2025 har alt i alt ikke været en dans på roser for Brøndby IF.
Året sluttede rigtig dårligt af på fodboldbanen med tre nederlag i træk.
Men hvad har så været højdepunkterne at se tilbage på med glæde?
Her får du vores top 3.
3. Derbysejrene
At vinde over ærkerivalerne fra FC København er nu engang det bedste, en fan af Brøndby IF ved.
13/4 og 13/9 står derfor som glade datoer i 2025.
Først blev det i påsken 2-1 på udebane i Parken efter en vild og voldsom afslutning på kampen med strafferedning af Patrick Pentz. Læg dertil tre røde kort – alle til målmænd.
Steve Coopers første kamp som Brøndby-træner var såmænd endda et derby. Det blev igen 2-1 til Brøndby efter matchvindermål fra Stein Spierings.
Og så var Steve Cooper da godt nok kommet i gang.
Sejrene over FC København viser, at Brøndby på dagen kan bide skeer med de økonomisk stærkeste klubber i Danmark.
2. Talenterne marcherer frem
Noah Nartey, Mathias Jensen, Jacob Ambæk, Andre Escobar, Viggo Poulsen og Philip Søndergaard.
Nogle er allerede etablerede førsteholdsspillere i en ung alder. Andre kan blive det indenfor det næste stykke tid.
Brøndby har virkelig fået sat fut i at bruge talenterne i Superligaen. Det kan man ikke mindst takke Steve Cooper for.
Noah Nartey står først på rampen i forhold til at blive skudt afsted på en stor transfer. Fans og klubben håber på et beløb i omegnen af 100 millioner kroner.
Talenterne marcherer frem i BIF. Der er blevet kort vej fra Masterclass og ind på førsteholdet. Super vigtigt.
1. Ansættelsen af Steve Cooper
Afslutningen på efterårssæsonen har naturligvis været miserabel med nederlag til både FC København – og de potentielt kommende nedrykkere fra Fredericia og Vejle.
Det mudrer selvfølgelig billedet ganske betragteligt.
Men alt i alt må det siges at være et scoop for Brøndby IF med en tidligere Premier League-træner i front.
Steve Cooper er tilmed kommet ind på så stort et mandat, at han har kunnet plukke den ene medhjælper efter den anden.
Sådan var det ikke ligefrem for Frederik Birk i den korte tid, han nåede at være cheftræner i Brøndby IF.
Nu står Coopers første transfervindue i Brøndby for døren. Det skal blive yderst spændende at se, om den walisiske træner også her har en masse at skulle have sagt.
Der kan virkelig komme gang i svingdøren på Brøndby Stadion. Steve Cooper vil rigtig gerne ‘sætte sit eget hold’ så hurtigt som muligt.
Og det kommer til at koste knaster for ejerskabet GFH.
Steve Cooper går ind i sin næste tid som Brøndby-træner i en alder af 46: