Midt i den mørke tid for Liverpool var der i aftes gode nyheder om Fernando Torres. Den kriseramte klub frygtede, at den spanske angriber var blevet ramt af en alvorlig lyskeskade, men en scanning viste, at der blot var tale om en forstrækning, skriver Daily Mirror.
Dermed er det ikke udelukket, Fernando Torres kan blive klar til det enormt vigtige lokalopgør mod Everton den 17. oktober, vurderer klubbens læger. Liverpool ligger lige under nedrykningsstregen i Premier League. Everton har ligesom bysbørnene seks point, men skal takket være bedre målscore ikke tilbringe landsholdspausen på en af nedrykningspladserne.
Torres har meldt afbud til det spanske landshold, som fredag møder Litauen i EM-kvalifikationsturneringen.






























