En tidligere professionel fodboldspiller er blevet idømt fængsel for sin rolle i et forsøg på at smugle kokain ind i Nigeria.
Segun Hunkarin har fået to års fængsel, efter at han blev kædet sammen med en kokainforsendelse på 800 gram, som blev forsøgt indført via Murtala Muhammed International Airport i Lagos.
Sagen hænger sammen med den formodede narkobagmand Ntoruka Chinedu, der samlet er blevet idømt 22 års fængsel.
Chinedu blev oprindeligt stillet for retten i 2015 for at have importeret 6,25 kilo kokain. Efter at være blevet løsladt mod kaution forsvandt han midt under retssagen og holdt sig skjult i næsten ti år.
Han blev anholdt igen den 24. juni 2025, da han ifølge de nigerianske myndigheder forsøgte at smugle yderligere 800 gram kokain ind i landet på en flyvning fra Addis Ababa.
Efterfølgende overvågning førte myndighederne frem til Hunkarin, som angiveligt ventede på parkeringspladsen ved lufthavnen for at modtage narkoen.
Under afhøringen forklarede den tidligere fodboldspiller ifølge de nigerianske narkotikamyndigheder, at han tidligere havde transporteret narkotika fra Brasilien til Etiopien to gange, mens han forsøgte at skabe sig en fodboldkarriere i Sydamerika.
Retten idømte Chinedu 20 års fængsel for sagen fra 2015 og yderligere to år for sammensværgelsen omkring kokainforsendelsen i 2025.
Hunkarin blev idømt to års fængsel for sin rolle i samme sag.
Forsvarernes ønske om bødestraffe blev afvist, da retten vurderede, at forbrydelsernes karakter krævede ubetingede fængselsstraffe.
Chefen for Nigerias narkotikamyndighed NDLEA, Buba Marwa, fremhævede efter dommen, at sagen viser, at personer involveret i narkotikahandel ikke kan regne med at undslippe retfærdigheden, selv efter mange år på flugt.





























