalisten spurgte herefter mere specifikt ind til Rashford, og her var Ange Postecoglou kontakt:
“Det interesserer mig slet ikke, og jeg er komplet ligeglad. Jeg koncentrerer mig om de spillere, jeg har. Marcus er en fantastisk spiller, men jeg bruger virkelig ikke min energi på at tænke på hvad han render og siger. Jeg holder mig til mine spillere, og så tænker jeg, at andre managers må koncentrere sig om de spillere, de har.”