Red Bull Salzburg vandt her til aften 2-1 over FC Twente i Champions League-kvalifikationens tredje runde.
Danske Maurits Kjærgaard scorede begge mål for sidste sæsons 2’er i den østrigske liga.
Østrigerne hyrede i sidste måned Pep Lijnders som klubbens nye træner. Hollænderen var Klopps assistent i Liverpool i ni år.
Danske Maurits Kjærgaard er glad for at have hollænderen som ny boss.
Kjærgaard udtalte efter sejren over Twente, at han føler sig mere fri under Lijnders.
– Vi er meget tilfredse med den måde, vi spillede på, og vi gjorde det godt i begge halvlege. Jeg håber, at jeg kan score flere mål i denne sæson end i sidste. Vi har mere plads og mere frihed i det nye system, og vi er meget glade for, at den nye træner er her. Vi skal spille, som vi gjorde i dag, i næste uge. Vores mål er at komme videre. Det er en skam, at Twente scorede til sidst, sagde Kjærgaard ifølge den østrigske avis Krone.
Lijnders er kendt for at være en mand, der praktiserer en klar og tydelig spillestil, hvor hollænderen konstant vil have, at hans hold er arbejdsomt og kæmper for hver en centimeter og gør sit bedste for at skabe rum med og uden bold.
Red Bull Salzburgs næste to kampe på programmet er mod Blau-Weiß Linz i Salzburg i weekenden og på tirsdag venter det store brag mod FC Twente i Enschede.