Tidligere landsholdsspiller bliver Jyllandsserie-træner
Pt. er John Andersen træner for FC Fredericias U19-hold, men fra årsskiftet skifter han ungdomsfodbolden ud med senior.
Og det er ikke tilfældigt. John Andersen skifter nemlig til Jyllandsserie-klubben Fredericia fF, der igennem de seneste år har fået en del tilføjelser til truppen fra netop FC Fredericias U19-hold.
“Som træner i FC Ungdom har jeg haft tæt kontakt til Fredericia fF i to år. Det er en god social klub med en stærk kultur og mange arrangementer. Man kan mærke, at klubben brænder for fodbold. I de seneste to år har jeg leveret en del spillere til førsteholdstruppen, og derfor lå det lige til højrebenet at sige ja,” siger John Andersen og fortsætter:
“Som træner har jeg en fyldt rygsæk. Jeg kan bidrage med noget power, med dynamik og en god struktur, hvor der er plads til individualisme. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang.”